10 Aug

Et forsvar for Wozniacki

Wozniacki

Hun blev den først skandinaviske kvinde til at ligge nummer 1 på verdensranglisten. En position hun havde i 67 uger. Hun har spillet sig i to US Open-finaler og har deltaget ved tre Olympiske Lege. Caroline Wozniacki er uden tvivl dansk tennis største navn – måske endda en af vores største idrætsudøvere nogensinde – men først med tiden vil hendes eftermæle formentlig finde sit rette leje.

Af Nicolai Lisberg

At den dobbelte Wimbledon-vinder Petra Kvitova med en 6-2, 6-4 sejr blev endestationen for Wozniackis OL-drømme, var der som sådan ikke noget overraskende i. Tværtimod var kampen et fint billede på Wozniackis øjeblikkelige niveau. Spillet var til tider ganske fint, men stabiliteten og evnen til at afgøre duellerne manglede.

Og det er det billede, der i de sidste par år har fyldt mere og mere i den danske presse. Siden finalen ved US Open i 2014, har der ikke været nogen resultater af nævneværdig karakter, og smilet er efterhånden stivnet hos  miss Sunshine, som hun i sin tid blev døbt af de amerikanske medier.

Da hun mødte pressen i mixzone efter nederlaget til Kvitova, var der også tydelig frustration at spore hos Danmarks bedste tennisspiller. Spørgsmål som ”Var det her dit sidste OL?” og ”Følte du på noget tidspunkt, at du havde chancen for at vinde?”, blev besvaret med et lidt opgivende træk på skuldrene. Forståeligt nok. For hvem kan overhovedet tage stilling til, om hun også er aktuel ved OL i 2020 blot få minutter efter nederlaget?

Jeg klandrer ikke den danske nyhedspresse for at være kritiske, for det skal de være. Det er deres arbejde, og Wozniackis resultater har da heller ikke levet op til de forventninger, vi med rette kan have til hende. I hvert fald ikke i 2016, hvor det er blevet til en række tidlige exits i de første par turneringer, inden en ankelskade holdt hende ude i længere tid. Men jeg stiller mig undrende over for de manglende proportioner i kritikken og det nærmest konstante narrativ om en spiller, som vi siden 2008 har løftet op på en piedestal, og som vi de sidste mange år har forsøgt at pille hende ned fra.

For selvom Wozniacki er dumpet ned som nummer 54 på verdensranglisten, er hun stadig en af vores største atleter, og dét i en sportsgren hvor konkurrencen er exceptionel hård. Var Christian Eriksen i top 50 over bedste fodboldspillere i verden, ville vi hylde ham. Med Wozniacki stiller vi i stedet spørgsmål om, hvorfor hun ikke forbedrer sit spil, og hvorfor hun ikke igen bliver nummer 1 på verdensranglisten?

Da hun blev udnævnt til fanebærer forud for OL, var der hurtigt kritik af valget. Fordi hun ikke har sin vante gang i Danmark, og fordi Danmarks Idrætsforbund for første gang siden OL i Seoul i 1988 ikke valgte en tidligere medaljetager til hvervet. Men hvorfor skulle en international eliteudøver nødvendigvis bosætte sig i Danmark, når nu forholdene er bedre i udlandet? Og er to US Open-finaler og en placering som nummer 1 på verdensranglisten ikke mindst lige så imponerende – hvis ikke mere – som eksempelvis René Holten Poulsens VM-guldmedaljer og sølv fra OL i Beijing? Uden på nogen måde i øvrigt at underminere kajakroerens præstation. Det er fint at være kritisk, men det skal gøres med måde.

Fortjener anerkendelse

De fornemme resultater fra 2008-2010 har gjort os forvente, og middelmådighed er ikke acceptabelt. Det havde det måske nok været, hvis hun var en person, der gav meget af sig selv, men de konstante kommentarer om, at hun tager én kamp ad gangen og spiller sit spil, gør ikke, at vi kommer tættere på tennispersonen Caroline Wozniacki.

Men det behøver vi som sådan heller ikke. I hvert fald ikke for at anerkende de bedrifter, hun har leveret i snart et årti. Hendes bedste tid er nok bag hende, og jeg tror heller ikke for alvor på, at hun igen kommer til at blande sig i top ti. Dertil er konkurrencen ganske enkelt for stærk. Men det er værd at huske på, hvor dansk kvindetennis var, inden den lille blonde pige med de polske rødder trådte ind på scenen og vandt Wimbledon for juniorer.

Det næste store tennistalent står lige nu og her ikke klar til at overtage, men der er måske håb, hvis vi går lidt længere tilbage i årrækkerne. 13-årige Clara Tauson, niece til Michael Tauson, vandt for nylig DM og slog dermed netop Wozniackis rekord som yngste vinder nogensinde, ligesom nogle af de andre unge viser potentiale. Det er selvfølgelig endnu for tidligt at spå om, hvor langt de unge talenter kan nå, og selvom Clara Tauson nok også var blevet god til tennis uden Wozniackis resultater som inspiration, så skal ”Wozniacki-effekten” formentlig ikke undervurderes, når det kommer til den danske talentmasse.

Så i stedet for at pille hende ned, bør vi nyde hende, mens vi kan. Og det er måske ikke så længe endda.

Wozniacki har ved flere lejligheder givet udtryk for, at hun vil stoppe tidligt, og med en alder på 26 er det måske begrænset, hvor mange gange vi endnu får hende at se på den helt store scene. Måske hovedpersonen selv også når til et punkt, hvor det at rejse verden rundt på konstant jagt efter fordums styrke også bliver for meget.

Uanset hvordan fremtiden arter sig for Wozniacki, så vil hun sammen med Kurt Nielsen står, som noget af det ypperste, dansk tennis har præsteret. Lige nu er billedet nok en anelse sløret, men med tiden vil hendes eftermåle finde sit retmæssige leje – i toppen af dansk idrætshistorie.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image