16 Apr

De bedste fjender

Skærmbillede 2015-04-16 kl. 13.07.02

Efter mange år med Brøndby-FCK som den dominerende rival-fortælling i dansk fodbold er konturerende af et nyt, substantielt fodbold-fjendskab ved at tegne sig. Fodboldmæssigt, men ikke mindst kulturelt, er konstellationen FCK-FCM nemlig det helt perfekte modsætningsforhold.

 Af Tyson William Lyall

”Hvis du taber de sidste fire kampe, så kan du ikke kalde det for andet end gummiben”.

Det er søndag den 7. december 2014 efter opgøret i Parken mellem F.C. Midtjylland og F.C. København.

Scenen er studiet til TV3s normalvis så indholdsforladte ’Onside’, som denne søndag undtagelsesvis leverer drama for alle pengene, da de to holds trænere, Ståle Solbakken og Glen Riddersholm, agerer fornærmede teenagepiger for øjnene af tv-seerne.

Solbakken prikker konstant til Riddersholm, som sæsonen forinden måtte se potentielle guldmedaljer forvandle sig til bronzemedaljer i løbet af få uger.

Denne søndag taber han også terræn, da han som en urutineret byrådspolitiker gang på gang lader sig kue af den rutinerede overborgmester Ståles provokationer.

”Hver eneste gang Ståles hold spiller, så har de jo haft flest chancer. Om de så har spillet godt eller dårligt,” siger jyden fornærmet i en usammenhængende argumentationskæde.

Gense debatten her

Optrinnet i december var måske lidt pinligt for begge trænere, men for iagttagere fortalte det samtidig historien om mere end blot en ophedet diskussion i kølvandet på en vigtig fodboldkamp.

Seancen bekræftede, hvad der blot er blevet endnu mere tydeligt siden: Danmark har fået en ny fodboldrivalisering med reelle modsætninger i FCK vs. FCM.

The newest firm
Modsætningsforholdet mellem FCK og ærkefjenderne Brøndby har de seneste små 20 år dannet grundlag for den mest interessante fortælling i dansk fodbold, og der er stadig mange gode grunde til, at de to klubbers fans ikke bryder sig om hinanden.

Foruden den åbenlyse fodboldmæssige rivalisering, som dog er blevet af mindre betydning de senere år, er der stadig kulturelle brudflader mellem Brøndby og FCK.

Vestegnsklubbens tilhængere identificerer sig eksempelvis stadig på mange måder som foreningen, mens københavnerne af samme gruppe bliver set som forretningen. Omvendt lader mange af de københavnske fans til at identificere sig som hovedstadens folk, mens Brøndby bliver opfattet som samlingspunkt for forstadsfolket med tilhørende kamphunde og ansigtstatoveringer.

Men denne fortælling, som tilfældet er det med fleste andre om forholdet mellem Brøndby og FCK, er efterhånden ikke meget andet end en myte.

Hvor Brøndby-FCK-duellen ikke bare følelsesmæssigt, men også fodboldmæssigt, i en årrække har været dansk fodbolds tilløbsstykke, er rivaliseringen mellem F.C. København og F.C. Midtjylland imidlertid begyndt at træde mere og mere klart frem i billedet.

Rivaliseringen er først og fremmest vokset ud af et forrykket magtlandskab i dansk fodbold, hvor det normalt så dominerende FCK om få uger formentlig må se et jysk hold snuppe mesterskabet for andet år i træk. I skrivende stund er det således 696 dage siden, FCK senest indtog Superligaens førsteplads.

I de to seneste sæsoner har FCM da også samlet set både hentet flere point og scoret langt flere mål end FCK, og lige nu ligner midtjyderne kort og godt et bedre fodboldhold end rivalerne fra hovedstaden.

Tallene er ikke nødvendigvis udtryk for et permanent forandret styrkeforhold i dansk fodbold, men statistikken sender et klart signal om, at ’guld’ på ingen måder længere er et registreret varemærke tilhørende FCK.

Jylland vs. Hovedstaden
Hvad der imidlertid må være mest interessant i denne sammenhæng, er ironisk nok ikke den fodboldmæssige udfordrer, der har rejst fra mulden på den jyske hede. Hvis FCM skal udgøre en reel rival til FCK på langt sigt, kræver det naturligvis et vist fodboldniveau, men det mest spændende lige nu er den rivalisering, der tegner sig udenfor kridtstregerne.

Her lader der nemlig i høj grad til at være reelle, mærkbare forskelle mellem FCM og FCK. Som mundhyggeriet mellem Ståle og Glen fra december bl.a. illustrerer, så repræsenterer de to klubber hver sin selvsikre selvforståelse, som i høj grad står i modsætning til hinanden.

Midtjyderne kommer med sine friske telefonsælgerattituder, mens københavnerne mere repræsenterer det etablerede, den herskende klasse. FCM er den driftige Mads Skjern, der er kommet til byen for at gøre op med det eksisterende. FCK er – fra midtjydernes synspunkt – Damernes Magasin.

Det er den entreprenante nybygger-ånd fra Herning mod det lettere arrogante storbyparnas fra København.

Moneyball
Midtjyderne lægger da heller ikke skjul på, at de vil ”noget andet”. Klubben har en mission om at gøre op med det eksisterende, og ledelsen fortæller derfor åbent om dens ”moderne” syn på fodboldspillet, hvor alle forhold efter amerikansk forbillede kan sættes på formel og skrives ind i statistikprogrammer.

Der er ifølge den nye bestyrelsesformand Rasmus Ankersen tale om et F.C. Midtjylland Version 2.0, hvor klubben vil ”etablere sig på den internationale scene ved at udnytte den irrationalitet, der er i fodboldverdenen”.

Tankegangen er ikke nødvendigvis i decideret modstrid med F.C. Københavns modus operandi, som i mange år har været kendetegnet ved grundig scouting og research, men repræsenterer alligevel et offensivt opgør med etablerede metoder.

”Når vi snakker metoder, vil vi forandre,” siger Rasmus Ankersen.

Spørgsmålet er imidlertid, om midtjyderne har den samme snusfornuft og forretningssans, som Mads Skjern udviste i Matador. Trods klubbens unge alder, har den allerede fået enkelte prøvesmagninger på succes med sølvmedaljer i 06/07 og 07/08. Og sporene herfra bør rent faktisk skræmme.

Trods spillersalg i millionklassen de seneste ti år – som Simon Kjær til Palermo, Winston Reid til West Ham, Simon Poulsen til AZ og Mohamed Zidan til Werder Bremen – var klubben så sent som for 1,5 år siden ved at gå konkurs.

I tråd med skammelig dansk fodboldtradition har klubben i forlængelse af sine succesoplevelser tidligere overvurderet egne evner og rystet på hånden, når den fik tildelt gode kort.

I 2008 valgte klubben eksempelvis at brænde næsten 20 mio. kroner af på OB’s Jonas Borring, mens også den svenske teenager Ken Fagerberg blev hentet ind for et tocifret millionbeløb.

Skal rivaliseringen mellem FCM og FCK derfor etablere sig som et vedvarende trækplaster i dansk fodbold, kræver det, at midtjyderne langsomt bygger en bæredygtig fodboldforretning op – præcis som FCK startede på for ca. 15 år siden.

FCM har momentum og kvalitet i deres nuværende trup, og så har de ikke mindst fået tildelt den vigtigste aktør i enhver succeshistorie: antagonisten. Hvis midtjyderne ellers har lært af tidligere tiders fejl og holder sig på sporet, kan FCM og FCK de næste par år nemt vise sig at blive dansk fodbolds bedste fjender.

 

 

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image