29 Mar

Hvem er så favoritter til det mesterskab?

AAB

Med ti runder tilbage er spændingen stadig intakt i toppen af Superligaen. AaB, FC Midtjylland og FCK er alle seriøse bejlere til mesterskabstitlen. Fælles for dem er imidlertid, at de ikke ønsker at påtage sig rollen som seriøs guldaspirant. Som medietrænede toppolitikere glider de alle af på snakken om et kommende sæt guldmedaljer. Men hvem er så i virkeligheden favorit? Sport Fortalt giver sit bud her. 

Af Tyson Lyall

Politisk interesserede vil måske vide, at når først en politiker begynder at afvise sit kandidatur til en bestemt post, så er der for alvor noget om snakken. Kald det bare en lex Fogh.

Det samme princip er gangbart i sportens verden, hvor AaB, FC Midtjylland og FCK’s gentagende nedtoninger af egne titelchancer sætter en tyk streg under, hvad der reelt set er på menuen i klubberne.

For selvfølgelig er guldmedaljerne en del af spillerenes og ledernes dagligdag for tiden. Og selvfølgelig tror de alle på det. Med ti kampe igen er der seks point fra FCK på tredjepladsen op til førerholdet FC Midtjylland. AaB ligger klemt inde imellem de to Football Clubs – fire point ned til københavnerne – to point op til midtjyderne.

Men når nu klubberne ikke selv for alvor vil melde sig ind i guldkampen, må andre jo gøre arbejdet for dem. For hvem lurpasser egentlig mest i kampen om at undgå et guldkandidatur? Er det de sløvt spillende FC-københavnere anført af den hjemvendte nordmand Ståle Solbakken? Er det de fysisk stærke FC-midtjyder, der anført af Gajol-pakke-filosoffen Glen Riddersholm har toppet ligaen siden dag 1? Eller er det endelig de velspillende teknikere fra Aalborg – ledet af brønshøjdrengen Kent Nielsen?

Svaret bør være AaB. Lad os kigge på hvorfor.

Underspillende

Søndag den 2. Marts 2014 kl. 20:55 viser måltavlen i Parken på Østerbro for første gang i Superligaens historie resultatet 1-5. FC Midtjylland har sendt de regerende danske mestre fra FCK hjem til Frederiksberg med en sæk læsterlige klø. Kørt rundt på røv og albuer af den ejendommelige kombination af afrikansk hurtighed, teknik og styrke og så en god portion bonderøvsk vilje og fighterinstinkt. Få timer efter slutfløjtet er jydernes chefstrateg og bonderøv-in-chief, Glen Riddersholm, igennem hos DR Sportens albuesvingende studievært, Peter Møller. Den tidligere topangriber runder interviewet af med at konstatere, at et førerhold med 8 points forspring efter 20 runder aldrig tidligere har undgået at blive danske mestre.

FC Midtjylland er rigtig nok på dette tidspunkt 8 point foran de hvid-blå fra København. Problemet er blot, at Peter Møller har glemt alt om sin egen barndomsklub fra postnummeret 9000. På dette tidspunkt ligger de bolchestribede fra Aalborg nemlig kun fem point bag de førende midtjyder. Ikke nok med, at Kusk, Riisgaard, Würtz og resten af banden fra nord har været trælse igennem en længere periode for de resterende hold i Superligaen. De har også i store dele af sæsonen formået at forsvinde mere eller mindre fra den flygtige fodbolddagsorden.

Allerede på dette tidspunkt danmarksmestre i kunsten at underspille sin egen rolle. Men de skal nu frem i rampelyset. De er nemlig det bedste bud på et kommende dansk mesterhold.

Med ti resterende kampe har de alle muligheder for selv at hive det fjerde mesterskab hjem til klubben. Kampprogrammet ser egentlig ikke nemt ud, og allerede om to uger kan denne artikel være ligeså uaktuel, som en ny regeringsperiode er det for statsminister Thorning-Schmidt. Men på trods af, at de næste tre runder byder på opgør mod de resterende tre hold i top-4, så er der alligevel flere forhold, der peger i retning af et nordjysk mesterskab.

Velspillende

Først og fremmest har AaB overordnet set været ligaens bedst spillende hold i denne sæson. Midtbane-virtuosen Kasper Kusk og hans yngre sidekick, Nicolaj Thomsen, fremstår på nuværende tidspunkt som nogle af ligaens allermest spændende spillere. Bevægelige, målfarlige og teknisk kloge midtbanespillere, som sjældent set på danske breddegrader. Med opbakning fra blandt andre en af landets mest undervurderede fodboldspillere, Kasper Risgaard, ser holdets midtbane ganske potent ud før striben af udfordringer i de kommende uger. Samtidig har træner Kent Nielsen en række angrebskort i ærmet, hvor særligt svenskeren Rasmus Jönsson i perioder har lignet et træfsikkert valg. Den unge litauer Lukas Spalvis har i fraværet af Anders K. Jacobsen også bragt sig selv på banen – senest med to træffere i udekampen mod Sønderjyske og to mere i pokalkampen torsdag aften mod Horsens.

I den forstand besidder aalborgenserne en offensiv alsidighed, der er svær at få øje på hos de andre mesterskabskandidater for tiden. Ser man bort fra FC Midtjyllands vanvittige præstation i udekampen mod FCK, har både de og københavnerne haft svært ved at blive rigtig målfarlige i forårssæsonen. I de seneste to kampe er det slet ikke lykkedes for FC Midtjylland at få bolden over stregen, mens FCK i forårets første fem kampe ikke har formået at score mere end højst ét mål per kamp.

Søndag får AaB besøg af netop FCK på Nordjyske Arena, hvor klubben har været uhørt skarp sæsonen igennem. Som det eneste hold i ligaen har AaB endnu ikke tabt på hjemmebane i denne sæson. Blot fem mål er gået ind i sæsonens tolv hjemmebanekampe. Hvis statistik ellers har nogen værdi i fodbold, så taler det for en AaB-sejr på søndag – som tilfældet også var det da FCK kom på besøg tidligere på sæsonen og tabte 2-1.

Nedadgående for FCM

FC Midtjylland er stadig de fleste bookmakeres favorit til at snuppe titlen, men pilen er alligevel nedadgående på flere punkter for Herning-Ikast-klubben. Først og fremmest er den allerede smalle og urutinerede trup forholdsvis hårdt ramt af skader. Forsvarsprofilen Erik Sviatchenko er så småt på vej tilbage fra en ankelskade, men hans plads på lazarettet blev i denne uge overtaget af den storspillende Izunna, der meldes ude for resten af sæsonen med en meniskskade.

Også spillemæssigt er der grund til rynkede bryn. Efter en historisk, god sæsonstart med 20 point efter otte kampe, har klubben både spille- og pointmæssigt placeret sig i laget lige under Brøndby, FCK og AaB. I momenter, som i udebanemassakren mod FCK, har holdet vist noget nær Champions League-niveau. Men når holdet blot få uger efter taber hjemme til ligaens ringeste udehold, FC Nordsjælland, slettes det positive indtryk hurtigt. Med undtagelse af de første måneder efter ligastarten i sommeren 2013 har holdet da også haft svært ved at hente stabile stimer af point hjem til heden.

Laver man eksempelvis den urimelige øvelse at bort fra de første otte kampe i sæsonen, ville holdet således være placeret på en samlet femteplads i ligaen. FCK ville indtage førstepladsen – to point foran rivalerne fra Brøndby.

Ikke i år for FCK

På mange parametre burde mesterskabspilen da også pege på netop FCK. Målt på rutine, spillermateriale, trænerstab osv., overgår hovedstadsklubben langt sine jyske rivaler. Mens FC Midtjyllands trup eksempelvis ikke indeholder én eneste spiller med en dansk mesterskabsmedalje i skuffen, så kan FCK’s rutinerede trio af Lars Jacobsen, Thomas Kristensen og Johan Wiland alene mønstre tolv danske guldmedaljer til sammen. Træner Ståle Solbakken har selv fem af slagsen liggende i medaljeskabet.

Læg dertil en trup med rutinerede folk som Mellberg, Claudemir, Braaten, Bolaños samt unge stortalenter som Jørgensen, Cornelius og Delaney, og man har et holdkort, der under normale omstændigheder udstråler mesterskabsklasse. Men det er ikke normale omstændigheder pt. for københavnerne. Selvom truppen indeholder mange gode navne, er der stadig tale om et håndværkertilbud under renovering af entreprenør Solbakken. Efter sommerferien er det med sikkerhed farvel til Lars Jacobsen og Christian Bolaños, mens nye folk, som Tom Høgli og Franco Mussis tjekker ind. Det ville ligne FCK dårligt at stille sig tilfredse med alt andet, end et dansk mesterskab. Men skal det endelig være, burde man lige netop i år kunne leve med at sende pokalen ”til låns” i det jyske.

Siden runde 6, hvor Ståle Solbakken overtog roret, har holdet pointmæssigt set været Superligaens bedste hold, og i den forstand er udviklingen under nordmanden på rette vej. Men holdet halter stadig på for mange punkter, og i den nuværende forfatning virker det derfor usandsynligt, at man både skulle kunne hente fire point på AaB og seks point på FC Midtjylland.

Klarer AaB sig derfor igennem de næste tre runder med skinnet på næsen, burde landet ligge lige for. Mens aalborgenserne stadig skal på svære udebaneture til eksempelvis Odense og Farum, ligger der efter alt at dømme mange point og venter i opgørene mod Viborg, Randers, Vestsjælland, og endelig AGF på hjemmebane i sidste spillerunde.

FC Midtjylland og FCK mangler stadig at møde hinanden i et enkelt opgør. Alt andet end en midtjysk sejr i det opgør, må betragtes som en solid fjer i den aalborgensiske hat. Samtidig skal midtjyderne også af sted på to svære udebanekampe i Esbjerg og Brøndby.

Det skal selvfølgelig flaske sig, men lige nu peger flaskehalsen mod Aalborg.

2 thoughts on “Hvem er så favoritter til det mesterskab?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image