27 Mar

Har virkeligheden overhalet Andy Schleck?

andyschleck

De mange dopingskandaler til trods buldrer cykelsporten videre. Den luxembourgske stjernerytter, Andy Schleck, er imidlertid kun en skygge af sit tidligere jeg. Spørgsmålet er, om de forandringer, som sporten for tiden undergår, betyder, at Andy Schlecks tid som toprytter er ved at være forbi.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Sport fortalt har i en række tidligere indlæg argumenteret for, at cykelsporten er under forandring. Doping er stadig en del af feltet, og vil efter alt at dømme fortsat være det fremover. Men der bliver stadig flere rene ryttere, og det dopingforbrug, der stadig findes i feltet, er slet ikke så massivt, som det har været tidligere.

Den helt vilde dopingcocktail, som Michael Rasmussen indtog op til Tour de France 2007 (epo, væksthormoner, insulin, testosteron, bloddoping), ville simpelthen ikke kunne undvige dopingkontrollens søgelys i dag. Spørgsmålet er, hvilken betydning det får for, hvilke ryttertyper vi vil se dominere i sporten fremover?

“Et reklamefremstød for EPO”

Da Festina-skandalen rullede i 1998 troede mange, at det var en øjenåbner for cykelrytterne. Det var det også – men det fik de helt forkerte konsekvenser. Michael Rasmussen kalder ligefrem Festina-sagen for et ”reklamefremstød for EPO”.

I forbindelse med sin indrømmelse udtalte Michael Rasmussen om sine skjulte opholdssteder op til Touren 2007:

”Jeg skulle bruge den periode for at forberede mig med så mange dopingpræparater, så jeg kunne være så stærk som overhovedet muligt. Jeg gik jo rundt og var konstant positiv, indtil Tour de France var i gang. Undervejs i hele perioden fik jeg forfinet mit forbrug og kunne sørge for at være endnu bedre end i 2007, end jeg nogensinde havde været før.”

Da dopingkontrollen efterfølgende blev skærpet, skete det i første omgang kun i forbindelse med løbene. Rytterne kunne derfor fortsætte med at dope sig uden for konkurrence, hvilket for mange blev en del af den generelle løbsforberedelse. Omvendt kunne man stadig fortsætte med at benytte sig af bloddoping under løbene, så længe der ikke var spor af doping i det opbevarede blod.

Cykelporten under forandring

Men indførelsen af det biologiske pas i 2008, samt dopingtests uden for konkurrence kombineret med whereabout-systemet, gjorde det meget sværere at fortsætte dopingmisbruget.

Det biologiske pas er ikke perfekt, hvilket flere eksperter allerede har gjort opmærksom på.

Men passet har trods alt været så stor en succes, at både fodbold– og tennissporten overvejer indføre et lignende system.

De seneste tids afsløringer vidner desuden om, at systemet har sin berettigelse. Ydermere vil frygten for at blive afsløret givet vis betyde, at færre vil kaste sig ud i et dopingforbrug.

Desuden kan man se på sportens udvikling, at der er sket store ændringer. Løbene bliver simpelthen kørt anderledes end tidligere. Gennemsnitshastigheden for vinderen af Tour de France er mere eller mindre den samme, men vi ser ikke længere ryttere, der er i stand til at angribe igen og igen på de store stigninger. Der er meget langt fra de dueller, vi så mellem Armstrong og Pantani, hvor favoritterne altid kørte resten af feltet helt i smadder, til Wiggins sejr sidste år, som var baseret på mindre tidsforskelle og kontrolleret kørsel med få angreb. Wiggins havde ikke vundet Tour de France uden sit hold, mens Armstrong nærmest på egen hånd kunne splittet feltet fra hinanden og køre fra sine konkurrenter.

I konkurrence hele året

De vilde udsving i rytternes præstationer er også blevet mindre, hvilket har belønnet de mere stabile ryttertyper. Da Armstrong dominerede Touren, var det mere reglen end undtagelsen, at de store etapeløbsryttere var mere eller mindre usynlige i løbet af foråret, for lige pludselig at troppe op til Touren langt stærkere end resten af feltet.

Det er nu slut. Sidste år vandt Wiggins løb hele foråret, inden han senere triumferede i Touren, og i år har vi set, at det er de samme ryttere, som igen og igen konkurrere om sejren i etapeløbene – de samme ryttere, som vi vil se kæmpe om sejren i det kommende Tour de France. Vi så det i Tour of Oman i februar, Tirreno-Adriatico i marts og vi så det i de netop overståede Catalonien Rundt og Criterium International. Der er tale om Bradley Wiggins og Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans, Joaquin Rodgriguz og Vincenzo Nibali.

Men hvorfor er det betydningsfuldt, at det er de samme ryttere, der er stærke hele året? Det er det, fordi de tidligere så store udsving i præstationerne har været et resultat af, at rytterne har udnyttet doping til at øge præstationsevnen, når det var planlagt – eksempelvis under Tour de France. Resten af sæsonen skulle man så holde ”lav profil” og ellers følge sit dopingprogram uden for konkurrence.

Selvfølgelig er der stadig formudsving, og rytterne vil stadig peake i bestemte løb. Men vi ser ikke længere så ekstreme udsving hos den enkelte rytter, som var tilfældet tidligere. Danske Chris Anker Sørensen er et godt eksempel – han topper selvfølgelig i bestemte løb – eksempelvis sidste års Tour de France – men han vil aldrig falde helt igennem på en bjergetape.

Feltet er ikke rent. Men det er renere, end det har været i mange år. Både i antallet af dopede ryttere, og også i mængden og systematikken i det misbrug, der givetvis stadig finder sted. Derfor er konkurrencen også mere lige, hvilket afspejler sig i mere forsigtig og kontrolleret kørsel samt mindre tidsforskelle.

Generationsskifte

Generationen, som var ude af konkurrence for at ”træne” og siden peake under Touren, er lige så stille ved at forsvinde. Af disse typer er Armstrong det mest oplagte eksempel, mens Michael Rasmussen gjorde præcis det samme.

Omvendt er mange af de tilbageværende store stjerner anderledes. Evans og Contador har altid været konkurrencedygtige hele året – det samme med Nibali. Men for Andy Schleck forholder det sig som med Armstrong.

Både ham og storebror Fränk har på samme måde fokuseret på få løb, hvor formen skulle peake. De ”trænede” efter Armstrongs skema, og skulle præstere på to tidspunkter – først i ardennerklassikerne (Amstel Gold Race, La Fléche Wallone og Liège–Bastogne–Liège) og senere i Tour de France. Begge brødre har gået fra at være helt usynlige i opvarmningsløbene, hvorefter de var først på toppen af de stejleste stigninger i Touren.

Andy Schleck tilhører fortiden

Hvorvidt Andy Schleck hidtil har været dopet, og hvorvidt hans aktuelt manglende kampform skyldes manglende ”hjælpemidler”, skal jeg højest gisne om. Jeg kan blot konstatere, at cykelsporten er ved at ændre sig, og at brødrende Schleck som ryttertyper hører fortiden til.

Status pt. er da også, at storebror Frank er suspenderet og under anklage af dopingmyndighederne, mens Andy ikke har kørt om sejren i et cykelløb siden Tour de France 2011.

Den officielle udlægning er, at Schleck lider mentalt under det styrt, der sidste år gjorde, at han måtte droppe Touren.

I sidste uge gennemførte Andy Schleck for første gang i næsten et år et etapeløb, da han var med feltet hjem på sidste etape af Critérium International. På sidste etape nåede han sågar at vise sig fremme med et par angreb. Efterfølgende konkluderede Schleck selv, at formen er på vej, og – på bedste Mark Twain-manér – at rygterne om hans død var stærkt overdrevne.

Den evige romantiker Henrik Jul Hansen er da også overbevist om, at Andy nok skal blive klar til Touren.

Denne skribent er noget mere skeptisk. Kigger vi på sportens tilstand pt., og sammenligner med for bare to år siden, hvor Schleck sidst var på toppen, ja så er der allerede sket meget. Nye generationer står på spring; generationer som hele deres karriere har kørt uden doping, generationer som er vant til en anden måde at køre cykelløb på, og ryttere som i højere grad er blevet deres årgangs bedste, fordi de fysisk og mentalt ER de bedste – og ikke fordi de har haft gode kontakter i den medicinske verden.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *