08 Jul

Hvad kan erstatte verdens bedste forsvar?

Af Morten Øyen Jensen

”Vi skal spille mere iderigt; det er ikke nok bare at vinde”.

Så enkelt formulerede den italienske landstræner Cesare Prandelli den stræben, der gjorde Italien til EM-slutrundens store overraskelse. Ordene faldt på pressemødet efter Italiens sejr i gruppespillet over Irland. Kampen havde været domineret af italienerne, der vandt 2-0. Da Spanien samtidig vandt 1-0 over Kroatien var Italien videre til kvartfinalen.

Den normale fortælling om italiensk fodbold ville være, at med avancement var ”opgaven løst”. Oftest bygger fortællingen på, at italiensk fodbold er kedelig og chancefattigt. Men den stil ligger langt fra Prandellis idealer. Og med ham ved roret, er der skabt en fornyet debat om ”filosofien” bag det italienske landshold: Ud med Catenaccioens stærke fokus på forsvaret for at holde modstanderen fra at score og så udnytte modstanderholdets fejl. Og ind med en ny stolthed efter italienernes ynkelige optræden ved VM i 2010. Her stemplede ”gli azzuri” ud efter gruppespillet, dårligere placeret end Slovakiet og New Zealand.

Cesare Prandelli er kendt for at diktere boldbesiddende, offensivt fodbold fra sin tid i spidsen for Fiorentina. Og det var også det mandat han fik, da han blev udnævnt til landstræner. Men måske lidt overraskende for nogle, så valgte det italienske fodboldforbund også en træner, der er spydspids for en dominerende trend i Serie A: trænere, som vil have deres hold til at spille boldbesiddende, offensivt fodbold. Derfor vil ”revolutionen” på landsholdet også fortsætte, selvom alle italienske alarmklokker ellers kunne kime efter det ydmygende nederlag til Spanien i EM-finalen.

Det første varsel

Prandellis projekt med landsholdet har været undervejs i små to år. Det er bare først under EM-slutrunden, projektet for alvor er blevet kendt og testet.

Italien strøg nemlig lige igennem kvalifikationskampene, som suveræn etter. Idet var der intet unormalt. Men ser man på hvordan det skete, så besejrede italienerne blandt andet Estland med et antal af afleveringer, som ligger over FC Barcelona-niveau. Det spanske tiki-taka-hold har i sine kampe næsten 800 afleveringer i en kamp i den spanske liga, mens Arsenal har godt 530 i Premier League. Italien gennemførte 829 afleveringer i kampen mod Estland.

I åbningskampen mod Spanien overraskede italienerne med et tre-mands forsvar mod de forsvarende verdens- og europamestre. Det var i høj grad initieret af Juventus-midterforsvareren Andrea Barzaglis skade, som holdt forsvarsgeneralen ude af de to første kampe. Men selvom formationen ikke før havde været prøvet i en officiel kamp på landsholdet, var den allerede kendt for en række spillere og gennemprøvet i Juventus med stor succes på deres vej til at blive italienske mestre.

Romas Danielle De Rossi blev skubbet fra midtbanen ned i forsvaret – en rolle Luis Enrique har afprøvet ham i flere gange i foråret på klubplan. Ideen var, at De Rossis boldbegavelse giver ham muligheden for at træde frem på banen og være bindeled til midtbanen, når Italien var boldbesiddende. Ser man på statistikken, lykkedes det også i høj grad (De Rossi havde faktisk flere afleveringer end Pirlo i denne kamp).

Foran De Rossi var italienernes ”metronom” Andrea Pirlo, der under kyndig beskyttelse fra Claudio Marchisio og Thiago Motta, ville få plads til at dirigere tempoet i italienernes offensive spil. Herfra ville Pirlo kunne spille bolden tilbage til Giorgio Chiellini eller netop De Rossi fra forsvaret, tage en runde om sig selv og pumpe bolden bredt ud til kanterne Emanuele Giaccherini eller Christian Maggio. Eller han kunne, hvis plads, tage en dribling og stikke den dybt til angriberen, som han gjorde ved målet af Antonio di Natale.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=UAQyQrgCF1c&w=560&h=315=1&start=93]

Selvom italienerne ikke nåede op på den samme boldomgang som spanierne, havde holdet lige så mange chancer og gav spanierne åbenlyse problemer. Efter kampen understregede Prandelli overfor pressen, at han kun spillede med tre bagtil, mens de to kanter var med til at gøre spillet mere bredt og ellers styrke kontrollen af midtbanen. Spaniens træner, Vicente Del Bosque, var heller ikke nærig med at rose italienernes tilgang til kampen. ”De spillede os ansigt til ansigt,” sagde han efterfølgende, og roste italienerne for at være chanceskabende og på niveau med hans eget hold.

Tilbage til 4-3-1-2

Italien fortsatte spilstilen mod Kroatien og Irland – og vendte samtidig tilbage til den normale 4-3-1-2 (”diamaten” fra AC Milan), hvor Pirlo ligger dybt og er spilfordeleren. Men det var først med semifinalesejren over Tyskland, at holdets succes ikke længere blev regnet for en tilfældighed.

Inden havde Italien udspillet et noget tamt engelsk landshold i kvartfinalen: Her havde Italien en boldbesiddelse på 68 procent, gennemførte 837 afleveringer, og havde 36 skud mod englændernes mål.

Alligevel skulle kampen afgøres på straffespark, hvilket rejste spørgsmålet om Prandellis stil var for ineffektiv. Men landstræneren fastholdt, at holdet ville fortsætte tilgangen selv mod stærke Tyskland.

Det tyske hold kom til kampen som favoritter, men forsøgte alligevel at justere taktikken for at stække italienernes metronom, Pirlo. Ved at spille med Toni Kroos fra start ville tyskerne tage kampen op på midtbanen: Kroos, Bastian Sweinsteiger og Sami Khedira mod Claudio Marchisio, De Rossi og Pirlo. Men hvor den tyske midtbane ikke fik megen defensiv hjælp fra hverken Lukas Podolski eller Mesut Özil deltog Riccardo Montolivo i arbejdet for at vinde kampen om midtbanen fra ”hullet” bag angriberne.

Holdopstillingen, Tyskland-Italien

Samtidig svarede Mario Balotelli på kritikken af det ineffektive italienske angreb med to scoringer – sat i scene først af Antonio Cassano og senere af Riccardo Montolivo med en lang aflevering fra egen banehalvdel.

http://youtu.be/BtIIRZ2KAyc?t=1m

Ydmygende nederlag

Semifinalen gav et rygstød til Prandellis tilgang til kampene: Hyldesten var nærmest total, da de italienske sportsjournalister klappede anerkendende af ham, da han ankom til pressekonferencen efter kampen. Men få dage senere blev holdet kørt over af et hidtil kedeligt spillende spansk hold, som modsat italienerne formåede at toppe på finaledagen.

Nederlaget på 4-0 er det største Italien har oplevet på denne side af 2. Verdenskrig. Holdet var naturligvis yderst uheldige med udskiftningerne (Antonio Cassano havde kun form til en halvleg, mens Giogio Chiellini og Thiago Motta udgik med skader, sidstnævnte så Italien måtte spille med kun 10 mand i 30 minutter). Men de beslutninger falder tilbage på træneren, som havde en række andre muligheder på bænken. Efter nederlaget kan det nærmest virke naivt, at Prandelli en god uge inden havde stået og talt om, at det ikke var nok at vinde, det skulle også gøres på en særlig måde.

Men selvom et italiensk medie (La Repubblica) efterfølgende skrev, at der ikke var tale om en ”finale, men en massakre”, så har der været utrolig lidt kritik af nederlaget i de italienske medier. Tværtimod har der været stor opbakning til Cesare Prandelli og hans projekt, der indtil nu er udset til at løbe til efter VM i 2014.

Serie A anno 2012

At der er så stor opbakning skyldes nok to ting: Ingen havde regnet med det italienske landshold inden slutrunden, og at nå finalen er trods alt langt over godkendt. Og så hænger det sammen med, som nævnt ovenfor, at ”filosofien” afspejler Serie A i disse år. Det italienske landshold rekrutterer i stor stil fra Serie A: Blandt de 23 på holdet til EM var det kun Balotelli (Manchester City) og tredje målmanden Salvatore Sirigu (Paris St Germain), som spiller i udlandet (Domenico Criscito fra Zenit St. Petersburg blev hjemsendt inden, mens Giuseppe Rossi fra Villareal var skadet og derfor ikke blev udtaget).

Storhold som AC Milan og Juventus er spilstyrende hold, og deres koncept og spilstamme udgør som hovedregel rygraden på landsholdet. Men den spilstyrende, offensive tendens ses også hos andre topklubber i Serie A: Napolis meget offensive, chanceskabende spil var årets store overraskelse i Champions League. Roma forsøger sig som en slags italiensk udgave af FC Barcelona. Først hyrede klubben Barcelonas ungdomstræner og tidligere storspiller Luis Enrique. Og til den kommende sæson har hovedstadsholdet ansat Zdenek Zeman fra nyoprykkerne Pescara, der har spillet ekstremt offensivt fodbold på deres vej til Serie A. Også Inter er, med Andrea Strammaccioni i spidsen, ved at opbygge et nyt ungt, spændende storhold.

Onde tunger siger, at det større fokus på ungdom og offensivt fodbold hænger sammen med, at Italien bare ikke længere producerer forsvarsspillere af den kaliber som legenderne Baresi, Tassoti, Costacurta, Maldini, Cannavaro eller Nesta var. Det er der nok noget om. I finalen blev italienernes mangler i hvert fald noget udstillet af Spanien. Prandelli har dog ikke tænkt sig at ændre i konceptet, men vil fortsætte ”revolutionen”. Det slog han fast overfor verdenspressen lige efter finalen:

”Vi kom til europamesterskabet for at følge en ide om, hvordan fodbold kan spilles,” sagde landstræneren og understregede, at projektet stadig ikke er nået så langt, at holdet er klar til at vinde en turnering – endnu!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *