01 Jul

Da Rosol ramte zonen og sendte Nadal ud af Wimbledon

Af Anders Høeg Lammers

Det burde ikke have været muligt. Men alligevel skete det. Tjekkiske Lukas Rosol, verdens nr. 100, slog selveste Rafael Nadal ud af Wimbledon i 2. runde med cifrene 6-7 (9), 6-4, 6-4, 2-6, 6-4.

Nadal og Rosol er begge 26 år. Men der stopper lighederne også. Mens Nadal har vundet 50 turneringer og tjent over 50 millioner dollar i præmiepenge, har Rosol end ikke været i en finale på ATP-touren og har ikke tjent sin første million i præmiepenge endnu.

De sidste fem gange Nadal har spillet Wimbledon, har han nået finalen. Hvert år. Og vundet to titler. I de sidste fem grand slam-turneringer har Nadal nået finalen hver gang. Og vundet to. Samtidig har han inden for de sidste tre måneder formået at vende syv nederlag i streg til verdens nr. 1, Novak Djokovic, til tre sejre over rivalen, kulminerende med French Open-trofæet tidligere på måneden. Han har med andre ord genfundet sin mojo og stod med muligheden for at generobre førstepladsen på verdensranglisten.

Og hvad har Lukas Rosol så præsteret? Ikke meget.

Mange hardcore tennisfans havde knap nok, eller rettere, aldrig hørt om manden, før han pludselig slog den tårnhøje forhåndsfavorit ud i fem sæt.

Så sent som for en måned siden, havde Rosol aldrig nogensinde vundet en kamp på græs. Mens Nadal har nået finalen de sidste fem år, han har spillet Wimbledon, har Rosol tabt i første runde af kvalifikationen til Wimbledon de sidste fem år.

De tre stores totale dominans

Det er en populær kliche i sport, at ’alt kan ske’, og i tennis er ’intet ovre, før den sidste bold er slået’. Men i de sidste syv-otte års herretennis, har det reelt ikke været tilfældet. To-tre mænd har siddet – og sidder stadig – på det hele.

Siden russeren Marat Safin vandt Australien Open i 2005 har Roger Federer (12), Rafael Nadal (11) og Novak Djokovic (5) vundet 28 ud af 29 mulige grand slam-titler. Eneste undtagelse er US Open 2009, hvor Juan Martin del Potro slog både Nadal og Federer på vej mod sin overraskende triumf.

Federer, Nadal, og i de seneste par år også Djokovic, har været så usvigeligt sikre væddemål, at det næsten ikke har kunnet betale sig at sætte penge på dem.

Federer har ikke tabt før kvartfinalen i en grand slam siden French Open 2004 – og det var til den tredobbelte French Open-mester Gustavo Kuerten.

Og Nadal? Ja, han har aldrig tabt i første runde af en grand slam. Og han har ikke tabt i anden runde siden Wimbledon 2005, hvor han blot var 19 år gammel. Siden French Open 2006 har han blot tabt to gange før kvartfinalen i en grand slam, begge gange i fjerde runde.

Og Djokovic? Fra han i 2007 nåede sin første grand slam-semifinale i French Open til i dag, har han blot tabt to gange før kvartfinalen.

Med andre ord: Overraskelser af Lukas Rosol-typen sker ikke i dagens herretennis. Og så alligevel.

Rosol mødte Nadal med åben pande

Rosol var bedre forberedt end til de foregående års Wimbledon. Han havde spillet opvarmningsturneringer på græs i både Queens og Eastbourne og vundet sit livs første fire kampe på græs, blandt andet over den tidligere Australian Open-finalist, cyprioten Marcos Baghdatis. Samtidig havde hans træner studeret videoer af Nadal og gav ham de rette taktiske fif til at gennemføre kongemordet.

Og hvad gik de så ud på? Det ville Rosol ikke røbe på pressemødet, fordi Nadal så hurtigt ville justere sin taktik til en anden gang. Men Rosol behøvede sådan set ikke at holde noget hemmeligt, for hans spil og ageren på banen viste taktikken med al ønskelig tydelighed.

For det første så var Rosol ikke skræmt af Nadal. Det kan lyde underligt, at én professionel sportsmand er skræmt af en anden, men forskellen mellem en 11-dobbelt grand slam-vinder og nr. 100, som aldrig har vundet en turnering på ATP-niveau, er til at tage og føle på. Alene det at spille på Wimbledons berømte Centre Court foran tusindvis af tilskuere er nyt og anderledes for de allerfleste spillere uden for top-50. Og når man spiller mod en legende som Nadal, forventer mange spillere at tabe på forhånd. Som Rosol sagde om sine forventninger til kampen: ”Just to play three good sets, you know. Just to don’t lose 6-0, 6-1, 6-1.”

Hvis det var sandt, så viste han det ikke. Nadal er en ritualernes mand, der elsker at kontrollere kampens tempo og intimidere sine modstandere med sin fysik. Han er altid den sidste, der rejser sig, når der skal kastes mønt om, hvem der server først og sprinter efterfølgende ned mod baglinjen. Det gjorde Rosol også torsdag aften. Samtidig formåede han at gøre Nadal irriteret ved tilsyneladende at bevæge sig og puste kraftigt, når Nadal skulle serve. ’Tilsyneladende’, fordi det ikke var 100 procent klart, hvad Nadal brokkede sig til dommeren over. Men at bevæge sig før en serv (eller danse, som BBC kommentatorerne siger på klippet) er naturligvis ikke ulovligt, hvorfor Nadals prostester til dommeren blev overhørt.

Nadals ‘gamesmanship’

http://youtu.be/TLG7rDxCYDg

Nadal, der blandt sine kritikere er kendt for at ty til alle midler for at vinde og bryde sin modstanders momentum, forsøgte sig også med en mere fysisk tilgang. Han gik slet og ret ind i Rosol ved et sideskifte. Ikke hårdt, men dog alligevel. Var det bevidst?

Ja, ifølge Rosol, som så det som et bevidst – og mislykket – forsøg på at bryde hans koncentration. Det betragtede Rosol som ’normalt,’ og han vidste, at Nadal ville ”try something” for at bryde hans rytme og fokus.

Helt normalt er det nu ikke i den gentlemansport, som tennis trods alt stadig er. Men det siger meget om, hvor presset Nadal var.

Desværre er det langt fra første gang, at han forsøger at bryde sin modstanders koncentration med ufine midler.

I Wimbledons 3. runde i 2010 var Nadal også nede 2-1 i sæt mod en undertippet modstander, tyskeren Phillip Petzschner, og tog så en skadespause i fjerde sæt, hvilket brød den undertippede tyskers rytme. Petzschner kom så tæt på at kalde det ’gamesmanship’, som man kan – uden helt at gøre det. Men som han rammende sagde: ”I thought he was moving great. I only could say if I would be injured like this once I would be happy”.

Året efter var det den store Juan Martin del Potro, der var lidt for ’hot’ og måtte køles ned ved stillingen 5-6 i første sæt, da Nadal troede han havde brækket sin fod. En efterfølgende MRI-scanning viste intet. Nadal-lejren insisterede på, at der ingen snyd var.

Og i dette års Indian Wells fandt Nadal det nødvendigt med en toiletpause, lige da Federer skulle serve for kampen.

http://youtu.be/UqVV_TL8668

Men torsdag aften nægtede Rosol at lade sig kyse og forstyrre. Tværtimod lykkedes han tydeligvis med at irritere Nadal i stedet.

Rosol i en anden verden

Man vinder dog ikke en tenniskamp alene ved at gøre sin modstander irriteret og frustreret. Slet ikke over Nadal. Rosol vandt ved at gøre det, som alle, der ikke hedder Novak Djokovic, er nødt til at gøre mod Nadal: spille aggressivt, serve stort, tage bolden tidligt og gå efter vindere.

Giver man Nadal tid og rytme, er man færdig. Rosol tog tiden fra Nadal. Han undgik de lange opslidende baglinjedueller, hvor Nadal tapper sin modstander for energi. Særligt i det magiske femte sæt, hvor han slog – og ramte – alt. Det vender vi tilbage til.

Da Nadal vandt et tæt første sæt med 11-9 i tiebreaken, troede de fleste nok, at den kamp var ovre, og at Rosol ville falde sammen i de næste sæt. Det gjorde han ikke. I stedet vandt han de to næste 6-4, 6-4. Nadal har før været bagud med 2-1 i sæt og alligevel vundet såvel kampen som turneringen (eksempelvis i 2. og 3. runde af Wimbledon i 2010 og 1. runde af French Open 2011), så der var stadig ingen grund til bekymring. Ganske rigtigt, så stormede Nadal da også tilbage og tog fjerde 6-2.

Men så blev kampen afbrudt i næsten tre kvarter, fordi det tiltagende mørke nødvendiggjorde, at der kom tag og dermed kunstigt lys over Centre Court.

Under normale omstændigheder ville det være en fordel for veteranen, der har prøvet det hele før. Opkomlingen Rosol får tid til at tænke over, hvad det egentlig er, han har gang i, bliver nervøs og kommer på banen som en anden spiller.

Det sidste var rigtigt nok, Rosol var en anden spiller efter pausen. Men en bedre. Meget bedre. Hele femte sæt spillede han, som var han i trance. Han ramte ’zonen’, hvor alt hvad han rørte ved, blev til guld (se femte sæts højdepunkter herunder). Han slog baghåndsvindere, der kyssede linjen. Han slog forhåndsvindere på tidspunkter, hvor det ikke burde have været muligt. Som han selv sagde:  ”I didn’t feel pain. I didn’t feel anything. I was in a trance a little bit”.

http://youtu.be/m8X1h84-Ogk

Han brød Nadal i allerførste parti af femte sæt. Og var så fuldstændig urørlig i sine sidste fem servepartier, hvor han blot afgav tre point. I femte sæt slog han 20 vindere mod kun to uprovokerede fejl. Det er ikke bare godt, det er vanvittigt godt og nærmest uhørt.

Da han servede for sejren ved stillingen 5-4 gjorde han det på følgende vis: es, forhåndsvinder, es, es. Nerver? Næh. Hvorfor dog? På tærsklen til karrierens absolut største triumf fortsatte han blot med det spil, der havde bragt ham der. De sidste ti slag han slog i sine sidste tre servepartier var rene vinderslag!

Som det desværre ofte er tilfældet for spillere, der præsterer det umulige og slår ’Goliat’, er triumfen efterfulgt af ’fiasko’. I lørdagens 3. runde-kamp tabte Rosol i tre sæt til tyskeren Philipp Kohlschreiber, der slog Nadal i Halle for to uger siden.

Det ville have været en fornøjelse at se mere til Rosol i denne turnering. Men nederlaget til trods har han med torsdagens sejr skrevet sig ind i tennishistorien, som manden der slog Nadal ud af Wimbledons 2. runde. Og det er en af de absolut største overraskelser i nyere tennishistorie, som samtidig beviste, at selv i herretennis kan ’alt’ rent faktisk ske.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image