13 Dec

Lionel Messi og de otteogfirs scoringer

316614_10152308002980408_1580551851_n

Samt nogle overvejelser over, hvorfor det er faktisk er lidt irriterende, at verdens bedste fodboldspiller er så fandens sympatisk

Det kan dårligt være undgået nogen marginalt fodboldinteresseret persons opmærksomhed, at Lionel Messi just har slået Gerd Müllers 40 år gamle rekord på flest mål i et kalenderår. Müller scorede hele 85 mål i 1972 (for Bayern München og Vesttyskland), mens Messi nu altså overgik der Bombers i forvejen halvabsurde rekord ved på helabsurd manér at plaffe scoring nummer 85 og 86 (for FC Barcelona og Argentina) i netmaskerne mod Real Betis i søndags. Med yderligere to mål mod Cordoba i går lyder rekorden nu på 88 kasser. Som regulær rekord er præstationen en lille smule suspekt, ganske vist. Man vurderer alt andet lige store fodboldspilleres respektive rekordforsøg ved at fokusere på én enkelt sæson snarere end på ét enkelt kalenderår. Og én sæson i professionel fodbold er nu engang en kalendermæssig bastard, der er sammensat af to halvsæsoner fra hvert sit kalenderår, hvorfor Messis præstationer fra forårets kampe først og fremmest som bør regnes som en del af sæsonen 2011 – 2012 (ikke kalenderåret 2012). Af samme grund fremstår Messis 50 mål i La Liga i sidste sæson da også – for undertegnede – som et markant mere gyldigt bidrag til historiebøgerne end disse dages lettere tendentiøse narrativ om ’Lionel og de otteogfirs scoringer’. Men alligevel: Som en solid indikator for Messis unikke præstationer på grønsfæren kan det uvirkelige antal mål udmærket retfærdiggøre en ekstra salut til verdens bedste spiller. Såfremt nogen nogensinde skulle have savnet anledning til en sådan salut? Og verdens bedste spiller er da også en titel, Messi nu må betegnes som ekstrastor favorit til at erobre igen i år (for fjerde år i træk!), når den såkaldte Balon d’Or skal uddeles til januar. En sådan fjerde udnævnelse på stribe ville forresten repræsentere endnu en rekord for den blot 25-årige argentiner. Der er nogen, der kan. Og Messi kan – om nogen.

Min personlige holdning er, at Messi er den bedste fodboldspiller, jeg nogensinde har set i aktion. Jeg er desværre noget for ung til at have fået et reelt indtryk af legendariske Diego Maradona – og kan strengt taget kun huske at have set ham blive smidt ud af VM-slutrunden i USA i 1994 efter et patetisk pressemøde, hvor en grådkvalt Maradona uden at overbevise nogen afviste at kende noget som helst til nogen som helst positiv dopingprøve. Stjerner som Marco van Basten, Roberto Baggio, Zinedine Zidane, Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho var uden tvivl også helt igennem fabelagtige spillere, bevares. Det samme gælder i særdeleshed for Messis store rival, den portugisiske playboy Cristiano Ronaldo, der på mange måder fremstår som én af de mest komplette atleter, verden endnu har set (måske i tæt konkurrence med NBA-ikonet LeBron James, der i endnu højere grad synes at være det ultimativt atletiske specimen, men lad det nu ligge). Ronaldo er i det hele taget den næstbedste fodboldspiller, jeg mindes at have haft fornøjelsen af, og pomadedrengens 167 mål i 167 kampe siden ankomsten til Real Madrid i 2009 kommer statistisk set uhyggeligt tæt på Messis 205 scoringer i 192 optrædener for Barcelona i samme tidsrum. Alligevel fremstår Messi – i undertegnedes idiosynkratisk-subjektive optik – som sin generations énestående profil (i dette udtryks bogstaveligste forstand). Messi har fx haft næstsidste fod på bolden hele 71 gange siden 2009, mens Ronaldo ”kun” har assisteret sine medspillere 38 gange i Real-trikoten. I sidste sæson, der af mange betragtes som Ronaldos hidtil bedste, behøvede Messi desuden kun 201 skudforsøg til at score sine 50 mål, mens Ronaldo måtte ty til 59 yderligere afslutninger (dvs. 260) for at score fire gange færre (dvs. 46). Ikke just pinligt – men heller ikke lige så fuldstændig suverænt. Jeg vil i det hele taget påstå, at Real Madrids offensive spilkoncept fokuserer endnu mere på at iscenesætte Ronaldos one man show, end Barcelonas ditto gør på at iscenesætte Messi. Min påstand skurer sikkert i ørene hos mange, men se på statistikken: Ronaldo afslutter simpelthen langt oftere (og mindre effektivt), afleverer markant sjældnere til sine medspillere (med noget ringere succesrate), ligesom det står ham frit for at sparke på mål på samtlige frispark, hvis de blot er indenfor 40 meters afstand fra modstanderens mål. Hvilket bliver mange Real-dødboldes endeligt. Real satser således vitterligt en eventyrligt stor del af butikken på Ronaldo, selvom truppen altså tillige rummer unikke offensive kræfter som Özil, Kaka, Benzema og Higuain.

Kritiske røster ville oplagt indvende hér, at Messi simpelthen spiller på et bedre hold end Ronaldo, og at hans præstationer i ret vid udstrækning afhænger af uovertruffen assistance fra midtbanegenierne Iniesta og Xavi, der – som den eventuelle læser oplagt vil vide – jo også har præsteret at føre Spaniens landshold til triumf i hele tre store slutrunder i træk (nemlig EM i 2008, VM i 2010 og EM i 2012). Ingen ubetydelig bedrift, hvilket turde være åbenlyst. Læg imidlertid mærke til, hvad Xavi og Iniesta, såvel som Barcelonas to seneste trænere, Josep Guardiola og Tito Vilanova, selv har at sige til den sag: ”For mig er Lionel den absolut bedste” (Iniesta); ”Han [Messi, KLL] er den bedste nogensinde, og han har overgået dem alle. Han er klart den bedste, og måden, han spiller på, er så meget mere betydningsfuld end Cristianos” (Xavi); ”Det har været en ære at træne den bedste spiller [nemlig Messi, KLL], jeg nogensinde har set og sandsynligvis vil komme til at se” (Guardiola); ”Vi vil aldrig igen se en spiller af Messis kaliber […]. Han er verdens bedste med en klar margin, og vi aner endnu ikke, hvor hans grænser er.” (Vilanova). Det er klart, at ingen af disse udtalelser just kan gå for at være neutrale indspark til debatten om, hvem der fortjener at blive kaldt verdens bedste spiller. Ikke desto mindre er det altså bemærkelsesværdigt, med hvilken selvfølgelighed Messis medspillere og trænere omtaler ham som verdens klart bedste. Man skulle egentlig tro, at det ville være marginalt ydmygende for spillere som Xavi og Iniesta, der begge i flere år har været seriøse topkandidater til fodboldens fornemste, individuelle hæderspriser, at Messi øjensynlig uden videre regnes som – netop – énestående god af deres egne trænere og medspillere. Klubbens egne folk kunne forventes at forholde sig neutrale, hvad den slags interne klubrivaliseringer angår. Skulle man tro. Men sagen er jo, at Xavi og Iniesta helt utvetydigt stemmer i med koret af Messi-aficionados med samme selvfølgelighed som resten af klubbens repræsentanter. Det ser sært ud, men (op)løsningen af det tilsyneladende paradoks ligger lige for: Grunden til udsagnenes selvfølgelighed grunder klart nok i, at Messi slet og ret er så meget bedre end resten af sine klubkammerater; også selvom de bedste af hans medspillere (nemlig Xavi og Iniesta) rent faktisk er ekstraordinære nok til at have indtaget fire ud af seks mulige anden- og tredjepladser i forbindelse med de seneste tre års Balon d’Or-kåringer (Iniesta er i øvrigt nomineret igen i år efter for nylig at være blevet kåret til Europas bedste spiller).

Der er ikke desto mindre andet og mere at sige om Messi, end at han er en fabelagtigt god og unik fodboldspiller. Faktisk får han selv – imellem linjerne – sagt noget af det allermest interessante, når han igen og igen fremhæver, at han personligt foretrækker, hvis Xavi og Iniesta kunne vinde Balon d’Or. Han har da også dedikeret sine seneste hæderstitler til sine to holdkammerater. Messi påstår i disse sammenhænge vel at mærke ikke, at Xavi og Iniesta er bedre spillere end ham, og det ville også være en sær ting at påstå. Han er blot sympatisk nok til at foreslå, at hans medspillere modtager prisen for deres fornemme præstationer, der helt bestemt også har haft stor betydning for Messis personlige resultater såvel som Barcelonas mange titler i de seneste år. Som vi netop har taget til behandling, er Xavi og Iniesta – for deres vedkommende – samtidig sympatiske nok til at indrømme, at Messi, når alt kommer til alt, er den bedste. Tilsammen udgør disse tre sympatiske spillere rygsøjlen på et FC Barcelona-mandskab, der er så velspillende og boldsikkert, at lektor i etik på Aarhus Universitet, Morten Dige, til sidste års julefrokost fremhævede det som et moralsk imperativ for fodboldinteresserede at se samtlige af holdets kampe, hvis man overhovedet havde mulighed for det. Her var tale om en vittighed, tydeligt nok, men som alle andre vitser virkede den i kraft af dens appel til noget sandt. Det hele er med andre ord såre godt og sympatisk, og Messi er om nogen den dygtige og sympatiske kransekagefigur på et velorganiseret, gennemført sympatisk og tilsyneladende harmonisk Barcelona-mandskab, hvor ingen hævder sig unødigt, og ingen er større end fællesskabet.

Det er i det hele taget utænkeligt, at nogen ville kunne finde på at udtale om Messi, hvad den portugisiske landstræner Felipe Scolari indsigtsfuldt i april fik sagt om sit holds største stjerne, nemlig Ronaldo: ”Nogle folk kan ikke lide ham, fordi han er en fantastisk spiller, han ser godt ud og har sex med alle kvinderne. Folk bliver jaloux.” Scolari tilføjer i øvrigt, at ”den eneste dårlige ting ved Cristianos liv er Messi. Hvis det ikke var for Messi, ville Cristiano have været den bedste spiller i verden fem år i træk”. Alt sammen både temmelig morsomt og godt set, men lad os fokusere på udtalelsens første halvdel. Ronaldo er vitterligt en selvhævdende primadonna, en fashionabel jetsetter og en dameglad playboy, for nu at være lidt polemisk. Han sætter gerne sig selv over fællesskabet – og viser hellere sin spændte lårmuskel frem efter en scoring, end han takker dén af sine holdkammerater, der uselvisk har spillet ham fri (tjek selv efter på YouTube!). Han er med andre ord en spiller, som mange elsker at hade – stik modsat Messi, Xavi, Iniesta og resten af Barcelonamandskabet.

Eller hvad? For er der alligevel ikke et eller andet irriterende ved Messi og hans ovenud sympatiske medspillere i FC Barcelona? Og stikker denne irritation ikke dybere end det faktum, at mennesker – som landstræner Scolari påpeger i citatet ovenfor – har det med at blive jaloux på folk, der er så dygtige og dominerende, som tilfældet er det med spillerne fra det nuværende Barcelonamandskab? Jeg ved, at mange faktisk føler bemeldte irritation, men hvorfor egentlig? Et forslag kunne måske være, at der er et eller andet, der virker etisk suspekt såvel som psykologisk utroværdigt ved et harmonisk og sympatisk kollektiv? Jeg mener: Kan det virkelig passe, at Messi virkelig inderst inde håber, at Xavi eller Iniesta – snarere end ham selv – bliver tildelt fodboldsportens højeste, individuelle udmærkelse? Kan den tankegang overhovedet forenes med den nødvendige vindermentalitet hos topidrætsfolk? Og hvad fortæller det om filosofien bag FC Barcelonas brand, hvis han siger det uden at mene det? Er der ikke ligefrem noget halvfascistisk (!) og uheldigt ekskluderende over den måde, hvorpå udprægede alfahanner og primadonna-typer som Samuel Eto’o og Zlatan Ibrahimovic (der begge er angribere af allerfineste karat) øjensynlig er blevet frosset ude af Barcelona-kollektivet af den daværende træner Guardiola, fordi deres kæmpeegoer ikke rimede med FC Barcelonas strengt kollektivistiske musketer-ed? Efter eget udsagn blev Zlatan ligefrem beordret af Guardiola til at lade sin trofæ-Ferrari (Enzo) stå hjemme i garagen og i stedet tage turen i en klubsponsoreret AUDI, når han kørte til træning på Camp Nou. Han skulle ikke skille sig ud og stille sig an, nemlig. Men kan det være meningen? Er det virkelig den moralske opgave for et fodboldkollektiv at pille spillernes egoer så tilstrækkeligt ned, at de står i kø for at forære hinanden deres respektive priser (eller i al fald lade som om de ville foretrække at gøre det, hvis de kunne)? Ville der ikke i virkeligheden være noget fodboldmæssigt såvel som menneskeligt forfriskende og tilmed ærligt (?) over, hvis en spiller som Eto’o eller Zlatan nu og da fik carte blanche til at bryde ud af tika-taki-stilens kodeks om korte afleveringer, fik fripas til selvisk at se stort på frie medspillere, kunne score et drømmemål og efterfølgende lade sig selv – og ikke klubben, medspillerne eller fællesskabet – hylde af publikum? Burde kollektivet ikke kunne rumme denne ”udskejelse” eller ”overskridelse” af sin egen målestok uden at føle sig truet og uden at behøve at ekskludere den selvhævdende synder, hvis scoring jo stadig kommer fællesskabet til gode (akkurat som Ronaldos scoringer kommer hele Real-holdet til gode)? Guardiola er med rette anerkendt for at have revitaliseret – og endog forfinet – spillestilen og filosofien bag det Barcelona-mandskab, som den legendariske, hollandske træner Johan Cruyff omtrent udødeliggjorde i første halvdel af halvfemserne. Forskellen mellem Cruyffs og Guardiolas bud på Barcelonafilosofiens realisering er imidlertid, at der hos Cruyff altid var plads til et par totalt humørsyge og uberegnelige alfahanner i angrebet. Mest prominent i mesterskabssæsonen 1993 – 1994, hvor angrebsduoen bestod af den varmblodede, bulgarske enfant terrible, Hristo Stoichkov, såvel som den selvcentrerede, men fuldstændig uovertrufne brasilianer, Romário. Det faldt rigtig nok aldrig førstnævnte ind at spille sine medspillere, hvis han modtog bolden i feltet (hvem sagde Preben Elkjær?), og det lå sidstnævnte mere end fjernt at løbe med hjem og forsvare, hvis han tabte bolden til modstanderholdet. Ikke desto mindre havde de begge dræberinstinkt banen og interessante personligheder udenfor banen. Og de stod ved deres stil. Og begge bidrog de i stor stil til auraen omkring Cruyffs uforglemmelige mandskab. Det var i det hele taget en særlig oplevelse at se disse farverige – om end problemfyldte – personligheder indgå i et kollektiv med mere ydmyge og kollektivistisk anlagte spilfordelere som fx Michael Laudrup og Guardiola selv. Spillemæssigt, teknisk, taktisk og disciplinært var Årgang 1994 givetvis ikke helt på omgangshøjde med nutidens Barcelona-kollektiv – men hvad skal vi mene om den etiske ”udrensning” af de uetiske egoer (såsom Stoichkov, Romário, Eto’o og Zlatan), som Guardiola har tilføjet kulturen omkring FC Barcelona? Er der tale om en forbedring eller en forværring af konceptet – hvis det overhovedet giver mening at forsøge at afgøre det spørgsmål?

Smag og behag er selvfølgelig subjektivt, men det er for mig at se absurd at anklage det nuværende Barcelonahold for at spille kedeligt. De spiller røven ud af bukserne, gør de, og det er i dén grad fodboldkunst for feinschmeckere, der uge ind og uge ud serveres på Camp Nou for tilskuere verden over. Desuden virker det nærmest absurd at ville anklage et hold for at være for fællesskabsorienteret i sin filosofi. Mangler vi ikke lige præcis dén type forbilleder i en stadigt mere individualiseret tidsalder, hvor unge mennesker øjensynlig ikke gider stille op for fællesskabet, hvis der ikke er personlig promovering i udsigt, og hvor professionelle fodboldstjerner mere og mere ligner lejesoldater til fals for den højeste byder til forveksling (pace Zlatan og Eto’o)? Giver det overhovedet mening at komme primadonnaen til forsvar? Mit svar har to halvdele: For det første lader det til at være en slags psykologisk konstatering, at vi fascineres af egenrådige og selviscenesættende spillere som Ronaldo og Zlatan. De har simpelthen højere underholdningsværdi, også selvom de ikke just er etiske rollemodeller. Og desto mere man efterlyser en sådan personlighedsmæssig X-faktor hos sine sportsidoler, desto mere vil man komme i fascinationsmæssigt underskud hos FC Barcelona anno 2012. Vil jeg tro. For det andet er der den pointe, jeg allerede har præsenteret i det forrige, og som jeg nu vil runde af med, nemlig: Det er godt nok menneskeligt ønskværdigt at tilstræbe kollektive dyder og solidaritet med fællesskabet, men det synes ikke desto mindre menneskeligt utroværdigt at lægge totalt låg på, at mennesker trods alt er væsener, der nogle gange har behov for at hævde sig selv og få individuel bekræftelse. Og stjernespillerne i Barcelona giver nu engang indtryk af at være så indoktrinerede ind i klubbens fællesskabsorienterede kodeks, at man ikke længere kan få øje på den del af deres menneskelige natur, der har behov for at stikke ud fra fællesskabet. Det må da for Guds skyld være tilladt at indrømme, at man faktisk foretrækker selv at vinde prisen som verdens bedste!

Jeg kan ikke afgøre, om Barcelonaspillerne er lige så meget bedre mennesker end de fleste andre, som de er bedre fodboldspillere. Men jeg ved, at temmelig mange fodboldentusiaster et eller andet sted finder den supersympatiske og vandkæmmede skoledreng-attitude hos Barcelonaspillerne næsten lige så irriterende og utroværdig, som andre finder Ronaldos brovtende Narcissos-stil uudholdelig. At denne betragtning ikke forhindrer mig i at være Barçafan helt ind i knoglemarven, er en anden sag. Og folks særegne Barcelona-aversion er ofte helt ude af proportioner, som jeg ser det. Desuden er jeg slet, slet ikke ude på at sidestille alle former for solidaritet med fællesskabet med hykleri, hvilket for alvor ville være absurd. Jeg kunne bare godt bruge gode gamle Romário på holdet som en kærkommen modvægt til drengekorsfaktoren. I det mindste på bænken.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *