17 Mar

Giganternes generalprøve

Wizards v/s Warriors 03/02/11

Lørdag mødes NBA’s to bedste hold i den første af tre kampe på 24 dage. Det bliver en kamp, hvor ligaens bedste angrebsspiller møder ligaens bedste forsvarsspiller. Det bliver en kamp, hvor verdens bedste hold møder verdens bedste træner. Det er San Antonio Spurs imod Golden State Warriors.

Af Mads Graves Pedersen

Lørdag aften dansk tid tørner de to bedste basketballhold på planeten sammen.

San Antonio Spurs tager imod Golden State Warriors, og med al respekt for Lebron James og hans Cleveland Cavaliers (som med stor sandsynlighed bliver den modstander, som enten Spurs eller Warriors møder i NBA-finalerne), så er ingen pt. i nærheden af disse to holds niveau.

Golden State Warriors er der skrevet stolpe op og stolpe ned om i denne sæson, og er man bare det mindste sportsinteresseret, så ved man i år 2016, hvem Stephen Curry er. Den 28-årige point guard har opnået et Messi-lignende omdømme. Han er tæt på at være større end sporten selv.

Warriors har været så fantastiske, at man faktisk helt har glemt, at Spurs har været næsten lige så fantastiske. I skrivende stund har Warriors tabt 6 ud af 66 spillede kampe, mens Spurs har tabt 10 ud af 67 kampe. Rekorden, som kan blive slået i år, og som alle taler om, tilhører Michael Jordans Chicago Bulls. I 1995-96-sæsonen tabte holdet blot 10 af grundspillets 82 kampe. Warriors står altså med en reel mulighed for at slå den rekord, mens Spurs har mulighed for at tangere den.

Alt afhænger dog af de resterende kampe, og ingen af holdene har nogen speciel let afslutning på den regulære sæson. Lørdagens kamp er eksempelvis det første af tre indbyrdes møder indenfor de næste 24 dage. Det kan således sagtens tænkes, at de to hold kommer til at spolere hinandens rekordforsøg, og Michael Jordan får det sidste grin, som han som oftest gør, når det handler om basketball.

En legende på trænerbænken                

Hvor Warriors’ succes er kommet over de seneste tre sæsoner, har San Antonio Spurs været blandt ligaens bedste i små tyve år. Siden 1999 er det blevet til fem mesterskaber på sytten år – med tørkeperioden fra mesterskabet i 2007 til mesterskabet i 2014 som den længste uden en titel.

Den kontinuitet skal primært tilskrives træneren Gregg Popovich.

Han er en sjælden aktør på NBA-scenen, som i modsætning til eksempelvis europæisk topfodbold, hvor stjernetrænere som Mourinho, Guardiola og Klopp hiver kæmpe overskrifter på en ugentlig basis, ikke flyder over med karismatiske stjernetrænere. Popovich er dog en af dem, og siden Phil Jackson trådte tilbage fra trænergerningen, har han indiskutabelt været den største.

Everything changes but the Spurs

Popovich overtog trænersædet i San Antonio i sæsonen 1996/97. På det tidspunkt havde han siddet som general manager i to år, så det var hans egen beslutning at fyre sin træner, Bob Hill, og indsætte sig selv i hans stilling.

Holdet var på det tidspunkt bygget op omkring den store center David Robinson, men Popovich’s Spurs tager først for alvor form, da klubben drafter den unge Tim Duncan. Duncan bliver hjørnestenen på holdet, og med tiden får han selskab af franskmanden Toni Parker og argentineren Manu Ginobili. To spillere, som på samme måde som Duncan, adskiller sig fra tidens andre basketballstjerner.

Den vildskab og hip hop-æstetik, der knytter sig til spillere som Allen Iverson, Kobe Bryant og Kevin Garnett, er slet ikke at finde hos de tre bærende kræfter på Popovich’s mandskab. Til gengæld spilles der effektiv holdbasket i San Antonio, og det har sådan set været tilfældet siden det første mesterskab i 99. Der bliver gjort, hvad der skal gøres for at vinde kampene, men så heller ikke meget mere end det.

Den nye leder

Både Duncan, Parker og Ginobili er stadig med i dag, og selvom de er oppe i årene, bidrager de alle til holdets succes, når de er frie for skader. Ham, som går forrest, er til gengæld ikke specielt gammel, men må allerede betegnes som en af ligaens bedste spillere. Kawhi Leonard er bare 24 år, men allerede kåret som ligaens bedste forsvarsspiller sidste år, ligesom han tog prisen som bedste spiller i finaleserien, Spurs vandt i 2014.

Leonard er et skoleeksempel på en Popovich-spiller. Han er ydmyg, hårdtarbejdende og så spiller han med en utrolig god forståelse for det taktiske aspekt i spillet. Man ser ham ikke dunke fra straffekastlinjen eller ramme trepointsskud fra midterlinjen, men man ser ham gøre lige præcis det, som sætter hans hold i den mest gunstige situation for at vinde. Det ser man ham så til gengæld gøre aften efter aften efter aften.

Popovich mod Curry

De tre opgør på 24 dage vil give en klar ide om, hvilket hold, der ender i finalen. Samtidig giver det begge parter en ideel mulighed for at prøve forskellige tilgange til kampene af. Måske var det allerede tilfældet, da de to hold stangede horn den 25. januar i år. Kampen endte med et syngende nederlag til Spurs, og baseret på den kamp alene lignede Warriors et hold, som var selvskrevet til at genvinde mesterskabet. Så simpelt behøver det dog nødvendigvis ikke at være, for Popovich er en mand, som ikke er bange for at smide en kamp, hvis det kan komme ham til gode senere.

Tim Duncan spillede ikke, og Kawhi Leonard spillede syv minutter færre, end han normalt gør. Der skal ikke tages noget fra Warriors, som spillede en formidabel kamp, men man skal ikke underkende værdien af at have gemt nogle våben til de intense playoff-kampe. Og hvis der er én, som har køligheden til sådan et træk, er det Gregg Popovich. Spiller Curry op til sit bedste, er det begrænset, hvor meget man kan stille op, men er Popovich ligeledes i stand til at trække et par kaniner op af hatten, så kan det måske lykkes at kaste grus i det ellers så velkørende Golden State-maskineri.

På lørdag får vi den første af tre generalprøver, og vil man se planetens to bedste basketballhold, som oven i købet spiller vidt forskelligt basket, så bør man kigge med.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image