30 Sep

Hajen fra Messina – en ny og ren italiensk helt?

Nibali

Årets vinder af Tour de France, Vincenzo Nibali, har bygget sin karriere stille og roligt op uden pludselige og voldsomme udsving i præstationerne. For mange står han som et håb om en renere cykelsport. For italienerne er han først og fremmest den store mester, de har savnet siden Pantanis tragiske farvel til sporten.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

”Han vandt kun, fordi Pantani og Ullrich ikke var med”. ”Han vandt kun, fordi Contador ikke var med”. ”Han vandt kun, fordi Contador havde slidt sig op i Giroen inden”. Sådan lød dommene over henholdsvis Lance Armstrongs første Tour-sejr i 1999, Carlos Sastres sejr i 2008 og Cadel Evans sejr i 2011.

Da Chris Froome og Alberto Contador udgik af årets Tour, hørte man lignende spekulationer om Vinzenco Nibali, der i de to topfavoritters fravær pludselig var favorit til sejren. Og selv om spekulationerne til dels forsvandt i takt med, at Nibali helt suverænt kørte al modstand i sænk, så forsvandt kritikken af den nye Tour-konge aldrig helt: Han vandt kun, fordi Froome og Contador udgik, og Quintana ikke var med, lød det igen og igen.

Sådanne spekulationer er svære at undgå, når de oplagte forhåndsfavoritter ikke er med eller er udgået undervejs. Og for Nibalis vedkommende er det en rolle, han har været vant til i hele sin karriere. Flere gange har han måttet lægge øre til påstande om, at en stor sejr var kommet på en billig baggrund.

Ikke en ny Sastre

Men Nibali er ikke Sastre.  Sastres præstation skal i høj grad ses i sammenhæng med et felt, der i 2008-udgaven ikke havde de store stjerner at byde på. Andy Schleck var dengang endnu for ung, storebror Franks force var og er ikke 3-ugers etapeløb, og Evans havde endnu ikke den styrke, der bragte ham sejren i 2011.

Sådan forholder det sig ikke med Nibali. Hajen fra Messine er højt respekteret i feltet, og det er der en grund til. Han har siden sin professionelle debut i 2005 lige så stille bevæget sig opad i hierarkiet med stadig stærkere præstationer, og i år var hans sejr i Touren af så høj kvalitet, både taktisk såvel som fysisk, at der ikke kan være tvivl om, at hans sejr var fortjent.

Det særligt interessante ved Nibali er imidlertid, at hans fremskridt er sket gradvist og uden markante – og ikke mindst mistænkelige – udsving i præstationerne.

Stille start på karrieren

Det hele startede som sagt i 2005, da Nibali som 21-årigt supertalent skrev kontrakt med Fassa Bortolo. Året efter skiftede han til Liquigas. Her begyndte han at få sine første professionelle resultater og sluttede blandt andet som nr. 8 i Post Danmark Rundt.

Mest opsigtsvækkende var dog andenpladsen i løbet Settimana Internazionale di Coppi e Bartali, hvor han sluttede foran sin egen kaptajn på Liquigas, Franco Pellizotti, og kun blev overgået af Italiens på det tidspunkt helt store rytter, Damiano Cunego.

At Nibali var et stort talent, var der ingen tvivl om. Men han fik endnu ikke lov at køre sine egne chancer. På Liquigas-holdet måtte han se sig hensat til andet geled bag stjerner som eksempelvis Pellizotti og fra 2008 den italienske yndling, Ivan Basso. Derfor måtte Nibali i høj grad gribe chancerne, når de opstod, og hver eneste gang bevise, at han var fremtidens mand.

De første store resultater

I 2007 fortsatte han med at forbedre resultatlisten og hentede blandt andet en samlet andenplads i Slovenien Rundt samt en samlet 8. plads i Giro del Trentino. Samme år fik han sin Grand Tour-debut, hvor han sluttede som samlet nr. 19 i hjemlandets Giro d’Italia.

Det store gennembrug kom året efter, da han vandt Giro del Trentino foran sin kaptajn, Pellizotti. På trods af sejren var Pellizotti holdets førstemand i Giroen, hvor han sluttede som nr. 4. Nibali var med som hjælperytter og imponerede med en 11. plads. I det efterfølgende Tour de France var Nibali også med som hjælperytter, denne gang for den jævnaldrende kaptajn, Roman Kreuziger. Tjekken sluttede som nr. 12, mens Nibali endte som nr. 20.

Gennembruddet

Nibali blev lige så stille svær at komme uden om som kaptajn, og i 2009-udgaven af Tour de France var han og Kreuziger sidestillet ved løbets start. De fulgtes næsten ad og sluttede som henholdsvis nr. 6 og nr. 8. Hermed havde Hajen fra Messina slået sit navn fast blandt de næste års faste favoritter til podiepladserne i de store Grand Tours. Men om en sejr i et af løbene var realistisk, var der langt fra enighed om.

De forbeholdende stemmer forstummede end ikke helt, da han allerede året efter – i 2010 – først sluttede som nr. 3 i Giroen, og et par måneder senere stod øverst på podiet i Madrid – som den første italienske vinder af den spanske rundtur siden 1990. I Giroen var det nemlig Nibalis kaptajn på Liquigas, tilbagevendte Ivan Basso, der løb med den samlede sejr og dermed opmærksomheden. Og i Vueltaen kom Nibalis sejr først i hus efter at løbets førende rytter, Igor Anton, styrtede og udgik på et tidspunkt, hvor han lignede en klar vinder af løbet.

Nibali fortsatte dog med at imponere og kørte året efter en samlet andenplads hjem i Giroen, hvorefter han sluttede som nr. 7 i Vueltaen. For mange iagttagere var det et fremskridt i forhold til sejren i Spanien, da Giroen betragtes som et langt mere prestigefuldt løb, hvilket Sport fortalt tidligere har skrevet om.

Og det stabile fremskridt fortsatte. I 2012 var han for første gang enekaptajn i Touren, hvor han kørte en samlet tredjeplads hjem. I 2013 prioriterede Nibali Giroen. Som bejler til rollen som Italiens største cykelstjerne var det nødvendigt med en sejr i hjemlandets største løb, hvilket Sport fortalt tidligere har skrevet om. Og satsningen gav afkast. Nibali tog den samlede sejr og sluttede senere på året som nr. 2 i Vueltaen. Samme år vandt Nibali desuden både Tirreno-Adriatico og Giro del Trentino.

Navnet burde været slået fast. Men selv med så flotte resultater var der stadig ikke enighed om, hvorvidt Nibali hørte til blandt sportens allerstørste navne. Mange mente, at sejren i Giroen havde været for nem, da de største konkurrenter havde været en over-the-hill Cadel Evans samt en ung og uprøvet Rigoberto Urán. Altså et forbehold a la det, der havde været udbredt efter hans sejr i Vueltaen.

En komplet rytter

Af samme årsag så mange ham ikke som favorit, da årets Tour de France blev indledt. Og af samme årsag blev hans sejr mødt med skepsis, efter Contadors og Froomes styrt og exit.

Men Nibali er en stor rytter, og der er ingen grund til at tvivle på hans berettigelse som Tour-mester. Først og fremmest har han en teknik i verdensklasse. Derfor styrter han sjældent, han navigerer let hen i sikre positioner forrest i feltet, og han udnytter sin energi på cyklen helt optimalt. Og så er han ikke mindst en af sportens bedste nedkørere.

Stik modsat eksempelvis brødrene Schleck. Både Andy og Frank er ryttere, som ofte må en tur i asfalten, som ofte bliver fanget de forkerte steder, og som ikke mindst stadig mangler at perfektionere deres position på cyklen i forhold til at udnytte kroppens energi bedst muligt. Og så kan de simpelthen ikke køre nedad.

Nibali er desuden en meget komplet rytter, der ikke har mange – hvis overhovedet nogen – svagheder i forhold til at vinde et etapeløb. Han er en meget slidstærk bjergrytter, som er svær at ryste på de lange og udmagrende stigninger, og så har han desuden et ganske fint antrit og dertilhørende angrebslyst, som gør ham i stand til at angribe og vinde både kortere bjergafslutninger og løb som Liége-Bastogne-Liége. Endelig kører han en rigtig god enkeltstart.

Nibali kan med andre ord vinde i det meste terræn. Se hvor fantastisk elegant han efter en hård og udmagrende finale på Tourens 2. etape stikker af fra det tilbageværende felt, vinder etapen, og sender et signal om, at han ikke kun skal opfattes som en outsider til den samlede sejr!

Og så er det i det hele taget begrænset, hvor lang tid man kan underkende en så åbenlys imponerende sejrsliste. Nibali har allerede skrevet sig ind i historiebøgerne som en del af en meget eksklusiv gruppe af ryttere, der har vundet alle tre Grand Tours. I nyere tid er det en præstation, der kun deles af Contador.

Stabil udvikling

Det mest bemærkelsesværdige ved Nibali er imidlertid ikke, hvor langt han er nået, men derimod hvordan han er nået dertil. Contador, Quintana og Andy Schleck slog alle igennem som meget unge ryttere og stemplede utrolig hurtigt ind på den helt store scene. Andy Schleck blev i 2007 som kun 22-årig nr. 2 i Giroen i sin Grand Tour-debut. Året efter blev han nr. 12 i Touren, og i 2009 endte han som nr. 2. Andy Schleck har i dag som 29-årig ”kun” gennemført 6 Grand Tours i alt, men har i de fire af dem sluttet som nr. 2. Andy gik altså fra talent til superstjerne på meget kort tid.

Det samme kan siges om Contador og Quintana. I sin kun anden Grand Tour blev 23-årige Quintana sidste år nr. 2 i Touren, mens han i år som 24-årig vandt Giroen i sit tredje Grand Tour-forsøg. Contador vandt Touren første gang, da han var 24 år efter kun at have kørt én enkelt Grand Tour inden.

Til sammenligning havde Nibali kørt hele fem af de store rundture, inden han som 25-årig vandt sin første Grand Tour. I skrivende stund har han gennemført i alt 12. Nibalis vej til toppen er således i langt højere grad kendetegnet ved en stabil udvikling, hvor han over årene stille og roligt har forbedret sine præstationer.

En renere sport?

Nibali minder på det punkt meget om Cadel Evans, som også er en af nyere tids mest stabile ryttere uden de store udsving. Da Evans vandt Tour de France i 2011 talte mange om, at vi måske var vidne til den første rene Tour-vinder nogensinde. Med Nibalis Tour-sejr er vi måske kommet endnu tættere på en normalisering af cykelsporten.

I hvert fald er der tale om en rytter, som godt nok kører imponerende stærkt, men som har udviklet sig gradvist over hele sin karriere; og som ikke har haft mistænkelige udsving, som vi ofte så dem hos de tidligere generationers stjerneryttere, og for den sags skyld også hos Andy Schleck.

Mens det for mange cykelfans er af stor betydning, at sporten kommer videre efter de mange dopingskandaler, er det for mange italienere mere betydningsfuldt, at de med Nibali endelig har fået den store mester, som de har savnet siden Pantani.

Siden dennes sejr i 1998-udgaven af Tour de France har støvlelandet ikke leveret en stjernerytter, der kunne køre med om sejren i Touren. Der var store håb for både Damiano Cunego og Ivan Basso, men mens førstnævnte aldrig blev den store etapeløbsrytter, så blev Bassos Tour-drømme slukket med Operation Puerto.

Hvem vinder Touren 2015?

Nu har de fået Nibali. Og der er gode chancer for, at Hajen fra Messina vil fortsætte med at hive store sejre hjem. Næste års Tour de France vil igen byde på en duel mellem de helt store, og hvis alt går vel for Nibali, vil løbet blive forskånet for den store stjerne-exit, vi så i år.

Sker det, vil han få muligheden for at vise cykelfans verden over, at hans sejr i år ikke var et resultat af andres fravær. Og sker det, vil det være endnu et tegn på, at cykelsporten er kommet endnu tættere på at blive – om ikke dopingfri – så i hvert fald en renere sport.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *