24 Aug

Den spanske lillebror – Smalle veje, skrappe stigninger og hidsige temperaturer

PIC307425266

Vuelta a España har længe stået i skyggen af Tour de France og Giro d’Italia. Men den spanske rundtur har sin egen helt individuelle charme, og de spanske veje byder på udfordringer, som ikke har sin lige noget andet sted i verden. Sport fortalt tager et kort blik på løbets historie.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

I dag starter årets Vuelta a España. Løbet har i lang tid fristet en tilværelse i skyggen af de to andre 3-ugers etapeløb, Giro d’Italia og Tour de France, hvilket der både er historiske og mere aktuelle årsager til.

For det første er løbet en del yngre, end de to andre. Touren blev første gang kørt i 1903, Giroen i 1909, Vueltaen først i 1935. For det andet er den spanske cykelscene først blomstret senere end den italienske og franske. Da UCI blev dannet i 1900 var det med Belgien, Frankrig, Italien, Schweiz og USA i spidsen. Det er desuden ikke tilfældigt, at alle de store klassikerløb finder sted i Belgien, Holland, Frankrig og Italien.

Lillebror-løbet

Symbolsk var det også, da Vueltaen i 1995 flyttede fra april til september for ikke at falde sammen med Giroen. Tidligere havde de tre store løb primært haft deltagere fra de respektive hjemlande, men med globaliserings indtog i cykelsporten og stigende indtægter fra sponsorer og TV-rettigheder kom der intern kamp om at få de bedste ryttere til at stille op.

Her måtte Vueltaen se virkeligheden i øjnene. Arrangørerne tog konsekvenserne, flyttede løbet og illustrerede derved, at prestigen i den spanske rundtur lå noget under de italienske og franske storebrødre.

Det faktum, at den spanske rundturs har lillebror-status i forhold til den franske og den italienske udtrykkes måske bedst derved, at vinder en rytter Tour de France, Giro d’Italia og verdensmesterskaberne samme år, vinder han den såkaldte Triple Crowning, som anerkendes som den største bedrift inden for cykelsporten. Vueltaen er slet ikke med i denne kategori, og faktisk bruges løbet af mange store ryttere udelukkende som opvarmning til verdensmesterskaberne.

Tabernes løb

Persongalleriet har også spillet en afgørende rolle. Italien har haft legendariske ryttere som Fausto Coppi og Gino Bartali, som har prioriteret Giro d’Italia og skabt opmærksomhed omkring løbet. Coppi og Bartali elskede giroen, hvilket afspejler den generelle forkærlighed for hjemlandets rundtur, som den italienske befolkning deler.

Giroen har også i nyere tid  haft store italienske vindere, som primært satsede på Giroen. Paolo Salvodelli og Gilberto Simoni var stærke omkring år tusindskiftet, og helt aktuelt har Ivan Basso og senest Vincenzo Nibali, lavet store præstationer i hjemlandet, og det ofte på bekostning af deres prioritering af Tour de France.

Spanien har også haft store ryttere som Luis Ocaña og Federico Bahamontes. Men de huskes af mange primært for deres præstationer i bjergene Tour de France, hvor Bahamontes vandt bjergtrøjen seks gange og stadig af mange betragtes som Tour-historiens største bjergkonge, selv om Virenque formelt har overhalet ham med syv bjergtrøjer. Ocaña har af mange status som den eneste, der reelt formåede at true Eddy Merckx i Tour de France. Tilsvarende prioriterede Spaniens helt store stjerne i 90erne, Miguel Indurain, Touren frem for hans egen hjemmebane. Det samme kan i høj grad siges om Alberto Contador, som kun har kørt Vueltaen de år, hvor han ikke har haft mulighed for at køre Tour de France.

Vueltaen er desuden i nyere tid blevet domineret af folk, som på samme tid var store tabere i Touren. Tony Rominger, da Indurain dominerede Touren, springer mest i øjnene. Men også Laurent Jalabert, Alex Zülle, Abraham Olano, Jan Ulrich og sidst Denis Menchov kan nævnes.

Vueltaens individuelle særpræg

Alt sammen peger det på, at Vuelta a España stadig er lillebror. Men det betyder ikke, at løbet ikke er stort og spektakulært. Og så har Vueltaen sin egen individuelle charme. Faktisk har løbet en række facetter, hvor Giroen og Touren ikke kan følge med.

Bjergene er ofte skrappere, temperaturerne er højere, og terrænet og ruten mere uforudsigelig. Vejene er ofte smalle, og rutens sammensætning er typisk meget varieret med bjerge tidligt i løbet og ofte spredt ud over de tre uger.

Spredningen og variationen i terrænet sætter klassementsrytterne på konstante prøver, hvorfor kontrolleret kørsel er svært at praktisere. De høje temperaturer gør, at kræfterne hurtigere slipper op. Med op til 40 graders varme er overophedning en konstant risiko.

Det mest spændende løb af alle

Alle disse facetter er tilstede i årets Vuelta. Der er bjergafslutning allerede på anden etape, og ruten ser både skrækindjagende og dragende ud. Der er lagt op til en fest på de spanske landeveje, og med afslutning på legendariske Alto de l’Angliru (12,2 km, 10,2%) på næstsidste etape vil der være spænding hele løbet igennem. Mere om det i et senere indlæg på Sport fortalt.

I de sidste par år har Vuelta a España desuden vist sig som værende den klart mest spændende 3-ugers rundtur. Mens Touren under Armstrong, og igen med Team Skys dominans, ofte har vist sig som et utrolig kontrolleret og i manges øjne kedeligt løb, så har Vueltaen budt på masser af action, uforudsigelighed og dristige angreb.

Sidste års duel mellem Alberto Contador, Alejandro Valerde og Joaquim Rodríguez var en af de meste spændende i mange mange år, hvilket du kan læse mere om her. Hvorvidt vi kan håbe på et løb af lige så høj standard, vil Sport fortalt reflektere over i et kommende indlæg.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *