14 Jun

Den sidste sommer med Pirlo

Pirlo2

Når lyset den 13. juli slukkes på Estádio do Maracanã og den sidste overvægtige FIFA-official har spist sig mæt på Brasiliens regning, er det samtidig farvel til landsholdsfodbold for en af vores tids største fodboldspillere. Italiens fodboldkonge, Andrea Pirlo, abdicerer fra landsholdstronen. I den anledning har han netop udgivet selvbiografien, Penso Quindi Gioco (Jeg tænker, derfor spiller jeg). En bog, der på mange måder lever op til millionær-sønnens elegante fodboldspil. En bog, der med sit sprog og sine intelligente refleksioner indeholder mere intellektuelt tankegods end de fleste af tidens populære fodboldbiografier. Men det er også en beretning, der – måske – ligesom Pirlo selv, er en tand for poleret og korrekt. Et værk uden glidende tacklinger og høje albuestød.

Af Tyson Lyall

Andrea Pirlo ser ikke sig selv som en traditionel fodboldspiller. Han opfatter med egne ord det ædle spil på en anden måde end sine kollegaer. Det er et spørgsmål om udsyn. Om at have et bredere perspektiv.

For Andrea Pirlo handler boldspillet ikke så meget om taktik. Fodbold er snarere geometri.

”Jeg er i stand til at se the bigger picture,” konstaterer han i sin nyudkomne biografi Penso Quindi Gioco. Rummene ser simpelthen større ud for Pirlo, når han befinder sig på en fodboldbane. Hvor de fleste fodboldspillere har blikket rettet mod den nærmeste medspiller, ser Pirlo hele tiden banen for sig i fugleperspektiv – påstår den italienske gentleman selv.

Det er en højtflyvende beskrivelse af egne evner, men særligt med baggrund i den 35-årige midtbanespillers seneste tre sæsoner for mesterholdet Juventus, lader der til at være en vis ræson i beskrivelsen. Andrea Pirlo ser ting, få andre fodboldspillere gør.

Den unikke analytiske fodboldhjerne og den supplerende elegance har den norditalienske deltids-vinbonde taget med sig over i litteraturens verden. Med sin selvbiografi har han sammen med medforfatter Alessandro Alciato leveret en erindring, der tilbyder langt flere intelligente refleksioner og velovervejede betragtninger end andre af tidens populære fodboldbiografier, som Alex Fergusons My Autobiography (2013), Zlatan Ibrahimovic’ Jag är Zlatan Ibrahimović (2011) eller Stig Tøftings roste No Regrets (2005).

Refleksioner over et straffespark

I Penso Quindi Gioco præsenteres læseren således for en række velformulerede, filosofiske overvejelser om livet som fodboldspiller, hvor særligt ungdomskarrieren og forholdet til landsholdstrøjen tildeles mange ord i den ellers ganske korte biografi.

Eksempelvis illustrerer Pirlos flere sider lange passage om sit straffespark fra VM-finalen i 2006 mod Frankrig, hvordan han formår at sætte sig udover den konkrete fodboldkontekst og finde mening og betydning, der transcenderer et simpelt spark til en bold. Her beskriver han således blandt andet, hvordan han i sin gang fra midterlinjen til straffesparkspletten får en åbenbaring i forhold til sit syn på hjemlandet.

”Aldrig havde jeg forestillet mig, at øjeblikket før en straffesparksafslutning ville kunne åbne mit sind så vidunderligt og tilbyde mig denne højere forståelse. Jeg kunne nu se de indre mekanismer i en bil, der var mangelfuld, fuld af defekter, dårligt kørt, gammel og udtrådt, men dog stadig fuldkommen unik. Italien er et land, man elsker lige netop af disse årsager.”

Modsat eksempelvis de nævnte biografier fra Tøffe, Fergie og Zlatan er Pirlos værk samtidig renset fuldstændig for en underlæggende tone af, at alle andre spillere, trænere etc. var idioter eller statister i forfatterens herredømme. Pirlo praler ikke. Han nedgør ikke, og han undergraver heller ikke. Som det er tilfældet med hans fodboldspil, lader hans ærinde derimod til at være at skabe noget smukt, noget velovervejet og nyskabende.

Eksemplet med overvejelserne før straffesparket i 2006 illustrerer imidlertid også, hvilket pompøst sprog, bogen er skrevet i. Som læser ser man Pirlo for sig, siddende en sen sommeraften på sin veranda med udsigt over egen vinmark med et glas rødvin i hånden. Den tredje flaske er snart drukket, men mesteren er i forrygende fortællehumør. Storladent, men lige netop ikke for selvsmagende. Og samtidig ganske læseværdigt.

Et enkeltstående selvmål

En enkelt gang leverer han og medforfatteren dog et ærgerligt fejlskud. I sin beskrivelse af AC Milans nu legendariske nederlag til Deportivo La Coruña i Champions League kvartfinalen i 2004, hvor italienerne på udebane smed en 4-1 føring fra hjemmekampen, insinuerer han, at spanierne skulle have været påvirkede af ulovlige, præstationsfremmende stoffer under kampen. Uden noget bevis eller nogen overbevisende argumentation fremstår det derfor som en uklædelig fejlaflevering, der hverken kendetegner Pirlo eller bogen generelt. La Coruña har i øvrigt – modsat Pirlos nuværende klub, Juventus – ikke været dømt eller anklaget for brug af doping.

Eksemplet er dog en klar undtagelse, og man skal ikke gå i krig med Pirlos selvbiografi, hvis man er på udkig efter endnu en af fodboldverdenens sladderinficerede biografier. Her er ikke kontroversielle afsløringer af slagsmål på træningsbanen eller beretninger om vanvittige byture. Der er ingen nævneværdige angreb på tidligere holdkammerater eller trænere.

Fyldepennen fra Milano

De få provokerende udsagn formår han i stedet at sende af sted som små veltilrettelagte stikpiller, der især går i retning af AC Milans direktør Adriano Galliani. Det sker, når Pirlo eksempelvis antyder, at han skrev under på sin Juventus-kontrakt med den afskeds-fyldepen Galliani gav ham med fra Milanello. En fyldepen, der er i øvrigt er genstand for en passage, der næppe har sin mage i en moderne fodboldbiografi. Her med noget nær Jørgen Lethske betragtninger:

”En fyldepen. Smuk, ganske vist, men stadig blot en fyldepen. En Cartier: skinnende, en smule tungere end en kuglepen, bærende AC Milans klubemblem. Men stadig kun en fyldepen. Med blå i blækkammeret. Gode, gamle blå. Jeg kiggede på fyldepennen, lod den vandre i min hånd, som et spædbarn, der betragter sit første, bløde stykke legetøj. Jeg studerede tingesten fra flere sider i en søgen efter skjulte rum eller mening. Jeg prøvede på at forstå. Prøvede så hårdt at jeg kunne mærke en hovedpine melde sig og et par dråber sved løbe ned over mit ansigt. Endelig: et glimt af klarhed nåede mig. Mysteriet var løst. Det var rent faktisk blot en kuglepen. Intet ekstra tilføjet. Dens opfinder havde ladet det være ved det. Med vilje? Hvem ved…”

Takker af efter VM

Det blå blæk i fyldepennen kan Pirlo med fordel bruge på at skrive det sidste kapitel i sin landholdskarriere med Gli Azzurri. Når sommerens slutrunde er forbi, er det sidste gang, Pirlo har trukket sin elskede landholdstrøje over hovedet med det velfriserede hår og det trimmede fuldskæg.

Verdensmesterskabet har han allerede vundet i en karriere, der indeholder et antal meritter, der er få fodboldspillere forundt. Andrea Pirlo må i den forstand være at betragte som én af de største spillere i dette årtusinde. Som han også selv bemærker i biografien, er han dog i flere omgange blevet overskygget af andre af tidens superstjerner – særligt målscorere som to gange Ronaldo og Lionel Messi eller troldmændene Ronaldinho og Zidane.

Det kunne måske have set anerledes ud, hvis Pirlo havde fået muligheden for at vise sig frem i en storklub udenfor Italien. Det kunne have været i Real Madrid eller F.C. Barcelona, som begge i det foregående årti ihærdigt forsøgte at lokke den daværende Milan-spiller ind i folden.

Pirlo selv ville (formentlig til mange Milan-tilhængeres irritation) med egne ord have kravlet på alle fire til Spanien, hvis A.C. Milan havde givet ham lov til det. Han blev imidlertid på italiensk jord, og her vokser hans kreativitet stadig. Vinbonden har sans for det med modning, og den næste måned vil vise, om den tænkende, italienske fodboldkonge endnu engang har regnet den ud.

Nyd den sidste slutrunde med Andrea Pirlo.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image