10 Jun

Favoritterne fra Frankrig

Matuidi-Pogba

Meget taler for en fransk triumf på Stade de France 10. juli. Enkelte ting taler imod. Sport fortalt har kigget nærmere på de franske EM-favoritter.

Af Kristoffer Lottrup

Frankrig har vundet de to seneste slutrunder, de har beværtet. Først vandt man EM i 1984 med Michel Platini som den helt store profil, inden franskmændende fjorten år senere vandt VM-slutrunden med et lækkert hold bestående af blandt andre Lillian Thuram, Marcel Desailly, Youri Djorkaeff og ikke mindst Zinedine Zidane med måne og halskæde. Den nuværende landstræner Didier Deschamps spillede også med dengang. 

Nu er franskmændene for tredje gang værter for en stor slutrunde, og også denne gang virker en hjemmesejr sandsynlig. Langt de fleste bookmakere har Les Bleus, Les Tricolores, La Sélection som favoritter. Det samme har denne skribent. 

Frankring har en enormt stærk trup med ligedele erfaring og ungdom, power og elegance. Landstræner Didier Deschamps ved, hvordan man vinder en slutrunde, og det franske hjemmebanepublikum vil bære holdet frem i samtlige kampe.

Som direkte kvalificeret har Frankrig imidlertid kun spillet venskabskampe de sidste par år. Det kan vise sig at blive en ulempe, at spillerne ikke er blevet testet i kampe, hvor der for alvor har været noget på spil. Omvendt har Deschamps brugt de mange testkampe til at finde den helt rette formation, ligesom en række spillere er blevet afprøvet i forskellige positioner. Det har blandt andet resulteret i en taktisk transformation fra først 4-4-2 og siden 4-2-3-1 til det nuværende 4-3-3-system.

Det franske landshold har spillet 14 kampe siden starten af 2015. Ti er vundet. Fire er tabt. Det er godkendt. 

Hårdt ramt i bagkæden

Mens Deschamps som nævnt har roteret en del, er målmand Hugo Lloris blandt de sikreste i den franske idealopstilling. Tottenham-keeperen er blandt verdens allerbedste og har stort set ingen svagheder.

Forsvarskæden er imidlertid Frankrigs svage punkt. På backpositionerne ser det ud til, at Deschamps satser på rutinen med Bacary Sagna på højreback og Patrice Evra på venstre. De to er henholdsvis 33 og 35 år og kan godt få det svært mod hurtige modstandere. Alternativerne er Lyons Christoph Jallet og Romas Lucas Digne. Jallet er 32 og ej heller blandt de hurtigste. Det er til gengæld Digne, men Evra ser ud til at sidde tungt på venstrebacken. 

I midterforsvaret er det franske hold hårdt ramt af skader. Deschamps må således se bort fra elegante Raphaël Varane, effektive (og dopingindviklede) Mamadou Sakho og solide Jérémy Mathieu. En stor streg i regningen for landstræneren.

De to startende stoppere bliver formentlig Laurent Koscielny og Adil Rami. Med de mange skader er Koscielny på alle måder selvskrevet, mens Rami har spillet en stor sæson for Europa League-vindende Sevilla. Alternativt skiftes Rami ud med City-kæmpen Eliaquim Mangala. Bedømt ud fra venskabskampene ser det dog ud til, at Deschamps foretrækker Koscielny og Rami, der har startet i de seneste to opgør mod henholdsvis Cameroon og Skotland. 

Verdens bedste midtbane

Hvad Frankrig mangler i forsvaret, har de til gengæld i overflod på midtbanen, hvor trekløveret N’Golo Kanté, Blaise Matuidi og Paul Pogba fremstår overlegent gode. Der findes ikke en storklub, der ikke har gjort sig håbefulde notater om den franske trio, der hver og en kunne have løst Manchester Uniteds uendeligt lange midtbanekompleks.

Kanté dækkede hele banen for Leicester i 37 af 38 Premier League-kampe i løbet af deres magiske mesterskabssæson. Allerede i februar blev han den første spiller i Premier League til at vinde 100 tacklinger i sæsonen, og han endte på imponerende 4,7 vundne tacklinger per kamp og 4,2 interceptions per kamp. De klart bedste stats i Premier League. Ligesom Jamie Vardy har Kanté først fået landsholdsdebut i denne sæson, men er allerede nu fast mand i startopstillingen. Den lille og tætte motor minder nærmest uhyggeligt meget om Claude Makélélé både spillemæssigt og af statur. Med Kanté foran forsvaret er det slet ikke sikkert, vi kommer til at tale om svaghederne i Frankrigs bagerste geled.

Blaise Matuidi er en enhver træners drøm. Løbestærk, atletisk, boldsikker. Han løber kampen igennem og deltager både offensivt og defensivt. En enormt disciplineret spiller og en af de bedste boks-til-boks-spillere i moderne fodbold. På det franske landshold er han ovenikøbet målfarlig med to scoringer i de seneste fire venskabskampe.

Paul Pogba er i en alder af 23 år Frankrigs største stjerne. Den lange profil med kaldenavnet “blæksprutten” kan det hele og fungerer både som sikker spilstation, boldbryder, chanceskaber og afslutter. Pogba kan eje en kamp og spiller både som 8’er og 10’er. Han suger modstanderne til sig og skaber store huller for sine medspillere. Pogba kan blive EM-slutrundens helt store oplevelse.

I den franske 4-3-3 ligger Pogba lige foran Kanté og Matuidi, der fordeler presspillet og tacklingerne imellem sig. Et godt bud på verdens bedste midtbane. 

Offensiv storform og savnet af Benzema

Frankrigs angreb er på en og samme tid en overflod af offensivt stortalent og mangel på en verdensklasseangriber.

Antoine Griezmann har været en af de allerbedste spillere overhovedet i europæisk fodbold i denne sæson med 32 kasser og 7 assists for Atletico Madrid. Griezmann var måske den allerstørste profil i dette års Champions League-turnering. Hos Atletico spiller Griezmann som 10’er. På det franske landshold sidder han tungt på pladsen som højrekant med tilladelse til at trække ind i banen. 

På den modsatte kant duellerer to af de helt store oplevelser i dette års Premier League om pladsen i startopstillingen: Dimitri Payet og Anthony Martial. 

Payet har ligesom flere andre franske profiler haft en enormt god sæson. 12 scoringer og 15 assists i alle turneringer blev det til for Payet i sin debutsæson i England, hvor han hurtigt blev overpræsterende West Hams talisman.

Payet får imidlertid hård konkurrence fra Martial, der med 18 mål og 9 assists i 56 kampe var Manchester Uniteds måske allerstørste lys i en ellers halvdyster sæson.

Martial har hurtigheden. Payet har sparketeknikken og er måske slutrundens bedste frisparksskytte. Se bare disse fem perler fra den netop overståede sæson (især scoringerne mod United og Crystal Palace er overlegne): 

Deschamps står overfor et svært valg, men bedømt på de seneste venskabskampe ser det ud til, at Payet skubber Martial ud på bænken i første omgang.

Trods stor målfarlighed er ingen af de ovennævnte imidlertid spidsangribere (Martial bliver det måske), og det forhold udgør Frankrigs anden svaghed: Der mangler slet og ret en verdensklasseangriber. En 9’er, der scorer på alt, hvad der rør sig i og omkring feltet. Det værste er, at de har ham, han spiller bare ikke.

Real Madrids Karim Benzema hører til blandt verdens fem bedste angribere. Han har scoret 24 mål i 27 kampe i La Primera og 28 mål i 36 kampe i sæsonen. Desværre for ham og Frankrig er han også en douchebag, der afpresser sine kolleger (Mathieu Valbuena) på baggrund af deres sexvideoer. Det har Deschamps taget den eneste logiske konsekvens af ved at sortere begge spillere fra. Mens Valbuena er til at undvære, er Benzemas fravær et større tab.

Alternativet til Benzema er således Arsenals Olivier Giroud, der med 16 mål i 38 kampe i Premier League og 24 mål i 53 kampe i sæsonen igen igen slog fast, at han ikke hører til blandt de allerbedste angribere i moderne topfodbold.

Alternativet til Giroud er den tidligere Marseille-bomber André-Pierre Gignac, der nu spiller i Mexicansk fodbold hos Tigres. Gignac har smækket 32 bolde i nettet i 46 kampe i det mexicanske. Giroud er imidlertid startet i tre af fire venskabskampe i 2016 og ligner det franske førstevalg.

Cruise control og individuel storform

På trods af enkelte svagheder ser det franske landshold anno 2016 uhyggeligt stærkt ud. Især fremad banen er truppen bred og mobil. Starter Martial på bænken er han et yderst stærkt kort at spille i anden halvleg. Det samme er Bayern Münchens Kingsley Coman. Læg dertil at spillere som Matuidi, Pogba og Griezmann spiller det bedste fodbold i deres liv og samtidig aldrig har vundet noget med landsholdet. Det lugter af fransk sejr.

Franskmændene er havnet i en relativt let gruppe med Albanien, Rumænien og Schweiz. Albanerne slog rent faktisk Frankrig med 1-0 så sent som sidste år, og det albanske hold kan som bekendt være svære at slå (bare spørg Danmark og Morten Olsen). Schweiz har et stærkt mandskab med store profiler som Ricardo Rodríquez, Granit Xhaka og Xherdan Shaqiri. Rumænien hører til blandt slutrundens svageste hold.

Frankrig skal naturligvis vinde gruppen og gør det også. Alt andet end en semifinaleplads vil være en kolossal skuffelse, ligesom det vil dømme Deschamps til en tur i guillotinen.

Denne skribent tror, at Pogba og resten af det franske hold går hele vejen og hæver pokalen i Paris.

P.S.

Når nu du sidder og ser Frankrig spille og måske endda ærgrer dig over, at Danmark ikke deltager i turneringen, kan du på belejlig vis nævne Frankrigs største nederlag for dine venner. Det kom såmænd i en kamp mod Danmark 22. oktober 1908. Danmark vandt 17-1.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image