25 May

Har den tyske model sejret?

Germany Soccer Bundesliga

Mødet mellem Bayern og Dortmund i årets Champions League-finale har kastet ros efter ”den tyske model”. Og med god grund. Spørgsmålet er nu, om modellen også ændrer magtforholdene i moderne fodbold.

Af Morten Øyen Jensen.

”Hvem der vinder Champions League-finalen? Det gør Tyskland”.

Med klassisk politiker-snilde gled den tyske kansler Angela Merkel af på at skulle pege på en favorit inden årets fodbold-brag: Champions League-finalen mellem de to tyske klubber Bayern München og Borussia Dortmund.

Men i hendes svar ligger samtidig en meget tydelig pointe: Det går ualmindelig godt for tysk fodbold. Pointen er hypet så meget, at der nu tales om en særlig ”tysk model”. Men hvor meget nyt er der egentlig i den tyske model, og ændrer den afgørende på magtbalancen i moderne fodbold?

Det kan diskuteres, hvad der lægges i ”en model”, men fortællingen om den tyske model går omtrent sådan her:

Efter tysk fodbold ramte bunden ved europamesterskabet i 2000, hvor Tyskland endte på sidste pladsen i sin gruppe efter kun et point i tre kampe, er der sket en mindre revolution. En revolution, hvor unge talenter er blevet fremelsket, smukt fodbold opstået for fulde stadions og alt er ikke bestemt af rige (udenlandske) donorer, men folket selv.

Tyskerne betaler selv

VM-slutrunden i Tyskland i 2006 er i fortællingen et omdrejningspunkt: et sprudlende ungt tysk mandskab ledet af Jürgen Klinsmann og Joachim Löw nåede kun akkurat ikke finalen og endte på tredjepladsen.

Men tilbage stod, at Tyskland havde fremtiden foran sig. En sand talentfabrik. Og ikke mindst helt nye stadions bygget og renoveret til at udfylde værtrollen ved et VM. I en nylig rapport fra den tyske ligaforening, DFL, fremgår det hertil, at de tyske klubber formår at tjene penge. Og det selvom TV-indtægterne slet ikke nærmer sig de meget store beløb, topklubberne får i England og Spanien.

Penge betyder (nærsten) alt i moderne fodbold, men det særlige ved den ”tyske model” er, at det ikke ligner at være tilfældet. Og de penge som cirkulerer, kommer fra Tyskland selv. Bundesligaen har (endnu?) ikke det globale kommercielle potentiale, som La Liga, Premier League og for den sags skyld Serie A har. Det betyder i praksis blandt andet, at Bundesliga-klubber ikke tjener styrtende af penge på trøjesalg eller TV-rettigheder uden for hjemlandet modsat eksempelvis Manchester United eller Real Madrid.

I stedet kommer pengene i høj grad indenrigs fra. Den tyske industri fylder, og ikke de ellers velkendte globale brands – se Dortmunds og Bayerns sponsorliste. (Bundesligaen har naturligvis også undtagelser: eksempelvis russiske Gazprom, der har reddet Schalke 04’s økonomi)

(Men) Det vider om et endnu større globalt kommercielt potentiale for de tyske klubber, som der naturligvis allerede bliver taget hul på med Champions League-finalen mellem Dortmund og Bayern München, som går hele verden rundt.

Spiller for fulde huse

Men der er også andet, som peger på, at snakken om en ”tysk model” måske ikke er så entydig. Fokus på ungdommen og fodboldskoler er jo normalt noget, vi tillægger Ajax eller Barcelona, og er således ikke et tysk fænomen. En særlig tysk ting er dog, at man holder fast i, at klubberne skal ejes af medlemmerne – altså fansene og ikke udenlandske rigmænd, som det ellers ses i flere og flere klubber i andre ligaer. Den såkaldte “50 +1” regel om at medlemmerne ejer flertallet af aktiemajoriteten i de tyske klubber har været med til at fastholde fokus på lave billetpriser. Men selvom billetpriserne er holdt nede i de tyske arbejderklubber (billetprisen er gennemsnitligt 30 procent billigere i Bundesligaen end i Premier League), så er prisen for at se sit lokale tyske hold på stadion steget med over 40 procent siden VM-slutrunden i 2006.

Indtil nu formår de tyske hold dog at holde fast i publikum og spille for fulde huse: Den klub, som måske bedst illustrerer den “tyske model” gennem medlemsejerskab og fokus på ungdom, Borussia Dortmund, har Europas højeste tilskuergennemsnit – det er så godt som fuldt hus (!) 80.521 per kamp over en sæson. I gennemsnit har Bundesligaen godt 45.000 tilskuere per kamp, hvilket er omkring 10.000 flere, end der i gennemsnit går til en kamp i Premier League.

Er tyskerne bare mere fodboldglade end briterne, som siges at have opfundet spillet? Folkene bag bogen ”Soccernomics” betvivler det. De argumenterer i stedet for, at man skal se på andelen af befolkningen, der går til fodboldkampe – der bor jo mange flere mennesker i Tyskland – gør man det, så er briterne stadig de mest fodboldglade.

En anden årsag til at de tyske stadions er lettere at fylde er, at Bundesligaen har færre hold end de øvrige europæiske topligaer. Det betyder, at de tyske hold over en sæson faktisk spiller fire kampe færre end de engelske, spanske, italienske og franske hold. Er der færre kampe, vil der også blive mere rift om pladserne.

Men en anden konsekvens er nok også, at det giver en fordel til de tyske hold i europæiske kampe, da de får lidt flere pauser til spillerne i et ellers krævende kampprogram. (I Italien foregår i øjeblikket også en debat om at skære i antallet af hold i Serie A).

Bayern übber alles

Den tyske fodbold-opblomstring har dog heller ikke været mere omfattende, end så snart Dortmund trak sig fra mesterskabskampen – for at give den et ærligt skud i Champions League – har Bayern München vist sin knusende suverænitet:

30 rekorder har holdet slået i Bundesligaen i år – blandt andet flest point, færrest nederlag, tidligst mester, størst afstand til nummer to (Dortmund) osv. Storholdet fra München har vundet fem mesterskaber de sidste ni år (og 22 på 50 år), og har stået i tre europæiske finaler de seneste fire år.

Det tyske landsholds stamme udgøres som hovedregel af rygraden på München-holdet. I øjeblikket er det holdets 4-2-3-1-spilformation, holdets hurtige presspil, og spillere som Neuer, Lahm, Schweinsteiger, Kroos, Müller, Klose. Tidligere blev landsholdet ”krydret” med markante spillere fra Borussia Mönchengladbach, mens det i dag krydres fra et andet ”arbejderhold” i delstaten Nordrhrin-Westfalen: Borussia Dortmund.

Magtforholdet det samme

Men noget tyder på Dortmund kun forbliver lidt krydderi. I et nyligt interview med britiske The Guardian fortæller Dortmunds cheftræner Jürgen Klopp, at en klub som Dortmund ikke kan være med de største i europæisk fodbold: hver gang Dortmund har spillere, som skiller sig ud, købes de af en større klub. Sidste år var det Shinji Kagawa, året inden Nuri Sahin. I år er det Mario Götze, og sandsynligvis Mats Hummels og Robert Lewandowski.

”Bayern want a decade of success like Barça. That’s OK if you have the money because it increases the possibility of success. But it’s not guaranteed. We are not a supermarket but they want our players because they know we cannot pay them the same money,” fortæller Klopp i interviewet.

Dortmund ønsker ikke store underskud blot for at matche andre klubbers himmelskhøje lønninger til spillere. Det er meget sympatisk, og muligvis også fremtiden. Og det giver den “tyske model” mange fans.

Har Klopp ret i interviewet er den tyske model naturligvis stadig en stor succes, og muligvis noget andre lande gerne vil kopiere. Men han fortæller samtidig, at den ikke ændrer afgørende på magtforholdet i moderne fodbold: Penge bestemmer stadig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image