15 May

Hvad er der galt med Rafael Nadal?

Rafael Nadal

Gruskongen Nadal har ikke lignet sig selv i år og har været på nippet til at tabe tre turneringer i træk. Kan en sejr mod en skadet modstander i Madrid give ham det momentum og den selvtillid, han hidtil har manglet? 

Af Anders Høeg Lammers

April har altid været Rafael Nadals bedste måned. Uanset hvordan årets første måneder var forløbet for spanieren, kunne han og vi være sikre på, at han ramte topformen, når ATP-touren ramte Europas forår og det røde grus. Hele 15 af Rafas 63 titler er vundet i april – fordelt på otte i Monte Carlo og syv i Barcelona.

Derfor er det mildest talt overraskende, at Rafa måtte gå tomhændet fra både Monte Carlo og Barcelona i år og dermed står uden en april-titel for første gang siden 2004. Endnu mere overraskende er det, at det var to spaniere, David Ferrer og Nicolas Almagro, der blev hans banemænd i kvartfinalen af begge turneringer (du kan se højdepunkter fra de to kampe her og her). Begge er decideret gode grusspillere, men har aldrig været i stand til at overvinde nationalikonet på grus.

Eller rettere, Ferrer gjorde det en enkelt gang tilbage i 2004 (da Nadal var 17) for efterfølgende at tabe de næste 17 gruskampe mod Rafa… Bedre så det ikke ud for Almagro, som havde tabt alle deres otte hidtidige grusopgør og – imodsætning til Ferrer – heller aldrig havde besejret Nadal uden for grus. Almagro var, indtil sejren forstås, slet og ret ude af stand til at slå en højere rangeret landsmand, hvilket hans 0-10 rekord mod Nadal og 0-15 rekord mod Ferrer vidner om.

At Nadal så endte med at vinde den afbudsramte Masters-turnering i Madrid i søndags (skadesramte Djokovic og far til fire Federer mødte ikke op, og Wawrinka røg ud i sin første kamp), gør ikke ‘krisen’ meget mindre. For indtil finalemodstanderen Kei Nishikori, der nu er første japaner i top-10, blev skadet foran 6-2, 4-2, lignede det grangiveligt endnu et grusnederlag til gruskongen – hvilket Uncle Toni da også har indrømmet (se højdepunkter her).

Alder, mental træthed, manglende selvtillid – eller ren og skær tilfældighed?

Men hvordan er vi havnet i denne situation – ikke mindst når jeg for blot fem-seks uger siden spåede, at den europæiske grussæson først og fremmest ville blive et tomandsshow mellem de stadig titelløse Nadal og Djokovic? De nemme svar er, at sport er uforudsigeligt, at det er det, der gør det interessant og at alle andre i øvrigt også tog fejl.

Læg dertil at Djokovic’ ‘nedtur’ – et semifinalenederlag til Federer i Monte Carlo og et afbud i Madrid – i allerhøjeste grad kan forklares med en håndledsskade, der har holdt ham ude indtil denne uges turnering i Rom (men stadig gør hans tilhængere urolige for Roland Garros), og dennes skribent ansvarsfralæggelse er komplet.

Ikke desto mindre: What’s wrong in the world of Rafael Nadal? I indlægget for fem uger siden var jeg inde på, at Rafa havde tabt til spillere, han normalt ikke taber til. Men, skrev jeg også, det har hidtil aldrig betydet noget for, hvor godt han spillede i Monte Carlo. I år har han for første gang ikke formået at løfte sit niveau, når vi ramte grus. Mod Ferrer lavede han hele 44 uprovokerede fejl i en to-sæts kamp (Ferrer vandt 7-6 (1), 6-4), hvoraf en hel del faldt i tiebreaken. Det er uhørt for en spiller, der i lige så høj grad som vores egen Wozniacki altid har mestret at holde egne fejl nede på et minimum.

Mod Almagro spillede han bedre, men også her var han ukarakteristisk svag, hvor han plejer at være allerskarpest – nemlig til at tage sine chancer og holde modstanderen fra at tage sine. Mens Almagro tog fire af sine syv breakchancer, tog Nadal nemlig blot fem af sine 18. Og hvor Nadal havde vundet samtlige deres hidtidige tiebreaks, var det nu Almagro, der kom tilbage fra 0-1 i sæt og til samtlige tilskuere og eksperters overraskelse ikke bare vandt det tætte andet sæt, men også kampen 2-6, 7-6 (5), 6-4 (odds på Nadal var 1.09, odds på Almagro var 7.18). Og mod Nishikori afgav den ellers så frygtede forhånd fejl efter fejl, alt imens Nishikori angreb Nadals baghånd og forhånd på skift

Ét uventet nederlag behøver ikke at betyde noget. Ej heller gør to. Men når man som Nadal havde en grusstatestik, der lød på 274 sejre mod blot 11 nederlag siden januar 2005 før det 12. nederlag mod Ferrer, så giver hvert nederlag genlyd. Nadal har selv talt om, at

I am not playing with the right intensity with my legs.  When that happens, the unforced errors are there more often”, og at “after what happened in Australia {nederlag til Wawrinka og en mindre rygskade, red.} was little bit harder for me to find again the intensity, the confidence, the inside power that always I have”.

Og det har han utvivlsomt ret i. Nadal er ikke gået fra at være en af verdens to bedste spillere den ene dag til at være en ganske almindelig topspiller den næste. Spillet er der stadig, problemet er bare, at de gode slag bliver fulgt af dårlige lige nu, hvor de tidligere blev fulgt op af flere gode.Og en del af det skyldes alt andet lige, at selvtilliden ikke helt er, hvor den skal være – måske p.g.a. finalenederlaget til Wawrinka i Australien, måske p.g.a. at han har tabt seks sæt og tre kampe i træk mod hovedrivalen Djokovic.

Det kan dog også skyldes, at Nadal – igen – er ved at føle sig lidt mentalt udbrændt. Siden teenagealderen har hele Nadals liv drejet sig om, hvordan han optimerer sin evne til at slå til en lille gul bold. Da han i 2012 endte med at tage syv måneders pause fra ATP-touren, var der masser af tegn på, at pausen også var mental.

Efter et yderst succesfuldt 2013, hvor han slog Djokovic i både French- og US Open, er det ikke så mærkeligt, hvis Rafa ikke helt kan genfinde gejsten til at holde forfølgerne væk én gang til. For Djokovic er, jf. de tre vundne kamp i træk mod Rafa, kommet endnu stærkere tilbage – omend skaden dog har berøvet ham helt og aldeles for momentum.

Derudover er der Rafas alder. Han nærmer sig de 28 somre, en alder der ikke længere er høj i tennis, men ej heller ung. Hvis den unge generation var lidt bedre, end den er, ville det typisk være en alder, hvor man begyndte at blive overgået. Men både Wawrinka, Almagro og Ferrer er ældre end Rafa. Til gengæld har de ikke vundet ligeså meget og – med undtagelse af Ferrer – også spillet væsentlig færre kampe.

Den rette selvfortælling

Håbet for Rafa må være, at han kan bruge finalesejren i Madrid til at genvinde den gnist, glød eller selvtillid, der mangler. Og det er måske i dét lys, hans egen vurdering af finalen skal læses i. For mens træner Toni var tilfreds med niveauet i turneringen (som da også var væsentligt bedre end både Monte Carlo og Barcelona), var der ingen positive ord om finalen:

We didn’t deserve the win, our opponent did. Nishikori played better throughout the entire match. It’s an unfair victory, and we have been really lucky. Rafa was very nervous, all because of the great level of Nishikori.

Rafa, derimod, i lodret opposition til både Uncle Toni, Nishikoris egen forklaring af, hvornår skaden indtraf, samt det faktum, at Nishikori tog en medical time-out lige før, han blev brudt til 4-4, sagde følgende:

I think the most positive thing for me is that in the second set, suffering, having a bad time out there, I managed to find the way to compete.  You know, I was competitive on the second set.
I was being competitive.  I had to to get back into the match and I think I was getting closer.  I think I was.  I think when I broke him, I think he was not that bad.  I think.  I’m talking honestly.  I try to speak honestly whenever it happens to me and when it doesn’t.
I think when I managed to recover from the break in the second set he was playing normally.

Det væsentlige her er, at ærlighed for sportsfolk ikke nødvendigvis er ærlighed i traditionel forstand. Som sportsmand er du i en vis grad nødt til at lyve for dig selv – tænk Rolf Sørensen, der så sig selv som favorit til snart sagt ethvert løb, han stillede op i. Eller tænk Nadal, der helt modsat – som en mental foranstaltning, der skal hjælpe ham til at yde sit bedste mod enhver modstander – altid konsekvent nægter at påtage sig favoritrollen og siger noget i retning af ‘if I play well, hopefully I’ll have a chance to compete’, før et møde mod verdens nr. 165.

Men, og det er det centrale her, fortællingen bagefter er mindst ligeså vigtig. Fortællingen om hvorfor man tabte (typisk med vægt på egne fejl) eller vandt (typisk med vægt på egne fortrin). Intet er værre end at indrømme, at du reelt var chanceløs. Og derfor er det afgørende for Nadal at fortælle sig selv og omverdenen, at det var ham, der kom tilbage i kampen – ikke Nishikoris skade, der gav ham en mulighed, han ellers ikke ville have fået.

Spørgsmålet er så nu, om det lidt bedre spil kombineret med den yderst heldige (ups: velfortjente!) sejr i Madrid, er nok til at kickstarte Rafas grussæson i tide inden Roland Garros. Denne uges Masters-turnering i Rom, hvor både Djokovic og Wawrinka er med (Federer er allerede ude), vil give en god del af svaret. Du kan finde lodtrækningen her og en analyse af turneringen her.

I sidste ende kan det meget vel være, at Nadal slet ikke behøver sit højeste niveau hverken i Rom eller i Paris. For selvom Ferrer, Almagro og (næsten) Nishikori alle har slået ham på grus, er det stadig Djokovic, der er hovedudfordreren. Og hvis hans håndledsskade springer op igen eller blot har sat ham tilstrækkeligt meget tilbage formmæssigt, er det i sig selv formentlig stærkt befordrende for Nadals selvtillid og vinderchancer i Paris. Igen gælder det, at vi er meget klogere efter Rom. Semifinalerne spilles lørdag, finalen søndag. God turnering.

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *