04 Apr

Koppenberg kræver sine sædvanlige ofre

flanders

Cykelfeltet er igen klar til mødet med de legendariske brostensstigninger i Flandern Rundt. De sidste mange års to favoritter, Tom Boonen og Fabian Cancellara, er ude med skader, så løbet er helt åbent. Eneste garanti: Koppenberg vil kræve sine sædvanlige ofre – og det er mange.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Alle, der har prøvet at forcere Koppenberg-stigningen tæt ved den lille flamske by Oudenaarde, har fået del i en kollektiv erfaring, som indeholder både fysisk smerte, mentale udfordringer og ikke mindst store fortællinger.

Den fysiske smerte er let at forklare, om end alle med interesse bør prøve det på egen krop: Koppenberg er 600 meter lang, og den bliver hele tiden stejlere mod toppen. I snit stiger den med 11,6 pct., og mod toppen rammer den hele 22 pct. Det er stejlt. Til sammenligning kommer Alpe d’Huez ikke over de 14 pct. på noget tidspunkt.

Der skal selvfølgelig ikke sammenlignes direkte, for Koppenberg er trods alt ikke et bjerg. Men tag ikke fejl. Koppenberg er ufattelig hård. Den er så stejl, at de fleste ryttere ikke vil være i stand til at stå op i sadlen. Så sker der nemlig med sikkerhed det, som rigtig mange oplever under alle omstændigheder: at forhjulet simpelthen mister jordforbindelsen – eller rettere, stenforbindelsen!

Brosten fra helvede

For her kommer vi til det andet centrale element i Koppenbergs anatomi, som gør, at den i hårdhed sagtens kan sammenlignes med de hårdeste bjerge: brosten. Fra bund til top. Alle, der har kørt på brosten, ved, at det smadrer cyklens naturlige fremdrift. Derfor skal der trædes langt flere watt end normalt for at opretholde hastigheden. Og Koppenbergs brosten er både værre og dårligere vedligeholdt end gennemsnitsbrosten i danske byer.

Kombinationen af hårde stigningsprocenter og brostensunderlag gør, at Koppenberg er en modbydelig udfordring. Når amatørløbet køres, dagen før de professionelle, er det store spørgsmål alle stiller sig selv: Kommer jeg over toppen på cyklen, eller må jeg af og gå. For amatørerne sker det sidste for det store flertal.

Se eksempelvis dette klip fra amatørernes udgave i 2006:

At må stå af cyklen er imidlertid også en skæbne, der overgår mange af de dygtigste ryttere i verden. I 2006 krævede Koppenberg således også sine ofre blandt de professionelle:

Det samme var tilfældet i 2008, hvor Stijn Devolder og Tom Boonen kommer først op af Koppenberg, mens flere af efterfølgerne må stå af cyklen:

I 1984 kom kun to ryttere til toppen af Koppenberg uden at stå af cyklen!

Skibbys forlis

Koppenberg er en relativ sen debutant i cykelsammenhæng. Det var først i 1976, at nogle lokale cykelfans fra området omkring Oudenaarde fik den idé, at kontakte arrangørerne af Belgiens største cykelløb. Gemt godt væk i det flamske landskab var der nemlig en meget stejl brostensstrækning, som det cykelgale Belgien endnu ikke var blevet præsenteret for.

Og arrangørerne slog til med det samme. Koppenberg-stigningen kom med og blev fast inventar helt frem til 1987. I det år skulle en meget ung Jesper Skibby, i sit kun andet år som professionel, forcere Koppenberg for første gang. Hvordan det gik, kan du se her.

Hændelsen fik løbsledelsen til at dømme Koppenberg som for farlig. Den blev taget af programmet, indtil strækningen var blevet renoveret.

I 2002 var Koppenberg tilbage – og heldigvis for det. Hver gang den er med, bliver stigningen imødeset med spænding og en forventning om, at der vil ske noget afgørende for løbet. Der er alt mulig grund til at tro, at det også vil ske i år.

Samme rute som sidste år

Men lige lidt om den samlede rute. Flandern Rundt har i nyere tid været omkring 250 km lang, hvor de berygtede brostensstykker typisk spreder sig ud over løbets sidste halvdel. Det er stadig tilfældet. Men de seneste år er der sket en række markante ændringer, som du kan læse mere om i et tidligere indlæg på Sport fortalt.

I 2012 blev ruten ændret med henblik på at gøre løbet hårdere. Det lykkedes. Men stik imod hensigten om at skabe mere spænding via flere strabadser fik den alt for hårde rute det modsatte resultat: Løbet blev alt for kontrolleret. Kritikken fik arrangørerne til at ændre ruten til 2014-udgaven, og det er en nærmest identisk rute, som rytterne skal ud på i år.

Den første stigning er tilskuervenlige Oude Kwaremont (2,2 km, 4,2 pct. i snit), som kommer efter 108 kilometer. Derefter skal rytterne køre yderligere 100 kilometer over flere brostensstigninger, før de skal køre op af Kwaremont anden gang. Herefter kommer den korte, men ufatteligt stejle, Paterberg (400 m, 12,5 pct. i snit) for første gang. Og så kommer Koppenberg med kun 45 km til mål. Det er tættere på afslutningen end nogensinde før 2014-udgaven, der som sagt havde samme rute som i år.

Rammen sættes på Koppenberg

Den sene placering betyder, at Koppenberg let kan blive den afgørende stigning. Favoritterne vil nemlig ikke kunne tillade sig at lade nogen have et for stort forspring, når Koppenberg er afsluttet. Der er simpelthen ikke lange nok flade strækninger (max 11 km) mellem stigningerne til, at man kan vide sig sikker på at hente eventuelle udbrydere igen.

Derfor vil favoritterne køre hårdt op af Koppenberg. Og det vil blive fatalt for mange. Sidste år tog Tom Boonens Quick Step-hold initiativet og kørte feltet i sænk. De hentede udbryderne, der fra starten af den 600 meter stejle stigning ellers havde 25 sekunders forspring. Det så sådan ud:

Herefter var finalen i gang. Den senere vinder Fabian Cancellare er stærk men tung, så Koppenberg er ikke hans favorit. Det er derimod Oude Kwaremont, som er længere, men knap så stejl. Det var her han angreb i 2013, hvor han vandt løbet for anden gang, og det var også tilfældet i 2014.

Men rammen for det hele blev sat på Koppenberg. Det vil også ske i år.

Hvem vinder

Cancellara er ikke med i årets udgave. Og det er Tom Boonen heller ikke. Det betyder, at løbet er langt mere åbent, end det har været tilfældet de sidste 10 år, hvor Boonen og Cancellara har fordelt de 6 af sejrene mellem sig.

En ting er dog sikker. Det kræver en bestemt ryttertype at vinde løbet. De klassiske bjergryttere, som dominerer stigningerne i de store etapeløb, vil komme til kort. Stigningerne er simpelthen for korte, og brostensunderlaget er for hårdt og skaber for meget modstand for fremdriften. Derfor er kravet ikke traditionelle klatreevner, men derimod helt klassisk råstyrke. Der skal simpelthen kunne trædes nogle høje watt-tal for at vinde løbet.

Det kan eksempelvis John Degenkolb, som netop har vundet årets første klassiker, Milan-San Remo. Han kunne let få endnu en stor sejr på søndag. Et andet godt bud er Geraint Thomas, som vandt E3 Harelbeke og blev treer i Gent-Wevelgem. Flanderns udfordringer passer perfekt til ham.

Og så kommer vi ikke uden om 26-årige Sep Vanmarcke, som har spillet en hovedrolle i brostensklassikerne de sidste to år. I 2013 blev han nr. 2 i Paris-Roubaix, og i 2014 blev han nr. 4 i Gent-Wevelgem, nr. 4 i Paris-Roubaix, og ikke mindst nr. 3 i Flandern Rundt. Han kender løbet som sin egen cykellomme.

Men jeg vil ikke gætte mere. Jeg vil blot glæde mig til søndag – og særligt ser jeg frem til at se, hvem der bliver ofre for Koppenbergs rædsler. Eneste garanti: Det bliver mange!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *