23 Oct

Lad os huske historien om Aaron og Andros

AndrosAaron

To af denne sæsons allerstørste profiler i Premier League er kommet fra restlagrene hos London-klubberne Tottenham og Arsenal. I en fodboldtid, hvor udskiftning i spillertrupperne ofte når vulgære højder, genopliver succeshistorierne om Aaron Ramsey og Andros Townsend troen på, at tålmodighed stadig kan være en del af moderne fodbold. 

Af Tyson Lyall

”Patience is bitter, but its fruit is sweet”, lyder et kendt Rousseau-citat.

Mantraet er simpelt. Alt godt kommer til den, der venter. Man kan ikke høste, hvor man lige har sået osv. Men uanset hvilken indpakning aforismen kommer i, så lader den som oftest til at prelle af på de fleste fodboldfans.

Fodboldfans har nemlig INGEN tålmodighed, som det tidligere engelske angrebsfænomen, Stan Collymore, skrev på sin Twitter-profil tidligere i år.

Det er svært at være uenig med Hr. Collymore.

Transferrygter og jungletrommer

I fin overensstemmelse med vores generations zappermentalitet skifter de fleste fodboldklubber i dag ud i deres spillertrupper i lyntempo. Ansvaret ligger naturligvis hos klubledelserne, der i øvrigt også selv i mange tilfælde oplever hastige udskiftninger. Men vi fodboldfans bærer også alt for ofte brænde til bålet.

Transferrygter er ofte de mest debatterede emner på fanforums, og hvem elsker ikke, når jungletrommerne melder om en ny storspiller på vej til éns yndlingsklub?

To af denne sæsons største allerstørste ”nyskabelser” i engelsk fodbold blev imidlertid hverken akkompagneret af online hype eller fløjet ind med privatfly op til sæsonstarten. De to, store, britiske midtbaneoplever, Andros Townsend og Aaron Ramsey, er til gengæld noget så kedelige som fodboldspillere, der måtte vente flere år på deres endelige gennembrud.

En befrielse i en fodboldverden, hvor det nogle gange føles som om, at anciennitet er omvendt proportionelt med fodboldspillerens fortid i klubben.

Eksemplet Arsenal

For hvert et ”Wenger Out”-skilt, jeg så på Emirates i sidste sæson, steg min aversion overfor moderne fodboldsfan generelt – og arsenalfans i særdeleshed.

Arsenal har været en af Europas mest stabilt præsterende topklubber de seneste 16-17 år – siden træner Arsène Wengers ankomst. Champions League-kvalifikation 16 år i træk. Tre mesterskaber. Fire FA-cups. Fire Community Shields. En Champions League-finale + en semifinale og et par kvartfinaler. En UEFA Cup-finale osv. osv.

Og på hvilken måde, klubben har opnået disse resultater! Med en sans for økonomi, der burde få enhver Real Madrid-, PSG-, Man City- eller Chelsea-fan til at rødme af misundelse. Men nej, sådan ser en del arsenalfans øjensynligt ikke selv på det. Selvom klubben ved sæsonstarten i august var årets hidtil bedste engelske mandskab – med blot ét nederlag i de 14 foregående kampe –  skulle der ikke mere end ét enkelt uheldigt hjemmebanenederlag mod Aston Villa i premieren til, før frådende fans igen krævede Wengers og medejer Stan Kroenkes hoveder på et fad.

Men siden åbningsdagen har Arsenal – endnu engang – ikke sat mange fødder forkert! Seks sejre og én uafgjort i ligaen er det blevet til efterfølgende, lige som der er hentet to sejre i tre svære Champions League-kampe. Samtidig lader ”Wenger Out”-skiltene til at være blevet pakket væk igen af de vægelsindede tilhængere.

En stor del af æren for klubbens flotte resultater i denne sæson kan tilskrives den 22-årige walisiske midtbanespiller, Aaron Ramsey. Den unge mand, der blev kåret til sidste måneds profil i ligaen, har ellers tidligere været af de synlige ofre for det utålmodiges vanvid. Arsenals bedste spiller i denne sæson måtte således i løbet af sidste sæson lægge øre til buh-råb fra dele af Arsenals såkaldte fanskare. Talentet har ellers været synligt i mange år, men skader har blandt andet sat den fodrappe midtbanespiller tilbage i udviklingen, og efter lejeophold i Cardiff og Nottingham Forest lignede Ramsey på et tidspunkt en mand, der allerede som 22-årig havde oplevet sin karrieres højdepunkter.

Men som tingene er lige nu, er han i stedet lige pludselig ”better than Bale”.

Selvom man kan glæde sig på Arsenals vegne over, at de har fået sig en genfødt midtbanespiller, så fremstår det pludselige stemningsskifte overfor den sympatiske waliser en smule kvalmende.

From rags to riches
Hos Arsenal-rivalerne i Tottenham er en af sæsonens store oplevelser også kommet gevaldigt fra baghjul. Efter en imponerende række af udlejninger til mindre ligaklubber, lignede Andros Townsend mest af alt typen af fodboldspillere, der primært skulle bruge sit CV til at tiltrække damer på gutternes ture til Ibiza. ”Yeah, sure I played with Gareth Bale. Nice guy. We still talk”.

Men på få måneder har ”den engelske Robben” spillet sig ind i de engelske hjerter. En fremragende sæsonstart for klubholdet og to stærke landskampe har på få måneder transformeret Townsend fra en marginalspiller i ligaen til en af Englands mest spændende navne frem imod VM næste sommer.

Manden, der de seneste sæsoner har været forbi så eksotiske fodbolddestinationer som Milton Keynes Dons, Ipswich og Millwall, ligner derfor lige pludselig også et oplagt bud på en fast starter under turneringen i sambaens hjemland.

På et stjernebesat Tottenham-mandskab holder han nemlig lige nu stærke folk som Aaron Lennon og dyrt indkøbte Erik Lamela bag sig, og i den forgangne uge krydrede han det hele med en kontraktforlængelse, der ifølge engelske medier indbringer ham så meget som 40.000 pund om ugen de næste fire år. Mon ikke det var hele ventetiden værd?

Lad os nu lige…..

Til VM næste sommer får Andros Townsend dog ikke selvskab af midtbanekollegaen Aaron Ramsey, der med sit walisiske landshold igen måtte kigge langt efter slutrundebilletter. Til gengæld bør de to gøre hinanden selskab i mange fodboldtilhængeres fodboldhjerter. Ikke blot fordi de foræller historien om the underdogs. Om avisbuddet, der blev bankdirektør osv. Men mest af alt, fordi deres historier sender en besked til alle de utålmodige fodboldfans, der ikke gider at høre på Rousseau og andre kloge hoveder.

Lad Andros og Aaron fungere som huskepillerne, næste gang vi lider af akut utålmodighedssyndrom. Lad os huske på, at Gareth Bale var langt fra Tottenhams startopstilling for blot få sæsoner siden. Lad os huske, at Lucas Leiva var en af Liverpools mest udskældte spillere nogensinde, før han to år træk blev kåret som årets spiller i klubben. Lad os huske på, at Cristiano Ronaldo blot scorede 4 og 5 mål i sine første to sæsoner i Manchester United. Lad os huske på, at Newcastle afviste Alan Shearer som ungdomsspiller, før de flere år senere gjorde ham til verdens dyreste fodboldspiller. Lad os huske på, at god vin er værd at vente på.

Lad os have lidt tålmodighed.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *