07 Jul

Federer og Murrays kamp om historiske triumfer

Image

Af Anders Høeg Lammers

Senere i dag spiller Frederik Løchte Nielsen, legendariske og nu afdøde Kurt Nielsens barnebarn, Wimbledon-finale i herredouble sammen med makkeren Jonathan Murray. Det er stort, det er flot, det er lidt af et eventyr og makkerparret har en meget reel chance for at løfte trofæet senere i dag.

Alligevel er det ikke det, det skal handle om her. Dels dækker de danske medier allerede begivenheden så rigeligt, om end nogle af dem glemmer, at det er 54 og ikke 57 år siden, at Kurt Nielsen sidst stod i en Wimbledon-finale (Kurt var i singlefinalen i 1953 og 1955 samt mixed doublefinalen i 1958). Dels finder denne skribent singletennis en hel del mere interessant end doubletennis – i hvert fald så vidt. Så lad os se på den kommende finale.

Da Wimbledon startede for to uger siden, kunne tre forskellige mænd – Novak Djokovic, Rafael Nadal og Roger Federer –  stå som verdens nr. 1 ved turneringens afslutning. Det er absolut ikke hverdagskost og viser, hvor tæt mændenes tennis er lige nu.

Nadal mistede sin chance, da han højst overraskende tabte til verdens nr. 100, Lukas Rosol, i anden runde (som Sport Fortalt skrev om her).

Verdens nr. 3, Roger Federer, holdt derimod sin chance for at blive verdens nr. 1 i live, da han mesterligt slog sidste års mester, Novak Djokovic, 6-3, 3-6, 6-4, 6-3 i fredagens semifinale. Det var en klinisk og sublim præstation fra den snart 31-årige Federer, som lavede langt færre fejl, end han normalt gør, når han møder Djokovic eller Nadal.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=LNn-n8MWf3A&w=560&h=315]

I finalen venter Storbritanniens store håb og det evige fjerde hjul, Andy Murray, som umiddelbart efter slog den flamboyante franskmand Jo-Wilfried Tsonga i en kamp, der blev bedre og bedre og endte med scoren 6-3, 6-4, 3-6, 7-5.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=gV06XErtYj0&w=560&h=315]

Første eller syttende triumf?

Begge spillere har kolossalt meget på spil.

Vinder Federer, genvinder han positionen som verdens nr. 1 og er sikker på at beholde den længe nok til at overgå Pete Sampras’ 286 uger på toppen af tennis (Federer er på 285 uger nu). En sejr vil bringe ham op på syv Wimbledon trofæer i alt, samme antal som Sampras’ rekord, og 17 grand slam titler (en udvidelse af Federers egen rekord).

Men vigtigst af alt vil en sejr bevise, at Federer ikke er færdig med at vinde store titler endnu på trods af, at vi skal helt tilbage til Australian Open 2010 for at finde hans sejr i en af de fire store. Nadal og Djokovic har vundet samtlige ni grand slams i mellemtiden og tilmed siddet på hovedparten af finalepladserne.

Murray kan ikke blive nr. 1. Til gengæld kan han bryde den britiske tennisforbandelse.

De tennisglade briter har ikke set en britisk mand i Wimbledon-finalen siden ’Bunny’ Austin i 1938 og ikke haft en vinder af en grand slam turnering siden ikonet Fred Perry vandt både Wimbledon og US Open i 1936.

For ti-femten år siden var det græsspecialisten Tim Henman, der år efter år bar en hel nations håb og drømme på sine skuldre, da han fra 1996 til 2004 nåede såvel semi- som kvartfinale fire gange hver – men aldrig finalen.

I dag bærer Murray det håb. De sidste fire år har Murray tabt til Nadal (en kvart- og to semifinaler) samt Andy Roddick (semifinale). Hans talent er ubestrideligt, og blandt mange tennisfans og kendere bærer han den lidet glorværdige titel ’bedste spiller, som aldrig har vundet en grand slam’.

Murray har faktisk allerede spillet hele tre grand slam finaler, to mod Federer og en mod Djokovic, men han har stadig til gode at vinde sit første sæt i en grand slam finale.

Den forvandlede Murray

Den omstændighed, kombineret med Federers resume, burde gøre Federer til storfavorit. Favorit, det er han, men storfavorit er han ikke. Hvorfor?

For det første, så fører Murray faktisk 8-7 i indbyrdes opgør, alle femten spillet på hardcourt. For det andet, er det en ny, mere aggressiv og mentalt stærkere Murray, som Federer møder søndag eftermiddag.

Murray har siden 2008 været lige ved og næsten i forhold til at støde Federer og Nadal af tronen. Men sammenlignet med de to og nu også Djokovic har han manglet især to ting: mental styrke når det gælder samt et vinderslag (a la Federer og Nadals forhånd), han kan afgøre duellerne med.

I sin kvart- og semifinale mod henholdsvis David Ferrer og Jo-Wilfried Tsonga har han demonstreret begge de kvaliteter til overmål. Og den transformation skyldes i høj grad én mand.

I vinters traf Murray en utrolig klog beslutning på trænerfronten, da han hyrede firserdominatoren Ivan Lendl.  I modsætning til Murrays tidligere trænere, har Lendl prøvet det hele og ved, hvad der kræves.

Lendl tabte sine første fire grand slam finaler (hvor Murray foreløbig har tabt tre) for siden at vinde hele otte og blive firsernes bedste spiller.

Samtidig var Lendl en spiller, der dominerende sine modstandere med sin forhånd i en grad, så han regnes for en af fædrene til vore dages power tennis. Netop forhånden er et våben Murray til en vis grad har manglet, og noget de to tydeligvis har arbejdet på at forbedre. Som Boris Becker sagde efter Murrays kvartfinale sejr over David Ferrer:

I think I detected some of Lendl’s forehand in Murray’s play, and his second serve has gotten better, too, which is crucial.

Og forandringen er tydelig. Forhåndsslag af nedenstående størrelsesorden så man ikke meget til fra Murray for bare et år siden:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=0SBsrzLEDsg&w=560&h=315=1&start=456]

Taktikken for de to

Er det så nok til at slå den seksdobbelte Wimbledonmester? Det ved vi af gode grunde ikke endnu.

Federer vil for en gangs skyld ikke være publikums favorit. Det gør det første sæt ekstra vigtigt, da Federer her kan dæmpe både Murrays og publikums forhåbninger om en britisk sejr.

Federer er en af tourens stærkeste bag sin serv, mens Murray (sammen med Djokovic) har den bedste servereturnering. Ying møder yang.

Mod Djokovic var Federers serv næsten urørlig, og han blev blot brudt én gang. Murray brød til gengæld den ligeledes storservende Tsonga fire gange og massakrerede især Tsongas andenserv.

Federer vil, tro mod sin aggressive stil, forsøge at afgøre boldene hurtigt og undgå de lange dueller mod Murray. Murray må omvendt forsøge at modstå det pres, bombardement og angreb, som Federer utvivlsomt vil sætte ham under fra kampens start.

Murray har reelt tre opgaver i søndagens finale: 1) Han skal turde spille ’større’, det vil sige mere aggressivt og dominerende, end han normalt gør mod Federer, Nadal og Djokovic, 2) han skal være så defensiv stærk, så han presser Federer til at overplacere sine bolde samt 3) bevare roen og det mentale overskud, selv hvis Federer giver ham stryg i det første sæt eller to.

Federer gør omvendt klogt i at fortsætte sin taktik fra Djokovic-kampen: relativt korte dueller, god variation mellem den slicede og den topspundne baghånd og så ellers ind og slå til med forhånden, når han får chancen. Samtidig gjorde han noget, jeg længe har savnet fra Federer, når han møder Djokovic og Nadal: han angreb med sin andenserv (se 9.12 og 9.46 nedenfor).

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=Y8Jz0YbULJI&w=560&h=315=1&start=563]

I begge tilfælde slår han en velplaceret andenserv på 180-182 km/t (112-113 mph), der første gang tvinger en fejl ud af Djokovic, og anden gang sætter  Djokovic under pres. Dette mønster var gennemgående for kampen og er med til at forklare, hvorfor Federer vandt hele 72 pct. af sine andenserver mod Djokovic, mens Tsonga blot vandt 32 pct. af sine andenserver mod Murray. Den taktik gør han klogt i at fortsætte mod Murray.

Får den snart 31-årige Federer sin (foreløbige) svanesang mod Murray med dertilhørende nye rekorder? Eller er det endelig den storspillende Murrays ’tur’?

Pilen peger på Federer, det siger blandt andre Pete Sampras. Men bliv ikke overrasket, hvis Lendls protege pludselig kombinerer sin allerede uovertrufne defensiv med et par overraskende store forhåndsslag, der presser den aldrende mester.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *