09 Apr

Et farvel til en af de største – Tom Boonens sidste brosten

fullsizeoutput_5de9
Søndag kører Tom Boonen sit sidste cykelløb. Hele verden håber, at han vinder og dermed tager rekorden for flest sejre i Paris-Roubaix. Uanset hvad, vil Tom Boonens navn gå over i historien som en af nyere tids største cykelryttere – og som brostensløbenes tæt på ubestridte konge.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Fausto Coppi. Eddy Merckx. Bernard Hinault. For de af os, der lærte cykelsporten at kende i 90’erne, er det navne, der vækker en form for ærefrygt. Vi kendte dem ikke selv. Vi så dem ikke selv køre. Vi hørte om dem. Og vi læste om dem.

Mens vi sad i stuen og heppede på Bjarne Riis og Rolf Sørensen, blev vi af kommentatorer og eksperter hele tiden skolet om fortidens giganter, og vi lærte efterhånden, at skæbnen ville det sådan, at vi var efterladt med cykelhistoriens left overs.

Ingen af de ryttere, vi selv så kæmpe om sejren i de store rundture og de store éndagsløb – selv ikke de allerstørste af disse – kunne angiveligt måle sig med fortidens kæmper.

Ryttere kom, ryttere gik. Og de største af dem gik ikke altid frivilligt, men blev ofre for deres egen hang til præstationsfremmende midler, som offentligheden ikke delte deres begejstring for.

Mange fans tog konsekvensen og vendte sporten ryggen. Men lige så mange holdt fast. Og flere kom til. Cykelsporten bredte sig og gik fra at være en udpræget europæiske sport til i dag at være global.

Som tiden er gået, er det blev stadig lettere at sætte pris på de præstationer, man selv har haft fornøjelsen af at opleve live.

Det skyldes ikke mindst, at der i nullernes kamp for overlevelse dukkede ryttere op, som eftertiden i den grad kommer til at huske. Ryttere, som har været stjerner i deres samtid. Og som allerede har opnået status som legender. Ryttere, som fremtidige generationer vil høre om igen og igen.

Rivalisering skaber legender
To af disse af Fabian Cancellara og Tom Boonen. Spartacus og Tornado Tom er uden sammenligning de bedste klassiker-ryttere i deres generation. Med syv sejre til begge ryttere har de domineret klassikerne i en grad, som man skal langt tilbage i historien for at finde mage til.

Historien om én de to ryttere vil uværgerligt involvere den anden. Cykelsporten er fyldt med rivaliseringer, og Boonen og Cancellaras parløb vil gå over i historien som et af de mest fascinerende. Ikke pga. had de to imellem. Ikke på grund kulturelle spændinger eller fordi de delte folkegrupper mellem sig, som man så det med Coppi og Bartali.

Rivaliseringen mellem Boonen og Cancellara udspringer af det simple faktum, at de var niveauer over alle andre i deres generation i den samme disciplin: Brostensklassikerne.

Med næsten samme alder har deres rivalisering desuden kunnet vare længere end de fleste andre i cykelhistorien. Det er svært at afgøre, hvem der har været bedst af de to. De havde begge nedture, men på forskellige tidspunkter. Og som Ed Pickering skriver i ProCycling: Hvordan vægter du Cancellaras 29 dage i den gule foretrøje (uden at vinde trøjen) over for Boonens grønne trøje? Og Cancellaras 4 verdensmesterskaber i enkeltstart over for Boonens verdensmesterskab i linjeløbet?

Sprinteren og enkelstarteren
Når det er svært at afgøre, skyldes det, at Boonen og Cancellara i bund og grund er meget forskellige ryttertyper.

Cancellara vil de fleste huske for hans suveræne evner på en enkeltstart. Han er måske den bedste enkeltstartsrytter nogensinde, hvilket de fire verdensmesterskaber og to olympiske guldmedaljer i disciplinen vidner om. Han kunne også vinde korte etapeløb som Tirreno-Adriatico og Schweiz Rundt og var i det hele taget en komplet cykelrytter.

Tom Boonen startede som sprinter og vandt blandt andet seks etapesejre i Tour de France. Samtidig blev han brostensløbenes ubestridte konge. Gent-Wevelgem vandt han tre gange. Det samme med Kuurne–Brussels–Kuurne. E3 Harelbeke har han vundet hele fem gange.

Deres store rivalisering var således afgrænset til dysten på brosten, hvor de – forskelle til trods – begge var niveauer over alle andre.

De store slag på brosten
Flandern Rundt og Paris-Roubaix blev de helt store slagmarker. Ikke altid i de samme år, da formkurvernes divergens, skader og andre dårligdomme ofte gjorde den ene af de to ukampdygtig. Deres fælles dominans står i midlertid mejslet i statistikbogens granit: 13 sejre i alt i de to løb. 7 til Boonen, 6 til Cancellara.

Forklaringen er relativt simpel: Råstyrke og udholdenhed – samt evnen til at holde et højt og opslidende tempo, når det gør allermest ondt. At undertvinge sig brosten kræver power og udholdenhed som ingen anden udfordring i cykelsporten. Og det er her, begge ryttere har været uden sidestykke.

Begge kunne rive sig løs på brostenene langt fra målstregen og holde et splittet felt og detroniserede modstandere bag sig hele vejen til mål. I 2012-udgaven af Paris-Roubaix kørte Tom Boonen alene i hele 53 kilometer. I 2010 gjorde Cancellara det samme i omkring 46 kilometer.

Se her hvordan de to kører alene væk i 2010-udgaven af Flandern Rundt efter et opslidende angreb af Cancellara op af Molenberg.

Begge har også været blandt verdens bedste afsluttere i de allerhårdeste løb. At kunne levere den sidste finish, når alle kører helt til grænsen og energidepoterne er helt tomme.

Lige netop her har Tom Boonen qua sin sprinterfortid altid været foran Cancellara, som i højere grad har forsøgt at slide sine modstandere op og komme alene til mål.

I en af deres mest direkte dueller viste Boonen sine sprinteregenskaber og tog sin på det tidspunkt tredje sejr i Paris-Roubaix i en spurtsejr over Cancellara og Ballan.

Paris-Roubaix
Og for Tom Boonens vedkommende er det netop præstationerne i Paris-Roubaix, der særligt vil blive husket. Sammen med sin store rival har Boonen domineret løbets nyere historie totalt. Siden 2005 har de to ryttere vundet syv af udgaverne. Fire sejre til Boonen, tre til Cancellara. Og i de år, hvor en af de to ikke har vundet, har én af dem – eller dem begge – været den, alle de andre skulle slå.

Cancellara sluttede sin karriere sidste år. Søndag kører Tom Boonen sit sidste professionelle løb, hvor han skal forsøge at tage rekorden som den mest vindende rytter i Paris-Roubaix nogensinde.

Den nuværende rekord deler han med Roger De Vlaeminck. Endnu en af fortidens giganter, min generation skulle høre om i tide og utide. Af danskere nok særligt husket fra Jørgen Leths dokumentar, En forårsdag i helvede.

Spørgsmålet er, om Tom Boonen i sit sidste løb kan tage sejren og sætte sig alene på den ubestridte trone som historiens konge af Paris-Roubaix?

Kan Boonen vinde?
Meget taler for. Først og fremmest kender Boonen løbet så godt, at han selv som tæt-på-pensioneret 36-årig vil være i spil til sejren.

Dertil skal lægges, at ude af form er han ikke. Slet ikke. Før styrtet i sidste søndags Flandern Rundt så han skarp ud og ville helt sikkert have kørt med om sejren, havde han været styrtet foruden. Og lytter man til manden selv, er der ingen tvivl: Han er i bedre form end sidste år (hvor han blev nr. 2), og han kører for at vinde.

Men han får det svært. For det første er Paris-Roubaix uheldenes holdeplads. De mange brosten inviterer til punkteringer og styrt. De bedste ryttere er typisk også eksperter til at klare sig igennem netop disse udfordringer, men alt kan ske – selv for de bedste – og det gør løbet uforudsigeligt.

Samtidig er der mange om buddet. Som det pointeres i optakten til løbet på feltet.dk er Paris-Roubaix er et specielt løb med sine helt egne favoritter. Hjælperyttere, som normalt lever et liv i skyggen, har frie tøjler, fordi de i kraft af råstyrke og udholdenhed – samt særlige evner på brostenene – har udviklet sig til eksperter i netop Paris-Roubaix. Vindere som Johan Vansummeren er et pragteksempel på dette.

Dertil skal lægges de åbenlyse stjerner og favoritter, hvor særligt Peter Sagan, John Degenkolb, Greg Van Avermaet, Alexander Kristoff og Niki Terpstra blivet fremhævet.

Farvel til en af de største
Med andre ord: Boonen har en realistisk chance. Og han har hele cykelverdenen i ryggen. Men uanset om han vinder, er han allerede en legende. Hans navn er for længst slået fast i cykelsportens historie som en af de bedste nogensinde og som den bedste brostensrytter i nyere tid.

Derfor bliver det på samme tid både trist og stort at se søndagens udgave af Paris-Roubaix. På den ene side siger vi farvel til en af de allerstørste. På den anden side er vi heldige. Heldige, fordi vi har været med hele vejen og fulgt en fantastisk rytters karriere fra start til slut. En rytter, som senere generationer vil få tudet ørene fulde af. Igen og igen!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *