11 Aug

Det nye United

Manchester United

Storheden, tiltrækningskraften og musklerne er tilbage i Manchester United. Efter tre opslidende år med Moyes og van Gaal har ledelsen i Englands største fodboldklub makset ud og rekrutteret fra absolut øverste hylde. Sport fortalt kigger nærmere på det nye United.

Af Kristoffer Lottrup

Mourinho. Zlatan. Pogba. For at forstå, hvad der sker i Manchester United i øjeblikket, skal vi over tre år tilbage i tiden. Tilbage til dengang Sir Alex Ferguson annoncerede sit karrierestop og med det samme blev en del af det ansættelsesudvalg, der skulle finde hans afløser.

I sin seneste bog Leading fra 2015 løfter skotten noget af sløret for de overvejelser, man gjorde sig. Ifølge Ferguson havde klubben seks mand på listen. Pep Guardiola, Carlo Ancelotti, Jürgen Klopp, Louis van Gaal, José Mourinho og David Moyes. Den nærmere prioritering er ukendt. Dog slår Ferguson fast, at Moyes var sjettevalg. Alligevel endte han som bekendt med at få tjansen.

Således havde Guardiola allerede sagt ja til Bayern München, mens Ancelotti stod klar til at tage over for Mourinho i Real Madrid. Klopp havde netop forlænget sin kontrakt med Borussia Dortmund, og Louis van Gaal var opsat på at vinde VM med Holland i 2014. Hvad Mourinho angår, er teorierne flere.

Ifølge Ferguson havde portugiseren allerede givet sit ord til Roman Abramovich om at vende tilbage til Chelsea. Den udlægning blev bakket op af Mourinho selv, der ved flere lejligheder afviste, at han var i dialog med United i 2013. Andre påstår imidlertid, at Mourinho blev fravalgt af et flertal i Uniteds bagland. Angiveligt skulle især kulturbæreren Sir Bobby Charlton have haft betænkeligheder ved Mourinhos til tider ucharmerende og konfrontatoriske stil. Tilbage i 2012 udtalte Charlton sig kritisk om Mourinhos øjeprikkende overfald på daværende Barcelona-assistent Tito Vilanova.

“A United manager wouldn’t do that,” sagde Charlton ved samme lejlighed.

Uanset hvad er det tydeligt, at det snarere var tilfældigheder og dårlig timing end overvældende enighed, der førte til ansættelsen af David Moyes. Moyes var en god historie. En ven af Ferguson. En Glaswegian. Spin-afdelingen døbte ham the chosen one, og resten skulle være historie. Det gik bare ikke. 

Moyes var for lille, for uvant. Han kunne måske have udrettet noget i længden, men den tålmodighed hans seks år lange kontrakt signalerede, var ikke tilstede hos ledelsen i en klub, der er vant til at vinde eller i det mindste blive nummer to. En forvirret og ofte kapitulerende spillestil fik selv de mest loyale tilhængere til at vende Moyes ryggen, og da Champions League-fodbold efter 35. spillerunde end ikke var en matematisk mulighed, røg skotten og hans stab på porten.

Sæsonen efter fik man så en af de øvrige kandidater fra den oprindelige ønskeseddel i form af Louis van Gaal. En mand, der aftvinger respekt og oser af arrogance og tro på egne evner (og filosofi). En mand, med et imponerende cv med titler overalt, han har været. Umiddelbart et godt match. Men ak. Hollænderens to år i United nærmede sig en farce. Et evigt løfte om bedre tider, der hele tiden var ét skridt frem og to tilbage. Et FA Cup-trofæ muliggjorde en ærværdig, men uundgåelig exit et år før kontraktudløb. Det var forfra igen i Manchester United.

To fejlskud

Det er i det lys den seneste udvikling i United skal ses. Tre magre, identitetsforvrængende og opslidende år kan gøre meget ved en fodboldklub og dens fans. Især hvis der er tale om en klub og en fanskare, der er vant til succes.

Dengang for over tre år siden var mange – både på direktionsgangen og på lægterne – utvivlsomt usikre på ansættelsen af David Moyes. Mange havde foretrukket et større navn. Man bakkede imidlertid op, fordi ansættelsen var en god fortælling om en hårdtarbejdende træner, der havde fået gudfaderens velsignelse og var indforstået med at drive klubben videre the United way.

Efter 27 år med Sir Alex Fergusons nærmest overmenneskelige evne til at få det maksimale ud af, hvad der langt fra altid var den stærkeste trup i ligaen samt en dugfrisk mesterskabspokal i skabet, var der overskud til at give Moyes-eksperimentet en chance. 

Der var ikke behov for det kæmpestore trænernavn, der fra første dag ville sætte sit markante præg på klubben. Nej, så hellere en glidende, udramatisk overgang fra Ferguson til Moyes.

Man holdt imidlertid sig selv for nar. Niveauforskellen mellem Ferguson og Moyes var for stor. Spillerne mistede troen på projektet og på deres manager. 

Med van Gaal fik man det store navn, men man fik også den forkerte mand på det forkerte tidspunkt. Man havde behov for stabilitet og resultater, men fik i stedet en uidentificerbar filosofi, der ifølge hovedpersonen ville virke efter tre måneder, så et år, så to, så tre.

Van Gaal sled tilhængerne op med et dræbende og manisk fokus på boldbesiddelse og afleveringer tilbage i banen. I den netop overståede sæson scorede United blot 49 mål i 38 ligakampe. 49! Sunderland scorede 48. Aldrig har et United-hold scoret så få mål i en Premier League-sæson.

Der skulle ske noget nyt, og José Mourinho var det oplagte valg. Manden, der af den ene eller anden grund ikke blev tilbudt jobbet i 2013, skal føre United tilbage til tidligere tiders storhed. 

Mourinhos United

27. maj blev José Mourinho præsenteret som ny manager i Manchester United. 4. juni tog førnævnte Sir Bobby Charlton imod på Uniteds træningsanlæg Carrington og udtrykte sin store tilfredshed med portugiserens ankomst. Måske rumsterer tvivlen fortsat i Charltons hoved, men på nuværende tidspunkt er Mourinho nødvendig for United.

Med José Mourinho får man succes. Det viser hans meritter os. Mourinho skal ikke bruge tid til at finde fodfæste. Han kommer ikke med en langsigtet plan, der skal føre til resultater i næste sæson. Han vil vinde med det samme.

Som portugiseren selv udtrykte det på sit første officielle pressemøde som United-manager:

“I was never very good at hiding behind words or philosophies. I never tried to be good at that. I was always much more aggressive in my approach, with the risks it can bring. It would be easy, honest and pragmatic for me to focus on the last three years, and the fact that we didn’t qualify for Champions League, and to say let’s work, let’s try to  be back in the top four, let’s try to do well in the Europa League, but I am not good at that, and I don’t want to be. I prefer to be more aggressive and to be more aggressive is to say we want to win.”

Hvad Mourinho til gengæld skal bruge er de bedste spillere, penge kan købe. Og det har han fået.

Under førnævnte pressemøde gjorde Mourinho det klart, at han og hans stab havde udpeget fire spillere, der tilsammen ville genoprette balancen i United-truppen og gøre holdet til reelle titelaspiranter. Godt en måned senere er alle disse fire spillere kommet til klubben.

At have styr på truppen inden sæsonstart er efterhånden undtagelsen snarere end reglen, og har man fulgt Manchester Uniteds ageren på transfermarkedet de seneste tre sæsoner – og faktisk også i flere af sæsonerne under Ferguson – ved man, at det langt fra altid er tilfældet, at United får sin mand.

Tag for eksempel den på alle måder kaotiske sommer for tre år siden. David Moyes havde netop taget over efter Ferguson, og Ed Woodward havde netop taget over efter David Gill. Der var seriøs snak om Cesc Fàbregas, Thiago Alcântara og Toni Kroos, men det hele endte med Marouane Fellaini til overpris på sidste transferdag. 

Under van Gaal var transferaktiviteten til tider mere vellykket, men den bar også præg af fejlcastede spillere som Falcao, Angel di Maria og Marcos Rojo. Med de over to milliarder kroner, van Gaal fik spillere for i løbet af sine to sæsoner, kunne man med rette have forventet mere. 

Denne sommer har været anderledes effektiv og kvalitetsbevidst. Fire mål. Fire intensive rygtestrømme. Fire handler.

Mourinho har forstærket holdet lige der, hvor der har været allerstørst behov, og han har gjort det med fire klassespillere. Bevares, Eric Bailly har stadig en del at bevise, men bedømt på indsatsen i Community Shield forleden har man set rigtigt. Ivorianeren bidrager med en hurtighed og en fysik, der har manglet i United-forsvaret siden Rio Ferdinands bedste dage.

I Henrikh Mkhitaryan har man fået en spiller, der bidrager med den altoverskyggende mangelvare fra van Gaal-æraen: chanceskabende og målgivende afleveringer. Med imponerende 32 assists og 23 scoringer for Borussia Dortmund i sidste sæson virker armeneren som den rette mand til opgaven.

Og så kommer vi til cremen. I Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović har man hentet to spillere fra fodboldens nuværende top ti. Pogba kommer med den tyngde, den aggressivitet og den dominans, United-midtbanen har haft brug for i årevis. Zlatan kommer med den swagger, den arrogance og den sublime teknik, som også indkapslede en vis Eric Cantona.

De fire tilføjelser markerer det mest overbevisende transfervindue i United siden 2007, da Owen Hargreaves, Anderson, Nani og Carlos Tevez alle kom til klubben.

United a la Woodward

Mourinho, Zlatan og Pogba eksemplificerer samtidig den totale overgang fra det gamle til det nye United. Der er ikke tid til den lange snor. Moderne fodbold handler om resultater og indtjening. Indtjening og resultater. Intet andet.

I den forbindelse har United ikke råd til at være ordinære. Uanset spillet på banen, var man aldrig ordinære med Ferguson ved roret. Det bliver man heller ikke med Mourinho.

Under Moyes og van Gaal væltede pengene fortsat ind fra et hav af sponsoraftaler, men man mistede anseelse, og positionen blandt fodboldens absolutte stormagter var i fare. United tabte terræn til Real Madrid, FC Barcelona og Bayern München. Det var selvforståelsen, der var på spil.

Med ansættelsen af Mourinho og særligt med indkøbet af Pogba har Ed Woodward og Glazer-familien smidt hæmningerne. Nu skal der vindes titler, nu skal det tabte vindes tilbage, nu skal der laves endnu flere penge.

Mourinho var første del af ligningen. Uden Champions League-fodbold skal der noget ekstraordinært til for at lokke de helt store spillere til Manchester. Mourinho er netop det. Uden Mourinho ingen Zlatan. Uden Mourinho ingen Pogba.

Netop Zlatan og Pogba er næste del af ligningen. Mens de indiskutabelt er blandt de bedste spillere i verden, er de også blandt de mest profilerede, mest fulgte, mest populære. De er med andre ord spillere, man kan tjene penge på. At Pogba har kostet omkring 800 millioner kroner er naturligvis ligeså absurd, som det er vildt, men det skal også ses som en investering i mere end blot en spiller til startopstillingen. Den opmærksomhed Pogba allerede har skabt omkring Manchester United, og den opmærksomhed han kommer til at skabe i fremtiden, er og bliver en gevinst for brandet og forretningen Manchester United. Med Pogba ombord får Ed Woodward og Uniteds kommercielle direktør Richard Arnold endnu flere muligheder for at øge klubbens værdi og indtjening.

Spørg bare i Real Madrid. Kongeklubben har i årevis brugt svimlende summer på at hente de allerbedste spillere i verden og har samtidig toppet Deloittes Football Money League år efter år.

Florentino Perez og Zinedine Zidane har indiskutabelt været mere end åbne for ideen om at bringe Pogba til Bernabeu, men skal man tro diverse bulletiner, har selv Kongeklubben måttet opgive at matche Manchester Uniteds astronomiske bud.

Om man kan lide det eller ej, sender Uniteds køb af Pogba et kraftigt signal til omverdenen og de nærmeste konkurrenter. Med franskmandens rekordskifte til United er det første gang siden 2000 – da Lazio hentede Hernan Crespo i Parma – at verdens dyreste fodboldspiller ikke repræsenter Real Madrid. Siden da er Luis Figo, Zinedine Zidane, Kaká, Cristiano Ronaldo og Gareth Bale alle endt i Kongeklubben. 

Med købet af Pogba har United flekset den økonomiske overarm og vist den øvrige fodboldelite, at de klar til spille spillet — både på og uden for banen.

En ny begyndelse

Stemningen omkring United virker tilsvarende forandret. På mange måder er det som om, man først nu starter forfra efter Ferguson. Der er en spirende optimisme blandt klubbens tilhængere. Truppen ser stærkere ud end på noget tidspunkt siden slutningen af nullerne, og senest kom Community Shield-trofæet i hus efter en matchvindende Zlatan-scoring. 

Trioen Rooney, Ibrahimović og Pogba er allerede dødt RIP i stil med Real Madrids BBC (Benzema, Bale, Ronaldo) og Barcelonas MSN (Messi, Suárez, Neymar).

Lettelsen over afskeden med Louis van Gaal er til at tage at føle på, og tilfredsheden med ansættelsen af Mourinho virker bredt forankret. Ganske vist lurer uvisheden lige bag begejstringen. Hvad sker der om to eller tre år, når den anden og mørke side af Mourinho-effekten har det med at indtræffe? Kan United rent faktisk floppe selv med Zlatan og Pogba på holdet, og hvad sker der så?

Nøgternt set virker et flop usandsynligt. Truppen er langt mere helstøbt end tidligere, og startopstillingen har fået et gevaldigt løft. Konkurrencen er skærpet, og store vindere som Zlatan og Pogba vil utvivlsomt løfte stemningen i truppen.

United vinder ikke nødvendigvis mesterskabet i denne sæson, men buddet herfra er, at de ender i top tre. 

Uanset hvad er Manchester United tilbage, hvor de hører til. Hvor de gerne vil være. Som en seriøs titelaspirant, som klubben alle taler om, og alle andre end United-tilhængerne elsker at hade.

Manchester United starter Premier League-sæsonen på udebane mod Bournemouth søndag 14.30 dansk tid.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *