28 Feb

Den reneste sæson nogensinde?

 

Tourofoman

Cykelsporten er under forandring. Med Armstrongs indrømmelser og Rabobank-rytternes samarbejde med antidopingmyndighederne er det sandsynligt, at vi går den reneste sæson i cykelsportens historie i møde. Spørgsmålet er, hvordan det vil påvirke sæsonens forløb.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Hvornår har vi sidst set favoritterne til Tour de France konkurrere om sejren i et etapeløb allerede i februar måned? Det var absolut ikke et syn, vi var vant til i de år, hvor Armstrong, Beloki og Ullrich duellerede på de franske landeveje.

Dengang viste de store etapeløbsryttere sig tidligst i forårsklassikerne og ofte først i de store opvarmningsløb til Touren: Schweiz Rundt og Critérium du Dauphiné, som blev kørt i maj.

Årsagen er i dag alt for åbenlys. Out of competition dopingtestene var endnu ikke indført, og derfor var der god ræson i at holde lavt løbsblus inden de store løb, så formkurven kunne “tilpasses”.

Nye tider

Det er derfor et tegn på nye tider, at vi i det netop afsluttede Tour of Oman så de absolutte favoritter til podiepladserne i årets Tour de France kæmpe om sejren. Chris Froome vandt løbet foran Alberto Contador og Cadel Evans, mens Joaquim Rodriguez og Vincenzo Nibali blev henholdsvis nummer 4 og 7.

Mens sidstnævnte godt nok satser på Giroen i stedet for Touren, så var det verdens pt. bedste etapeløbsryttere, som duellerede på den arabiske halvø. Eneste som manglede, var den forsvarende Tour-vinder Bradley Wiggins, som deltog i løbet uden at gøre sig gældende.

Løbet blev kørt aggressivt, hvor særligt Contador og Nibali igen og igen forsøgte at distancere Evans og Froome.

Mens Froome fik god opbakning fra sit Team Sky (vanen tro), så var Evans alene om at lukke hullerne (tilsvarende vanen tro). Det var en klassisk duel mellem de eksplosive klatrere og de stærke slidere. Lige netop den duel vil vi helt sikkert se igen til sommer. Det overraskende er, at vi allerede ser den nu.

Vejen til en sport uden snyd

For ti år siden var det ligegyldigt, hvem der kørte stærkt i februar. Men nu ser vi, at de store etapeløbsryttere er konkurrencedygtige allerede tidligt på sæsonen. Vi så de første tegn på de nye tider sidste år, da Wiggins kørte stærkt hele forårssæsonen. Team Sky virker som det hold, der har taget de nye tider mest alvorligt. Træningsmetoder og løbsprogram er blevet revolutioneret og tilpasset en tid, hvor det ikke er en fordel at være ude af konkurrence (i hvert fald ikke en ulovlig fordel). Flere løbskilometer, mere restitution i træningsperioderne, samt fokus på et konstant højt niveau frem for en – unaturlig? – toppende formkurve til et enkelt etapeløb. Læs mere om det i et tidligere indlæg på Sport fortalt her.

Cykelsporten blev ikke lige pludselig en sport fyldt med snyd. Der har altid været doping, snyderi og uregelmæssigheder. Fra begyndelsen var der forskellige former for hjælpemidler, mekaniske såvel som biologiske, som på forskellig vis øgede rytternes præstationsevne.  Før TV-transmiteringen løftede alle detaljer af løbet ind i offentlighedens søgelys var der sågar eksempler på, at ryttere lige fik et lift i en bil eller et tog. Stoffer som  stryknin og amfetamin blev brugt allerede i de første udgaver af Tour de France, mens bloddoping gjorde sit indtog i 1960’erne. Doping blev sågar først gjort ulovligt efter Tom Simpsons dødsfald for åben skærm i 1967.

Forestillingen om, at feltet de sidste par årtier har været særlig korrumperet, er derfor en illusion. Det er mere korrekt at sige, at cykelsporten først nu er ved at nærme sig en tilstand, hvor rytterne for første gang konkurrerer uden brug af ulovlige præstationsfremmende midler. Det kan man glæde sig over, men det skal ikke bruges til at miskreditere tidligere generationers ryttere, som konkurrerede på de vilkår, der blev dem budt.

Michael Rasmussen lagde i sin tilståelse vægt på, at doping stadig spiller en stor rolle i sporten. Det er muligvis rigtigt, men der er grund til at tro på, at sporten er renere end nogensinde. Armstrongs indrømmelse har vist, at det ikke længere er muligt at skjule sig – fortiden vil indhente alle, hvilket giver et ret stærkt incitament for den enkelte rytter til at stoppe et eventuelt dopingprogram. Rabobankrytternes samarbejde med dopingmyndighederne vil desuden gøre kontrollen med rytterne endnu mere effektiv. Vi går derfor muligvis den reneste sæson nogensinde i møde.

Kommer Andy Schleck tilbage?

Hvilken betydning vil det få for sæsonen? For det første er der nogle interessante spørgsmål, som vi vil få besvaret. Et af dem er følgende: Hvis en rytter tidligere har været dopet, men som følge af den seneste udvikling er nødsaget til at stoppe sin praksis, hvilken betydning vil det så få for vedkommendes præstationer?

Et stort udsving i negativ retning kan få alarmklokker til at ringe. Hvad nu hvis eksempelvis Andy Schleck aldrig finder tilbage til tidligere tiders niveau? Hvad siger det så om hans karriere hidtil?

Flere ryttere, som i de seneste år er gået i dopingfælden, har haft mistænkelige præstationer, som gjorde afsløringerne af dem – om ikke forventelige så mindre overraskende.

Med mistænkelig kørsel mener jeg ryttere, som på under en måned kunne gå fra at være blandt de dårligste i feltet, til pludselig at dominere i et af de store løb. Et eksempel er Andy Schleck, som kunne falde helt igennem i Schweiz Rundt, hvorefter han kørte på podiet i Touren.

Cadel og Wiggins

Andre ryttere, som i de seneste år har blandet sig i toppen, har omvendt kørt mindre mistænkeligt. Her kan nævnes de to seneste Tour-vindere Cadel Evans og Bradley Wiggins. Begge er ryttere, som gennem deres karriere har kørt konsistent og vist niveau over hele sæsonen, mens de sæson for sæson stille og roligt er blevet bedre. Spørgsmålet er, om de to seneste sejre i Tour de France er de eneste i løbets historie, der er blevet hevet i land uden brug af ulovlige præstationsfremmende midler?

Det er nærliggende at forvente, at både Wiggins og Evans vil vise sig helt fremme i løbet af sæsonen – Evans i Touren og Wiggins i Giroen. Den mindre doping i feltet vil desuden minimuere de ellers tidligere store niveauforskelle. Det vil tilgodese de slidstærke typer som netop Evans og Wiggins, mens de mere eksplosive ryttere – herunder Contador – ikke på samme måde vil kunne sprænge løbet i stumper og stykker. Holdenes styrke vil omvendt blive endnu vigtigere, hvilket vi så i sidste års Tour, hvor det er mere rammende at sige, at Team Sky var den samlede vinder, og ikke Wiggins selv.

Vi bliver alle meget klogere, når vi kommer længere ind i sæsonen. I første omgang står Paris-Nice og Tirreno – Adriatico på menuen. Begge løb vil give indikationer af, hvad vi kan forvente til sommer, når de store etapeløb løber af stablen. En optakt følger snart på Sport fortalt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image