23 Apr

La Doyenne – endnu en fest for Valverde

Billede

Den spanske allrounder Alejandro Valverde ser nærmest ud til at blive bedre med årene. Når den ældste af de store cykelklassikere – Liège-Bastogne-Liège – starter søndag, er spanieren den helt store favorit. En ny og hårdere afslutning gør imidlertid løbet mere uforudsigeligt. Og som en lækkerbisken har den nye finale lånt lidt fra Flandern Rundt.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Liège-Bastogne-Liège. Den ældste af alle klassikerne og blandt de klart største og mest prestigefyldte løb i cykelsporten. Men alligevel et løb, som mange cykelfans kender mindre godt end eksempelvis brostensklassikerne. For danskernes vedkommende skyldes det nok blandt andet Jørgen Leths – en fader til mange nuværende cykelfans passion for pedalsporten – store kærlighed til Paris-Roubaix.

Paris-Roubaix’ store popularitet har mange forklaringer. Èn af dem er givetvis, at brostenene og de dertilhørende strabadser udgør solidt materiale til gode fortællinger. Det gælder Paris-Roubaix, men også Flandern Rundt. Sidstnævnte er der blevet fortalt om ved flere lejligheder her på Sport fortalt, og denne skribent skal ikke lægge skjul på, at netop Flandern Rundt har en særlig plads i cykelhjertet.

Derfor er dette indlæg også et forsøg på at booste fascinationen af og forventningerne til La Doyenne (Den gamle Dame), som køres søndag for 102. gang. Det bliver her gjort ved at sammenligne løbet med dets flamske modstykke, Flandern Rundt

Puncheurs og bjergryttere

Liège-Bastogne-Liège er på mange måder alt det, som Flandern Rundt ikke er. Og så alligevel. Ser man udelukkende på hårdhed, matcher løbene hinanden meget godt. Og der er flere eksempler på ryttere, der har vundet begge løb, eksempelvis danske Rolf Sørensen.

Alligevel er der stor forskel. Brostensstigningerne i Flandern kontra bakkerne i Vallonien. Èn ting er, at stigningerne i Flandern er belagt med brosten. Noget andet er, at de er markant stejlere. Stigningerne i Liège-Bastogne-Liège er til gengæld længere. Det betyder, at det er forskellige ryttertyper, der i udgangspunktet bejler til sejren i de to løb.

I Flandern Rundt (og i Paris-Roubaix for den sags skyld) skal der god gammeldags råstyrke til. Der skal simpelthen kunne trædes nogle høje watt-tal for at forcere brostenene, og små bjergryttere har derfor ikke en chance. Samtidig udfordrer brostensunderlaget rytternes tekniske færdigheder.

I Liège-Bastogne-Liège er det derimod de mere klassiske bjergryttere samt såkaldte puncheurs, der kan køre med høj fart op af stejle stigninger, der kan køre med om sejren. I nyere tid er gode eksempler på denne ryttertype Philip Gilbert, Simon Gerrans og Paolo Bettini.

Vallonernes løb

Forskellen mellem de to løb er også historisk og kulturelt betinget. Liège-Bastogne-Liège blev kørt første gang i 1892 og var oprindeligt de fransktalende Valloneres løb. De flamsktalende belgiere i nord ville derfor have deres eget løb. Det fik de i 1913, da Flandern Rundt blev kørt for første gang. Ideen bag løbet var at skabe et belgisk løb, der udelukkende skulle køres på flamsk jord. På den måde symboliserer de to løb den splittelse i den belgiske nation, som stadig præger landet i dag.

Begge løb er imidlertid historisk blevet domineret af flamske ryttere, hvilket afspejler, at cykelgalskaben har været større i det nordige Belgien. I nyere tid har det imidlertid kun været gældende for Flandern Rundt.

Hele syv gange er Flandern Rundt blevet vundet af en flamsk rytter siden årtusindskiftet. For Liège-Bastogne-Lièges vedkommende er det kun blevet vundet én gang af en belgier i samme periode – og det var vel at mærke fransktalende Philip Gilberg fra Verviers i Vallonien. Historien er altså ikke uden en vis konsistens.

En hård finale

Ser man bort fra brostenene minder den overordnede profil i Liège-Bastogne-Liège, om den vi kender fra Flandern Rundt. Af de i alt 253 kilometer er de første omkring 168,5 kilometer forholdsvis rolige. Herefter kommer stigningerne med korte mellemrum, og løbet går for alvor i gang. Samme profil benyttes i Flandern.

Men her stopper lighederne også. For de to løb er som nævnt meget forskellige, hvilket især skyldes karakteren af de to løbs stigninger. I Flandern Rundt er der flere af dem, og de fleste af dem er på brosten. Til gengæld er stigningerne er i Liège-Bastogne-Liège som nævnt længere.

I alt er der 10 stigninger i årets Liège-Bastogne-Liège, hvor af de to første, Côte de La Roche Ardenne og Côte de Saint-Roch, kommer i løbets forholdsvis rolige første halvdel. Herefter går det som sagt for alvor løs, når feltet efter 168,5 kilometer – og med 85 kilometer til mål – rammer Côte de Wanne (2,8 km, 7,4 pct.).

Herefter kan løbet mærkes i benene, og udskilningen vil lige så stille begynde, mens rytterne forcerer Côte de la Haute-Levée (3,6 km, 5,6 pct.), Col du Rosier(4,4 km, 5,9 pct.) og Col du Maquisard (2 km, 5pct.).

Efter disse stigninger rammer feltet Côte de La Redoute (2 km, 8,9 pct.), som med ca. 36 kilometer til mål ofte er blevet brugt som affyringsrampe. På sine stejleste steder stiger La Redoute hele 22 pct., og det der er tilbage af feltet, vil derfor blive sprængt godt og grundigt.

Flere af de store favoritter vil imidlertid vente med deres angreb. Efter La Redoute venter nemlig 16 km flad vej frem mod den tredjesidste stigning, Côte de La Roche-aux-Faucons (1,3 km, 11 pct.), hvorfor det vil være hårdt at holde et jagtende, om end decimeret, felt tilbage.

Efter La Roche-aux-Faucons kommer Côte de Saint-Nicolas (1,2 km, 8,6 pct.), som tidligere har været den sidste og ofte afgørende stigning. Tidligere lå Saint-Nicolas ca. 5 kilometer fra mål. Men i år er den sidste strækning forlænget en smule til 6,5 kilometer. Og hvilken forlængelse det er. Med kun tre kilometer til målstregen i Anst, har arrangørerne valgt at introducere en lækkerbisken inspireret af udfordringerne fra Flandern Rundt: Côte de la Rue de Naniot. En brostensstigning på ca. 600 meter, der stiger 10,5 pct. i snit. Se en præsentation af stigningen her.

Herefter følger de traditionelle 2,5 kilometer til stregen, hvoraf de sidste ca. halvanden kilometer stiger op mod mål. Det bliver hårdt – meget hårdt!

Valverde over dem alle

Den nye og spændende finale gør tingene mere uforudsigeligt. Men løbet ligner trods alt sig selv frem til de sidste 6,5 kilometer. Derfor er der heller ikke megen uenighed i cykelverdenen om, at Alejandro Valverde er den helt store favorit. Han har allerede vundet løbet tre gange, og med en frisk sejr fra Fléche Wallonne møder han op i topform. Ingen nærmer sig Valverde på favoritbarometret.

Men der er selvsagt flere, der skal holdes øje med. Belgierne skal i udgangspunktet ikke være alt for optimistiske. Slet ikke de lokale Vallonere. Reelt er det kun flamske Tim Wellens, som vil kunne blande sig.

Til gengæld er der mange franske ryttere i favoritgruppen. Og det er en gældelig nyhed al den stund, at vi skal tilbage til 1980 for at finde den seneste franske vinder (som selvfølgelig var Bernard Hinault). Eksempelvis kan Tony Gallopin og Romain Bardet sagtens ende øverst på podiet. Men først og fremmest skal man holde øje med det unge franske håb Julian Alaphilippe, som gjorde det så godt i både Amstel Gold Race og Fléche Wallonne med henholdsvis en sjette og anden plads.

Den største konkurrent til Valverde er imidlertid fra Irland: Daniel Martin, som vandt løbet i 2013. Han sluttede som nr. tre i Fléche Wallone og er helt klar til at udfordre den spanske storfavorit. Michal Kwiatkowski vil helt sikkert også blande sig. Løbet passer ham perfekt, og han har tidligere gjort det godt i flere af Ardennerklassikerne, senest med en sejr i Amstel Gold Race sidste år.

Derudover skal man ikke glemme en rytter som Simon Gerrans. Han er måske op i årene efterhånden, men vinderen fra 2014 er som skabt til Liège-Bastogne-Liège.

Den nye afslutning er imidlertid en fordel for de mere rene bjergryttere, om end det er svært at spå om, hvad ændringerne reelt får af betydning. Men ryttere som Vincenzo Nibali, Joaquim Rodríguez, Rui Costa og Bauke Mollema bør i udgangspunktet være glade. Alle kan de køre med om sejren.

På med de danske briller

Til slut tager vi lige de danske briller på. For det er der grund til. Jakob Fuglsang og Michael Valgren får begge lov til at køre deres chance. Fuglsang har set meget stærk ud i netop overståede Giro del Trentino, hvor han blandt andet overstrålede sin Kaptajn, Vincenzo Nibali. Og Valgrens præsentation i Amstel giver i den grad grund til optimisme. Og så skal vi ikke glemme Chris Anker Sørensen, som tidligere har gjort det godt i løbet med en sjetteplads.

Liège-Bastogne-Liège er ikke Flandern Rundt. Og skal heller ikke være. Et af de smukke elementer ved cykelsporten er den variation i løbene, som skyldes det forhold, at sporten ikke er isoleret til en bestemte bane. Geografien er cykelsportens slagmark, og det skaber den diversitet, som cykelfans elsker.

Liège-Bastogne-Liège er et af de mest prestigefyldte løb i verden, og selv om denne skribent har en stor forkærlighed for Flandern Rundt, er der ingen tvivl om, at Liège-Bastogne-Liège bør have – og også har – en stor plads i hjerterne hos alle cykelfans.

God fornøjelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image