03 Jul

Evans – den oversete slider

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

7. maj, 2012

I 2009, 2010 og 2011 var de helt store favoritter til sejren i Tour de France Alberto Contador og Andy Schleck. Blandt outsiderne var Cadel Evans, som kun havde været blandt topfavoritterne i 2008 – på grund af Contadors fravær.

Helt frem  til hans sejr i 2011 bliver Evans af medier og eksperter højst tildelt rollen som stabil outsider. Det er nu ændret. For første gang nogensinde bliver Cadel Evans i år udråbt til at være en af de største favoritter inden et Tour de France.

Den oversete favorit

Men hvorfor træder en cykelrytter i en alder af 35 pludselig ind i den absolutte inderkreds af favoritter? Er det doping? Eller er det fordi, alle andre er stoppet med at bruge doping? Er det erfaring? Eller er det simple svar, at de reelle favoritter, Alberto Contador og Andy Schleck, ikke er med i årets udgave af Tour de France?

Ingen af delene. Tværtimod ligger svaret i, at Cadel Evans fejlagtigt ikke allerede tidligere er blevet nævnt blandt de absolutte topfavoritter. Evans har længe været en af de mest undervurderede ryttere i cykelsporten, og at han desuden er blevet stemplet som kedelig, er yderligere en misforståelse. Tværtimod har Evans gang på gang vist sig som en både aggressiv og offensiv cykelrytter.

Fra mountainbike til landevej

Evans kom som flere andre landevejsryttere fra en karriere på mountainbike. Han skiftede som 23-årig i år 2000 til landevejen og fik derfor en sen debut. To år efter slår han igennem, da han kører to dage i den lyserøde førertrøje i giroen, og i 2004 vinder han Østrig Rundt. Debuten i Tour de France kommer som 28-årig i 2005, hvor han ender som nummer 8.

Da Armstrong-æraen er forbi, avancerer han yderligere med en fjerdeplads i 2006. I 2007 slutter han som nummer to, hvorefter han udråbes som favorit inden en meget tyndt besat Tour i 2008. Men grundet en enkeltstart, som var langt under hans vanlige standard, bliver Evans kun nummer 2.

På trods af andenpladsen er han i 2009 ikke blandt de øverste favoritter, hvor både danske og internationale medier fokuserer på duellen mellem Astana (Armstrong og Contador) og Team Saxo-Bank (Andy og Fränk Schleck). Cadel Evans ender med at falde helt igennem og slutter sammenlagt som nummer 30 – hele 45 minutter efter vinderen Contador. Men det var tydeligt, at Evans i Touren 2009 præsterede langt under niveau. Hvad forklaringen så end har været, så viste løbet ikke, at en Evans i topform ikke kunne have vundet. For han var langt fra i topform.

Det afgørende gennembrud

Det kom han senere på året, hvor han først slutter som nummer tre i Vuelta a Espana, hvorefter han vinder et meget smukt verdensmesterskab. Da de forreste rammer den sidste omgang på 13,8 km af det i alt 262,2 km lange VM-løb til Mendrisio i Schweiz, er der samlet en favoritgruppe bestående af Evans, Damiano Cunego, Joaquin Rodriguez, Samuel Sánchez, Alejandro Valverde, Alexandr Kolobnev, Philip Gilbert, Fabian Cancellara og Matti Breschel. Alle forhåndsfavoritterne er der, og efter et hårdt kørt løb, og med en mindre stigning inden mål, er det de stærkeste ben, der bliver afgørende. Finalen er hektisk, og alle holder øje med hjemmebanefavoritten Fabian Cancellara, som netop for tredje gang har vundet verdensmesterskabet i enkeltstart.

Kort inde på sidste omgang river Evans, Kolobnev, og Rodriguez sig løs, og da den sidste stigning begynder med 5 km til mål, sætter Evans sine to følgesvende. Det sker ikke med et eksplosivt ryk, men med et konstant højt og dræbende tempo. Evans har ikke et let, ubesværet eller særligt glidende tråd, men det er kraftfuldt, og der skydes enorme mængder af vilje og energi ud i pedalerne. Evans vinder og har for alvor kørt sig ind blandt de bedste i verden.

En af de største verdensmestre

Evans gode afslutning på 2009-sæsonen bliver startskuddet til et stort 2010. Først slutter han som nummer 3 i Tirreno–Adriatico, hvorefter han vinder en flot sejr i Fléche Wallonne. Iført VM-trøjen overspurter han Joaquim Rodríguez og Alberto Contador op af den legendariske Mur de Huy med stigningsprocenter over 20.

I det efterfølgende Giro d’italia går han efter sejren, men sygdom gør, at han må nøjes med en femteplads. Inden han rammes af sygdom, viser han den ellers ofte forbandede VM-trøje flottere frem end de fleste af sine forgængere. Særligt på syvende etape, hvor VM-trøjen bliver overdækket med mudder i en af de flotteste sejre i den italienske rundtur, da Vinokourov, Arroyo, Pinotti og Cunego bliver sat på plads. Efter en lang, kold og udmagrende etape i silende regn, grus og mudder, kører Evans en lang spurt, hvor han viser den enorme power, som kun få andre i cykelsporten kan matche. Det er ikke kedeligt. Det er dybt beundringsværdigt, og i mine øjne var sejren en af årets absolut flotteste.

Albuen kom i vejen

Evans vinder desuden løbets pointtrøje, og han går efterfølgende ind til Touren i topform. Målet er at vinde. Igen bliver Andy Schleck og Contador udråbt som de store favoritter efterfulgt af en større gruppe af outsidere bestående af Armstrong, Wiggins, Basso, storebror Fränk Schleck og Evans selv.

Ingen regner med verdensmesteren. Men Evans starter Touren stærkt, og på ottende etape kører han sig i gult. Desværre styrter han på samme etape og brækker albuen. Da han dagen efter bliver sat med 8 minutter, er han væk i klassementet.

Mediernes opmærksomhed er hele vejen gennem løbet rettet eksklusivt mod Schleck og Contador, som også ender på de to øverste podietrin. Men Evans var stærk. Havde han ikke brækket albuen, havde scenariet været et andet. Formen og motivationen var under alle omstændigheder i top, og havde Evans som verdensmester beholdt førertrøjen, ville det have været en præstation, som hidtil kun er begået af legenderne Eddy Merckx, Bernard Hinault og Greg LeMond

Den slidstærke vinder

I 2011 er Evans klar. Han vinder Tirreno–Adriatico, Romandiet Rundt og bliver nummer 2 i Critérium du Dauphiné. Men Touren er sæsonens altoverskyggende mål. Igen taler alle kun om Contador og Schleck. Stor fejl. Tre uger senere hyldes Cadel Evans som den første australske vinder af Tour de France. Og sejren er ikke tilfældig.

Contador er ikke på toppen, men Schleck viser ingen svaghedstegn, og ruten passer ham perfekt. Masser af stigninger, og kun én enkeltstart. Evans er ganske enkelt bare for stærk. Gennem en sliderpræstation får han minimeret sine tab i bjergene, og på den sidste enkeltstart giver han bøllebank til den spinkle luxemborggenser.

Særligt etapen op til Alpe d’Huez dagen før enkeltstarten byder på drama, hvor Evans viser sig som en stor cykelrytter. På vej op ad Galibier får han mekaniske problemer, og mister kontakten med Contador og Schleck. Men han får stærkt kæmpet sig tilbage, og mens Andy Schleck stadig er fanget i dobbeltspillet mellem ham selv og Contador, er Evans helt kølig. Han ser bort fra Contadors angreb og holder kun øje med Schleck-brødrene. Andy Schleck er helt anderledes umoden. Han svarer igen på alle angreb, selv ubetydelige ryk fra irrelevante ryttere.

En aggressiv Evans

Men Evans’ sejr er ikke kun baseret på defensiv kontrol. Da han vinder fjerde etape til Bretagne, overspurter han på den afsluttende stigning Contador, og da Contador overraskende angriber på etapen til Gap, følger Evans med, mens brødrene Schleck bliver sat – hvorefter de efterfølgende tuder over, at nogen dog kunne finde på at angribe på en nedkørsel. Umodent af brødrene, stærkt af Contador og Evans – og flot cykelløb til tilskuerne.

Men tilbage til Alpe d’Huez. For også her viser Evans aggressiv kørsel som supplement til den kloge og kontrollerede stil. Da de rammer stigningen op til Alpe d’Huez, sætter Jakob Fuglsang et højt tempo, hvorefter Evans tager over og sætter konkurrenterne under pres. Ikke mindst mentalt fortæller det brødrene Schleck, at de ikke kan regne med at smide ham. Det er aggressivt, det er offensivt, uden dog at være eksplosivt.

Da favoritterne rammer de sidste to kilometer, angriber Evans igen.

Etapen vinder han ikke. Men Cadel Evans vinder Tour de France via en stærk sliderpræstation – ene mand vel at mærke. For Evans havde ikke et stærkt hold til at kontrollere konkurrenterne. Han var stærk nok til at gøre det selv.

En af de største

Men hvad er det, der gør Cadel Evans til en stor cykelrytter? For det er, hvad han er. Evans er en af de største ryttere i tiden efter Armstrong, og hans meritter på cyklen overstråler på nuværende tidspunkt langt Andy Schlecks. Men alligevel er han konstant blevet undervurderet. Det hænger sammen med, at medier og cykeleksperter ofte favoriserer en bestemt type rytter – de små eksplosive bjergryttere, som vinder deres løb ved at vinde på de hårde stigninger. Sådan en type er Evans ikke, og opfattelsen af, at han er en kedelig rytter, har styrket undervurderingen af ham. En kedelig rytter kan jo ikke være den bedste rytter, vel?

Men det bygger på en meget enfoldig opfattelse af, hvad der karakteriserer en stor cykelrytter. Evans har for det første vundet mange forskellige løb, hvor sejren i Touren suppleres af en af de flotteste præstationer i et verdensmesterskab i nyere tid. Han er stærk hele året og kan være med i toppen af forårsklassikerne, én-uges løb som Paris-Nice, Tirreno–Adriatico, Romandiet Rundt, Schweiz rundt og Critérium du Dauphiné, og så har han længe været en af de mest konstante i de store tre-ugers etapeløb, hvor han har kørt topplaceringer hjem i dem alle. Det er der meget få ryttere, der kan præstere.

Evans har desuden ingen individuelle svagheder. Han er stærk i bjergene, én af de bedste på en enkeltstart, og så har han udviklet et enormt overblik og en kølighed, som brødrene Schleck skal se meget langt efter. De vil altid være enormt afhængige af en hjerne i bilen bag dem. Det er Evans ikke.

Sublim fysik

Evans er desuden enormt seriøs. Så seriøs at det desværre ofte får ham til at virke usympatisk. Han har ikke samme elegance, når han ikke er på cyklen, som eksempelvis Ivan Basso eller Lance Armstrong. Men det styrker ham som cykelrytter. Hans fysiske forudsætninger er desuden helt i top. Lægen David Martin, som har arbejdet med Evans siden han var en ung rytter, udtalte efter sejren i Touren om sit arbejde med en ung Evans i 1996:

Cadel laid down the highest [VO2max] score the AIS had ever seen. We test a lot of damn good athletes. But here was an 18-year-old showing truly remarkable aerobic capacity[…] I told him he was better than Lance in nearly every indicator.

VO2 max er det antal milliliter ilt, man maximalt kan trække ned i lungerne. VO2 max er derfor udtryk for en persons kondital, når denne defineres som antal ml/kg/min. Som en illustration af Evans evner er der her en sammenligning med tidligere tiders Tour-kongers kondital:

Greg Lemond, kondital 92

Cadel Evans og Miguel Indurain, kondital 88

Lance Armstrong, kondital 84

Evans vinder igen

I år er Evans sammen med Bradley Wiggins udråbt som topfavorit. Tilføj Vincento Nibali, og så har du også mine tre favoritter til sejren. Men hvem vinder i år? Nibali har vundet Tirreno–Adriatico, mens Wiggins vandt Romandiet rundt. De har således taget de sejre, som Evans tog sidste år. Evans forberedelse har været markant anderledes, hvor han har været langt mere fokuseret på Touren og derfor leveret færre store resultater i løbet af foråret. Wiggins har derimod vundet flere løb end nogensinde og har senest slået Evans, da han triumferede i årets Critérium du Dauphiné

Alligevel tror jeg på Evans. Han var min favorit i 2010 og 2011, og han er det igen i 2012. Wiggins er et åbent spørgsmål, og det vil være en sensation, hvis han kan holde samme høje niveau igennem de næste tre uger, som han har haft hele foråret. Nibali og Wiggins har begge et stærkt hold, men til Evans fordel taler både råstyrke, vilje og erfaring. Evans vinder igen!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image