07 Sep

It’s not about the bike – et bud på hvorfor Lance Armstrong ikke vil indrømme sit dopingmisbrug

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Der var tale om brandvarme breaking news, da alverdens medier om morgenen fredag d. 24. august kunne afsløre, at den levende cykellegende Lance Armstrong just havde opgivet at forsvare sig mod de dopinganklager, som det amerikanske anti-doping-agentur (USADA) var ved at forberede en retssag mod ham på baggrund af. Læseren bedes hér notere sig, at skyldsspørgsmålet – i juridisk henseende – ikke forbliver uafgjort, blot fordi Armstrong opgiver at forsvare sig mod sine anklagere. Ikke at forsvare sig er nemlig ensbetydende med at blive kendt skyldig, nøjagtigt som en hvilken som helst person under officiel anklage vil blive erkendt skyldig, hvis han eller hun afviser at forsvare sig mod den respektive anklagemyndigheds respektive bevismateriale. Armstrong vil altså blive dømt af USADA, der oven i cykelkasketten har ret til at annullere samtlige af amerikanerens syv Tour-titler (1999 – 2005) såvel som texanerens olympiske bronzemedalje fra de olympiske lege i Sydney (2000). Lance vil endvidere blive udelukket fra al fremtidig deltagelse i enhver sportsbegivenhed af betydning, så der er afgjort tale om en ganske eftertrykkelig streg i regningen for alle tiders både mest succesfulde og forkætrede Tour de France-rytter.

Sagen er imidlertid, at selvom Armstrong ganske givet bliver dømt, afstår han pure fra at erklære sig skyldig. I stedet for at gå offentlig bodsgang afviser Armstrong nemlig at deltage i retssagen med henvisning til, at den er en »forfatningsstridig heksejagt« såvel som overhovedet »énsidig og unfair«. Som Armstrong desuden har pointeret i en pressemeddelelse, kommer der »et tidspunkt i enhver mands liv, hvor man er nødt til at sige ’Nok er nok’. For mig er den tid kommet«. Armstrong henviser endvidere til, at det ikke så meget er Armstrongs egen psykiske konstitution, der er for sart til at klare USADA-most-reglementet; snarere er det hensynet til Armstrongs nærmeste familie såvel som arbejdet med hans kraftfond, The Lance Armstrong Foundation, der præsenteres som udslagsgivende for Armstrongs skæbnesvangre beslutning om endegyldigt at opgive sit forsvar.

Men hvorfor i hele (uglen-i-)hulen indrømmer Lance Armstrong ikke, at han har dopet sig? Beviserne imod ham synes at være overvældende – og det er jo ikke fordi Lance i givet fald ville være den dopede undtagelse, der bekræfter reglen om ellers rene ryttere i årene 1999 til 2005. Hvilke rene ryttere? – fristes man til at spørge. Den anerkendte franske sportsjournalist Pierre Ballester vurderer til eksempel, at det tilgængelige bevismateriale sandsynliggør, at hele 92 % af samtlige Tour de France-vindere fra 1967 til 2007 har været dopede. Ikke mange cykelentusiaster ville af samme grund(e) kunne overse det lodret farceagtige i at overdrage Armstrongs sejre til formodede dopingsyndere som Jan Ullrich og Ivan Basso. Så igen: Hvorfor letter Lance ikke sin knugende samvittighed og sit tyngede hjerte? Han var jo stadig den bedste af bedragerne i en tid, hvor man angiveligt var nødt til at dope sig, hvis man på nogen måde havde tænkt sig at placere sig i toppen af poppen indenfor international cykelsport. Det følgende argument for Armstrongs skyld er givetvis stærkt idiosynkratisk, men det er for mig at se ikke desto mindre tydeligt, at Tyler Hamilton fortæller sandheden, da han taler ud om den systematiske (og af Armstrong orkestrerede) doping på US Postal-mandskabet i et afsnit af 60 minutes på CBS. Man kan slet og ret se på ham, at han omsider får lettet sin martrede samvittighed; ligesom man i øvrigt kunne se, at han løj tidligere. Retssagens skyldsmæssige kerne er imidlertid ingenlunde blot Hamiltons ord mod Armstrongs. Yderligere ni andre af Armstrongs tidligere holdkammerater stod – efter sigende – således klar til at vidne mod Armstrong under ed, såfremt Texas’ stolte søn havde besluttet sig for at bedyre sin uskyld i en offentlig retssag, hvor alle kort vel at mærke ville være kommet på et bord dækket for hele pressen og offentligheden.

For at finde sit svar på spørgsmålet om, hvorfor Armstrong ikke simpelthen kryber til korset, kommer undertegnede ikke udenom at komme ind på sin læsning i dette års påskeferie. I påsken fik jeg således tygget mig igennem tre biografier af ret forskellig karakter, nemlig: En biografi om Frederik den Store, Der Grosse af Jürgen Luh, Zlatan Ibrahimovic’ ret forrygende selvbiografi fra sidste år, Jeg er Zlatan, såvel som Armstrongs selvbiografisk anlagte bestseller fra år 2000, It’s Not About The Bike – My Journey Back to Life. På trods af bøgernes åbenlyse og talrige forskelle overbeviste de mig på hver deres måde om, at store mænds imponerende bedrifter ret ofte har noget med samme mænds (noget mindre imponerende) tendens til at være patologiske-megalomane egocentrikere at gøre. Denne sammenhæng er der for så vidt intet mystisk ved: Enestående bedrifter forudsætter alt andet lige stor énsidighed, betragtelig offervilje og en kompromisløs selvfølelse, hvilket igen kan hjælpes afgørende på vej af et mildt sagt velvoksent ego. Oven i hatten findes der fuldt forståelige forklaringer på disse mænds afvigende selvcentrering(er): Den lille Frederik den Store voksede op i troen på at være konge af Guds nåde (åbenlyst et skidt udgangspunkt for at kultivere en afbalanceret dømmekraft); Zlatan måtte lære at klare sig selv i Malmøs hårdkogte Rosengaard-ghetto med en far, der var traumatiseret af krigen i Eksjugoslavien, hvorfor Zlatan da også har haft alle grunde til at udvikle et ego af massiv granit; Armstrong – på sin side – var fra sin tidligste tid det absolutte centrum i sit lille livs mikro-univers, der hovedsageligt bestod af enebarnet Lance, Lances cykler – og lille Lances alt for unge alenemor, der fuldstændig forgudede ham og med ret stor sikkerhed forgudede ham lige en tak eller to for meget. Af meget forskellige grunde gælder det følgelig for alle tre mænd, at de er drevet af et stærkt selvcentreret behov for at indrette verden efter deres egen vilje (til magt); allerhelst med henblik på at opnå udødelighed i mere eller minder metaforisk forstand. Som jeg læser bøgerne, i al fald.

Disse rimelig banale betragtninger muliggør en enkel og konsistent forklaring på, hvorfor Armstrong ikke kryber til korset. Ligesom Frederik og Zlatan vil han vinde for enhver pris. Han vil endvidere være den bedste nogensinde, hvorfor jeg vitterligt mener at udødelighedsmetaforen fra for fire-fem linjer siden giver masser af mening. Ifølge dette perspektiv ødelægger USADAs dopingdom det livsværk, som Armstrong har ofret alt for at realisere. At Armstrong primært har brugt sin cykel til sit værk, hvor Frederik brugte sine kanoner, sine arkitekter og sine filosofiske bekendtskaber, mens Zlatan brugte sine store, grimme fødder (som der i øvrigt hænger et væg-til-væg-fotografi af i hans og konens hus i Malmø (WTF!?!)), er egentlig sagen underordnet. For som Armstrong selv skriver: It’s not about the bike.

Men: Hvor udbredt og plausibel ovenstående fortolkning end matte fremstå, forekommer den mig ingenlunde tilstrækkelig til at gøre Armstrongs stædige benægtelser fuldt forståelige. At det ikke først og fremmest handler om cyklen har nemlig endnu en betydning, der er mindst lige så fremtrædende, når man læser hans bog. Men hvilken? Jo, ved siden af dén Lance Armstrong, der har vundet personlig hæder og store sejre, finder vi nemlig dén Lance Armstrong, der er blevet et upersonligt symbol på alle kræftpatienters (og pårørendes) kamp mod den livstruende sygdom, han blev ramt af i 1996. Forstå mig ret: Armstrongs historie er selvfølgelig personlig: Han måtte selv kæmpe mod sin stadie-4-testikelkræft og komme tilbage fra en diagnose, der gav ham 40 % chance for overhovedet at overleve til at blive verdenshistoriens mest vindende rytter i en af verdens absolut hårdeste idrætsbegivenheder. Han særlige personlighed er desuden meget væsentlig for det brand, Lance Armstrong sidenhen er blevet. Ikke desto mindre er det væsentligste ved den anden Lance Armstrong, at ”han” ikke først og fremmest symboliserer sine egne bedrifter, men snarere legemliggør et fælles håb for alle de mennesker, der er blevet alvorligt kræftsyge (eller kender nogen, der er). Der er et eksplicit før og et efter i Armstrongs liv, når det kommer til hans testikelkræft, og denne definerende hændelse adskiller på en uafviselig måde Armstrongs livsværk fra folk som Frederik den Store og Zlatan Ibrahimovic. Til sammenligning lader Zlatans definerende øjeblik til at være der, hvor jerntræneren Fabio Capello lærer ham, at respekt ikke er noget man har, men noget man ta’r. Hvilket selvfølgelig kan være udmærket at skrive sig bag øret, men stadig bare handler om, hvordan Zlatan kan få, hvad Zlatan vil ha’ (i dette tilfælde respekt). Mig-mig-mig-logikken gennemsyrer Zlatans selvbiografi fra første til sidste side, med andre ord. Også selvom man selvfølgelig kan sige, at Zlatan på sæt og vis er blevet en slags personificeret genfortælling af, hvor langt man kan komme, selvom man er født i en ande- undskyld, rosengård(ghetto). Det er dog en anden historie.

Det vigtigere er imidlertid, at Armstrong her er anderledes. Armstrongs mytologi består ikke kun i hans store og unikke sejre, men også i et håb om at komme videre og – bogstaveligt talt – overleve, når det er allermørkest. Alle mennesker kan jo komme i en sådan situation, der for så vidt har almenmenneskelig appel. Modsat det at vinde Tour de France, vel at mærke, hvilket med logisk nødvendighed kun kan lade sig gøre for et absolut fåtal af enkeltindivider. Det er den enkelte overfor det almene, med andre ord, og hvis man overser denne fællesmenneskelige oversættelse af, at det – ifølge Armstrong – ikke handler om cyklen, har man ikke forstået en dyt af, hvad den komplekse karakter Lance Armstrong går ud på.

The Lance Armstrong Foundation spenderede i 2011 intet mindre end ca. 65 mio. $ på alskens aktiviteter og programmer i kræftkampens tjeneste, og for virkelig mange mennesker er Armstrongs LiveStrong-brand blevet en håbefuld påmindelse midt i samme kamps ofte håbløse udsigter. Reaktioner på det sociale medie Twitter til nyheden om, at Armstrong opgav sin (anden) kamp mod USADA lød til eksempel: »Jeg tror stadig på dig og du er en inspiration for mange«, »Stadig en helt i mine øjne« og »Jeg er stolt af at støtte Lance. Hans bedrifter og kamp mod kræft er og vil altid være en inspiration«. Og så videre. Her kommer mennesker til orde, der har fået håb fra Lance Armstrong. Ikke kun fra hans imponerende cykelbedrifter, som man bør bide mærke i, men i endnu højere grad fra det faktum, at det er lykkedes Armstrong at opnå sine resultater ovenpå et livstruende sygdomsforløb. Og det er og bliver nu engang meget meningsfuldt at antage, at Armstrong føler sig moralsk forpligtet overfor disse mennesker på en måde, der er mindst lige så vigtig for ham som hans mere forfængelige og egoistiske ”forpligtelse” overfor sit eftermæle som (endnu en) succesfuld sportsmand. Sådan tolker jeg også denne udtalelse fra Armstrong, der faldt efter rekordsejr nr. 7 i Tour de France 2005: »Til kynikerne og skeptikerne: Jeg er ked af det på jeres vegne. Jeg er ked af, at I ikke kan drømme stort, og jeg er ked af, I ikke tror på mirakler.« For miraklet i citatets sidste sætning går nemlig ikke ”kun” på, at det lige er lykkedes Armstrong at vinde Touren for syvende gang. Miraklet er langt snarere, at det overhovedet er lykkedes noget menneske at vinde Tour de France efter at have været kræftsyg. Armstrong har ganske givet bygget sin egen identitet op på denne fortælling, men fortællingen er med tiden blevet større end Lance selv, hvorfor den i dag ligeledes har med alle de personer at gøre, hvis håb og drømme har hentet næring og inspiration fra The Curious Case of Lance Armstrong. Og man forstår slet og ret ikke det fulde omfang af Armstrongs motiver til at benægte sit sandsynlige snyd, hvis ikke denne pointe er sunket ind. Vil jeg mene.

Men gør det Armstrong mindre skyldig, hvis vi accepterer, at han ikke udelukkende bekymrer sig om sit sportslige eftermæle, når han afviser at have dopet sig? Retfærdiggør det med andre ord Armstrong i moralsk henseende, hvis hans incitament til at lyve primært skyldes et hensyn til og en omsorg for alle de mennesker, han symboliserer et trøstende håb for? Både-og, kunne man sige. I realiteten kommer det meget an på, hvad man i det hele taget vægter som værende vigtigst mht. værdispørgsmål: Nyttevirkningen (dvs. opretholdelsen af et håb hos mange) eller sandfærdigheden (dvs. opretholdelsen af en stor fed løgn, der fører cykelsportsfans såvel som alvorligt kræftsyge grundigt bag lyset). For indeværende vil Sport Fortalts ”udsendte” ikke forsøge at lege overdommer. Ikke desto mindre vil jeg slutte halvsuggestivt af med et citat fra én af Armstrongs tidligere fortrolige, Stephanie McIlvain, der på en hemmeligt optaget telefonsamtale om netop Armstrong bl.a. fik sagt: »Så mange folk beskytter ham nu, at det simpelthen er til at kaste op over, du ved. […] Dét, der pisser mig mest af omkring hele historien – selv hvis vi [altså Lance og Stephanie, KL-L] var tætte lige nu – det er, hvor mange mennesker han har givet falsk håb. Jeg synes, det er det klammeste nogensinde.« Herfra må folk så fælde deres egne domme.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image