31 Oct

Hvor er den engelske verdensstjerne?

 

Manchester-United-Cristiano-Ronaldo-Best-Times

Den engelske Premier League er samlested for mange af klodens bedste fodboldsspillere. En stor del af dem kommer langvejs fra, og få af de allerbedste er af engelsk afstamning. Men har England virkelig ikke en spiller i den absolutte verdensklasse?

Af Tyson William Lyall

Spanien, Tyskland, Argentina og Brasilien har dem i hobetal.

Holland, Frankrig og Italien kan mønstre et par stykker. Sågar Portugal, Columbia, Sverige, Wales, Belgien og Uruguay kan være med. Men hvad med England – har nationen fodboldspillere i den absolutte verdensklasse?

Den polemiske engelske fodboldspiller Joey Barton kom med sit svar på spørgsmålet tidligere i år: England har ikke en eneste verdensklassespiller, lød vurderingen. 

Joey Barton er kendt for konstant at være på jagt efter det ledige standpunkt, men han har måske alligevel ramt en nerve. Senest bekræftede FIFA tirsdag med sin liste over de 23 nominerede til prisen som årets fodboldspiller 2014, at udvalget af engelske topstjerner er begrænset. Mens seks tyskere, tre spaniere og to belgiere fx har fundet vej til listen, så er der ikke en eneste englænder blandt de nominerede.

Hvad er en verdensstjerne?

Det kan virke irrelevant at sætte fodboldkvalitet på formel og pege på verdens bedste. Hvordan måler man eksempelvis målmanden Manuel Neuer overfor målmageren Lionel Messi?

Med solide forbehold in mente bør det dog være muligt at snævre feltet af klodens stærkeste spillere en smule ind. FIFA gør med Ballon d’Or forsøget, når de sætter landstrænere, landsholdsanførere og journalister til at stemme på årets bedste.

Engelske The Guardian har de seneste par år også forsøgt sig med kåringen af 100 Best footballers in the world. Her bestemmes placeringerne af et panel på 15 eksperter bestående af alt fra eksspillere som Alessandro Nesta og Kasey Keller til anerkendte skribenter som Sid Lowe og Jonathan Wilson.

Lader man for eksemplets skyld The Guardians liste og FIFAs kåring danne grundlag for en evaluering af den engelske evne til at skabe verdensstjerner, så er billedet slående. I The Guardians kåringer fra 2012 og 2013 var der ikke en eneste englænder blandt klodens 25 bedste fodboldspillere. Wayne Rooney var den højest rangerede englænder på 2013-listen, som nr. 28, mens Ashley Cole som nr. 30 var højest på 2012-listen.

På listen fra 2013 skal man forbi spillere fra bl.a. Chile, Polen, Sverige, Wales, Uruguay, Colombia og Elfenbenskysten, før man møder den første engelske repræsentant. Et enkelt eller to års liste er formentlig ikke i sig selv nok til konkludere, at England ikke ejer en verdensstjerne. Her kan FIFAs kåring være hjælpsom, da den går flere år tilbage og er en blanding af kollegaer og iagttageres vurderinger.

Her viser tallene igen, at stakkels Wayne Rooney kæmper en ensom engelsk kamp om stjerne-herredømmet. Siden 2010 har Lionel Messi og Cristiano Ronaldo delt den øverste plads imellem sig, mens særligt Xavi og Iniesta har sat sig på øvrige toppladser. Den udvidede statistik viser imidlertid, at Wayne Rooney er den eneste englænder med top-20-placeringer siden 2010. Det har han opnået to gange – med en 5. plads i 2011 og en 15. plads i 2012. Det er milevidt fra de samlede resultater fra fx hollandske, spanske og brasilianske spillere.

Siden Kevin Keegan vandt Ballon d’Or i 1979 er Michael Owen i øvrigt den eneste englænder, der har formået at vinde prisen (i 2001).

På sidelinjen i Premier League

Der er forhold, som taler for, at det ikke er helt tilfældigt, at England ikke leverer læssevis af top-topspillere. Et af disse forhold er, at engelske spillere i faldende grad kommer på græs i de helt store turneringer. Kigger man eksempelvis på årets Champions League-turnering, vil man finde, at Sverige (!) har flere registrerede spillere i turneringen end England.

I årets turnering er der trods deltagelse af fire engelske hold blot registreret 17 engelske spillere i turneringen. Det er én enkelt mere, end Hviderusland kan stille med, to mindre end Sverige og fem mindre end nationer som Rusland og Tyrkiet. Spanien topper listen med 82 registrerede spillere, mens Brasilien følger efter med 76 spillere.

De engelske spillere sidder altså for manges vedkommende på de bagerste stolerækker – selv når det er landets egne klubber, der spiller op til dans.

Et studie lavet af State of the Game for BBC Sport kunne sidste år afsløre, at engelske spillere står for under en tredjedel af det samlede antal spillede minutter i Premier League. Det er tal, som har været nedadgående i en årrække, og samtidig markant lavere end i de andre store europæiske ligaer. I den spanske La Liga står spanierne for 59 procent af det samlede antal spilleminutter, mens tyskerne i Bundesligaen lægger beslag på 50 procent af den samlede spilletid.

I den forstand er de engelske spillere i høj grad blevet forvist til andet geled og helt konkret den næstbedste engelske række, The Championship. Her tegner engelske spillere sig for hele 70 procent af den samlede spilletid. Det er et tal, der modsat tallene fra Premier League har været stigende de seneste år.

Den faldende engelske repræsentation i en af verdens mest prestigefyldte ligaer kan også ses på toppen af kransekagen. Her er det i de seneste mange år kun Frank Lampard i 04-05-sæsonen og Wayne Rooney i 09-10-sæsonen, der som englænder har hjemtaget titlen som årets spiller i Premier League.

Samtidig har der ikke siden 99-00-sæsonen været en Premier League-topscorer med engelsk pas. Da Premier League åbnede i 1992 var det ellers med engelsk topscorer i ligaens første 9 sæsoner.

Manglende udrejselyst og dårlig talentpleje

Årsagerne til den faldende engelske tilstedeværelse på den største scene er uden tvivl mangfoldige. Der findes dog oplagte ting, som andre nationer gør, og som englændere i høj grad ikke gør. Det handler blandt andet om spillernes vilje til at drage udenfor landets grænser. Det hører nemlig til sjældenhederne, at engelske spillere pakker kufferten – og det er endnu mere sjældent, at det bliver nogen succes.

Ashley Cole er med sit sommerskifte fra Chelsea til Roma det seneste store navn, der er draget udenlands – indtil videre uden nævneværdig succes. Vejene ud af England er ikke tyndslidte, og slet ikke hvad angår unge talenter. Spillere som Jimmy Greaves, Kevin Keegan, Trevor Francis, Paul Gascoigne og Gary Lineker har tidligere i historien haft gode sæsoner i udlandet, men de engelske succeshistorier er generelt en mangelvare i udlandet. Her kunne englænderne eksempelvis kigge på Spanien, der langt fra blot har statsborgere repræsenteret på egne klubhold. 29 af de 82 spanske spillere i årets Champions League er registreret på holdkortet hos klubber udenfor Spanien.

Selv italienerne er begyndt at rejse udenlands med unge stjerner som Mario Balotelli i England, Marco Verratti i Frankrig og Ciro Immobile i Tyskland. Tyskerne har selv blandt andet Toni Kroos og Sami Khedria i Spanien samt Andre Schürrle og Mesut Özil i England. Men hvor er det engelske fremtidsperspektiv udenfor de britiske øer?

Det ville ellers være oplagt også for unge engelske fodboldspillere at drage udenlands. For netop talentudviklingen er ét af de forhold, der særligt har haltet i det engelske. Det engelske fodboldforbund har indset problemet, og er med sidste års ansættelse af Dan Ashworth som såkaldt director of elite development gået i gang med en omkalfatring af talentudviklingen i landet. Her er England nemlig milevidt efter særligt Tyskland, der er gået forrest i dette årtusindes talentudvikling.

Ifølge UEFA havde Tyskland sidste år mere end 28.000 uddannede trænere med en såkaldt B-licens. I England lød tallet på 1.759. Tyskland havde samtidig 5.500 trænere med A-licens mod Englands 895.

Ikke langt fra

Selvom den engelske tilstedeværelse på verdenstoppen er lige så tynd som Wayne Rooneys hårpragt, så er det trods alt ikke noget fodboldmæssigt uland. Mange nationer ville misunde klassespillere som John Terry, Steven Gerrard, Joe Hart, Leighton Baines, Wayne Rooney, Gary Cahill og Daniel Sturridge. Alle er de relativt sikre på holdkortet i nogle af verdens bedste klubber. De udgør imidlertid en svindende gruppe, og puljen af engelske topspillere med fast spilletid på højeste niveau skal gøres større, hvis England skal følge med i stjernekapløbet.

Der er da også tegn, der peger i den rigtige retning for Three Lions. Landets U17-landshold vandt tidligere i år EM for årgangen. U21-holdet gik under ledelse af den tidligere topspiller Gareth Southgate sikkert igennem kvalifikationen til næste års EM. I vækstlaget lige under verdenseliten står spillere som Raheem Sterling, Ross Barkley, Luke Shaw og Saido Berahino på spring. Hvis deres klubber ellers lader dem vokse på banen, er det ikke utænkeligt, at vi snart igen ser en englænder i blandt klodens allerbedste fodboldspillere.

 

Følg os på Twitter for mange flere fortællinger fra sportens verden. Tryk her. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *