26 Apr

Den umulige fortælling

David-Moyes

David Moyes er fortid i Manchester United efter en på alle måder katastrofal sæson for Englands største klub, og særligt Sir Alex Fergusons vision om en uprætentiøs, skotsk protegé slog fejl. I kulissen lurer en bister hollænder, som er langt mere Fergusonsk, end Moyes nogensinde bliver.   

Af Kristoffer Lottrup

Fodbold er store fortællinger. Historier om legender, storhed og fald. Manchester United er en af sportens allerstørste, og det seneste kapitel i fortællingen om den mest vindende klub i England er i allerhøjeste grad en historie om et fald. Et monumentalt fald. Fra suveræne mestre til uigenkendelig prygelknabe. Det har nu kostet manager David Moyes sit job og chancen for at blive en ny, stor Manchester United-manager.

Den historie har imidlertid hele tiden været tvivlsom og på flere måder alt for romantisk. Allerede længe før Sir Alex lod sig pensionere, blev Moyes nævnt som en oplagt efterfølger. I Everton havde han igen og igen bevist, at han med hårdt arbejde og et begrænset budget var i stand til at bygge slagkraftige hold op. Hold, som drillede de store, aldrig gav op og også en enkelt gang lykkedes med at slutte i top fire. Der blev peget på parallellerne til den unge Alex Ferguson, der med knappe midler havde stor succes i uanselige Aberdeen i Skotland i startfirserne. Ferguson gjorde dengang det umulige, da han detroniserede giganterne fra Rangers og Celtic og vandt den bedste skotske række tre gange fra 1979 til 1985. Nå ja, og så vandt han den skotske pokalturnering fire gange og UEFA Cup Winners’ Cup, UEFA Super Cup og den skotske ligacup hver en enkelt gang. Forskellen på de to skotter ligger netop heri: Ferguson vandt titler, det gjorde Moyes ikke.

Nye tider og svag ledelse

Et andet dominerende narrativ i forbindelse med ansættelsen af David Moyes har handlet om, at Manchester United ikke bare sådan uden videre fyrer sin træner. En seksårig kontrakt til Moysie vidnede da også om stor tiltro og lang snor. Problemet er bare, at det er en alt for let historie at fortælle, når forgængeren har siddet i svimlende 26 år. Godt nok har United bestemt ikke fyret managers med samme høje frekvens som det moderne Chelsea, men ikke desto mindre fik alle fem trænere mellem Sir Matt Busbys anden (og midlertidige) periode som chef i starten af 70erne og frem til ansættelsen af Ferguson i 1986 sparket før tid. Også selvom de vandt titler. Ron Atkinson nåede således at vinde FA Cuppen to gange, inden han blev afløst af Ferguson. Dertil skal medregnes, at United på daværende tidspunkt ikke var den stormagt, man er i dag. At Moyes ville få flere sæsoner til at forme sit eget hold fra bunden på bekostning af Champions League-deltagelse og titler, har hele tiden virket utopisk. Manchester United er en af verdens absolut største sportsklubber og ikke mindst brands. Den slags tid findes ikke længere.

En tredje og meget afgørende faktor i ligningen David Moyes og Manchester United hedder Ed Woodward, den nuværende øverstkommanderende på ledelsesgangene i United. Woodward, hvis bukser konsekvent er for store, overtog direktørposten fra David Gill sidste år, og den overgang har været alt andet end gnidningsfri. Hvor David Gill var en af de mest respekterede klubformænd i gamet, der i tæt samarbejde med Sir Alex Ferguson fik Manchester United solidt manifesteret som en af de mest veldrevne topklubber i Europa, har Ed Woodward leveret en mildest talt kaotisk og ofte komisk indsats indtil videre. Især Uniteds ageren på transfermarkedet har været en regulær katastrofe. Dertil kommer kraftige forlydender om, at Moyes har været negativt overrasket over, hvor lidt han har set til Woodward, der har bopæl i London. I Everton var Moyes vant til et overordentligt tæt samarbejde med formand Bill Kenwright, hvilket han altså muligvis ikke har oplevet i United. Uanset hvad, har selve timingen i at miste både Gill og Ferguson været katastrofal, og Moyes havde utvivlsomt haft større chancer for succes, hvis Gill havde taget ham i hånden i bare en enkelt sæson.

”This is fucking Man United”

Historie og ledelse er én ting, spillet noget andet. Og der har bestemt ikke været meget at glæde sig over spillemæssigt i løbet af de seneste ti måneder. Sæsonpremieren mod Swansea, storsejren ude mod Leverkusen i Champions League og den nylige sejr i Newcastle er små lyspunkter i en sæson, der spillemæssigt ellers må beskrives som fantasiløs og mest af alt langsom! Det største problem med Uniteds spil i løbet af sæsonen har handlet om fart. United har så godt som altid været kendetegnet ved at spille hurtigt, også i kampe, man ikke dominerede. I denne sæson har udgangspunktet været mere defensivt end tidligere, og holdets hurtigste spillere som Valencia og Welbeck er blevet stadig mere marginaliserede, som sæsonen er skrevet frem.

Selvom Moyes forståeligt nok har haft brug for at eksperimentere, nåede han aldrig at finde en formel, der fungerede rent offensivt. Robin van Persie følte sig tydeligvis ikke hjemme i sin mere defensive rolle som skiftevis tier og nier, og fløjende med undtagelse af nyopfindelsen Adnan Januzaj spillede om end endnu mere svingende end i den sidste tid under Ferguson. Siden blev Juan Mata hentet ind som det nye bindeled mellem midtbanen og angrebet. Problemet var bare, at man i Wayne Rooney og Shinji Kagawa i forvejen rådede over lignende spillere, og selvom Mata er en vidunderlig fodboldspiller, har han ikke været svaret på Uniteds problemer. De er langt større og handler i høj grad om balance. Det man har brug for er en eller flere dominerende midtbanespillere, der kan diktere spillet og presse det længere frem på modstanderes banehalvdel. Her fremstår Marouane Fellaini som den altsigende personificering af det, der er galt. Fellaini er ikke og bliver aldrig Unteds nye sekser. Han er god i en klub, der spiller fysisk og med lange bolde, ikke på et offensivt hold, der vil spille langs jorden. Fellaini er skoleeksemplet på miskommunikationen mellem aksen Moyes og Woodward og understreger de taktiske mangler, Moyes har vist i løbet af sin United-karriere.

Måden United blev udspillet på i ikke så få kampe i løbet af sæsonen vidner om en manager, der har haft for svært ved at styre holdet rent taktisk. At man tilmed blev gravet fuldstændig ned under græstæppet på Old Trafford af ærkerivalerne fra Liverpool og Manchester City, og at man i det hele taget kun formående at hente seks point mod top syv i løbet af sæsonen (fire mod Arsenal og et mod henholdsvis Chelsea og Tottenham) understreger de enorme problemer. United har været en skygge af sig selv, og selvom spillerne i høj grad også bærer et ansvar, har taktikken bare ikke været god nok. Udgangspunktet har været for defensivt, og havde man blot tabt kampene efter et ærligt forsøg på at presse sin modstander, kunne meget måske have været tilgivet.

Et meget sigende rygte vil vide, at Ryan Giggs efter endu en dag med defensiv træning slog ud med armene og udbrød: ”This is fucking Man United.”

Zaren fra Alkmaar ligner bedste bud

Nu får han selv lov at tage over i sæsonens sidste fire kampe, og budskabet på gårsdagens hidtil eneste pressemøde var da også, at holdet nu skal til at spille hurtigt igen. At yndlinge som Paul Scholes og Nicky Butt er stødt til trænerteamet må også være et kærkomment boost for de hårdtprøvede United-tilhængere.

Det er imidlertid højst tvivlsomt, at Giggsy får lov til at blive siddende også i næste sæson. Dertil har resultaterne i denne sæson været så dårlige, at der på ingen måde er råd til at satse. Bedste bud på en afløser er Louis van Gaal, den nuværende hollandske landstræner. Udover at være det eneste rigtig store topnavn, der er ledig på markedet (kontrakten med det hollandske fodboldforbund udløber efter VM), har van Gaal – ligesom Ferguson og modsat Moyes – også meritterne i orden.

Zaren fra Alkmaar har vundet syv mesterskaber med fire forskellige hold i tre forskellige ligaer (Ajax, AZ Alkmaar, Barcelona og Bayern München), og så har han vundet Champions League. Han VIL spille offensivt, og han VIL være dominerende. Han er heller ikke bleg for at introducere og stole på unge spillere, som han gjorde med formidabel succes i Ajax, hvor spillere som Kluivert, Overmars og Davids fik chancen.

Van Gaal ligner i det hele taget Sir Alex Ferguson langt mere end David Moyes nogensinde kommer til. Med van Gaal vil det blive back to basic med stram styring, møgfald og offensiv, fløjbaseret fodbold. Hollænderen er samtidig berygtet for sine pressemøder, hvor uduelige spørgsmål fra journalister bliver tacklet på Fergusonsk vis.

Da Zaren overtog chefstolen i Bayern München i 2009, sagde han følgende: ”Mentaliteten hos Bayern passer mig perfekt. Hvorfor? Mottoet her er ”vi er, hvem vi er”, og jeg er, hvem jeg er: selvsikker, arrogant, dominerende, ærlig, hårdtarbejdende og innovativ.”

Af flere årsager er van Gaal lige, hvad United har brug for. Han kan skabe resultater, få sat skik på truppen, og så kan han sandsynligvis starte med samme mission som Ferguson i sin tid: at vælte Liverpool.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *