19 Sep

Harder Better Faster Stronger? – eller ”Balladen om Bale”

cristiano-ronaldo-pourrait-finir-sa-carriere-au-real_114715

Nogle overvejelser vedrørende Real Madrid-præsidenten Florentino Perez’ tvivlsomme galácticos-filosofi i anledning af købet af Gareth Bale

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Det kan ikke være gået mange blot marginalt fodboldinteresserede folks næser forbi, at den skud- såvel som løbestærke waliser-wing Gareth Bale for ret nylig har ageret hovedperson i én af verdenshistoriens sandsynligvis allermest omtalte spillerhandler. Sagen er ganske kort (gen)fortalt, at Bale er blevet solgt fra den ny- såvel som temmelig traditionsrige Londonklub Tottenham Hotspur F.C. til den gammelrige og maksimalt prestigiøse kongeklub Real Madrid C.F. for den nette sum af omtrent hundrede milliarder millioner.

Mere præcist måtte Madrids flamboyante præsident Florentino Perez angiveligt punge ud med uvirkelige 100 millioner Euro for at få Bale til skifte the Spurs’ hvide spilletrøje ud med Reals ditto; en pris der i øvrigt er omtrent 6 millioner dyrere, end da selvsamme Perez i 2009 måtte trække i spenderbukser af (på det tidspunkt) hidtil uset livvidde for at købe præmiehingsten Cristiano Ronaldo fri fra dennes kontrakt med Manchester United.

Ronaldo: næstdyrest – men bedst betalt og nu med modebrille

At rekordsummen for Bales underskrift således med ét har reduceret Ronaldo til verdenshistoriens ”blot” næstdyreste spiller lader interessant nok til at have været så belastende for den portugisiske megastjernes selvforståelse, at der først syntes at være bragt nogenlunde balance i den madrilenske hakkeorden igen, efter at Perez og Ronaldo søndag formiddag kunne berette på et fælles pressemøde, hvorledes Ronaldos dugfriske kontraktforlængelse med Real (hvor han nu bliver indtil 2018) skal kompensere for Bale-købets indbyggede krænkelse ved – por lo menos – at gøre Ronaldo til verdens bedst betalte fodboldspiller (Jeg fristes hér til at tilføje: I al fald indtil Zlatan Ibrahimovic, der indtil i søndags var top dog i denne lukrative kategori, opdager det og forarget forlanger endnu en lønforhøjelse i Paris St. Germain (undertegnede har i parentes bemærket tidligere skrevet om Zlatans egomane psyke her på sitet)).

Det økonomiske plaster på Ronaldos sårede selvfølelse skulle efter sigende beløbe sig til 76 mio. fuldfede, engelske pund (udbetalt over fire år); en kompensation, der er omtrent lige så opsigtsvækkende som den kiksede Zoolander-møder-Clark-Kent-modebrille, Ronaldo i dagens anledning havde udset sig som add-on-accessory til de i forvejen helkiksede diamantøreringe, han som oftest pryder sine høreorganer med.

Når det så er sagt, så er der rent faktisk en vis sportslig ræson i, at Real vælger at markere, at CR7 stadig gælder som den øverste alfahan på Estadio Santiago Bernabeus famøse træningsanlæg. Portugiseren er nemlig indiskutabelt en bedre og markant mere proven spiller end Bale. Waliseren for sit vedkommende er ganske vist så tilpas målfarlig, fysisk stærk, rapfodet, drible- og skudstærk samt – ikke mindst – efterhånden så stabilt spillende, at et ret stort 11-tal på den gamle skala må kunne gælde som en passende karakterbedømmelse. Sagen er imidlertid blot dén, at Ronaldo er alle disse ting – foruden et par øvrige – til et klokkeklart 13-tal, hvilket hans helt uhørte 203 mål i 203 kampe for Real sikkert udgør den mest ”objektive” evidens for (at man så kan overveje, hvorvidt ærkerivalen Lionel Messis endnu mere vanvittige mål-per-kamp-ratio over de sidste par år ligefrem sprænger karakterskalaen, er sagen uvedkommende hér).

Der er da også blevet udtrykt en del forundring fra forskellige kanter over Bales astronomiske price tag. I Spanien har kritiske røster især fokuseret på den moralske side af sagen. Anken fra dette perspektiv går i høj grad på det ufølsomme og måske ligefrem forkastelige i overhovedet at spendere den slags summer på fodboldspillere i et land, hvor tårnhøj ungdomsarbejdsløshed stadig eksisterer side om side med solide, offentlige nedskæringer.

Der kan i dén grad være noget om dén snak – men hér vil jeg i stedet fokusere på det faktum, at blandt andre Reals egen sportschef, Zinedine Zidane (den franske folkehelt fra VM i 1998, I ved), holder sig til den sportslige side af sagen. Ingen spiller er mange penge værd, lyder det godt nok fra den ”skalde”-smækkende skaldepande (I ved, også!), men den slags indvendinger var der vel at mærke ikke rigtig nogen, der gav sig af med, da det for et cirka lige så latterligt beløb lykkedes at fravriste gulddrengen Ronaldo fra Sir Alex Fergusons kløer i 2009. Som allerede tydeliggjort er sagen nemlig dén, at Bale nu er verdens dyreste spiller uden – med nogen troværdighed overhovedet – at kunne gøre krav på også at være den bedste. Og en sådan indvending er jo altså sportslig snarere end moralsk.

Florentino Perez og galácticos-filosofiens opkomst

Så hvad er egentlig meningen her; ikke med købet af Bale, skal det siges, men med prisen på købet? For denne skribent at se er bemeldte mening meget intimt knyttet til føromtalte Florentino Perez’ karakter. Som præsident for Real Madrid har Perez i to omgange fremtrådt som selve personifikationen af det berygtede galácticosbrand, som man først og fremmest forbinder med den meget markante indkøbspolitik, der prægede Perez’ første præsidentperiode i Real fra 2000 – 2006. Den erklærede målsætning bag galácticos-filosofien bestod helt enkelt i, at klubben skulle sikre sig tidens største stjerner gennem tidens største handler – og sådan kom det unægteligt også til at gå:

I 2000 købte man Ronaldos forløber som portugisisk pomadedreng, Luis Figo, for 61,5 millioner Euro (Figo lavede i denne sammenhæng i øvrigt en ”Michael Laudrup” ved at skifte direkte fra arvefjenden FC Barcelona; en gestus, som et par kompromisløse Barça-fans besvarede ved at luske et meget grimt og meget afhugget grisehoved med ind på Nou Camp, da Figo vendte tilbage i sit nyerhvervede Real-outfit (men nok om det!))). Året efter overgik man dette køb ved at smække 75 millioner Euro på bordet for at lokke føromtalte Zidane fra italienske Juventus. At begge disse marquee signings dengang satte (helt) nye standarder for overgangssummer i professionel fodbold, turde vel være overflødigt at nævne?

Ingen yderligere rekorder blev slået i Perez’ første embedsperiode, men købene af ”gamle” Ronaldo (ham, der for evigt plettede mindet om sin finest hour, VM-finalen i 2002, ved at ”glemme” at klippe den forreste del af sit hår (så hellere ”nye” Ronaldos åndede Zoolander-brille!)) i 2002 såvel som investeringen i fodboldspillets ubetingede medie darling (stadig den dag i dag), nemlig David Beckham, i 2003 passede ikke desto mindre som fod i hose med den galácticos-dagsorden, Perez var gået til valg på at ville eksekvere.

Købet af Beckham tydeliggjorde for sit vedkommende et aspekt af galácticos-projektet, som en hel del fodboldfans (selv i Madrid) må siges at have haft et lettere anstrengt forhold til: Nemlig dét, at det øjensynlig er et mål i sig selv at anskaffe sig tidens største fodboldstjerner på grund af deres stjernestatus snarere end på grund af deres fodboldmæssige kvaliteter. Eller måske mere præcist: Mere på grund af det indtægtspotentiale og den glamour, der følger i kølvandet på fodboldstjernernes stjernestatus, end på baggrund af en sportslig overvejelse over, hvorvidt de respektive spillere overhovedet passer (sammen) ind i et gennemtænkt spilsystem, der vil kunne føre til – mindst! – lige så mange sejre på grønsværen og vundne titler som solgte spillertrøjer i Sydkorea (for ikke at nævne forsider i de kulørte blade hos frisøren).

Exit Makélélé: Den guldbelagte Bentley uden motor

Bevares: Det var ikke en decideret mangel på sportslige credentials hos investeringsobjekterne, der skæmmede Perez’ første indkøbs-frenzy. Indenfor blot ti år (1996-2006, nemlig) var Ronaldo, Zidane, Figo og Beckham således gode for tilsammen syv førstepladser, fem andenpladser og to tredjepladser i World Player of the Year-regi (!!). Med andre ord: Hvilken klubpræsident (og –træner) i starten af 00’erne kan ikke have haft som sin vådeste drøm at samle disse spillere på ét hold (hvilket jo altså lykkedes for Perez)? Problemet handler altså åbenlyst ikke om manglende fodboldmæssige kvaliteter hos den enkelte spiller. Problematisk er det derimod ikke at tage højde for den udfordring, det er at samle for mange fødte alfahanner i én og samme spillertrup (læs Jeg er Zlatan, hvis I ikke tror mig – og tro om). Og problematisk er det i endnu højere grad, hvis de offensive og kreative spillere ikke indgår som dele af en organisk og organiseret helhed, der også indeholder defensive slidere og hårde nysere. Sidstnævnte typer bliver væsentligt sjældnere til regulære superstjerner, men de er uden tvivl meget væsentlige – for ikke at sige lodret uundværlige – med henblik på en klubs muligheder for at kunne præstere på et stabilt niveau.

Det princip om afbalanceret arbejdsdeling, der definerer et velfungerende fodboldhold, blev i alt for vid udstrækning negligeret i løbet af Perez’ første præsidentperiode. Det paradigmatiske eksempel på denne pointe må være salget i 2003 af den uovertrufne, defensive midtbanespiller Claude Makélélé, der – efter to mesterskabssæsoner (2000/2001 og 2002/2003) og ét Champions League-trofæ (2001/2002) på bare tre år – blev solgt til det ambitiøse Chelsea-mandskab, som fantasillionæren Roman Abramovich havde overtaget samme år. Makélélé følte sig både underbetalt og ikke tilstrækkeligt værdsat i galácticos-hierarkiet, og Perez lod sig da også skille af med Makélélé med følgende afskedssvada:

”Vi vil ikke savne Makélélé. Hans teknik er gennemsnitlig, han mangler farten og evnerne til at komme forbi modstanderne, og halvfems procent af hans bolddistribution går enten baglæns eller sidelæns. Han kunne ikke finde ud af hovedstød og han afleverede sjældent længere end tre meter.”

Bum. Megastjernen Zidane så imidlertid anderledes på salget (der i øvrigt fandt sted sideløbende med købet af Beckham), som han retorisk spurgte på følgende måde til:

”Hvorfor tilføje endnu et lag guld til din Bentley, når du samtidig fjerner hele motoren”?

Selv bum. Hvad sidenhen skete, var, at Madrid ikke var i stand til at snuppe et mesterskab før sæsonen 2006/2007 (og 2007/2008), hvor Perez vel at mærke netop var stoppet som præsident. Med Makélélé på den defensive midtbane og den strategisk kompromisløse José Mourinho på trænerbænken vandt Chelsea herimod den engelske Premier League i både 2003/2004 og 2004/2005. Det hører med til historien, at Real, der er historiens mest vindende klub i Mesterholdenes Turnering, end ikke har været i Champions League-finalen siden sejren i 2002.

Mere galácticos i Real – men også mere succes?

Perez har så altså været tilbage ved roret i Real siden 2009. Udover indkøbet af Ronaldo blev genkomsten af galácticos-filosofien markeret ved et højrøstet køb – også i 2009 – af fabelagtige Kaká fra AC Milan for ”sølle” 68 millioner Euro. Et mesterskab er det da også blevet til forrige år (endog med diverse, dertilhørende point- og målrekorder (der dog blev delvist tangerede af Barça i sidste sæson)); interessant nok med just nævnte Mourinho på trænerposten. Mourinho har nu flyttet klub (ligesom Kaká), og Bale er købt ind, som vi ved.

Den erklærede målsætning går på at genvinde Champions League-trofæet (dét med de store ører), men nogle skæbnesvangre fællestræk med første galácticos-runde synes efterhånden at aftegne sig: Real gennemfører ”historiens dyreste spillerhandel” uden at få fat i en spiller, der med sikkerhed kan siges at rangere blandt verdens fem bedste. I samme omgang skiller man sig af med sidste sæsons mest effektivt assisterende midtbanespiller i verden, tysk-tyrkiske Mesut Özil, som med 45 målgivende afleveringer i blot to La Liga-sæsoner har fået selv megalomane Ronaldo til at pointere, hvordan Özil har bidraget afgørende til at gøre Ronaldo selv til en bedre spiller. Man kan måske endda overveje, om Özil har været en afgørende del af et helt spilkoncept lagt an på (i høj grad) Ronaldos unikke, offensive kvaliteter snarere end en lidt dårligere udgave af Ronaldo (læs: Bale). Og så var han omkring 400 millioner Euro billigere.

Perez? Han har iskoldt budt Özil et Makélélé-lignende adieu med en række vilde udsagn om Özils løbskløbne dameglæde. Anklagerne har været så grelt injurierende, at Özils far nu ligefrem har valgt at sagsøge Real-præsidenten.

Der er altså masser af rekordhandler, rekordlønninger, megastjerner og kolossalt store armbevægelser tilbage i kongeklubben.

Spørgsmålet er så, med hvilken sandsynlighed dette usandsynligt dyre hold kan stå distancen – rent sportsligt?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *