07 May

Det italienske håb mod den britiske supermagt

Tour de France  2012 stage - 11

Den italienske rundtur har i nyere tid trumfet Tour de France med en langt mere udfordrende, varieret og hård rute. I år har man også tiltrukket et favoritfelt, som inkluderer flere af sportens allerstørste stjerner.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali er blandt de pt. allerbedste etapeløbsryttere. Selv om de begge fremstår som leder af deres respektive hold, har de i år valgt at satse på Giro d’Italia.

Hvorfor mon det? Årsagen er åbenlys for Nibali (28). Som italiensk cykelsports pt. største etapeløbsrytter forventes han at skulle vinde Giroen i løbet af sin karriere – og gerne mere end én gang. Det skal efter planen ske for første gang i år!

Italienernes løb

For italienere er Giro d’Italia nemlig den største af de tre store rundture. Løbet er da også blevet domineret af italienere i langt højere grad, end franskmænd har domineret Touren. Det skyldtes for det første, at Touren hurtigere blev i stand til at tiltrække ryttere fra andre lande, men det spiller også en rolle, at italienske ryttere altid har haft en forkærlighed for hjemlandets rundtur.

Indtil 1950 var der kun italienske vindere af løbet, og af de hidtidige 95 udgaver har der været i alt 67 italienske vindere. Italien har gennem årene desuden haft legendariske ryttere som Fausto Coppi og Gino Bartali, som har prioriteret Giro d’Italia, mens de på samme tid kunne dominere Tour de France. Først fra 1968 blev den italienske dominans brudt, da en hvis Hr. Merckx vandt sin første Grand Tour. Han vandt Giroen i alt fem gange, og i perioden frem til midt 90’erne var den italienske dominans brudt.

Det huede ikke italienerne, og det siger meget om arrangørerne, at de – i et forsøg på at stoppe den udenlandske indflydelse – flere gange tilpassede ruten, så den passede til de italienske ryttere. Eksempelvis vandt den aldrende Francesco Moser sin eneste Giro-sejr i 1984, hvor ruten var blevet skræddersyet til ham.

Fra 1997 blev den italienske dominans genskabt. I ti år frem til 2007 var der kun italienske vindere. I nyere tid har Giroen desuden haft en række store italienske mestre, som udelukkende satsede på den italienske rundtur, eksempelvis Paolo Salvodelli og Gilberto Simoni. Det har været med til at genskabe løbets ry som en mastodont, der i sin selvforståelse kan konkurrere med Tour de France.

Derfor skal Nibali selvfølgelig have sine Giro-sejre. Spørgsmålet er, om det bliver i år.

En brite langt med syd

For den forsvarende vinder af Tour de France, Bradley Wiggins (32), er prioriteringen af Giroen noget mere overraskende. Officielt går han stadig efter sejren i Tour de France, men målet er sejr i Italien først. Officielt er forklaringen, at Wiggins vil vinde begge løb i samme sæson. Det er ikke sket siden dopingdagene var på sit højeste, og Contadors fejlslagne forsøg fra 2011 burde skræmme selv de modige. Alligevel kaster Wiggins sig ud i forsøget.

Men hvorfor ikke tage Touren først, og så forsøge sig med Vueltaen efterfølgende? To faktorer spiller ind.

For det første må han – som minimum – dele kaptajn-værdigheden med holdkammeraten Chris Froome i Tour de France. Derfor kan han ikke være sikker på noget som helst, hvorfor det giver mening at gå efter en Grand Tour sejr allerede før Touren starter.

For det andet er prestigen i det italienske løb større end Vueltaens. Af de tre store rundture har den italienske – også kaldet The Pink Race – længe rangeret som nummer to, lige efter Tour de France. Det skyldes for det første, at Vuelta a España først blev kørt i 1935, mens Touren og Giroen blev startet i henholdsvis 1903 og 1909.

For det andet har Italien historisk været leveringsdygtig i store cykelstjerner, jf. førnævnte Coppi og Bartali, som prioriterede Giro d’Italia og skabte opmærksomhed omkring løbet

Taberne tog til Spanien

Jo, Spanien har også kunnet mønstre store ryttere som Luis Ocaña og Federico Bahamontes, men de huskes af mange primært for deres præstationer i bjergene Tour de France. Her vandt Bahamontes bjergtrøjen seks gange og betragtes stadig af mange som Tour-historiens største bjergkonge, selv om Virenque formelt har overhalet ham med syv bjergtrøjer. Ocaña har af mange status som den eneste, der reelt formåede at true Eddy Merckx i Tour de France.

Mens Giroen længe kunne mønstre store vindere, er Vueltaen omvendt i nyere tid blevet domineret af folk, som på samme tid var store tabere i Touren. Tony Rominger, da Indurain dominerede Touren, springer mest i øjnene. Men også Laurent Jalabert, Alex Zülle, Abraham Olano, Jan Ulrich og sidst Denis Menchov kan nævnes.

Giroens højere rangering i cykelsportens ABC blev illustreret tydeligt i 1995, da Vueltaen flyttede fra april til september for ikke at falde sammen med Giroen.  Vueltaen opgav således den mere privilegerede placering mellem forårsklassikerne og Tour de France og er nu at finde på et tidspunkt af sæsonen, hvor flere af toprytterne er ved at være trætte.

Går Wiggins efter cykelsportens trone?

Sidst men ikke mindst illustreres Giroens store status i det faktum, at hvis en rytter vinder Tour de France, Giro d’Italia og verdensmesterskaberne samme år, vinder han den såkaldte Triple Crowning, som anerkendes som den største bedrift inden for cykelsporten.

Wiggins går som sagt efter sejren i både Touren og Giroen. Med en VM-rute, placeret i det meget kuperede Toscana kan det være, at den endnu uofficielle målsætning faktisk er netop The Triple Crowning?

Med næsten 75 kilometers enkeltstart er der yderligere end årsag til, at Wiggins har valgt at satse på Giroen. En Italiens rundtur, der normalt går all in på bjergenes betydning, vil næppe nogensinde passe ham bedre.

Der er således flere forklaringer på, at Giro d’Italia i år har deltagelse af to af de allerstørste etapeløbsryttere. Hvem der vinder, afhænger af flere faktorer – først og fremmest ruten.

Hård rute

Ruten i år er modbydelige. Sport fortalt har i et tidligere indlæg gennemgået ruten i detaljer. Her skal det blot slås fast, at selv om der er en lang enkeltstart, er der så skrappe stigninger i så rigt et antal, at Wiggins ikke kan forlade sig på sin overlegne evner som tidskører, hvis han vil stå øverst på podiet til slut.

Særligt med den enormt hårde – for ikke at sige vanvittige – slutning in mente, må Nibali siges at kunne snige sig med op på øverste trin, når favoritværdigheden skal deles ud. Mand mod mand er Nibali stærkere i bjergene. Dertil skal lægges, at Wiggins aldrig har kørt Italien Rundt før. Han kender ikke bjergene, og stigningsprocenterne er noget højere end i eksempelvis Tour de France.

Nibali er omvendt på hjemmebane. Han kender stigningerne ud og ind, og det er klart til hans fordel. Desuden skal man som bekendt også ned af bjergene, når man først er kørt op. Og Nibalis fortræffeligheder på en nedkørsel er velkendte. Kort sagt: Wiggins får det svært.

Et godt bud er, at Wiggins vil starte med at køre sig i føretrøjen, hvorefter hans Team Sky vil forfølge nogenlunde samme strategi som i Touren sidste år. Hård og konstant defensiv kørsel, som skal få ellers angrebslystne konkurrenter til at miste modet. Men stigningerne i den sidste uge burde være så hårde, at det bliver svært at føre den strategi til ende. Et tilsvarende godt bud vil derfor være, at det vil lykkes Nibali at stjæle trøjen til slut.

To stærke hold

Netop holdenes indbyrdes styrke er vigtig. På papiret ser Team Sky ud til at være noget stærkere end Nibalis Kasakhiske lejesvende, AKA Team Astana. Med ryttere som Rigoberto Uran og Sergio Henao med på slæb – eller rettere til at hjælpe med slæbet – får man næppe bedre støtte i bjergene.

Men Nibali står stærkere, end man skulle tro. Han har eksempelvis Fredrik Kessiakoff, som i sidste års Tour slog Chris Anker i konkurrencen om bjergtrøjen, om end han selv til sidst måtte se sig slået af Thomas Voeckler. Derudover kan nævnes Contadors mangeårige hjælper Paolo Tiralongo samt Valerio Agnoli, som begge er utroligt slidstærke – og at dømme efter 3. etapes noget kaotiske forløb, hvor Wiggins flere gange var isoleret, så kan Astana sagtens hamle op med Sky.

Alle de andre

Men! Selv om dette indlæg indikerer noget andet, så er Giroen absolut ikke kun en dyst mellem Nibali og Wiggins, hvilket de første etaper allerede har vist. Evans blev nr. to på tredje etape foran de andre favoritter, og den forsvarende vinder, Ryder Hesjedal, var den, der animerede etapen med aggressiv kørsel. Canadieren går efter en gentagelse af den noget overraskende sejr fra sidste år,  og han ser skarp ud.

Allerede i Liège-Bastogne-Liège viste han, at han er klar til at udfordre! Hans største styrke er imidlertid også hans største svaghed. Hesjedal er virkelig en All-rounder. Han kan det hele – men er ikke den bedste til noget af det. Sidste år slog han godt nok blandt andre Joaquin Rodriguez på enkelte bjergetaper – og det siger en del – men det er ikke normalt, at han er blandt de allerstærkeste. Men se lige her, hvordan han – efter at have sat Rodriguez i den lyserøde føretrøje – til sidst slider sig fri af Michele Scarponi, som ellers normalt hører til de allerbedste i bjergene:

Tilsvarende kører han en god enkeltstart, hvor han vil kunne distancere de rene bjergryttere. Men mod Wiggins – og for den sags skyld Nibali – vil han tabe meget.

Derudover kommer vi ikke uden om Robert Gesink, som stadig mangler det afgørende gennembrud. Han er stadig kun 26 år gammel og har længe været anerkendt som et af de største hollandske talenter i mange år. Men Gesink er umulig at forudsige. Når han er bedst, er der ikke mange, der kan slå ham på stigningerne. Men han kan sagtens ende med at køre et helt anonymt løb og ende med at slutte som nr. 58.

Sidst – men ikke mindst – må vi ikke glemme Cadel Evans. Især på ét parameter er han milevidt foran konkurrenterne: Rutine. En mere erfaren herre, når det kommer til tre-ugers etapeløb, skal man lede længe efter. Man skal i det hele taget aldrig fraskrive den australske slider. Lige som Hesjedal er han All-rounder, men umiddelbart er han lidt mere stabil. Over et så hårdt og langt løb, som Giroen er, vil en Evans i topform være et godt bud på en sejr. Og så er det også ved at være sidste udkald, hvis Evans skal have endnu en stor triumf med hjem til den australske præmiehylde. Han var stærk på tredje etape, hvor han via bonussekunder og overbevisende kørsel fik tanket en god portion selvtillid.

Giroen er stadig i sin spæde begyndelse. Men om ikke længe, går det for alvor løs. Nibali er denne skribents bedste bud på en vinder – men et mere nostalgiske bud ville være Evans!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image