22 Sep

Løbet alle vil vinde

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Man kan ikke bade to gange i den samme flod

Sådan lyder et af de mest berømte fragmenter fra den før-sokratiske filosof Heraklit. Udtalelsen er meget dækkende for cykelsporten, hvor cykelrytterne aldrig kommer til at køre det samme løb to gange.

Det er netop charmen ved cykelsporten, at den foregår i naturlige og omskiftelige omgivelser og ikke på en dertil indrettet bane med bestemte fysiske mål.

Det betyder, at alle cykelløb er forskellige – både mht. rute og vejrforhold. Selv det samme løb kan ændre rute år efter år. Det er i særdeleshed gældende for verdensmesterskaberne, da løbet placeres et nyt sted hvert år, med de naturlige variationer det medfører.

VM har potentielt hele verden som bane, og det gør også, at VM har en helt særlig plads i cykelrytternes hjerter. VM er løbet, alle vil vinde.

Historien er afgørende

Verdensmesterskabernes høje status skyldes selvfølgelig også, at det officielt er kåringen af verdens bedste cykelrytter. Men forklaringen ligger også i løbets historie, som i det hele taget spiller en afgørende rolle i cykelsporten. Det er eksempelvis historien, der gør, at Tour de France er større end Giro d’Italia og Vuelta a España – og det er ikke tilfældigt, at de største éndagsløb i cykelsporten netop kaldes cykelklassikerne.

VM og de store klassikere har en historie, som eksempelvis OL ikke har. Derfor erklærede Matti Breschel inden sin OL-debut tidligere i år:

Det er specielt for mig at være her, fordi jeg er debutant, men jeg må være ærlig at sige, at som cykelrytter findes der større løb end OL. Der er mere historie i løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Tour de France og VM.

The Triple Crowning

Verdensmesterskaberne blev kørt første gang i 1927 i Nürburgring, Tyskland, hvor vinderen blev datidens helt store stjerne, Alfredo Binda, som vandt Giro d’Italia fem gange, VM tre gange, og som senere blev træner for de to store italiensk rivaler, Fausto Coppi og Gino Bartali.

Siden har løbet været at finde blandt de mest prestigefulde. Det udtrykkes deri, at vinder en rytter Tour de France, Giro d’Italia og verdensmesterskaberne samme år, vinder han den såkaldte Triple Crowning, som anerkendes som den største bedrift inden for cykelsporten. So far er det kun legenden Eddie Merckx og faderen til den kommende Saxo Bank rytter Nicolas Roche, Stephen, der har kunnet lade sig krone.

Den mest eftertragtede trøje

Den store værdi i at vinde verdensmesterskaberne symboliseres ved det forhold, at vinderen i det efterfølgende år kører rundt i verdensmesterskabstrøjen – den såkaldte regnbuetrøje. Rytteren skiller sig med andre ord ud fra resten af feltet i et helt år. Det giver sponsorværdi, og derfor også en naturlig ret til at påtage sig kaptajnrollen i de store løb – og hvem vil ikke gerne have det privilegium?

Trøjen er derfor den mest eftertragtede af dem alle. Desværre har den ofte vist sig som en forbandelse for sin ejermand. Bedste eksempel er føromtalte Stephen Roche, som vandt the Triple Crowning i 1987 og efterfølgende mistede næsten hele 1988-sæsonen på grund af en knæskade

Der er dog også klare undtagelser. Eddy Merckx, Bernard Hinault og Greg Lemond vandt alle Tour de France i regnbuetrøjen. I nyere tid har Thor Hushovd og Cadel Evans vist regnbuetrøjen flot frem med mange store sejre.

Se eksempelvis her, hvordan den norske viking vinder to etaper i Tour de France 2011 iførte regnbuetrøjen:

Hushovd er den første verdensmester, der vinder to etaper i Tour de France i regnbuetrøjen siden Bernard Hinault gjorde det i 1981 (hvor han vandt tre etaper).

Flydende loyalitet

Hvert verdensmesterskab har sin egen charme. Løbet har sin egen dynamik, og de konstant nye ruter og omgivelser gør, at løbet ofte er meget uforudsigeligt. Et andet element, som bidrager til uforudsigeligheden, er, at rytterne kører på nationale mandskaber frem for firmahold.

Den store prestige i løbet har ofte medført, at loyaliteten mellem landsmændene er blevet sat til side til fordel for individuelle præstationer eller erstattet af samarbejde mellem ryttere, som til dagligt kører på samme firmahold. Den form for Illoyalitet kan ikke lade sig gøre på et firmahold, da rytterne her er bundet af sponsorernes ønske om sejre til holdet.

På de nationale mandskaber er man så at sige kun bundet af eventuel fædrelandsfølelse. Men den kan ofte ligge på et meget lille sted, når der er stor præstige på spil for den individuelle rytter.

Den danske duel

Vi behøver ikke kigge ud over landets grænser, for at finde et godt eksempel på svigtende intern loyalitet på et nationalt cykelhold. I 1994 blev verdensmesterskaberne afholdt på den italienske mafiaredde, Sicilien. Her stillede Danmark til start med to forhåndsfavoritter, Bjarne Riis og Rolf Sørensen, som inden løbets start delte kaptajnrollen.

Begge kom med en etapesejr fra Tour de France i bagagen, Riis med en samlet 5. plads i Touren 1993, samme år hvor Rolf vandt Liège–Bastogne–Liège. De to ryttere formåede slet ikke at arbejde sammen, og pludselig opstod der en tværnational alliance på Bjarne Riis` daværende italienske hold, Gewiss-Ballan, som splittede feltet. Her blev Rolf Sørensen blandt andet fanget nede bagved. Han formåede dog at kæmpe sig tilbage til feltet, og da han senere rykkede med i det afgørende udbrud, var det uden kommunikation til Riis.

Det endte dog uden en dansk medalje. Rolf Sørensen blev nr. 6, mens Bjarne Riis blev nr. 9. Efterfølgende var Riis rasende, og for åben tv-mikrofon anklagede han Rolf for ikke at have hjulpet ham til sejr. Rolf hævdede omvendt, at han bare havde kørt sin egen chance. Problemet var, at Riis var stærkt kørende, og blandt andet tilbagelagde stigningen de sidste 4 km hurtigst af alle. Men der var det for sent.

Umiddelbart burde rollefordelingen have været på plads, da Riis og Rolf var forskellige ryttertyper. Riis den stærke bjergrytter, mens Rolf var klassikerspecialist. Ruten i 1994 var hård, og podiet blev da også besat af bjergryttere i rækkefølgen Luc Leblanc, Claudio Chiappuchi og Richard Virenque. Men den var ikke hårdere, end at Rolf altså endte som bedste dansker på sjettepladsen. Se her finalen, hvor Rolf først angriber, men siden må strække gevær.

Nyere tids bedste eksempel på intern rivalisering kan findes på det belgiske hold, som med Tom Boonen og Philippe Gilbert burde være favoritter i alle slags endagsløb. Men resultaterne er udeblevet, og det belgiske forbund har direkte anklaget Gilbert for at køre illoyalt.

De danske ryttere har i nyere tid været loyale. Måske fordi, at rollefordelingen ofte har været ret åbenlys, da der er stor forskel på eksempelvis Matti Breschel og Chris Anker Sørensen. Det har oftest resulteret i, at Matti Breschel har fået kaptajnrollen. Men den mest åbenlyse årsag er måske, at Danmark ikke siden Riis og Rolf har haft ryttere i samme klasse og med dertilhørende store sportslige egoer – og slet ikke flere på samme tid.

Kuperet rute

Årets verdensmesterskab ligner på forhånd en lækkerbisken for cykelentusiaster. Løbet bliver kørt i provinsen Limburg i Holland, og det meget kuperede terræn vil udelukke en gentagelse af sidst års massespurt i København. Målbyen hedder Valkenburg, og det er femte gang, at byen er vært til et verdensmesterskab – senest i 1998. Området er klassisk cykelterræn, som vi blandt andet kender det fra Ardennerklassikerne.

De første 100 kilometer foregår i den sydlige del af Limburg og ligner den rute, som rytterne kører i Amstel Gold Race. Således skal feltet over en række mindre stigninger: Maasberg (500m, 4.4%), Adsteeg (500m, 5.4%), Lange Raarberg (1.3 km, 4.5%), Daelseweg/Putberg (1.4 km, 4.6%), the Rugweg (3.1 km, 3.2%), Eperheide (2.3 km, 4.5%) og Hoogcruts / Piemert (1 km, 5.8%)

Efter 106,4 kilometer kører de ind på den afsluttende rundstrækning, som de skal køre i alt 10 gange. Rundstrækningen er 16,5 kilometer lang, og rytterne skal her over både Bemelerberg (900m, 5 %) og Cauberg (1,2 km, 5,8 %), hvor sidstnævnte er kendt som afslutningsstigning i Amstel Gold Race. Det er også tilfældet i årets VM, hvor målstregen dog ligger 1,7 kilometer efter toppen på Cauberg. Det betyder, at flere ryttere kan nå at komme op til de forreste efter udskildningen på Cauberg.

Der er således lagt op til et hårdt udskildningsløb, hvor afslutningen på Cauberg favoriserer de udholdende og eksplosive typer som Philippe Gilbert, Rodriguez og Simon Gerrans. Selv om afslutningen ikke ligger på toppen af stigningen, så vil løbet efter al sandsynlighed blive kørt så hårdt, at det vil blive afgjort blandt en mindre gruppe.

Spanien, Italien og Belgien

I nyere tid har Spanien og Italien været de dominerende nationer med 8 sejre i de sidste 13 år. De sidste tre år har dog budt på uvante og sågar nye vindernationer, med sejre til Cadel Evans (Australiens første vinder), Thor Hushovds (Norges første) og Mark Cavendish (Storbritanniens anden). I år er der dog meget der taler for, at det igen bliver Spanien, der løber med guldet. Holdet stiller til start med de tre triumfkort fra podiet i Vuelta a España, Alberto Contador, Joaquim Rodriguez og Alejandro Valverde. Ruten passer perfekt til dem alle, og Cauberg er skræddersyet til særligt Rodriguez. Men alle tre er gode bud på medaljer. Og så tæller holdet også den tredobbelte verdensmester og Jørgen Leth-yndling, Óscar Freire, og den tidligere olympiske mester Samuel Sánchez, som begge kan gøre sig gældende.

De største favoritter er i det hele taget at finde hos de tre store cykelnationer Spanien, Italien og Belgien. Italien stiller med Nibali som kaptajn, og med et stærkt Italiensk hold bag sig skal han nok gøre sig gældende. Det er dog mere tvivlsomt, om han vil kunne følge med de mest eksplosive ryttere, hvis det bliver et større felt, der rammer Cauberg samlet, og så er han ikke den hurtigste i en spurt. Italienerne vil derfor gøre løbet hårdt fra start, og så skal Nibali angribe tidligt – et godt bud er lige efter Bemelerberg, hvor Nibalis landsmand og holdkammerat Ivan Basso angreb og vandt verdensmesterskaberne for U23 i 1998. Mon ikke det er en historie, han har hvisket Nibali i øret et par gange på det seneste.

Belgien stiller blandt andet med Philippe Gilbert. Han har vundet Amstel Gold Race to gange, og han kender ruten ud og ind. Holdkammeraten Tom Boonen er dog hos mange bookmakere større favorit end Gilbert. Boonen vil ikke komme først til toppen af Cauberg, men kan han komme op til de forreste er han et godt bud på en vinder af en spurt. Gilbert skal omvendt først over Cauberg og håbe på at holde til mål. Med to gode bud på en topplacering kan den føromtalte manglende belgiske holdånd vise sig, at være deres største problem.

Men et VM er altid svært at forudsige. Der er mange ryttere, som vil kunne blande sig. Simon Gerrans er ubestridt kaptajn for australierne, som altid er gode til VM. Det samme med den russiske mesterskabsspecialist Alexandr Kolobnev. Og hvad med det nye stjerneskud fra Tour de France, Peter Sagan? Norge har også en oplagt kandidat til sejren i Edvald Boasson Hagen. Danmark stiller med Matti Breschel, Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen. Ingen af dem hører til i favoritgruppen, men Danmark gør det traditionelt godt til VM.

Se her Gilberts sejr på Cauberg i 2011, hvor han vinder foran netop Rodriguez, Gerrans, Fuglsang og Kolobnev.

Intet skal udelukkes, ud over dette: VM har flere gange vist sig som det mest prestigefulde, omskiftelige og uforudsigelige løb i cykelkalenderen. Igen i år er der mange mulige scenarier. Det eneste, der er sikkert, er, at vi får et VM, som ikke ligner nogle af de løb, vi før har set – eller nogensinde kommer til at se igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *