12 Apr

Kan Rafael Nadal genfinde sin mojo på Monte Carlos røde grus?

sf_montecarlo1

Eller fortsætter Djokovic sin stime på foreløbig tre sejre mod Rafa? Andre udfordrere til trods kommer de næste to måneder til at handle om én ting: Kan Novak Djokovic endelig bryde Nadals ni år lange grusdominans?

Af Anders Høeg Lammers

Hvert år, når den europæiske grussæson kickstartes på Monte Carlos røde grus med det azurblå Middelhav i baggrunden, er spørgsmålet det samme: Er der nogen, der kan slå Rafael Nadal? Som regel er svaret nej. Med otte sejre i Monte Carlo, syv i Barcelona, seks i Rom og otte i French Open i Paris samt en rekord på 298 sejre mod blot 21 nederlag har Rafa i den grad været suveræn på det langsomme grus, der accentuerer hans forcer.

Men tallene fortæller ikke hele sandheden, for to af de sidste tre år har Rafa haft en udfordrer, der næsten har været hans ligemand. Jeg taler naturligvis om Novak Djokovic, manden der sidste år ’stjal’ Rafas Monte Carlo-trofæ med en 6-2, 7-6 (1) sejr mod netop Rafa i finalen. For siden at være lige ved og næsten i French Open-semifinalen, hvor Djokovic – oppe et break i egen serv ved stillingen 4-3, 40-40 i femte sæt – lavede dette stunt, blev brudt og siden tabte sættet 9-7.

http://youtu.be/OplDBIakSEw

De halvfarlige udfordrere

Når vi taler tennis i almindelighed, er det netop Rafa og Djokovic’ navne, der kommer først op. I dag er de standarden på ethvert underlag undtagen græs. Men særligt på grus synes de to at køre et 2-mandsshow, som ingen andre synes at have en kinamands chance for at forhindre. Og den mand, der om nogen ville kunne gøre det, er ude for resten af sæsonen. Evigt uheldige Juan Martin del Potro er nemlig blevet opereret i sit venstre håndled efter smerter gennem hele sæsonen.

Andre potentielle udfordrere til grussæsonen i almindelighed og til den kommende uge i Monte Carlo er de to schweizere, Roger Federer og Stanislas Wawrinka. Men Federer har – formentlig – udspillet sin chance mod Rafa på grus. Udover at grus som sagt sløver boldens fart, når man forsøger at slå en vinder (og dermed favoriserer dem, der er bedst defensivt, læs: Rafa og Novak), tager det nemlig særdeles godt imod en bold med topspin, som får et ekstra kick, så Rafas schweiziske modstandere skal slå deres enhåndsbaghænder over skulderhøjde – hvilket hverken er særligt rart eller et særligt godt sted at angribe fra. Ikke desto mindre har den nykårede slam-vinder Stan ’the Man’ – som i Australian Open slog både Djokovic og Nadal – kraften til at slå til bolden selv fra den højde. Og selvom hans formkurve har taget et gevaldigt dyk efter triumfen i Australien, bliver han en interessant mand at følge, nu hvor han har fået troen på, at han kan slå de bedste.

Andre man skal holde øje med i løbet af grussæsonen er sidste års French Open-finalist, David Ferrer, den velspillende Tomas Berdych, den absurd nonchalante Fabio Fognini, som pillede Murray fra hinanden netop på grus i sidste uges Davis Cup. Derudover er der Alexandr Dolgopolov, hvis tennis ikke kan sættes på formel – han kan være fænomenal den ene dag for så at forsvinde helt den næste – samt de to superservere John Isner og Milos Raonic, der før har leveret overraskende præstationer på grus. Og så må vi ikke helt glemme Murray, der dog endnu har til gode at vinde sin første grusturnering endsige bare nå til en finale. Men potentialet er til mere, end han hidtil har vist.

Grigor Dimitrov, aka Baby Fed, Ernests Gulbis, aka Mini Safin, og til dels japanske Kei Nishikori er også navne, man kan holde øje med. Dimitrov slog Djokovic i Madrid sidste år og pressede Rafa ud i tre sæt i Monte Carlo. Gulbis kan, på dagen, slå enhver med sin store serv, sin eminente baghånd og sin mågelignende, men ganske effektive, forhånd.

Og så kan man heller ikke helt ignorere grusspecialister som Nicolas Almagro, veteranen Tommy Robredo, argentinske Juan Monaco og brasilianske Thomas Belucci.

Kampen om tronen

Men hovedshowet i grussæsonen, det bliver Novaks kamp mod Rafa. Og hvem vinder så den kamp? Rafa er ubestrideligt favoritten, hans dominans på underlaget taler for sig selv.

Ikke desto mindre vil jeg – på dette relativt tidlige tidspunkt – komme med følgende forudsigelse: Hvis Djokovic når til finalen i French Open, så tager han også trofæet. Han har bevist, han kan slå Rafa på grus. De tre gange, han har gjort det, har det været på overbevisende maner – nemlig uden at afgive sæt. Samtidig kom han nærmest så tæt på at vinde, som man kan, i sidste års semifinale mod Rafa. Og endelig er han, i hvert fald lige nu, i fuld gang med at opbygge en mental ’edge’ mod Rafa i kraft af, at han har vundet samtlige seks sæt i deres tre seneste kampe (dog på hard court), uden at Rafa har været tæt på at true ham.

Endelig har Rafas spil siden sidste års US Open været lidt svingende, og han har tabt kampe til spillere, han før aldrig havde tabt sæt til (men det behøver ikke at betyde noget – Nadal har igen og igen genopfundet sig selv på Monte Carlos grus efter halv pauvre resultater i efterårs- og vintersæsonen). Omvendt har Djokovic blot tabt to kampe siden US Open, én til hver af de to schweizere, og han var vanvittig god, da han gav Rafa en sjælden afklapsning i Miami Masters-finalen for to uger siden.

Når Djokovic er bedst, er han i mine øjne bedre end Rafa – til dels selv på grus. Årsagen er, at Rafas ’go to shot’, den topspundne venstre forhånd cross court til modstanderens baghånd, som har vundet ham så mange kampe, slet ikke gør ondt på Djokovic’ suveræne baghånd. Meget ofte angriber Djokovic endda Nadal i forhåndssiden efter først at have lokket ham langt over i baghåndssiden (ingen tager flere bolde med forhånden end Nadal. Hvilket resulterer i, at han ofte tager bolde langt over i sin baghåndsside med forhånden – for så at efterlade forhåndssiden åben for angreb. Det går mod de fleste, men langt fra altid mod Djokovic).

Problemet for Nadal mod Djokovic er ret beset, at Djokovic ikke har nogen deciderede svagheder, som Nadal kan udnytte. Han er yderst komplet spiller (om end han har visse svagheder ved nettet), mens Nadal er en mester i at finde sin modstanders svaghed og så slå derhen, indtil han opnår det tilsigtede resultat (jf. strategien med at slå og serve stort set samtlige bolde til Federers baghånd).

Samtidig er Djokovic den eneste spiller, der matcher Nadal fysisk og defensivt, hvorfor nogle af deres point aldrig synes at få en ende:

https://www.youtube.com/watch?v=xdjNghcCNPU

Når to så gode defensive spillere mødes, er det ofte den af dem, der er mest aggressiv og offensiv på dagen, der trækker det længste strå. De gange, Nadal har slået Djokovic de senere år, har han netop gjort det ved at stå tættere på baglinjen, diktere pointene med sin forhånd og gå efter flere vindere, end han normalt gør. Skal han genvinde magten i rivaliseringen mod Djokovic, bevare sin grusdominans og ikke mindst sin French Open-trone, er han nødt til at turde spille mere aggressivt, end han hidtil har gjort i år.

Gør han det, er han i høj grad i stand til at slå Djokovic. Og intet sted er bedre for Nadal at genfinde sit mojo end Monte Carlo, hvor han i både 2010 og 2012 vandt efter mange måneder uden en titel.

Forude venter fire store grusturneringer, Monte Carlo, Madrid, Rom og så det, det hele handler om: French Open i slutningen af maj.Hvem der vinder hver enkelt, vil jeg ikke spå om. Men jeg tror p.t. på, at Djokovic vinder den eneste slam, han mangler i sin samling, når vi når Paris. Monte Carlo starter mandag med finale søndag d. 20. april.

God grussæson.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image