01 Jul

Hold øje med de franske Tour-håb

Podium_Tour_de_l'Ain_2013_-_Romain_Bardet_-_super_combatif

I dag starter Tour de France. De flestes øjne vil hvile på profiler som Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan. Men hold øje med de mange franske ryttere, som vil gøre alt for at sætte deres præg på hjemlandets store løb. I år er potentialet for fransk succes større, end det har været længe.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Frankrig er stadig det land med klart flest vindere af Tour de France. 36 gange i alt har en fransk rytter stået øverst på podiet i Paris. Dobbelt så mange gange som land nr. 2, Belgien.

Igennem tiden har store franske navne som Louison Bobet, Jacques Anquetil, Bernard Hinault og Laurent Fignon taget – mange – store fransks sejre, og i mange år var de franske ryttere naturligt dominerende i hjemlandets rundtur. Italienerne holdt sig i høj grad til Giroen, de spanske til Vueltaen. Så var roget ligesom fordelt.

Men i takt med cyklingens internationalisering – særligt i forlængelse af TV-mediets evne til at eksponere løb til hele verden – blev de øverste skamler i stigende grad også besøgt af ryttere fra andre lande.

Fra den gule til den prikkede og den grønne
Det skete måske i særlig grad i Frankrig, hvor det fortsat er et nationalt traume, at vi skal tilbage til Hinaults sejr i 1985 for at finde den seneste franske vinder af løbet.

I 90’erne kunne de franske fans trøste sig med sympatiske og populære ryttere som Richard Virenque og Laurent Jalabert, som godt nok aldrig vandt samlet, men som satte stort præg på løbet. Virenque har stadig rekorden for flest sejre i bjergkonkurrencen, som han nærmest ejede i 90’erne og start 00’erne. Jalabert har præsteret noget så unikt som at have vundet både den prikkede og bjergtrøjen – to gange hver. Begge gjorde sig flere gange gældende i det samlede klassement. Men vandt aldrig.

Lykkeridderen på Bastilledagen
Siden har det været tyndt for de franske fans. Det har næsten været en smule ynkeligt at se, hvordan den franske jubel nærmest peakede, når en tilfældig fransk lykkeridder kom med i et – ofte forgæves – udbrud på Bastilledagen.

De sidste 10 år har den største franske Tour-rytter været Thomas Voeckler, som er blevet utrolig populær, særligt på grund af hans insisteren på at angribe og prøve igen – og igen! Og nå ja, og så vandt han en bjergtrøje i 2012 og fik en fjerdeplads i 2011. Men der har været langt mellem de franske præstationer.

Tour de World
Hvorfor kom det så vidt? Fransk cykelsport blev som resten af verden rystet af dopingskandalerne. Men skandalerne ramte særlig hårdt i Tourens hjemland, hvor chokket, og også synet af en grædende Virenque, rystede en hel nation. Samtidig introducerede de franske myndigheder i højere og hurtigere grad end andre lande skrappere anti-doping regler.

Det kan være en del af forklaringen. En anden – og måske nok den vigtigste – er den nævnte internationalisering af cykelsporten. Af alle løb er det Tour de France, som har den – klart! – største globale eksponering. Hvis noget løb er blevet Tour de World, er det Tour de France. Det er derfor, at eksempelvis amerikanske ryttere og hold har fokuseret så meget på den franske rundtur frem for eksempelvis den italienske eller spanske.

Det er netop særligt den angelsaksiske verden, der har gjort sit indtog. Først utallige amerikanske sejre (her tælles Armstrongs stadig med), et enkelt australsk kip med sejrsflaget, siden fire ud af de seneste fem til Storbritannien.

Af de gamle nationer er det først og fremmest Spanien, der har sat sit præg på det franske løb. Og det gør ondt i Frankrig.

Tørsten efter fransk succes
Men gør det så meget? Er det ikke positivt, at Tour de France er blevet et løb, der samler fans fra hele verden? Og bør franskmændene ikke være stolte af det? Måske. Det er de nok også. Men for de franske ryttere og de franske fans er løbet stadig deres. Og de tørster efter sejre.

Sidste år blev i det lys en stor succes. En ung franskmand på bare 25 år stod på det næst øverste trin i Paris. Romain Bardet. Der var 4 lange minutter op til Froome, og konkurrenterne havde været svage. Men der var ingen tvivl om, at her var en mulig fransk Tour vinder. I år er Bardet klar, og han går efter det øverste trin.

Bardet har haft et par forbrændere og er på mange måder kulminationen på en langsom fransk opbygning.

Fra Voeckler til Bardet
Først var der som nævnt Voecklers 4. plads i 2011. Så kom Pierre Rolland, som først blev kendt for sin stærke præstation som forsvarer af Voecklers gule trøje samme år, hvor han også vandt etapen til Alpe d’Huez. I 2015 blev han selv nr. 10. Rolland var det første seriøse bud på en potentiel fransk kandidat til den samlede sejr. Han er der stadig (30 år gammel), men han har aldrig formået at leve op til de forventninger, som blev etableret i 2011.

Siden kom Thibaut Pinot. Som bare 24-årig fik han en sensationel tredjeplads i 2014-udgaven, som var fransk cykelsports helt store Tour-år. Hele tre ryttere kæmpede med om podiet og to kom på. Helt unge Bardet (23 år!) sluttede som nr. 6, mens veteranen Jean-Christophe Péraud blev nr. 2 foran Thibaut.

2014 var dog uden de helt store favoritter. Froome og Contador var begge styrtet, og Quintana stillede slet ikke til start. Det ved franskmændene godt. Men succes avler – til tider – succes, så 2014-udgaven satte yderligere ild til den franske tørst efter sejr.

Bardet kan overraske
Som 27-årig er der stadig store forventninger til Pinot, og en 4. plads i det netop overståede Giro d´Italia vidner om, at han er en mand, man skal tage seriøst i de store rundture i de kommende år.

Men han er ikke blandt de store favoritter. Det er Bardet som sådan heller ikke. Favoritfeltet må siges at bestå af Froome, Porte og Quintana. Herefter er der Contador, Valverde og Fabio Aru (måske endda Fuglsang?). Men herefter kommer man ikke uden om Bardet.

Bardets helt store svaghed er enkeltstarten. Han er en af de letteste ryttere i feltet, og enkeltstartsevnerne er ikke blevet bedre de seneste år. Måske tværtimod. Samtidig har han endnu ikke vist, at han kan køre fra de bedste i bjergene. Derfor er en sejr alt andet lige ikke forventeligt. Men hold øje med Bardet. Han har evnen til at skabe kaos – og han kan nemt blive årets overraskelse.

Thibaut har stadig ikke meldt ud, hvad målet er i årets Tour, men rygtebørsen siger, at han går efter etapesejre og den prikkede bjergtrøje frem for det samlede klassement. Nok en klog – og realistisk – beslutning.

Tre trøjer til Frankrig?
Men det er ikke kun i det hårde terræn, at franskmændene øjner succes. I Arnaud Démare har Frankrig fået den potentielle supersprinter, de længe har drømt om. Han er stadig ung (25), og karrieren har hidtil været noget ustabil. Men en sejr i 2016-udgaven af Milan-San Remo vidner om talent. Han har netop vundet pointkonkurrencen i Critérium du Dauphiné, og holdet er i år bygget op om den franske sprinter.

Hvis alt flasker sig – og her har vi de meget (meget!) positive franske briller på – så står Frankrig med alle tre trøjer i Paris. Bardet i den gule, Thibaut i den prikkede og Démare i den grønne.

Det sker nok ikke. Men denne skribent vil alligevel kippe lidt med det franske flag. Tour de France er sjovere, hvis der er franske ryttere med i toppen. 2017-udgaven har potentialet til at blive den helst store franske triumf. Måske endda den udgave, som starter en længere periode med fransk dominans i hjemlandets store cykelløb.

God Tour!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *