14 Mar

Federer vs. Nadal – kampen om verdensherredømmet

28 opgør er det blevet til mellem Roger Federer og Rafael Nadal. I nat kl. 4 dansk tid får vi nummer 29. Sport fortalt ser nærmere på deres historie, på kontrasterne imellem dem, på hvordan Nadal helt fra teenageårene var i stand til at slå den ellers så urørlige schweizer og ikke mindst på hvorfor det stadig er tennissportens suverænt bedste duel.

Af Anders Høeg Lammers

I næsten ti år har efternavnet på mindst én af verdens to bedste spillere været enten Federer eller Nadal. Siden november 2003, hvor Federer vandt det års World Tour Finals (dengang Tennis Masters Cup) i overlegen stil, har tennis handlet om Federer og siden Federer og Nadal – eller blot ‘Fedal (omend Djokovic har taget sin del af opmærksomheden de sidste par år).

Nu mødes de to giganter så igen for 29. gang i karrieren – ikke i finalen, end ikke i semifinalen, men i kvartfinalen! Det er aldrig sket før og skyldes Nadals lange pause, som har sendt ham ned som ranglistens nr. 5. Det er måske også et signal om, at Fedal er de gamle, mens Djokovic-Murray er de ‘nye’.

Men uanset hvor spændende Djokovic-Nadal, Djokovic-Federer eller duellen mellem Djokovic og Murray, der med stor sandsynlighed vil præge de kommende år, kan være, så er Federer mod Nadal noget helt specielt i tennis. Det er kontrasternes kamp – tennissportens svar på El Clásico, om man vil.

Og det har det næsten været fra deres allerførste opgør i 2004, hvor en 17-årig knægt med svulmende, blottede overarme og en mildt sagt uortodoks stil gav tennissportens på det tidspunkt nye konge, Roger Federer (som ganske vist var halvsløj), et sviende 6-3, 6-3 nederlag på hard court i 3. runde i Miami.

4327990_f520

Det bør her bemærkes, at det skete, mens Federer var i færd med at vinde 24 finaler i træk (han tabte af og til før, men aldrig finalen mellem oktober 2003 og september 2005), og at ikke én spiller i top-10 det år var i stand til at gøre det samme, som den 17-årige Nadal havde formået: At slå Federer. I 18 kampe mod top-ti spillere det år vandt Federer dem alle sammen (Nadal var blot nr. 34, da de mødtes).

Mozart mod Attila

Men allerede fra første færd, havde han problemer mod den eminent hurtige spanier, som kunne nå ud til alle de slag, der ville have været vindere mod enhver anden modstander.

Særligt på grus, hvor Nadal viste sig at være en force of nature, der fejede al modstand til side, inkl. verdens suveræne nr. 1.

Få dage efter Nadal fyldte 20 år, slog han Federer for sjette gang (fem gange på grus) ud af syv kampe, da han vandt sin anden French Open-sejr over verdens nr. 1. I samme periode led Federer blot syv! nederlag til spillere, der ikke hed Nadal til efternavn. Og i den ene kamp Federer vandt mod Nadal (Miami-finalen 2005) var han nede 0-2 i sæt og måtte igennem en tredjesæts-tiebreak, før han trak afgørende fra i de sidste to sæt.

2174314_nadal_federer_getty

Fascinationen var ikke til at komme udenom. Federer, der spillede tennis, som det burde spilles – med en elegance og lethed, som var det en kunst, en dans, en ballet – mod Nadal, der spillede tennis, som var det krig. Federer sveder nærmest ikke, Nadal kampsveder. Federer er næsten lydløs på banen og viser sjældent følelser, Nadal er fysisk, lydt og fuld af knyttede næver, vamos’er og scissor kicks.

Det er den graciøse Mozart, der møder Djengis Khan eller hunnerkongen Attila – eller slet og ret: The Spanish Bull, som Nadal hurtigt kom til at hedde.

Verdens bedste offensive spiller mod verdens bedste defensive spiller.

Når den ene spiller så samtidig var tennissportens ukronede konge og etablerede stjerne – allerede udråbt som den bedste nogensinde, før han havde pokalerne til at godtgøre det – mens den anden endnu blot var en rå, usleben teenager, der alligevel gang efter gang slog ham, som ingen af de andre kunne slå, er det ikke så mærkeligt, at duellen Federer-Nadal hurtigt fik mytestatus.

Sammen nåede de nye højder

På godt og ondt har de defineret hinandens karrierer. Uden Nadal er der næppe tvivl om, at Federer ville have (langt) over tyve slams og en hel del flere end ét French Open trofæ – en turnering, hvor Nadal har slået ham fem gange. Omvendt har Nadal samtidig tvunget Federer til at forsøge at hæve sit niveau yderligere, og han har givet ham den rival, som Federers egen generation ikke kunne give ham (de to bedst egnede, Marat Safin og David Nalbandian, blev sat tilbage af mange skader og var mentalt ustabile. De to, der leverede – Lleyton Hewitt  (også præget af skader) og Andy Roddick – kunne bare ikke slå Federer, da først det hele faldt på plads for ham).

2009 Australian Open: Day 14

For Nadal har Federer hele tiden været byttet, der på den ene side var så langt op til (Nadal lå nr. 2 på verdensranglisten i mere end tre år i træk, før han endelig passerede Federer) og på den anden side var så let at ‘fange’ – især på grus.

Siden de første kampe er fulgt en perlerække af højdepunkter – i min optik kulminerende med disse tre kampe, hvor især de første to er blandt de bedste kampe nogensinde: 1) det lidt oversete slag i Roms grusfinale i 2006, hvor Nadal vinder femte sæts tiebreak 7-5, 2) den myteomspundne Wimbledon-finale 2008, hvor Nadal slår den femdobbelte forsvarende mester Federer 9-7 i femte sæt på et tidspunkt, hvor det er blevet så mørkt, så kampen vel egentlig burde have været afbrudt. Men hvem kan afbryde verdens bedste tenniskamp? Og 3) Australian Open-finalen 2009, en kamp hvor Federer kunne (og burde) have vundet sin 14. grand slam titel (Sampras’ daværende rekord) og brød grædende sammen ved sejrsceremonien, efter at Nadal nok en gang havde nedkæmpet ham, denne gang 6-2 i femte sæt, og nu fuldt og helt ‘ejede’ tennis med triumfer i French Open, Wimbledon, OL og Australian Open – alle tre slam-sejre over Federer.

Hvorfor har Nadal overtaget mod Federer?

Jeg skal gerne indrømme, at jeg i de første mange kampe mellem dem (ca. frem til starten af 2008 vel), havde svært ved at forstå, hvorfor Nadal altid endte med at vinde. Det var jo Federer, der spillede bedst, Federer der dominerede, Federer der var den offensive og afgjorde boldene, mens Nadal blot afventede og returnerede. Federer tabte til sig selv ved at lave for mange fejl – snarere end at det var Nadal, der vandt. Minder det om noget, du har hørt før, kære læser?

Jovist. Det er ikke helt rigtigt, men det er heller ikke helt forkert at sige, at Nadal i de unge år var mændenes svar på Caroline Wozniacki, når hun er bedst: Få vindere, men endnu færre fejl. Med den væsensforskel, at Nadal fra starten var i stand til at slå vindere fra et hvilket som helst sted på banen – selv solidt plantet tre-fire meter bag sin egen baglinje. Han gik blot kun efter dem, når han var presset til det, f.eks. af at modstanderen rykkede frem til nettet.

Siden da er Nadal og måske også min tennisforståelse begge blevet bedre. Nadal slår Federer, oftere end han taber, af fire grunde:

1) Den helt åbenlyse. Nadals forhånd cross court – slået med mere topspin end nogen anden forhånd, så den får et vanvittigt højt opspring – er en kæmpe fordel mod Federers enhåndsbaghånd, der har svært ved at stå imod presset en helt kamp igennem.

Som Nadal selv har skrevet om sin strategi mod Federer i sin selvbiografi Rafa:

“If I have to hit the ball twenty times to Federer’s backhand, I’ll hit it twenty times, not nineteen. If I have to wait for the rally to stretch to ten shots or twelve or fifteen to bide my chance to hit a winner, I’ll wait. There are moments when you have a chance to go for a winning drive, but you have a 70 percent chance of succeeding; you wait five shots more and your odds will have improved to 85 percent. So be alert, be patient, don’t be rash. If I go up to the net, I hit it to his backhand, not to his drive, his strongest shot. Losing your concentration means going to the net and hitting the ball to his forehand, or omitting in a rush of blood to serve to his backhand—always to his backhand—or going for a winner when it’s not time.”

Ikke just rocket science. Tålmodig afventen og fuld fokus på én strategi er nøglen til sejr. Når Federer’s baghånd så en sjælden gang står imod presset som i sidste års Indian Wells semifinale, kan Nadal til gengæld være så fastlåst i sin strategi, at han ikke når at ændre den (se højdepunkter her).

2) Nadal’s uigennemtrængelige forsvar tvinger fejl ud af Federer og påvirker hans psyke. Han er og var ikke vant til, at han skulle ‘vinde’ pointet tre gange, før det var vundet, fordi Nadal sendte selv de mest umulige bolde retur. Man kan forestille sig, at Federer, der aldrig har lagt skjul på at nyde sit eget spil, har fundet det næsten kosmisk uretfærdigt, at den ene smukke forhånd efter den anden kom retur. Og da han foretrækker, at afgøre dueller hurtigt er han gået tættere og tættere på linjerne i forsøget på at slå forbi Nadal. Jeg tror ikke, det er usandsynligt, at langt over halvdelen af Nadal’s 18 sejre mod Federer er afsluttet med en Federer forhånd, der er røget for langt eller har taget netkanten. Desperationen efter at slå en vinder, når han endelig får chancen med forhånden (husk Nadal går altid efter baghånden), gør ham ofte overilet, hvilket alt andet lige resulterer i flere fejl.

3) De mødes oftest på grus, hvor Nadal er suveræn og fører 12-2 i indbyrdes opgør (mens Federer fører 8-6 i øvrige opgør, heriblandt fire sejre på indendørs hard court, hvor han er suveræn)

4) Nadal’s mentale overskud og Federer’s mentale underskud. De mange sejre til Nadal (der står 18-10 i indbyrdes opgør) samt sikkerheden i at vide, at han qua sin forhånd til Federer’s baghånd har en match up fordel af dimensioner, giver Nadal en mental sikkerhed i opgør mod Federer, som han eksempelvis ikke har mod Djokovic (med verdens bedste tohåndsbaghånd) og tydeligvis slet ikke havde i 2011, hvor Djokovic vandt syv kampe i streg (inkl. Australian Open 2012). Og vice versa mod Federer. Han taber bolde, sæt og kampe mod Nadal, som han ikke ville tabe mod nogen anden – alene af den grund, at han har tabt så mange gange før (heriblandt seks grand slam-finaler og to semifinaler).

Bedst som Federer er ovenpå skal der blot en enkelt bold til – som i French Open-finalen 2011, hvor Federer førte 5-2 i første sæt, spillede fænomenalt og var et par millimeter fra at afgøre første sæt med en stopbold – før de gamle mønstre vender tilbage, og Nadal vinder sættet og kampen.

Det eneste sted, hvor dette mønster (i hvert fald endnu) ikke har indfundet sig er indendørs, hvor Federer som sagt er i en klasse for sig og har vundet alle deres fire kampe. Blandt andet fordi underlaget er hurtigere, men i den grad også fordi bolden simpelthen hopper lavere og dermed ikke tillader Nadal at angribe Federer’s baghånd i samme grad.

Fed 2

Når tennisguden slipper tøjlerne

Jeg har blot haft fornøjelsen af at overvære en enkelt af deres kampe live. Men det var til gengæld også sublimt. Groft sagt kan man sige, at hvis Federer er i stand til at holde noget nær sit højeste niveau gennem kampen, så vinder han. Er han ikke, så vinder Nadal. Alt andet lige afhænger det selvfølgelig også af underlaget, men der er noget grundlæggende rigtigt i at den offensive spiller (Federer) i højere grad har kampen i sin hånd: Kan han eksekvere eller ej, er altid spørgsmålet, for Nadal er altid klar til at gribe den mindste åbning.

Men tilbage til den kamp jeg så live. Det var en kamp i det indledende gruppespil ved World Tour Finals i London 2011, Federer’s hjemmebane, Nadal’s mareridt. Året før mødtes de i finalen, hvor Federer sejrede i tre sæt og spillede suverænt med undtagelse af et enkelt serveparti i andet sæt. Det var nok til, at Nadal tog sættet. I 2011 spillede Federer ikke bare suverænt, han spillede gudetennis (for en eminent beskrivelse af Federer, når han er bedst, så læs afdøde David Foster Wallaces berømte essay Roger Federer as religious experience her). I løbet af blot en time gav han Nadal en afklapsning på 6-3, 6-0 og sluttede med hele 28 vindere mod blot otte fejl. Han var flyvende og dikterede næsten enhver duel. Efter kampen spurgte jeg en schweizisk journalist, som har fulgt Federer i over et årti, om det her var på niveau med det bedste, han havde set. Det var det. Du kan se højdepunkter her.

I nat kl. fire dansk tid mødes de så igen. Nadal, nyligt returneret efter syv måneders pause, har imponeret med blot ét nederlag og to turneringssejre (som Sport fortalt forudså her) og er blevet bedre og bedre undervejs og slog onsdag nat Ernesto Gulbis, som ellers havde vundet 13 kampe i streg.

Omvendt har Federer været i en mindre bølgedal siden i sommer, hvor han vandt sin seneste turnering. Rygterne går på, at han har problemer med ryggen, hvilket hæmmer hans serv – en helt essentiel del af hans spil. Omvendt er Nadal i gang med sin første turnering på hard court i et år – et underlag Federer har spillet alle sine turneringer på siden august.

Det er en åben kamp, der kan gå til begge sider – måske med Nadal som minimal favorit (men den aldrende Federer som sentimental favorit). For de morgenfriske bør den nydes, da vi ikke ved, hvor mange flere kampe de to tennisgiganter, der har givet os så meget, giver os, nu hvor Federer nærmer sig sin 32 års fødselsdag. Og for de knap så morgenfriske? Ja, der er der jo altid højdepunkterne.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image