09 May

Kan LeBron James stoppe Golden State?

Lebron & Curry

Med endnu en (usandsynlig) sejr over favoritterne Golden State Warriors i NBA-finaleserien vil LeBron James kunne siges at kandidere seriøst til den GOAT-trone, som Michael Jordan ellers sidder så mageligt i.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Slutspillet i NBA-sæsonen 2016/2017 er i fuld gang (vi er næsten halvvejs), og alt peger i retning af et tredje møde (i træk) mellem forhåndsfavoritterne Golden State Warriors og de forsvarende mestre fra Cleveland Cavaliers, når bedst-af-syv-finaleserien skydes i gang om blot et par uger.

I forrige sæsons finale (altså i sæsonen 2014/2015) lykkedes det så godt som egenhændigt for sin generations ubestridt bedste spiller, LeBron James (aka. slet og ret King James), at fremtvinge to sejre til et svært skadesplaget og totalt overmatchet Cavaliers-hold, uden at der dog for alvor var tvivl om den samlede 4-2-sejr til the Warriors, som det da også skulle – og måtte – ende med.

I sidste sæson tydede alt længe på en gentagelse: Golden State tromlede således igennem den regulære sæson med 73 ud af 82 mulig sejre, hvilket lige akkurat var nok til at slå Chicago Bulls’ legendariske – og selvfølgelig især Michael Jordan-inspirerede – rekord på 72 sejre fra 1995/1996-sæsonen. Derudover lykkedes det for holdets største stjerne, den både teknisk sublime og uhyggeligt skarptskydende Steph(en) Curry som den første i historien at blive kåret énstemmigt til grundspillets MVP i en individuel sæson for the Ages. Curry forbedrede blandt andet all time-rekorden for flest 3-point-scoringer fra 286 til 402 (altså en forbedring på lige godt (absurde) 40 procent!?!), for nu bare at fremhæve de allermest groteske af flere semi-ufattelige statistiske feats fra sidste sæson.

I det hele taget var Golden State kæmpefavoritter til at generobre titlen, da de omsider stod i finalen igen, og mange vurderede (i øvrigt ganske rimeligt), at the Warriors realistisk set allerede havde elimineret den mest seriøse sportslige trussel ved at slå Oklahoma City Thunder (med superstjerne-duoen Kevin Durant og Russell Westbrook som frontfigurer) i en uhyggelig tæt 4-3-Western Conference-finaleserie (dvs. semifinalen for hele ligaen).

Ekstraordinære LeBron

LeBron havde imidlertid hverken tænkt sig at bukke, klappe eller  på nogen måde acceptere rollen som statist i Golden States’ statistiske frenzy-parade, da han igen stod overfor det ominøse Warriors-mandskab i finalen. Curry havde ganske vist været småskadet tidligere i slutspillet, mens James denne gang havde kærkommen opbakning fra skadesfri all star-profiler som Kevin Love og ikke mindst stortalentet Kyrie Irving. Ikke desto mindre kom Golden State foran 3-1 i kampe uden endda at give indtryk af for alvor at spille sig ud. Men så fór djævelen selv i Lebron, der allerede havde været storspillende i de første fire kampe – og djævelen gav vel at mærke indtryk af at være rimelig uforbeholden Cavaliers-fan.

Det har helt sikkert udgjort et eftertrykkeligt incitament, at LeBron – der stod i sin sjette NBA-finale i træk – i tilfælde af endnu et nederlag ville have stået tilbage med en sørgelig, negativ 2-5-statistik i finaleserier (efter to sejre henholdsvis to nederlag med Miami Heat ((2011-2014) såvel som to nederlag med the Cavaliers (2007 og altså 2015), som han var vendt tilbage til året forinden efter fire år i South Beach). Det har sandsynligvis også spillet en rolle, at Golden States mentale indpisker og fremragende forsvarsspiller, Draymond Green, var  suspenderet til kamp nummer fem, hvor(efter) momentum på uforklarlig vis skiftede til at være i Clevelands favør.

Eller: helt uforklarligt var det så heller ikke, ligesom man ret beset ikke bør se sig nødsaget til at ty til okkulte forklaringer, der inddrager diabolsk ind- og medvirken i kampenes kausale ligning. Forklaringen er – først og fremmest – nemlig den ”enkle”, at LeBron James i finaleserien spillede så helt igennem suverænt, at han efter den afgørende 93-89-sejr på udebane i the Oracle Arena i Oakland var dén af samtlige spillere for begge klubber, der – over alle syv kampe – ikke bare havde lavet flest point, men dertil var dén spiller, der havde lavet flest assists, flest blocks, flest rebounds og flest steals. Eller sagt på en anden måde: James konfronterede simpelthen verdenshistoriens statistisk set alleruhyggeligste finale-modstander med verdenshistoriens statistisk set allermest dominerende individuelle præstation, hvorfor the Cavaliers til alles forbløffelse kunne hæve trofæet til sidst. Eller sagt på en anden-anden – og lidt mere ungdommelig – måde: WTF.

Sker det igen?

Det historiske vingesus, hvis fornemmelse begivenheden unægtelig bar præg af, blev klart nok heller ikke ligefrem mindre af, at LeBron hermed indfriede det løfte om at bringe historiens første større sportstrofæ til Cleveland, som han selvtillidsfuldt – og isoleret set utroligt overmodigt – havde givet, da han to år tidligere returnerede til the Land fra sit selvvalgte eksil i Miami.

Så hvorfor skulle historien – og sensationen – ikke kunne gentage sig, kunne man med nogen rimelighed spørge? Og hvad (om noget overhovedet) betyder det for den forventede finale mellem Cleveland og Golden State, at både føromtalte Russell Westbrook fra the Thunder såvel som James ”the Beard” Harden fra sæsonens positive overraskelse, Housten Rockets, har haft helt igennem fabelagtige individuelle sæsoner, hvorfor én af disse to spillere (med rimelig sikkerhed Westbrook efter i gennemsnit at have præsteret en såkaldt triple-double som den første siden Oscar Robertson i 1961/1962-sæsonen) da også står til at vinde årets regular season-MVP. Westbrooks og Hardens heltegerninger er imidlertid helt igennem irrelevante for det afgørende drama om mesterskabet, som blev igangsat med ottendedelsfinalerne. Westbrooks Thunder er således allerede slået ud, ligesom Hardens Houston-hold ganske givet ikke har en reel chance mod the Warriors, hvis de da overhovedet når forbi San Antonio Spurs og deres stjernespiller, Kawhi Leonard, i deres pågående kvartfinaleserie (stillingen er i skrivende stund 2-2).

Den store magtforskydning i NBA i forhold til sidste sæson har således hverken med Westbrook eller med Harden at bestille, men med Westbrooks tidligere partner in crime fra Oklahoma City, nemlig Kevin Durant. I dét, der skulle udvikle sig til en voldsomt omdebatteret transfer-saga, valgte Durant nemlig at lade sig trade til Golden State sidste sommer, hvormed holdet (dvs. the Warriors) med historiens bedste regular season-statistik fik tilført en spiller (dvs. Durant), der efter manges (rimelige) opfattelse i realiteten er verdens næstbedste spiller (dvs. efter LeBron). Durant er hele fire gange blevet ligaens topscorer (oftere end nogen anden aktiv spiller), og med sine 28 år er han formodentlig i sin spillemæssige og fysiske prime i akkurat disse år. Durant har imidlertid ikke vundet så meget som ét eneste NBA-mesterskab, hvorfor han formodentlig har været ekstra motiveret til at gennemføre det nærmest regulært usportslige move, som hans inklusion i Warriors-truppen fra alle konkurrenternes perspektiv må have taget sig ud som.

Og Golden State er da også (trods begyndelsesvanskeligheder og et par småskader undervejs) tordnet igennem sæsonen, mens the Cavaliers for deres vedkommende ikke en gang sluttede som topseedet i the Eastern Conference, ligesom de i lange stræk har været både forbryderisk og bekymrende ringe i defensiven. Men altså: LeBron er stadig LeBron, viser det sig (for mig og mange andre) lidet overraskende siden slutspillets begyndelse, og Cleveland er allerede nu klar til semifinalen efter at have tørret gulvet med deres to foreløbige modstandere, Indiana Pacers og Toronto Raptors, med 2 gange 4-0 i kampe. James har scoret 34,4 point per kamp (imod omkring 25 tidligere i (resten af) sæsonen), ligesom han skyder med en præcision à la Curry fra 3-point-distancen og i øvrigt som ingen anden kan diktere kampens tempo og dertil sætte sine medspillere op at will til frie skudmuligheder.

Jagten på Jordan

Det kunne med andre ord godt tyde på, at LeBron James – hvis han kan holde sin nuværende form – igen vil kunne lykkes med alkymistisk at kalibrere den kuriøse basket-kryptonit, som vil kunne stoppe det veritable superhold, som Golden State Warriors stiller med. Han får helt sikkert behov for hjælp fra sine all star-medspillere (ikke mindst clutch-spilleren og favorit-sidekicket Kyrie Irving), men det er slet og ret indiskutabelt, at Cleveland vil være regulært chanceløse i en bedst-af-syv serie mod the Warriors, hvis ikke James er i absolut topform (de taber statistisk set foruroligende ofte, når James sidder over). Måske har de knap nok en chance, selv hvis han er (dét ved vi meget mere om om et par uger), og the smart money er utvivlsomt på Golden States tromlende juggernaut-mandskab og dermed på et maiden championship til Durant såvel som et mesterskab nummer to på tre år til Curry & Company, der har alle muligheder for at blive vor tids basket-dynasti, som fx Los Angeles Lakers og Chicago Bulls tidligere har været det.

Selvsamme Bulls havde en vis Michael Jordan på holdet, som meget få basketball-begejstrede ikke anerkender som historiens største spiller. Jordan optrådte i seks finaler, vandt alle seks (senest i sjette kamp), blev undtagelsesløst finaleseriens MVP og vandt i øvrigt hele ti scoring championships. James har endnu kun tre mesterskaber, og han har endda tabt fire finaleserier allerede. Men kun én gang har LeBron tabt med et hold, der var ”klart” bedre end sin modstander (nemlig da Dallas Mavericks slog Miami i 2011), mens begge finalenederlagene med the Cavaliers har været mod overlegne modstandere. Jordan, for sit vedkommende, kom absolut ikke gratis til sine mesterskaber. Men ingen af modstanderholdene var trods alt på niveau med de Bulls-mandskaber, Jordan stod i spidsen for.

Hvis det lykkedes Lebron at vinde igen mod et af de stærkeste hold, historien har set, vil han altså have gjort det ”umulige” to gange. Ligesom han ”kun” vil mangle to mesterskaber for at kunne matche Jordans seks. Jordan er uden tvivl the GOAT, og det er ærligt talt voldsomt usandsynligt, at der vil blive lavet om på det faktum i de næste par årtusinder. Men det fortæller alligevel en hel del om LeBron Raymone James’ klasse, at man måske ikke ligefrem behøver være komplet hjernedød, hvis man overvejer efter årets finaleserie, om James mon ikke alligevel skulle kunne nå at indhente det ghost from Chicago, som verdens bedste spiller selv åbent indrømmer, at han jagter.                                 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image