31 Jul

Lynet Usain Bolt mod Bæstet Yohan Blake

Af Anders Høeg Lammers

Atletik er indbegrebet af OL. Ingen andre sportsgrene kommer op på siden af den, når det gælder De Olympiske Lege. Og eftersom 100 meteren med nogen ret kan kaldes atletikkens kongedisciplin, er det ikke mærkeligt, at Usain Bolt blev en verdensstjerne, da han for fire år siden ved OL i Beijing bragede ind på scenen med tre guldmedaljer og tre verdensrekorder. Det var hans internationale gennembrud, og han og svømmeren Michael Phelps (otte guldmedaljer, det højeste nogensinde) var legenes absolutte højdepunkter.

Det var ikke så meget det, at Bolt vandt, der gjorde ham til en stjerne. Det var måden, han vandt på. Han fik slet og ret de andre løbere til at ligne juniorer.

I 100 meteren behøvede han ikke at sprinte hele vejen i mål og satte alligevel klar verdensrekord med den fænomenale tid på 9,69 sekunder:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=qslbf8L9nl0&w=420&h=315=1&start=22]

Og i 200 meteren var han endnu mere suveræn – her løb han 19.30 og slog samtlige konkurrenter med over et halvt sekund!

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=KaGsBo_Ia0c&w=560&h=315]

Kunststykket gentog sig året efter til VM, hvor fænomenet Bolt – nu kendt som lightning Bolt – tog tre guldmedaljer igen og forbedrede sine verdensrekorder til henholdsvis 9,58 og 19,19.

Bolt’s 100 meter rekorder er her sat i sammenhæng med tidligere tiders rekorder (og her som graf).

Bolts tophastighed ved VM i 2009 kom mellem 60 og 70 meter, hvor han tilbagelagde de ti meter på 0,81 sekunder. Det svarer til en hastighed på 45 km/t!

I fire år har Bolt boltret sig på verdensscenen uden nævneværdig konkurrence. I fire år har han vundet alt, uafhængigt af hvor dårlig en start han har fået.

Blot ét eneste nederlag har han lidt (til Tyson Gay på 100 meteren ved DN Galan i 2010 i Stockholm), og kun én guldmedalje er gået hans næse forbi, nemlig da han blev diskvalificeret fra VM-finalen i 100 meter sidste år på grund af tyvstart:

http://www.youtube.com/watch?v=CQGnDpo28BI

Ellers har Bolt siddet på det hele. Men nu er der – endelig – kommet en endog meget værdig konkurrent.

The Beast

For folk der ikke nørder atletik, var den dengang 21-årige Yohan Blake, også fra Jamaica, et ubeskrevet blad, da han sidste år profiterede af Bolts diskvalifikation og vandt VM i relativt beskedne 9,92.

Blandt de indviede var Blake kendt som den yngste nogensinde til at løbe under 10 sekunder på 100 meter. Hvor Blake har den typiske sprinterstatur, 1,80 høj og meget tætbygget, er Bolt med sine 1,96 en af de første over 1,90 til at blande sig i verdenseliten. Højden skader ham i starten, men de lange skridt hjælper ham, når han har fået kroppen op i fart.

Blakes VM-tid på 9,92 truer derfor ikke fænomenet Bolt, som løber under 9,8 sekunder, hvis han kommer nogenlunde fra start og ellers er i form.

Men mindre end en måned efter VM løb Blake en 200 meter, der fik den samlede atletikverden, inkl. Bolt, til at måbe. Med 19,26 var han blot syv hundredele fra Bolts rekord – og det i et løb, hvor han fik så langsom en start, at havde han startet ligeså hurtigt som til VM, havde han løbet 19,17 og sat ny verdensrekord.

Tilnavnet ‘The Beast’ har Bolt såmænd givet ham på grund af hans hårde træningsindsats. De to jamaicanere er træningsmakkere under ledelse af Glen Mills (om end de dog træner separat, nu hvor konkurrencen imellem dem er spidset til).

Og Bæstet vil udfordre Lynet til OL – og fremover.

Bolt slået – igen, igen

Som sagt er det uhyre sjældent, at Bolt taber et løb. Det var derfor ikke bare opsigtsvækkende, men decideret chokerende, at Blake løb fra Bolt på både 100 og 200 meteren til de jamaicanske mesterskaber (som ret beset ligeså godt kunne hedde VM eller OL i og med Jamaica har tre varme bud på medaljer: Bolt, Blake og Asafa Powell).

Ligesom med Bolt i 2008, er det værd at betragte måden som Blake vandt på. En syg Asafa Powell (bane 3) fik den bedste start, mens Bolt (bane 5) og Blake (i rødt på bane 7) lå side om side efter 40-50 meter (1.03 i videoen nedenfor).

Bolt er ikke verdens bedste starter, men han har de sidste år været verdens suverænt bedste afslutter. Normalt trækker han fra konkurrenterne, når de når de 40-50 meter.

Men her er det Blake, der trækker fra Bolt. Blakes topfart trumfer simpelthen Bolt i dette løb.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=bnbM02q68Wk&w=420&h=315=1&start=55]

Den eneste gang, jeg har set det ske før, var Tyson Gay i 2010 – men det var altså i en sæson uden VM eller OL på spil, og hvor Bolt generelt var skadesplaget.

For at føje spot til skade slog opkomplingen mesteren to dage senere på den dobbelte distance, igen ved at trække fra ham til sidst, denne gang på de sidste 100 meter (omend Bolt dog er ved at hente lidt igen til allersidst).

http://www.youtube.com/watch?v=2pQPItzjdFE

Duellen

Men selv om de to sejre kan se imponerende ud, er det kun OL, der tæller. Det ved Blake. Det ved Bolt.

Sejrene giver Blake – og andre løbere – en tro på, at Bolt ikke er nær så urørlig, som han var for fire år siden i Beijing. Og nederlagene giver Bolt en mulighed for at finde sit fokus:

For me, it’s good to have your eyes opened wide. To have ups and downs so you can really evaluate what you did wrong or what you need to do to get back where you need to be. It was extremely good it happened at the trials so I could refocus.

Men hvem vinder?

Hvad der taler for Bolt, er hans erfaring. Han har været igennem hele cirkusset før, han har vist, at han kan klare presset på verdens største scene og endelig har han vist, at han er eminent til at toppe, når det gælder. Derudover er Bolts topniveau, særligt på 100 meteren, formentlig stadig en tand bedre end Blakes, hvis bedste tid er 9,75.

Spørgsmålet er derfor i høj grad, om Bolt formår at genfinde sin nærmest overmenneskelige form i tide.

Men jeg vil samtidig påstå, at Blake er i stand til at true Bolt, selv hvis Bolt løber nye fantomtider. Det gælder særligt på 200 meteren, hvor Blake i sit 19,26 løb viste en bedre evne til at holde sin fart, end Bolt gjorde ved sine bedste 200 meter tider.

Populært sagt, så ‘taber’ man et sekund på at komme ud af startblokken og op i fart. Hvis man løber de første 100 meter i kurven på 10,0, kan man derfor løbe de sidste 100 på 9,0. Hvis man altså er i stand til at holde hastigheden.

Det er der bare ingen, der er – undtagen Blake.

Skribenten her, en slags atletiknørdernes nørd, har aldrig før set nogen løbe en verdensklasse tid med en ‘negativ split’. Det vil i Blakes tilfælde sige, at han løb de første 100 meter på 10,14 og de næste på 9,12, altså med mere end et sekund (1,02) i forskel.

Sammenligner man med Bolt løb han 9,92 og 9,27 på sin 19,19 tid (65 hundrededele i forskel) – og satte altså 35 hundrededele ’til’ på anden halvdel, mens Blake vandt to hundrededele.

Ligger de to nogenlunde lige efter 100 meter, er det derfor ikke usandsynligt, at det igen bliver Blake, der trækker fra Bolt.

Bolt er stadig favorit

Til trods for de to sejre over Bolt og fantomtiden på 200 meter fra i fjor er Bæstet ikke favorit, hverken på 100 eller 200 meter.

Bl.a. fordi Bolt har den erfaring, som Blake endnu mangler. Men også fordi vi gentagne gange har set Bolt præstere ‘umulige’ tider på begge distancer. Blake har reelt kun løbet én helt fantastisk 200 meter samt en række (meget) udmærkede 100 og 200 meter løb.

Ikke desto mindre er 100 og 200 meter distancen med Bæstets ankomst ikke længere Bolts ejendom. Og Tyson Gay, Asafa Powell, Justin Gaitlin m.fl. står klar, hvis hverken Bolt eller Blake kan tage sejren.

Under de rette vejr- og vindforhold kan vi potentielt få alle otte mand under 10,0 på 100 meteren og en fem stykker under 9,9. Det ville gøre det til den suværent hurtigste finale nogensinde.

Hvis The Beast så samtidig kan presse Bolt mod en ny verdensrekord (eller selv sætte en), ja så er det svært at ønske sig mere.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *