27 May

Lokalfejde på højeste plan

zidane-und-simeone

Lørdag aften er der Madrid-derby i årets Champions League-finale. Spørgsmålet bliver om Atletico Madrids hævntørst og sult er nok mod Zinedine Zidanes Real Madrid. Sport fortalt ser nærmere på årets finalister.

Af Morten Øyen Jensen

Der er noget spektakulært og samtidig vemodigt over Atletico Madrid. Ledet af gangster-træneren Diego Simeone er der blevet indpisket så meget fightervilje ind i mandskabet, at alle hold i dag må frygte mødet med Madrids hårde hunde.

Lørdag står den evige underdog så igen over for lokalrivalerne – den spanske hovedstads elegante fodboldkonger – Real Madrid i en Champions League-finale. Det var helt samme setup, man kunne se for to år siden.

Men før den kamp skal Atletico se helt tilbage til 1974, før de senest spillede en finale i det som dengang hed mesterholdenes Europa Cup. Det var mod Bayern Münchens legendariske 1970’er mandskab med Franz Beckenbauer og Gerd Müller – og udfaldet minder om finalekampen for to år siden:

Atletico var foran 1-0 på vej til at vinde, men langt inde i overtiden bliver der udlignet. Omkampen tabte Atletico med et brag til overmagten – 4-0. Efter finalen kaldte Atleticos træner Juan Carlos Lorenzo sit mandskab for El Pupas, de forbandede.

Historien gentager sig
Den negative myte hæftede sig fast. Først 40 tumultariske år senere skulle Atletico stå i en tilsvarende finale – og der gentog historien sig:

Forsvarsspilleren Diego Godin nåede over Marcelo med hovedet og fangede Casillas på mellemhånd i første halvleg, men tre minutter inde i overtiden fik Reals Sergio Ramos – ligeledes med hovedet – udlignet til 1-1.

I den forlængede spilletid var der totalt udsolgt hos Diego Simeones ellers så tapre Atletico-krigere. Og efter den forlængede spilletid havde Real Madrids stjerner scoret yderligere tre mål, så det endte 4-1.

Det er det bagtæppe Simeones mandskab nu skal forsøge at vaske af sig. Og de er godt på vej. Under Simeone har Atletico Madrid vundet Europa League, La Liga og er nu i Champions League-finalen for anden gang på tre år.

Favorit-dræberne
Vejen til årets finale er med vanlig heroisk stil gået ud over først mægtige Barcelona i kvartfinalen og siden storfavoritterne Bayern München i semifinalen.

Ligesom Real Madrid meget større hold end Atletico, med mere talent og mange flere penge. Men det har ikke været nok imod Atleticos sult og discplin.

Holdet virker lige så stærk som for to år siden. Udgangspunktet er stadig en 4-4-2-formation udfyldt af sande krigere. Man har mistet målmandsfænomenet Courtois til Chelsea, men fået en god erstatning i Jan Oblak. Simeone har også mistet angrebsduoen Diego Costa og Villa, som spillede finalen sidst, men er nok godt tilfreds med, at det denne gang er Griezmann og Torres.

De har vist sig uhyggeligt gode i omstillingsspillet, og det er nok det Atletico vil fortsætte med at spille på i finalen.

Bumpet vej for Real
Real Madrid har haft en lettere vej til Champions League-finalen, selvom den har været lidt bumpet. Ved årsskiftet blev fodboldlegenden Zinedine Zidane ny cheftræner – efter kongeklubben fik nok af Rafael Benitez – og han skulle lige finde sig til rette. Derfor var holdet ved at snuble mod Wolfsburg i kvartfinalen, og Real spillede med overraskende mådehold mod Manchester City i semifinalen.

Men der var ingen tvivl om, at Real Madrid var det stærkeste hold og ville ende i finalen.

Over foråret har Zidanes hold fundet vinderformlen, og de seneste 12 kampe i La Liga er endt med sejr til kongeklubben, der på den måde fik sat en vild slutspurt ind på at nå Barcelonas førsteplads.

Ud af de 26 kampe Zidane har haft i spidsen for Real Madrid er det blevet til 21 sejre, tre uafgjorte og to nederlag.

Det ene nederlag var til Wolfsburg i Champions League. Det andet netop til Atletico Madrid i La Liga tilbage i februar. 0-1 på hjemmebanen Santiago Bernabéu.

Efter den kamp udtalte Zidane, at Atletico slog hans mandskab med deres ”intensitet”. Han har derfor skruet op for den fysiske træning af sine stjerner frem mod finalen.

Zidanes udvalgte
Det betyder nok også, at der heller ikke denne gang bliver plads til Isco og James Rodriguez i startopstillingen. Siden sejren over Barcelona i april har ingen af de to stjerner været en del af Zidanes foretrukne startelever.

I stedet er den mere fysiske Casemiro blevet den udvalgte, der skal skabe balance på Real-midtbanen sammen med Kroos og Modric. Et defensivt omdrejningspunkt, som minder om den rolle Xabi Alonso havde inden han tog til Bayern München.

I det hele taget har Zidane vist, at han har et godt øje til de spillere, som har været igennem Reals egne ungdomshold. De såkaldte Pavones. Og som Zidane selv har stået i spidsen for, før han blev cheftræner af førsteholdet.

Foruden Casemiro er også ungdomsspillere som Lucas Vazquez og Jesé ofte på valg før stjerner som Isco og James. Imens har Carvajal slået dyrtindkøbte Danilo af højrebacken, mens Nacho også har fået en del spilletid i bagkæden.

Zidane forsøgte lidt forskellige formationer i starten – blandt andet for at få både Isco og James sat i spil – men er gået over til 4-3-3-formationen (som under Ancelotti, hvor Zidane var assistenttræner), hvor startelveren naturligvis har ”BBC” (Bale, Benzema, Christiano Ronaldo) på top.

I praksis er formationen mere flydende og omstilles, når Real forsvarer: Ofte som en 4-1-4-1 med Benzema alene på top og Casemiro et skridt bag den øvrige midt; eller en klassisk 4-4-2, hvor Bale trækker ned på linje med den øvrige midtbane, så Ronaldo og Benzema er alene på top.

Og klarer de det ikke lige i finalen, så har Zidane jo stadig Isco og James på bænken.

Tid til at træde ud af myten? 
Alligevel skal man ikke regne med, at Atletico bare er til at slå. Som Barcelona og Bayern bittert måtte erkende bider Madrids underdog fra sig.

Ifølge trænerlegenden Fabio Capello er tiderne også skiftet:

”Da jeg stod i spidsen var Real altid favoritter i derbyet. I dag er det helt lige, eller også har Atletico ligefrem the upper hand”.

Efter fem år med Diego Simeone som førsteindpisker er Atletico blevet forvandlet. De bør i dag helt naturligt tælles med blandt de aller bedste. Og må derfor meget gerne træde helt ud af den vemodige myte – og op på den øverste skammel.

Det er vel også ok, hvis Zidane ikke står der efter bare 27 kampe som førsteholdstræner. Eller hvad?

Snyd dig i øvrigt ikke fra at gense Zidanes smukke mål fra Champions League-finalen i 2002, hvor Real Madrid vandt 2-1 over Bayer Leverkusen: 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *