25 Oct

Kan Andy Murray skubbe Novak Djokovic af tronen?

murray-djokovic_3562890bI næsten 13 år har verdens bedste tennisspiller altid enten heddet Federer, Nadal eller Djokovic til efternavn. Om få uger kan et nyt navn måske føjes til den eksklusive liste. Sport fortalt ser nærmere på, hvad der skal til for, at skotten Andy Murray skubber den ellers så suveræne serber af tronen. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennis er ikke, hvad det har været. For første gang siden før Roger Federers første Wimbledon-sejr i 2003 er hverken Roger Federer eller Rafael Nadal i top-4 på verdensranglisten.

De to aldrende stjerner har tilmed begge trukket stikket for resten af sæsonen for at pleje skader og – forhåbentlig – vende stærkt tilbage næste år. Federer gjorde det allerede efter Wimbledon for at styrke det knæ, han fik opereret efter Australian Open, Nadal meddelte i torsdags, at han havde overforceret sit comeback efter en håndledsskade og derfor fokuserer på at blive helt fit igen.

Murrays aktie stiger, mens Djokovic’ falder

Men den enes død er den andens brød. For mens Fedal har været under niveau hele sæsonen, er Andy Murray godt i gang med sin bedste sæson nogensinde.

Den er faktisk så god, så han efterhånden må siges at have en realistisk chance for at overtage Novak Djokovic’ ellers så suveræne  position som verdensetter. Det til trods for, at Djokovic fører 13-2 i indbyrdes opgør i de seneste tre år og 3-1 i år, inkl. to sejre i årets første grand slam-turneringer.

Men mens Djokovic’ formkurve har været faldende lige siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, har Murrays omvendt været støt stigende. Den kumulative effekt af de to kurver er tydelig at se på årets rangliste, også kaldet the race, hvor Murray nu blot er 915 point efter Djokovic mod hele 3.225 point efter French Open-finalen.

På Murrays kalender er der tre turneringer tilbage, næste uges ATP-500 i Wien, derpå direkte videre til sæsonens sidste Masters-turnering i Paris efterfulgt af World Tour Finals i London. Det giver 3.000 point at spille om. Djokovic, som kun deltager i de sidste to turneringer, kan højst indsamle 2.500 point.

Er det realistisk, at Murray outperformer Djokovic med mindst 915 point resten af sæsonen?

Djokovic har historikken på sin side

Ser man på deres aktuelle formkurve, er svaret ja. Ser man på deres historik i de respektive turneringer, er svaret entydigt nej.

Djokovic har vundet Paris Masters de seneste tre år (fire gange i alt) og World Tour Finals de seneste fire (fem gange i alt). Omvendt har Murray én sølle finale i Paris som bedste resultat dér og udelukkende semifinaler at fremvise fra World Tour Finals.

Underlaget – en relativt langsom lavt hoppende indendørs hard court – er så godt som identisk de to steder, og det passer Djokovic væsentligt bedre end Murray.

Murray har, historisk set, ikke været god til at generere sin egen fart, og som kontraspiller har han, ligesom Lleyton Hewitt, foretrukket de lidt hurtigere baner – i særdeleshed i de interne opgør mod Djokovic. Samtidig er han en af de bedste spillere i vind, hvilket han ikke kan bruge til meget indendørs.

Djokovic elsker til gengæld underlaget i London og Paris. Han spiller tættere på baglinjen og tager bolden tidligere end Murray, hvorfor hans timing har gavn af, at der er så få elementer i spil som muligt.

Samtidig er hans defensiv nærmest uigennemtrængelig i London, hvad en perlerække af modstandere har fået at føle gennem tiden, mens han eget spil er stabilt nok til, at modstanderen på et tidspunkt enten laver en fejl eller giver ham en kort bold at angribe på.

Ivan Lendl er Murrays kyllingevogter

Alligevel er der dog grund til at tro på, at Andy Murray – og resten af feltet – har en større chance, end de plejer mod Djokovic i sæsonens sidste turneringer.

Siden French Open-finalen har Djokovic tabt til Sam Querrey i 3. runde i Wimbledon, vundet Montreal (mod et let felt, da de fleste koncentrerede sig om OL), tabt i 1. runde ved OL til del Potro, tabt US Open-finalen til Stan Wawrinka efter at have modtaget en badebillet til finalen og senest tabt i semifinalen i Shanghai til Bautista Agut efter at have været i voldsomme problemer mod ranglistens nr. 110, Mischa Zverev, runden forinden.

Uden at gå i dybden med nogle af delene har Djokovic talt om manglende motivation efter at have overvundet al modstand med fire slam-titler på stribe, problemer i privaten, forskellige småskader og har, ifølge flere mediers udlægning, antydet muligheden af ikke at fortsætte det ellers så succesrige samarbejde med Boris Becker.

Noget bedre er det gået for Murray. Siden French Open-finalen har Murray fået Ivan Lendl tilbage som træner og har vundet Wimbledon, OL (som man ikke længere får ATP-point for), Beijing og Shanghai samt tabt finalen i Cincinatti til Marin Cilic og kvartfinalen i US Open til Kei Nishikori.

Murray har haft et fantastisk 2016, også før Lendl kom tilbage, men alligevel kan den rolige tjekke tilføre noget, som den evigt iltre og selvkritiserende skotte har brug for. I radio24syvs Wimbledon-magasin talte tennistræneren Jens Seibæk og værten Anders Haahr Rasmussen om, at Ivan Lendl var Andy Murrays ‘kyllingevogter’.

En kyllingvogter sikrer, at man går efter sine slag, når mulighederne byder sig. Den lettere defensive og perfektionistiske Murray har karrieren igennem haft en tendens til at spille for passivt – især i de største kampe mod de andre i Big 4. Men med Lendl i boksen som sin kyllingevogter tør han gå efter sine slag, han tør lave flere fejl, og han slår sin forhånd markant tungere.

Hvorvidt Lendl også kan hjælpe Murray til at blive en regulær rival for Djokovic i de indbyrdes opgør, har vi endnu til gode at se. Men sidste gang de to dannede par (2012-2013) vandt Djokovic kun 5-4 i indbyrdes opgør – siden står den som sagt hhv. 13-2 i alt og 3-1 i år.

murray-lendl

Går Djokovic’ dominans et brat stop i møde?

Det er notorisk svært at spå om, hvornår de store mestre går fra at være dominerende til pludselig at være i karrierens efterår eller det, der er værre.

Borg var verdens bedste tennisspiller frem til French Open i 1981, men tabte både Wimbledon og US Open-finalen til McEnroe samme år og trak sig efterfølgende fra tennis. McEnroe selv havde et formidabelt 1984, hvor han vandt 82 kampe mod blot tre nederlag. Han vandt aldrig en slam igen.

Mats Wilander vandt tre slams i 1988, resten af karrieren tilbragte han mest et godt stykke uden for top-10. Roger Federer sad på tre ud af fire slams, da han vandt Australian Open i 2010, siden har han blot vundet en enkelt. Tilsvarende vandt Nadal tre ud af fem slams i sit comeback i 2013 og frem til French Open 2014, siden har to kvartfinaler været hans bedste slam-resultater.

Er Djokovic med ét gået fra at være en lean, mean winning machine – fra efteråret 2014 til og med årets French Open vandt han nærmest alt, han rørte ved – til at være på et tilsvarende tipping point i sin karriere?

Alderen, han bliver 30 til maj, taler for i forhold til, hvornår spillerne historisk har toppet.

slamalder

Søjlediagrammet ovenfor er fra 2011. Siden da har Federer, Wawrinka, Djokovic, Murray, Nadal og Cilic føjet flere til i aldersgruppen 24-31. 

Omvendt er alderen gået helt ekstremt i vejret for spillere i top-10, top-20, top-100 etc. over de seneste ti år. Og selvom både Milos Raonic, Kei Nishikori og Dominic Thiem alle er yngre og i top-10, er det ikke umiddelbart dem, der er Djokovic’ største trusler.

Det er stadig den ‘gamle’ garde i form af Murray (som er født i samme måned og år som Djokovic), Wawrinka, der fylder 32 næste gang og Federer, der fylder 36 til august, han har det umiddelbart sværest med.

Men hvis motivationen pludselig ikke er, hvad den har været, er det alt, hvad der skal til.

Personligt hælder jeg til, det er et midlertidigt problem. Djokovic har simpelthen for meget at spille om og for stor en professionalisme til, at han kan tabe motivationen permanent på det her gyldne tidspunkt i sin karriere. Boris Becker sagde, ganske vist før Wimbledon, noget lignende.

Han har vundet 12 slams, to færre end Sampras og Nadal og fem færre end Federer. Han har 222 uger som verdens no. 1, 80 uger færre end Federers rekord. Han har med andre ord en reel og semirealistisk chance for at hente Federer i historiebøgerne – ikke mindst på grund af manglen på tydelige konkurrenter (Lendls Murray delvist undtaget), der er på nippet til at vippe ham permanent af pinden.

Murray har 2 chancer for at blive nr. 1

Men tilbage til Murray. Vinder han Wien, hvilket han bør, hvis han fortsætter på samme niveau, er han kun 415 point efter Djokovic inden årets to sidste turneringer.

Vinder han både Wien og Paris, skal Djokovic i finalen i Paris for at bevare et forspring på sølle 15 point inden London. Og så har vi i den grad the final showdown. 

Djokovic må dog stadig være pæn favorit til at bevare positionen som verdensetter året ud, dels fordi han har et forspring at tære af, dels fordi underlaget i Paris og London som sagt passer ham bedre end Murray.

Men skulle det ikke lykkedes Murray i år, er der rige muligheder i begyndelsen af næste år. For mens Djokovic fører med 915 point i årets race, fører Murray med 1860 point siden årets grussæson gik i gang. Det vil med andre ord sige, at Djokovic skal vinde mindst 1860 point flere end Murray, før næste års Monte Carlo.

Det plejer han også at gøre, men dels spiller Murray som sagt væsentligt bedre, end han plejer, og dels ser Djokovic væsentligt mere sårbar ud end tidligere.

Et kvalificeret gæt er derfor, at Djokovic beholder sin plads som verdensetter året ud, men at Murray overtager positionen på et eller andet tidspunkt i løbet af det næste halve år.

Og så kan han forhåbentlig også blive den rival, Djokovic har manglet i flere år.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *