27 Nov

Errare humanum est, sed perseverare diabolicum

Et argument for, at UEFA bedst lever op til fair play-princippets ånd ved ikke at straffe Luiz Adriano for hans skandaløse scoring mod FC Nordsjælland.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Ukrainske penge i banken og brasiliansk samba på banen

Tirsdagens Champions League-kamp mellem de 7-dobbelte ukrainske mestre fra Shaktar Donetsk og de (noget mere overraskende) nykårede danske mestre fra FC Nordsjælland så på forhånd ud til at kunne blive en seværdig affære. Ingen af verdens allerbedste spillere var ganske vist at finde i de respektive holdopstillinger, men fodboldfans verden over havde ikke desto mindre rimelig grund til forventningsfuldt at se frem til kampen. For det første var der seriøs grund til at håbe på såkaldt positiv – altså angrebsivrig og chanceskabende – fodbold fra begge mandskaber, hvilket sådan cirka undtagelsesløst indebærer større underholdningsværdi for tilskuerne. For det andet har Shaktar Donetsk simpelthen spillere, der kan præstere at spille positiv fodbold på højeste internationale niveau, uden at forsvaret af den grund kommer til at ligne en gennemhullet si til forveksling. Misforstå mig ikke: Der er selvfølgelig grund til at have al mulig respekt for FCNs talentfulde trup af talentfulde lykkeriddere, men man kommer alligevel ikke rigtigt udenom, at kampens kvalitetsmæssige trækplaster (for alle andre end die hard-FCN-supportere) havde en hel del at gøre med, at ”fantasillionæren” Rinat Akhmetov  efterhånden har pumpet så mange millioner milliarder i Shaktar Donetsk, at klubben nu tropper op med hele otte vaskeægte ”brassere” af upåklageligste kvalitet i startopstillingen; heriblandt absolutte topspillere som Alex Teixeira, Fernandindo, Willian og – ikke mindst – Luiz Adriano. Den foreløbige kulmination på Shaktars egenartede cocktail af ukrainske oligark-finanser ad infinitum i banken og brasilianske lækkerier ad libitum på banen må uden tvivl siges at være Shaktars imponerende triumftog gennem den prestigiøse UEFA-cup-turnering i 2009. I UEFA-cup-finalen besejrede Shaktar således det tyske mandskab Werder Bremen med 2-1 efter i øvrigt at være kommet foran via en fremragende scoring af Luiz Adriano i det 25. minut. Det turde således være tydeligt nok, at selvom Shaktar Donetsk på den éne side ikke er FC Barcelona, og Luiz Adriano ikke ligefrem er en spiller på niveau med Lionel Messi; så er Shaktar Donetsk altså heller ikke FC Nordsjælland, lige så lidt som Luiz Adriano er en spiller i Morten Nordstrands prisleje endsige af Nordstrands – i øvrigt godkendte – kvaliteter. Hvis I vil have mig undskyldt (og sådan set også, hvis I ikke vil).

Fra snydekoder til snydemål

Og man kunne sådan set udmærket få et omfattende blogindlæg ud af slet og ret at forholde sig til, hvad det gør ved professionel fodbold, når hovedrige såvel som hovedløse oligarker, sheiker, stor-muftier, oliemagnater og andet skidtfolk overtager butikken i diverse storklubber og erstatter sund forretningssans med dét, man som tidligere computerafhængig vel bedst kan betragte som injektion af regulære ”snydekoder”. Mest prominent har vi fx set det ske i topklubber som fx Chelsea, Manchester City, Shaktar Donetsk og senest Paris St. Germain. Personligt er jeg stærkt skeptisk. Mindst. Dette væsentlige spørgsmål er imidlertid ikke mit anliggende for indeværende. I stedet vil jeg overveje, hvad det muligvis gør ved professionel fodbold og dets princip om fair play, når det følgende sker:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=y0d_j88LUag&w=560&h=315]

Ved stillingen 1-0 til FCN i tirsdagens kamp får den danske angriber Morten Nordstrand en albue i brystet, hvorved han falder til jorden, mens spillet endnu er i gang; vel at mærke, mens FCN er i boldbesiddelse. Som det sig hør og bør, fløjter kampens dommer, franske Antony Gautier, spillet i stå. Det viser sig heldigvis, at Nordstrand ikke har slået sig synderligt, hvorfor spillet hurtigt kan genoptages. Hér er proceduren så, at et dommerkast sætter spillet i gang, hvorefter Shaktar Donetsk forventes at give bolden tilbage til FCN, der jo var boldførende, da spillet blev stoppet. Shaktars midtbanegeneral Willian signalerer umiddelbart efter bemeldte dommerkast, at han vil sparke bolden ned til FCN-målmanden, Jesper Hansen, og han ekspederer da også bolden planmæssigt af sted, mens såvel Shaktar- som FCN-spillere i ro og mag ser til. På nær Luiz Adriano. Angriberen fra Joga bonito (da: ’spil smukt’)-konceptets hjemland ser nemlig stort på fair play-princippets uskrevne kodeks: Han snupper slet og ret bolden, mens den hopper ned mod FCN-målet (uden at de forvirrede FCN-forsvarere overhovedet når at reagere), ”afdribler” en tydeligt perpleks Jesper Hansen og triller kuglen i nettet. 1-1. Den manglende efterfølgende jubel hos Adriano mere end antyder, at han godt har (op)fattet, at målet ikke just repræsenterer angriberens finest hour, moralsk set. Stadion koger og FCN-spillerne er i oprør – forståeligt nok. Men altså: Det er menneskeligt at fejle. Sgu. Uanset om Adriano var klar over eller ej, hvilket brud på spillets moralske kodeks, han gjorde sig skyldig i, forhindrer intet jo Shaktars rumænske træner, Mircea Lucesco, endsige resten af Shaktar-spillerne i at gøre det eneste rigtige og sørge for, at FCN-spillerne uhindret får mulighed for at bringe sig i spidsen igen. Og det fulde ordsprog lyder jo også: Errare humanum est, sed perseverare diabolicum. Altså: Det er menneskeligt at fejle, men det er diabolsk at blive ved (med at fejle). I første omgang ser det da også ud til, at Lucesco signalerer til sine spillere, at de skal lade FCN-anfører Nikolaj Stockholm score et ”gratis” mål, så der igen kan blive bragt balance i kampens etiske regnskab. Men forsvarsklippen Taras Stepanenko vil det anderledes: Som bagerste mand tackler han Stockholm i sidste øjeblik, og Adrianos notoriske brud på fair play-konvention får på den måde lov at gælde som en regulær reducering, som Shaktar i resten af kampen ikke tager yderligere tilløb til at kompensere for. FCN-spillerne og publikum på Farum Park er efterfølgende – og igen fuldt forståeligt – så edderspændt rasende, at det faktisk lykkes at omsætte den dertilhørende energiudladning til et meget fornemt føringsmål ved Kasper Lorentzen. For en stakket frist, ganske vist: Kraften i kombination af kontant købekraft og klar klasseforskel (i noget der minder om et bogstavrim på konsonanten ’k’) lader sig ikke fornægte, og Shaktar ender fortjent med at vinde kampen 5-2. Eller rettere sagt: Den fortjente sejr ville have været på 4-2 eller til nøds 5-3.

Om forskellen mellem legalitet og moralitet

Men hvorfor er Luiz Adrianos reduceringsmål mod FCN så stor en skandale? – for det er det vitterligt! Mit svar har især med en (Immanuel Kant-inspireret) skelnen mellem moralitet og legalitet at bestille – med hvad skal det så betyde? Det skal eksempelvis betyde, at det slet og ret er en misforståelse, når et par af mine Facebook-venners venner overvejer i en længere tråd (@ Karsten Krogh), om ikke Adrianos mål svarer nogenlunde til, når en spiller (vel at mærke ikke målmanden) parerer en bold med hånden, der ellers ville være endt i netmaskerne? Og intentionel hånd på bolden (dvs. med vanilje) sker jo relativt ofte, uden at folk af dén grund taber kasketten af lutter moralsk indignation, som fodboldfans vil vide. Sagen er bare, at de to situationer ret beset har meget lidt med hinanden at bestille – og det af følgende grund: Når en markspiller parerer med hænderne, forbryder han sig mod en specifik regel i spillet, der ganske bogstaveligt gør handlingen illegal. Spillerens ”håndarbejde” vil af samme grund resultere i, at han efterfølgende bliver udvist såvel som, at modstanderholdet må forventes at få et straffespark (svarende til en 80 % scoringschance) tildelt. Spillerens konkrete handling (dvs. paraden) modsvares altså af ligeså konkrete konsekvenser (dvs. et rødt kort og et straffespark), der helt utvetydigt påvirker det holds vinderchancer negativt, som synderen synder på vegne af. Og ofte nok tillige synderen selv, i øvrigt, i form af en eventuel karantæne. Fodboldreglementet kan med andre ord håndtere en bestemt type krænkelse af sit eget regelsæt ret så uproblematisk; simpelthen ved at udmåle og eksekvere en adækvat straf i rette proportion til den respektive ”forbrydelse”. Adrianos mål er imidlertid a very different animal. Der er således ingen officiel regel, der forhindrer Adriano i reducere, som han gjorde det. I givet fald ville – og skulle – dommeren jo være skredet ind. I stedet er der ”blot” den moralske kode, vi oftest omtaler som fair play, hvis handlingsanvisning i den givne situation ikke beskriver nogen specifik strafudmåling (fx håndparade = udvisning + straffespark), men langt snarere foreskriver, at ’den slags gør man bare ikke’. Det handler med andre ikke om aktionens legalitet, i tilfældet Adriano, men om dens moralitet. Og så snart det afgørende i denne forskel går op for en, må det – ifølge denne optik – samtidig blive tydeligt, at den væsentligste skade i denne sag endegyldigt og (delvist) uopretteligt er sket; selv hvis UEFAs disciplinærudvalg vælger at straffe Luiz Adriano – hvilket en hel del sådan set tyder på, at de har tænkt sig.  Men hvorfor nu det? Skulle UEFA ikke kunne rette op på fadæsen ved i det mindste at demonstrere en ’nul tolerance’-tilgang overfor Shaktars farceagtige fejldisposition? Mit svar på dette spørgsmål er slet og ret, at ’nej, det skulle de desværre ikke kunne.’ Fair play-princippet er simpelthen blevet grundigt kompromitteret i denne sag; ikke fordi Adriano var ”menneskelig” nok til at fejle, men fordi Shaktar var ”diabolske” nok til at blive ved med at fejle kampen ud.

Tillid kræver frivillighed: Når det forkerte må være lovligt, for at det rigtige kan være rigtigt

Hvis mit ræsonnement stadig ikke synes klart, så prøv at overveje, hvordan vi i vort daglige liv helt instinktivt (eller i det mindste intuitivt) opererer med denne forskel hele tiden. De fleste mener således uden videre, at en række ”aktiviteter” (såsom fx løgn, utroskab, manipulation, overdreven brug af skældsord, etc.) alt andet lige er moralsk forkerte uden på nogen måde at mene, at selvsamme aktiviteter på nogen måde burde forbydes ved lov. Det udgør med andre ord en slags (social?-)liberal grundintuition i moderne vestlige samfund, at det er bedre, hvis bestemte handlinger er juridisk legale, end hvis de er illegale – vel at mærke på trods af at disse handlinger regnes for stærkt tvivlsomme, moralsk set. Og det vil så være min påstand for indeværende, at vores implicitte begrundelse for det rimelige i distinktionen mellem legalitet og moralitet ikke udelukkende har med individets ret til at bestemme over sit eget liv uden utidig statslig indblanding at bestille. Der er nemlig mere at komme efter end individets ukrænkelighed, når det kommer til vores moralske orienteringssans. Men hvad? Jo, når det kommer til vores tillid til, at folk ikke lyver for os, bedrager os, manipulerer med os eller sviner os til, er det nemlig en essentiel del af denne tillids moralske værdi, at folk lever op til den frivilligt (eller undgår at gøre det). Eller anderledes udtrykt: At de lever op til den uden at være blevet tvunget af loven eller dens hårdhændede håndhævere. At forsøge at forstå tillid som noget, der kan tvinges igennem er – for mig at se – altid allerede at have misforstået fænomenet tillid helt grundlæggende. Tillid er noget, der kan være mellem to frie individer – eller også kan den ikke være der. Men hvorfor nu denne lomme-moralfilosofiske opsang? Fordi, som det gerne skulle være tydeligt, fair play netop er et fænomen, der kun er, hvad det er, så længe spillere lever op til dets fordringer frivilligt – og ikke først i forlængelse af retslige sanktioner fra UEFAs disciplinærudvalg. Man kan med andre ord ikke redde fair play-princippets ånd ved at tvinge det igennem, eftersom dette akkurat transformerer (og i realiteten deformerer!) sagen fra at være et spørgsmål om moralitet til at være et spørgsmål om legalitet. Og den duer ikke. Væk. Hvis fodboldspillere fremover begynder at forholde sig til fair play-relevante situationer á la Adrianos mål som et fænomen indenfor rammerne af fodboldens ”straffelovgivning” fremfor som et moralsk imperativ, så har vi for mig at se overhovedet ikke stået vagt om fair play-ånden. Langt fra: Vi har gjort det stik modsatte og nærmere afskaffet den selvsamme ånd.

Men hvad er så facit? At der ikke er nogen vej udenom at prøve at holde fast i tilliden til spillernes sans for ret og rimeligt – også selvom det er blevet et væsentligt stykke vanskeligere nu. Og så ellers lade det være op til Luiz Adriano og hans fyrretyve kumpaner at se, om det lykkes dem at lade nydelsen over deres legale sejr (samt de mange millioner, som avancement til knock out-fasen af Champions League rigtigt nok sikrer) overdøve deres dårlige samvittighed over det moralske svigt overfor hele sportens fair play-kodeks, de er skyldige i. Personligt har jeg faktisk så tilstrækkelig stor tillid til Shaktars dyrt indkøbte boldkunstneres etiske kompasser, at jeg ikke tror, samvittighedens stemme bliver så nem at overdøve endda. Og må Shaktar-spillerne så holde sig til klassisk Joga bonito i resten af turneringen, tak. Frivilligt, allerhelst.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image