09 Aug

Félix Auger-Aliassime, Canadas vidunderbarn

felix 2Når en 14-årig knægt render rundt og næsten får granvoksne mænd til at ligne marionetter på tennisbanen, bliver der løftet et øjenbryn eller to. Når han samtidig allerede har et ret komplet spil, kan man ikke undgå at drømme stort om hans fremtid. 

Af Anders Høeg Lammers

Kun lige fyldt femten og allerede et ‘navn’. Det er virkeligheden for den unge canadier Félix Auger-Aliassime, som med sin placering som nr. 748 i verden er den yngste spiller nogensinde i top-800. Men hvad er det, han kan, og hvorfor interesserer Sport Fortalt sig for en spiller, der er så ung, så det næsten synes skødesløst at spå om hans fremtid på dette stadie?

Jovist er han ung. Han fyldte 15 i går, d. 8.8., en fødselsdag han i øvrigt deler med en af sine helte, Roger Federer. Og ser man på en liste over drengevinderne i de forskellige grand slam-turneringer, er den – foruden de få, der bliver top-10 spillere eller bedre – fyldt med spillere, som selv tennisnørder ikke har hørt om.

Der kan med andre ord gå usandsynligt mange ting galt for en lovende spiller mellem 14 og 19 år – motivation, skader, talentet rakte ikke eller mangel på fysisk udvikling for blot at nævne nogle få – som gør, at han aldrig klarer sig på ATP-touren endsige når helt til tops.

Alligevel føler jeg mig overbevist om, at dette ikke er tilfældet med den unge Félix. Hvorfor ikke? Fordi hans fundament allerede er så vanvittigt imponerende. Mere derom senere, først hans resultater.

I juli, i en alder af blot 14 år og 11 måneder kvalificerede han sig til challenge-turneringen i Granby for siden at spille sig i kvartfinalen, hvor han vandt første sæt for siden at gå lidt død i sin femte kamp på lige så mange dage. Dermed blev han den yngste spiller nogensinde, der har vundet en ‘main draw’-kamp (altså en kamp i hovedturneringen, han vandt 2) ved en challenger-turnering.

Fire måneder tidligere, i marts, blev han den yngste nogensinde, der kvalificerede sig til en challenger-turnering, da han vandt sine tre kvalifikationskampe i Drummondville. En skade forhindrede ham dog der i at spille selve turneringen.

Disse fire minutters højepunkter i 3. kvalifikationskamp mod den dobbelt så gamle Wolmarans giver et meget godt billede af hans åbenlyse kvaliteter:

Noter især hans baghånd, både op af linjen og cross court – den er fantastisk. Noter især også hans returninger, både med forhånden og baghånden. Han bryder sine modstanderes serv ekstremt ofte, hvilket alt andet lige er en kæmpe fordel. Derudover er serven mere end hæderlig for den alder (og med foreløbig 1.85 cm burde den blive endnu bedre), og forhånden har et voldsomt potentiale, omend han endnu laver lidt vel mange fejl med den (men de er alle en del af hans læring, han eksperimenterer heldigvis stadig med sit spil og ‘leger’ med forskelligt forhåndsspin).

Han er også villig til at afslutte boldene ved nettet og er ikke ueffen, når han kommer derop. Derudover er han slet og ret en intelligent tennisspiller – han varierer sine slag, er god taktisk og tænker flere slag fremad samt er aggressiv og går efter at diktere spillet. Endelig har han et helt fantastisk fodarbejde, er atletisk og imponerende hurtig, hvilket man dog ikke helt får lejlighed til at se i denne video.

Læg dertil at folk omkring ham siger, at han har skruet hovedet ordentligt på, er hårdtarbejdende og uden det store ego, og I vil forstå, hvorfor tennisfans pludselig har fået øjnene op for denne unge mand.

Desværre har Canadas egen Masters-turnering i Montreal netop sjoflet ham i uddelingen af wild cards til kvalifikationen til fordel for en næsten tre år ældre landsmand, der har præsteret mindre. Forstå det hvem der kan  – forhåbentlig er det gjort i samråd med hans trænere for at beskytte ham mod for mange forventninger for tidligt.

Men højdepunkter skal der til. Nedenfor ser I en duel fra Granby-turneringen på 43 slag mod Darion King, rangeret som nr. 205 i verden (Félix i sort dikterer duellen næsten fra start til slut med både forhånd og baghånd og afslutter på imponerende vis):

Landsmanden med den store serv, Milos Raonic, har også lagt mærke til opkomlingen:

Inspiring to see what Félix Auger-Aliassime is doing at only 14 years old. He is going to be fun to follow.

Som sagt, der kan ske utrolig meget, der gør, at Félix ikke indfrier sit åbenlyse talent. Han er allerede 1.85 høj, en ret idéel højde for en tennisspiller. Men hvis han bliver ved med at vokse og bliver næsten to meter, kan det hurtigt blive et handikap.

Ikke desto mindre er han et af de største tennistalenter, jeg nogensinde har set. Det er Canadas Davis Cup-kaptajn, Martin Laurendeau, enig i (det kan anbefales at læse hele denne artikel):

“I’ve never been so dazzled in all my life, watching a young tennis player”

Så er det ligesom sagt!

Og er man til mere end lidt korte højdepunkter, kan hans kampe fra Granby ses her – det kan stærkt anbefales at se et sæt eller to. Det er squ sjældent, man ser en 14-årig begå sig så godt på en tennisbane mod voksne mænd. Det skulle undre mig, om vi ikke ser ham på ATP-touren allerede om 2-3 år.

Vi slutter med at give ordet til den 14-årige umiddelbart efter den historiske sejr i 1. runde i Granby:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *