20 Apr

Manden, der er større end sin egen sport

ronnie

VM i snooker handler kun om én ting. Vinder den vidunderlige, komplekse Ronnie O’Sullivan sin tredje VM-titel i træk – og nummer seks i alt? Eller falder han fra hinanden foran øjnene af den samlede verden af kø- og kugle-entusiaster?

Af Søren Ditlev Monrad

Selvom Lionel Messi og Christiano Ronaldo, Lebron James og Kevin Durant samt Novak Djokovic og Rafael Nadal i zigzagkurs kæmper en fortættet kamp om, hvem der skal være den største nuværende aktør inden for henholdsvis fodbold, basketball og tennis, og er verdensstjerner, der stråler galaktisk stort, så er der nok få mennesker på denne planet, som vil påstå, at nogen af dem er større end den sport, de excellerer i. Ronaldo større end fodbold? James større end basketball? Nadal større end tennis? Nej, vel?

Men vender man sig mod den meget mindre sport snooker, er der et navn, som giver ekko langt væk fra filten og kridtet. Det er selvfølgelig engelske Ronnie O’Sullivan – verdens største sportsnavn, som verden bare mangler at få øje på. Briten lider indlysende nok under, at han på ingen måde dyrker en stor, global sport, som hele verden samles for at følge på storskærme på alverdens pubber og parker, men kun brillerer i en sport, der primært er stor i Storbritannien, nogle tidligere britiske territorier og Asien.

En menneskelig superstjerne

Hvad er det så med Ronnie? Jeg har tidligere lidt i spøg hævdet over for alle, der har gidet lytte, at havde han dyrket en af de største sportsgrene i verden, havde han også været verdens største sportsnavn. Ronnie har nemlig det, man på nudansk kalder ”hele pakken”. Verdens indiskutabelt største, unikke snookertalent kæmper en ustandselig strid mod et vanskeligt og skrøbeligt sind, som giver os lov til at komme helt tæt på den største inden for snooker, og samtidig føle at vi kigger et menneske som os selv dybt ind i øjnene, selvom han befinder sig i samme luftlag som Ronaldo, James og Djokovic.

Ronnies historie er fra et nøgternt perspektiv næsten for god til at være sand. Han har gennem hele sin karriere kæmpet imod depressioner og afhængighed af både det ene og andet. Læg dertil at hans far forsvandt ud af knægtens liv i en alder af 16 år, da han i en af de mest omtalte mordsager i England i en kæmpe alkoholtåge knivdræber en anden mand og bliver dømt til 18 år i spjældet. Med andre ord: What’s not to like?

Det kan lyde kynisk og grundløst at stille det op på den måde, men det er nødvendigt for at forstå fænomenet Ronnie. For alt dette er kun interessant, fordi han er den bedste til sit gebet på trods af – eller måske i kraft af – sin fortid og sine spøgelser. Ronnie bevæger sig på en mental knivsæg og viser os i en tid, hvor den ene sportsstjerne efter den anden bliver mere og mere kæmmet og kedelig, at et menneske – kendt eller ukendt – altid består af noget mere og dybere, og det ikke er nogen skam ikke at skjule det.

Da han i 2012 vinder sit fjerde verdensmesterskab, forsvinder han væk fra sporten og spiller med ganske få undtagelser ikke en eneste turnering, inden han tropper op til VM i 2013 – hvor han udraderer al konkurrence og forsvarer sin titel. I mellemtiden har han brugt tiden på at være sammen med sine børn og kæmpe mod sin tilbagevendende depression og på at løbe ture og arbejde frivilligt på en gård. Det er på alle måder uhørt og svarer til, at Fernando Torres efter VM-guldet i 2010 havde ladet fodbold være fodbold og taget et sabbatår på Tenerife for at passe et bartenderjob.

ronnie2

Med den anden hånd

Snooker er på mange måder et utroligt enkelt og kompliceret spil. Det gælder om at sænke en rød bal (kugle) efterfulgt af en af de andre farver, derefter en rød, igen en anden farve og så fremdeles. Den farvede bal kommer op på bordet igen, mens den røde bal bliver i hullet. Så længe man sænker baller, får man lov til at fortsætte ved bordet. På et tidspunkt har den ene spiller fået så mange point, at han ikke længere kan hentes og vinder dermed framen (runden). Fra turnering til turnering og fra turneringsrunde til turneringsrunde spilles bedst af et antal frames – fx spilles VM-finalen over to dage og bedst af hele 35 frames. Derudover findes der en masse særregler, som især kommer i spil, når framen er tæt, og begge spillere lukrerer på at få den anden spiller til at begå en fejl på bordet, der altid straffes med, at modstanderen får point.

Sænker man skiftevis en rød og sort bal, indtil der ikke er flere røde tilbage på bordet (15 røde baller i alt på bordet fra begyndelsen), og clearer bordet i farverækkefølgen gul, grøn, brun, blå, pink og sort, har man opnået et maksimumbreak, som giver den ultimative score 147 point. Det lyder jo ganske nemt, men er et stilstudie i elegance, overblik og spilintelligens, når man hver gang ikke bare skal sørge for at sænke den rette bal, men også sørge for at få den rette position på næste bal. Ronnie har indtil videre lavet 12 147’ere i live-transmitterede snookerturneringer, den seneste kom for godt halvanden måned siden i den afgørende frame ved Welsh Open. Det kan du nyde i dette klip kommenteret af den fremragende danske snookerkommentator Henrik Kaj Hansen. Har du ikke tålmodighed til at se hele klippet så se i det mindste, hvordan Ronnie med den største selvfølgelighed smider køen over i venstrehånden, da han skal sænke den sidste røde (minuttal 7:30).

For at det ikke skal være løgn, er O’Sullivan nemlig det nærmeste, man kommer på en spiller, der er lige god med begge hænder – såkaldt ambidekstral. Det er en naturligvis en kæmpe fordel, når man i løbet af en match kommer i utallige situationer, hvor positionen for ens naturlige hånd er skidt, at man kan skifte køen over i modsatte hånd. Mange panderynker blev rejst, da Ronnie først begyndte at eksperimentere med det i officielt spil. Helt tilbage ved VM i 96 blev canadiske Alain Robidoux så rasende over at se O’Sullivan spille med venstre hånd, at han beskyldte ham for at vise respektløshed over for modstander og spil. Ronnies korte svar var, at han kunne spille bedre med sin venstre hånd end Robidoux med sin højre. Robidoux endte med at indgive en formel klage, hvor Ronnie skulle bevise, at han kunne præstere på højeste niveau gennem en helt match ved kun at spille med venstre hånd. Tre frames mod tidligere VM-finalist Rex Williams afgjorde det kort og godt; Ronnie vandt dem alle, og anklagerne om respektløshed blev aldrig rejst igen.

Nu går det meget hurtigt

Ronnie har revolutioneret sporten med sin aggressive og kvikke spillestil; deraf hans tilnavn ”The Rocket”. Englænderen bliver altid introduceret under parolen ”blink and you miss him”, og som den showmand han er, entrerer han altid til Robbie Williams’ kæmpehit ”Let Me Entertain You”. Snooker er fra tid til anden blevet kritiseret for at være både for langsomt og for kedeligt, men Ronnie spiller snarrådigt og hurtigt uden at miste overblikket. I de situationer nyder O’Sullivan godt af sin uovertrufne taktiske forståelse og spilintelligens, hvor han som ingen andre formår at bygge den ene efter den anden frame op og altid få placeret den hvide stødbal korrekt til næstkommende stød. Selvsamme stil har dog også fra tid til anden kostet Ronnie, når han har tabt hovedet i en tilspidset situation og taget en lidt for hurtig beslutning. Men det er en stil, der tiltrækker publikum, og det er nok ikke helt forkert at påstå, at der er flere fans af O’Sullivans tilgang til spillet end den gængse og mere afventende facon.

Et fuldstændigt uovertruffet indblik i englænderens genialitet, kan du bevidne i O’Sullivans første tv-transmitterede 147’er, hvor han som 21-årig knægt i raketfart fyrer et maksimumbreak af i fuldstændig mageløse 5 minutter og 20 sekunder – en rekord, som højst sandsynligt kommer til at stå til evig tid. Læg også mærke til, hvordan showmanden efter sin superpræstation demonstrativt begynder at underskrive sin kommende præmiecheck ud i luften. Tilbage i 1997 gav en 147’er under VM nemlig intet mindre end £147.000. Og det er jo også værd at tage med.

Verdensmester igen?

Ronnie er som regerende verdensmester førsteseedet og bør kunne spille sig mere eller mindre problemløst frem til semifinalen, hvor han højst sandsynligt kommer til at stå over for sæsonens varmeste spiller, Ding Junhui. Kineseren har med fem sæsonsejre ravet én mere til sig, end hvad O’Sullivan har været i stand til at præstere.

I den anden del af lodtrækningen er anden- og tredjeseedede, australske Neil Robertson og engelske Mark Selby, naturligvis favoritter til at spille sig frem til en semifinaleplads. Men hvis der er en, der kan stikke en kæp i hjulet for favoritsejre hele vejen frem til finalen, må det være den tidligere verdensetter og engelske wunderkid Judd Trump, der er seedet syv og står til at møde Neil Robertson i kvartfinalen.

Spørgsmålet er ikke, om der er nogen, der er i stand til at kunne slå en Ronnie i topform, for det er der ingen, der kan. Spiller ”The Rocket” sit absolutte ypperste spil, så bliver han også verdensmester for sjette gang. Det mere relevante spørgsmål at stille er, om Ronnie er i stand til at forblive cool, calm and collected under mere end to ugers VM-spil, især hvis han står til at blive presset af en yderst fermt spillende Ding Junhui i semifinalen. Krakelerer englænderen her, kan vi godt ende med at se den første kinesiske verdensmester nogensinde. Men forbliver O’Sullivan i zonen gennem hele VM, så tilføjer han også endnu en VM-titel til sine titler fra 2001, 2004, 2008, 2012 og 2013.

ronnie3

På længere sigt er det nærmest umuligt at sige noget sikkert om Ronnies muligheder. Med englænderens historik in mente er det vel kun ham selv, der er i stand til at vide, hvad han lige føler for, om hans tørst efter spillet fortsætter, om han er i stand til at holde dæmonerne på afstand, eller om han pludselig synes, at det er på tide at udforske andre sider af livet. De ubekendte stabler sig op, og med Ronnie er man aldrig sikker. Et af de bedste eksempler på det kunne ses tilbage i 2006 ved UK Championship, hvor Ronnie udvandrede fra kvartfinalen i en bedst-af-17-frames-kamp, selvom han kun var bagud 1-4 og førte 24-0 i femte frame. Men efter at have spillet et miserabelt positionsstød til rød, følte Ronnie ganske enkelt ikke for det og forlod scenen. Et optrin han selvfølgelig efterfølgende fik en klækkelig bødestraf for.

http://youtu.be/JYjIV54egio

Briten er efterhånden blevet 38 år, men i en sportsgren hvor spilforståelse og –intelligens har lige så meget at skulle have sagt som fysik, behøver alder ikke være en hindring, og der kan sagtens være gemt en lille håndfuld VM-titler til Ronnie i fremtiden, hvis han bestemmer sig for at satse alt på det. Meget afhænger af englænders lune. Da han efter sin VM-titel i 2012 nærmest trak sig helt væk fra spillet og for første gang i 19 år faldt ud af top-16, kunne man for første gang sætte alvorligt spørgsmålstegn ved Ronnies udholdenhed. Kun top-16 kvalificerer sig automatisk til VM, og det er svært at forestille sig Ronnie gide spille sig gennem kvalifikationen til VM. Heldigvis for Ronnie er verdensmesteren altid første mand på deltagerlisten det efterfølgende år, så han kan selvfølgelig bare blive ved med at vinde VM år efter år efter år, så behøver han heller ikke bekymre sig om at spille mere eller mindre ligegyldige fyldturneringer igennem året, mens han venter på en ny VM-turnering. At The World Professional Billiards and Snooker Association helt sikkert ser en smule anderledes på det, er en helt anden sag.

Du kan følge VM i snooker fra The Crucible i Sheffield på Eurosport og Eurosport 2 frem til den 5. maj. Ronnie O’Sullivan er planmæssigt videre til anden runde efter åbningssejr på 10-4 over finske Robin Hull. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image