22 Oct

Lance Armstrongs skygge kaster lys over Jan Ullrich

Jan Ullrich

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Dopingafsløringerne vælter ned over den professionelle cykelsport. Ikke siden Festina-skandalen i 1998 er sporten som helhed blevet miskrediteret i en sådan grad, som det er tilfældet efter den seneste tids afsløringer af organiseret doping.

Allerede under årets Tour de France fik offentligheden de første indicier om, at noget stort var undervejs. Rygterne ville vide, at en række af de amerikanske veteraner, George Hincapie, Levi Leipheimer, David Zabriskie og Christian Vande Velde, angiveligt skulle have indrømmet doping i forbindelse med den igangværende anklagesag mod Lance Armstrong.

I slutningen af august blev sagen yderligere betændt, da Armstrong opgav at forsvare sig i den kommende retssag, hvilket resulterede i livslang karantæne fra enhver form for professionel sport. Måneden efter, 5. september, udkom Tyler Hamiltons bog The Secret Race, hvor den detroniserede cykelrytter kom med alvorlige anklager om, og meget konkrete beskrivelser af, organiseret doping på U.S. Postal i Lance Armstrongs storhedstid. Som kronen på anklageværket offentliggjorde U.S. Anti-Doping Agency, USADA, 10. oktober sin rapport om Lance Armstrongs angivelige dopingforbrug (læs hele anklageskriftet her):

Er UCI indblandet?

Rapporten er blevet udarbejdet som led i den retssag, som dopingmyndighederne i USA havde indledt mod Lance Armstrong. De anklager, som Hamilton kommer med i sin bog, bliver i så rigelig grad bekræftet af rapporten fra USADA – og mere til. For det er ikke kun cykelrytterne og cykelholdene, der er under mistanke. Uden at der rettes en direkte mistanke, giver rapporten anledning til spekulationer om, hvorvidt nogen i cykelsportens ledelse har holdt hånden over Armstrong. Sagt med andre ord: Har UCI været direkte involveret i den organiserede doping?

Offentliggørelsen af rapporten kalder derfor på undren samt en reevaluering af en række personskæbner i cykelsportens nyere historie.

Skæbnen Jan Ullrich

En af disse skæbner tilhører det tyske kraftværk, Jan Ullrich. Sport fortalt har tidligere skrevet om de potentielle motiver bag Lance Armstrongs fortsatte benægtelse af enhver form for skyld. Men hvad med Jan Ullrich? Den evige 2’er fra Rostock blev allerede i 2006 af offentligheden dømt skyldig efter afsløringerne i forbindelse med Operacion Puerto og lægen Eufemiano Fuentes. Han trak sig frivilligt fra cykelsporten og har mere eller mindre forholdt sig tavs siden.

Jan Ullrich har dog stadig ikke indrømmet sit dopingforbrug, selv om holdkammerater fra årene, hvor Riis og efterfølgende Ullrich vandt Tour de France, alle har indrømmet – Riis inklusiv. Det tætteste vi kommer er en officiel undskyldning, uden det dog nævnes, hvad han konkret undskylder for.

Tilbage i 2009 bekendtgjorde tyskeren, at der var en afslørende bog på vej. Til spørgsmålet om, hvorvidt han ville indrømme brugen af doping, sagde han:

Dette spørgsmål er ikke så let at svare på. Disse ting vil blive beskrevet i min bog, som jeg skriver for mine fans og også i forhold til min bearbejdning af sagen.

I samme omgang indikerede han, at der var noget grundlæggende galt i cykelsporten, som han havde tænkt sig at afsløre i sin bog. Med en elegant sprogbrug erklærede han, hvad der burde være åbenlyst for enhver:

Jeg kan ikke hjælpe den, der ikke kan lægge to og to sammen i forhold til, hvad der skete i cykelsporten.

De igangværende omstændigheder med Hamiltons bog og USADA-rapporten er angiveligt kommet Ullrich i forkøbet. Men hvad kan vi forvente fra Ullrich, hvis hans egen version overhovedet kommer?

Var Ullrich et offer?

I forlængelse af de florerende indicier om UCIs rolle i den organiserede doping kom Ullrichs tidligere rådgiver Rudy Pevenage med en bemærkelsesværdig udtalelse:

Efter Festina-affæren i 1998 stoppede vi alt hos Telekom. Der var ikke et eneste præparat mere, ingen forbudt forberedelse! Det var et krav fra sponsoren, som desuden også betalte for uanmeldte kontroller i alle hjørner af verden for at følge os. Alt blev gennemført under ledelse af det tyske anti-doping agentur – vi kunne overhovedet ikke foretage os noget. Sådan gik det til 2001, og vi troede, at vores konkurrenter gjorde det samme – ingen ville have en skandale som Festina igen. Men Armstrong og US Postal fik os til at tvivle. Jeg kan huske Touren i 2001. Jan var virkelig i rigtig god form, måske bedre end nogensinde – og endda ren. Men der var ikke noget at gøre. Armstrong legede med ham, det var afskyeligt.

I samme ombæring indikerer Pevenage, at UCI spillede en aktiv rolle:

Hvorfor mon alle hans rivaler fra dengang, Botero, Beloki, Sevilla, Ullrich, Basso, Hamilton, Vinokourov senere faldt? De forsøgte bare at gøre det ligesom ham, men de havde ikke de samme midler, og de var først og fremmest ikke så beskyttet, som han var

Rudy Pevenages udtalelser er bemærkelsesværdige. Han beskriver en virkelighed, hvor alle topatleter i sporten spillede et beskidt spil, og hvor Armstrong havde magten, pengene og rådgiverne til at gøre det bedre end alle andre. Den faktiske udvikling i Tour de France korresponderer meget godt med Pevenages udlægning. Jan Ullrich blev nr. 2 efter Armstrong i både 2000 og 2001, hvor han begge gange tabte med over 6 minutter. I disse år var han ifølge Pevenage i topform – men brugte ikke doping. Herefter begyndte Ullrich igen at overtræde reglerne, og i 2003 (Ullrich kørte ikke i 2002, da han var skadet) var tyskeren kun 1 minut efter Armstrong, da de nåede Paris. Under den afsluttende enkeltstart styrtede Ullrich endda flere gange, så Tour-sejren var i den grad inden for rækkevidde – vel at mærke efter tyskeren – ifølge Pevenage – igen var begyndt at bryde reglerne.

Uanset hvad der er rigtigt, blev det i første omgang ikke Armstrong, der betalte prisen. Det blev Jan Ullrich. Og det selv om det angiveligt ikke var ham, der gik forrest for at fastholde doping som en del af cykelsporten. Det var Armstrong selv, der – ifølge de efterhånden mange anklager – gjorde det. Det kaster et helt nyt lys over Ullrichs manglende indrømmelse. En indrømmelse ville cementere offentlighedens opfattelse af ham, som den der snød alle de andre. Han var synderen, og det billede ville en indrømmelse legitimere. Derfor trak Ullrich sig fra offentligheden – derfor planlagde han at skrive en afslørende bog.

Forkert fokus

Dette er ikke et forsvarsskrift for Jan Ullrich. Jeg vil hverken dømme ham som dopingsynder, eller forsvare ham som uskyldig. Ingen af delene giver mening. Det, der giver mening, er at se sagen Jan Ullrich i en større sammenhæng, og det giver de nyeste afsløringer mulighed for.

Jan Ullrich blev ofret efter Operacion Puerto som en del af en oprydning, som mange troede var en sidste aflusning af synderne fra de dopingfyldte 90’ere. Men USADA’s rapport viser, at dette ikke var tilfældet. Den systematiske doping fortsatte, og Jan Ullrichs skæbne tilbød ikke en løsning. For Jan Ullrich var ikke årsag til problemet. Han var symptom på problemet.

Og her lægger kilden til en ærgerlig fejlslutning i offentligheden. De kritiske journalister og den skandalehungrende presse har behandlet dopingjagten, som var det en jagt på individuelle kriminelle. Man har jagtet symptomerne frem for at behandle sygdommen.

Syndebukkene

Verner Møllers bog Løgn over løgn beskriver Michael Rasmussens skæbne som et tilfældigt offer i en verden af snyd. Han blev gjort til syndebuk, og meget symptomatisk hedder den engelske oversættelse netop The Scapegoat. Uagtet hvad Rasmussen eventuelt har gjort af ulovligheder, har han taget faldet for, at andre kunne fortsætte ustraffet. Det samme har Jan Ullrich.

Problemet med dopingjægerne har været, at de har angrebet problemet ud fra en individualistisk vinkel, hvor man gik efter den enkelte dopingsynder. Men der har været tale om en systemisk fejl, hvor det ikke giver mening at tildele den enkelte rytter det fulde moralske ansvar. Det kommer der kun syndebukke ud af.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image