01 Oct

En vinders afsked

Lakers at Wizards 12/3/14

Kobe Bryant har i de seneste 20 år været en af NBA-cirkussets absolut bedste spillere. Efter Lance Armstrongs deroute er han sammen med Serena Williams en af årtusindets største vindere i amerikansk sport. Han vil vinde for enhver pris, og han vinder for enhver pris. Indtil videre har han overvundet de fleste forhindringer. Han har spillet igennem skader, voldtægtsanklage og store personkonflikter på sit hold. I disse år kæmper han mod den sidste modstander: Sin alder.   

Af Mads Graves Pedersen

(Del 1) – Læs del 2 her.

12. april 2013: Det er et velkendt billede i amerikansk sport. The locker-room-interview. Kampen mellem The Los Angeles Lakers og Golden State Warriors er netop slut. Atleten sidder i midten, omringet af kameraer og diktafoner. Han har siddet der tusinde gange før, Kobe Bryant. 

Smilende og levende, når holdet har vundet, gravalvorlig og seriøs, når holdet har tabt. Men denne her aften er anderledes. Den stoiske ro og de afmålte professionelle svar er udskiftet med blanke øjne og en sårbarhed, som på samme tid er befriende og hjerteskærende at se på.

Lakers vandt kampen, men det er for så vidt ligegyldigt. Alle spørgsmål kredser om én enkelt situation, et enkelt  “play”, som man kalder det.

Med tre minutter og ti sekunder tilbage af kampen runder Kobe Bryant sin direkte modspiller og uden nogen nævneværdig kontakt går han i gulvet.

Han humper selv af banen, bliver undersøgt og humper tilbage igen for at tage sine to straffekast. Med fuldstændig døde øjne og et ansigtsudtryk uden glød, scorer han sikkert på begge sine to forsøg og forlader derefter banen igen.

Akillessenen er sprunget – karrieren hænger i en tynd tråd.

¨Its fueling me¨  

“Oh yeah, for sure..,” svarer Kobe en journalist, som spørger ham, om han allerede var klar over skadens omfang, da han trådte tilbage på banen for at skyde sine straffekast.

“If anyone is gonna get through this, it’s probably you, right,” siger en anden journalist. Kobe kæmper med tårerne, men taler sig ud af øjeblikkets magtesløshed. Han bruger velkendte Kobe-floskler – som den om det ansvar, han har overfor sine døtre, og den om, hvordan modgang gør ham stærkere.

“It’s fueling me, its fueling me. I can feel it already.” Det er lige før, han klarer den. Han er så tæt på at ride den følelsesmæssige storm af ved hjælp af professionalisme og klassiske sportsmetaforer, men så kommer det næste spørgsmål, og som en mavepuster bliver han trukket tilbage til virkeligheden: “So this is not the last game we´ll ever see you play?”

Kobe skærer i et kort sekund en grimasse, som antyder, at det uundgåelige sammenbrud indtræffer i det næste øjeblik. Han kigger bebrejdende ned på journalisten. “Really? Really?”

Journalisten falder over sine egne ord, idet han prøver at undskylde. Den anspændte stemning i omklædningsrummet når et nyt højdepunkt. Men så smiler Kobe. “It’s appropriate that you ask your question from down there.” Der drages et kollektivt lettelsens suk. Alle griner, Kobe forlader interviewet.

Basket i blodet

At Kobe skulle spille basket var en selvfølgelighed. Hans far, Joe Bryant, spillede selv i en periode i NBA og senere som professionel i Italien, hvor Kobe boede fra han var seks, til han var 13 år.

Det var som sådan ingen overraskelse, at han skulle ende i NBA, men at han i 1996 endte med at blive draftet som 17-årig, direkte ud af high school, var lidt af en sensation.

I første omgang endte han hos Charlotte Hornets, men en handel var allerede sat op i dagene op til draften. Hornets fik Lakers’ store center, Vlade Divac, og Kobe røg til Los Angeles. Til det hold, hvor hans store idol, Magic Johnson, i midt-80’erne havde kæmpet mod rivalen Larry Bird og hans Boston Celtics.

Kobe Bryant var på det tidspunkt den yngste spiller, som nogensinde havde spillet i NBA.

Hans efterfølgende meriter taler for sig selv. Fem mesterskaber, to gange topscorer, 17(!) allstar-kampe (af hvilke han fire gange er blevet kåret til kampens MVP), en enkelt regular season MVP og to finals MVP. Læg dertil et hav af individuelle rekorder.

De første mesterskaber kom lige efter årtusindskiftet, hvor kombinationen af Kobe Bryant, Shaquille O’Neal og den karismatiske træner Phil Jackson skaffede Lakers tre mesterskaber på stribe.

O’Neal var ubetinget ligaens mest dominerende spiller i den årrække, og mange tilskriver ham de tre mesterskaber. Men så sandt som det er sagt, at O’Neal var af en anden verden, lige så sandt er det, at den unge Kobe havde en kæmpe andel som boldfører og kreatør på holdet.

Sammen var de ustoppelige, og billederne af Kobes “alley-oop-aflevering” til O’Neal, som dunker Lakers i finalen i 2000, er ikoniske. Faktisk har netop dette play nærmest mytologiske aspekter. Ikke nok med, at det smukke sammenspil mellem Bryant og O’Neal står i skærende kontrast til den indbyrdes rivalitet, som de kommende sæsoner ville afsløre, så udmanøvrerer Kobe også lige Scottie Pippen på vejen. Pippen, som var den store forsvarsgeneral for træner Phil Jackson i årene, hvor hans Chicago Bulls, anført af Michael Jordan, fejede al modstand af banen. Tiderne var skiftet. Phil Jackson trænede nu Lakers, og Michael Jordan rendte rundt i et jakkesæt og legede sportsdirektør i Washington.

En Soap

Efter tre mesterskaber på stribe gik Kobe og Lakers ind i nogle turbulente år. Som hold leverede de stadig resultater, men efter finalenederlaget til Detroit Pistons i 2004 rykkede O’Neal teltpælene op og rykkede til Miami – samtidig forlængede Phil Jackson ikke sin kontrakt. Kobe var nu alene i verden.

Forholdet imellem de tre havde igennem 2003/2004-sæsonen udviklet sig til en sæbeopera. Lige siden Jackson kom til og introducerede det legendariske triangle offense, som han også praktiserede sammen med Jordan og Pippen i Chicago, havde der været en konflikt omkring rollefordelingen. O’Neal var fra starten blevet gjort til holdets naturlige omdrejningspunkt af Jackson, men som Kobe udviklede sig, blev han mere og mere utilfreds med systemet, som han syntes underminerede hans talent.

O’Neal beskyldte Kobe for at være egoistisk og for at tage for mange skud i stedet for at fordele bolden. Kobe mente, at man skulle tilpasse systemet til de spillere, man havde til rådighed. I foråret 2004 var det uundgåeligt, at parterne måtte skilles, og da Kobe havde kontraktudløb lå det i kortene, at det var ham, som måtte forlade holdet. Sådan gik det dog ikke, for da både Phil Jackson og O’Neal forlangte lønforhøjelser, endte man i stedet med at forlænge med Kobe. Et farvel blev det til Jackson og hans triangle offense og til O’Neal og hans dominans under kurven.

En temmelig sløj sæson fulgte, og et uheldigt mønster tegnede sig for Kobe, som havde en tendens til at blive uvenner med alt og alle. Derfor var det også ganske uventet, at Phil Jackson kom tilbage som træner, bare et år efter at han havde forladt det kontroversramte hold og oven i købet efterfølgende offentligt havde kritiseret Kobe. Han var umulig at være træner for, sagde Jackson.

Det skulle nu ikke vise sig at være helt sandt, og sammen fik de holdet på ret kurs, mens Kobe selv fandt et spillemæssigt niveau, som selv for ham var utroligt…..

(Læs del 2).

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *