03 Jun

Curry – det usædvanlige krydderi

stephencurry
Stephen Curry minder om ingen andre. Alligevel trækker Currys talent en tiårig tråd til Steve Nash. Warriors og Curry står foran at vinde NBA-titlen back-to-back, med mindre Cleveland Cavaliers stopper det gule kollektivs frådende offensiv.

Af Søren Ditlev Monrad

Hvad er der egentligt tilbage at skrive om Stephen Curry og Golden State Warriors? Det retoriske spørgsmål antydede Sport fortalt tilbage i marts – længe inden playoffs var gået i gang.

NBA har været ramt af Warriors-feber længe efterhånden, men lad os alligevel se lidt nærmere på det hold og ikke mindst den mand, der har sat ild til basketballnet igen og igen.

Alle med den svageste interesse for basketball og NBA har gennem to sæsoner set Curry zigzagge sig igennem forsvar efter forsvar og sænke 3’er efter 3’er fra nye umulige vinkler og afstande. Og her troede vi endelig, at den næsten lidt for gode historie om Curry og Warriors kunnet have fået havde fået en ny vinkel. Warriors stod til at smide alletiders bedste sæson i skraldespanden med et exit til et Oklahoma City Thunder-hold, som så mere tændte, dynamiske og sultne ud.

Mørke skyer afløst af solskin
Det var jo nærmest den eneste krølle, som manglede i Curry og Warriors-fortællingen. Det store sammenbrud og manglen på gigantiske indfriede forventninger. Men helt ude at skide og nede 1-3 i kampe rejste hele holdet sig og fik vendt katastrofen til et magisk comeback med tre sejre i træk.

Specielt i kamp 6 i Oklahoma City så det hele ud til at være forbi. Spillet fungerede stadigvæk ikke optimalt, og Warriors hang efter i de tre første quarters på trods af en formidabelt skydende Klay Thomson, der nåede at sænke ikke mindre end playoff-rekordhøje 11 3’ere. Thunder havde det momentum (som alle efterhånden bruger som betegnelse om at have overhånden i en given sportssituation, når de har svært ved at sige præcis hvorfor), som Warriors spejdede forgæves efter.

stephencurry2

Men i fjerde quarter smed Thunder pludselig bolden væk igen og igen og formåede ikke at spille sammen som hold. Det var Warriors ikke sene til at udnytte og slap ud af Oklahoma City med en tvingende nødvendig udebanesejr. I den afgørende ”Win or go home”-kamp 7 i Oakland satte Warriors tingene på plads i tredje quarter efter at være kommet bagud i de første to.

Dermed står vi foran en gentagelse af sidste års NBA-finale mellem Golden State Warriors og Cleveland Cavaliers.

Hvor skadet er Curry?
Det siger sig selv, at Curry er omdrejningspunktet på Warriors-holdet, hvor han dog er omgivet af absolut kompetente medspillere på et velfungerende kollektiv. Curry har siddet over i flere kampe i playoffs med først en dårlig ankel og siden et dårligt knæ, og spekulationerne går naturligt på, om Curry er hundrede procent skadesfri. Selv siger stjernen meget lidt om præcis det.

Men det vil heller ikke ligne Curry at tude over, at han muligvis døjer med ondt flere steder. Currys konstante fokus på at optimere eget spil, teknik og fysik lukker som regel alt andet mindre væsentligt ude. At han på tidspunkter i playoffs ikke har været på toppen, har dog ikke været svært at se. Med 36 point og 58 procents skydning bag 3-pointslinjen i kamp 7 mod Thunder mindede Curry dog ualmindeligt meget om sig selv.

Currys rekorder
Det fører os tilbage til begyndelsen af artiklen. Hvad er det lige, jeg skal fortælle dig om Curry, som du ikke ved i forvejen? I en liga og sport, der taler til alle statistiknørder, er det jo lige for at nævne alle de vilde fakta, der klæber til Curry. Listen herunder er latterligt kort, for når det kommer til at sætte sit skud – og gerne meget langt væk fra kurven – så er Stephen Curry et sted, ingen nogensinde har været tidligere.

Curry-fakta
– Topscorer i sæsonen 2015-2016
– Flest steals i sæsonen 2015-2016
– Første énstemmige MVP nogensinde (og MVP-titel nummer to i træk)
– 402 tre-point-scoringer i sæsonen 2015-2016. Aldrig har en anden spiller lavet over 300(!) i en sæson. Currys tidligere rekord for sæsonen 2014-2015 lød på 286 stk.
– Flest kampe i træk med en 3’er (152 stk. og rekorden er stadig i live)
– Medlem af 50-40-90-klubben for første gang (mere om det senere)

Warriors-fakta
– Bedste sæson nogensinde. Med 73 sejre og kun 9 nederlag slog Warriors rekorden sat af legendariske Chicago Bulls tilbage fra 1995-1996 (72-10).
– Warriors blev første hold til ikke at tabe to kampe i træk i en sæson, og første hold til ikke at tabe til det samme hold to gange i en sæson

Curry og Nash
stevenashstephencurry

I stedet kan vi jo kigge på, hvad der gør Curry til Curry. 28 år gammel står Wardell Stephen Curry II eller bare Stephen ”Steph” Curry på toppen af verden og sin sport. Søn af tidligere NBA-spiller Dell Curry og storebror til langt mere anonyme Seth Curry, der også tjener sine penge i NBA.

De fleste er enige om, at Currys skud og ballhandling hører hjemme i en anden galakse. Du skal ikke kigge længe på den nærmest religiøse forberedelse, som Curry gennemlever før hver kamp for at blive klar over, at mandens beslutsomhed og fokus har bragt ham et meget langt stykke af vejen. Det gælder både, når han dribler problemløst og gnidningsfrit med to bolde på samme tid eller sænker 3’ere fra logoet midt på banen.

Curry er altså helt sin egen og minder på den måde ikke om tidligere tiders største stjerner. Der løber dog alligevel en linje mellem Stephen Curry og canadiske Steve Nash. Nash toppede i Phoenix Suns med to MVP-titler (2005 og 2006), men nul mesterskaber, hvor han uddelte den ene mere vanvittige assist efter den anden. Nash var den helt rene pointguard med flere assists og færre point, så på den led minder de knap så meget om hinanden. Men begges minutiøse tilgang til skuddet, høje basketball-IQ og teardrop-floaters over langt højere spillere i deres drive mod kurven, trækker en tiårig tråd mellem Nash og Curry.

Curry er netop kommet igennem sin første 50-40-90-sæson. De tre tal kombineret markerer en efterhånden mytisk klub for de allerbedste skytter i NBA og tæller så få som syv forskellige navne (Bird (2), Price, Miller, Nash (4), Nowitzki, Durant og Curry). At skyde 50 procent fra banen, 40 procent bag 3’eren og 90 procent på sine straffekast gennem en hel sæson er en helvedes svær øvelse, som Curry altså nu har løst for første gang. Forgængeren Nash har som den eneste præsteret det i fire sæsoner og er helt uhørt tæt på at snitte 50-40-90 over en hel karriere (49-42-90).

Curry transcenderer Nash
Det er til gengæld næppe nogen overraskelse, at Curry skyder bedst af de to bag 3’eren. Curry stoler så meget på sit skud, at han ikke er bange for at skyde længere væk fra kurven, end de fleste nogensinde havde tænkt var en god ide, før Curry begyndte at gøre det til en fast del af sit spil. Det har Nash ikke været sen til at anerkende, og canadieren genkender bestemt lidt af sit yngre jeg i Currys nuværende jeg, når han fremhæver, hvad det er, der gør Curry til spilleren, alle skal måle sig op ad.

”He has taken what I did to another level.”

Curry nyder selvfølgelig også godt af, at NBA langsomt men sikkert har udviklet sig til at blive en liga for de bedste skytter. Holdene sætter spillet op til og søger 3-pointskuddet i langt højere grad end tidligere. Curry søger konstant sit eget frie skud, mens Nash var mere optaget af at få alle på holdet involveret.

Curry scorer sine 3’ere på alle måder. Step-back 3’ere, 3’ere direkte ud ad driblingen, 3’ere med en mand lige i smasken og 3’ere med stort set ingen release-tid. På den måde adskiller han sig markant fra andre mere rene skytter som for eksempel Atlanta Hawks’ Kyle Korver og San Antonio Spurs’ Danny Green, der begge løber og løber og løber for at blive fri og sat op til skuddet af andre på holdet.

Curry skubber sporten
Det er sjældent, vi kan tale om folk, der revolutionerer deres sport. Johan Cruyff forandrede måden, en helt verden tænker fodbold. Peyton Manning gjorde det til sit varemærke at ændre spil spontant fra linjen i NFL. Rodney Mullen ville ikke nøjes med at bruge skateboardets ene side som alle andre. De tre meget forskellige og meget svært sammenlignelige skikkelser skubbede alle deres sport et nyt sted hen.

På samme måde skubber Curry NBA i en ny retning. Curry formår at strække en ellers helt fast basketballbane. Han har gjort banen større via sit spil og ikke mindst skud, når han sikkert sænker det fra vanvittige afstande. Dermed har modstanderholdet svært ved at tvinge ham til at tage de sværeste skud, da han blot sænker 3’eren alligevel, og kommer du for tæt på ham, ændrer han retning, smider bolden bag ryggen og løber forbi dig.

Curry er umulig at efterligne
Bedst til at illustrere hvor ulogisk godt Curry skyder, er en historie fra foråret. Curry er så god, at hans talent simpelthen ikke lader sig indfange af det voldsomt populære computerspil NBA 2K. Programmørerne bag spillet forsøger at opdrage computerspillerne til, at visse skud bliver belønnet, mens andre ikke gør, da de er for usikre eller risikable. Formlen passer bare ikke på eksemplet Stephen Curry. Det er nemlig præcis den type af skud, som Curry har succes med kamp efter kamp.

“This is the Steph conundrum: His play defies all logic, but still works. We’re conditioned to believe that shots from insanely deep ranges or contested threes rarely get drained — but he does it every single night. It’s not a simple fix like jacking his three-point stat through the roof, because even the best shooters miss these kinds of shots. A new game needs to be created around him.”

Ny finale – samme hold
Curry gør jo ikke det hele alene, og han er begunstiget af at være omgivet af en fantastisk talentfuld gruppe, hvor ikke mindst Draymond Green og Klay Thomson skiller sig ud.

Og nu står det bedste hold i historien altså over for Cleveland Cavaliers for andet år i træk. Det er dog en helt anden udgave af Cavaliers, der tropper op til årets finaler sammenlignet med sidste år. I 2015 skulle monstrøse Lebron James bære det hele på sine skuldre, og gjorde det nærmest også ved at snitte flest point, rebounds og assists blandt alle spillere i finaleserien. Det viste sig dog ikke at være nok mod Warriors’ gule maskine.

cavaliers

I år har Cavaliers utvivlsomt været det bedste hold i East gennem hele sæsonen og har haft en forholdsvis nem vej gennem playoffs. Mest af alt bliver det dog en anden finale i år, fordi Cavaliers ikke er ramt af afgørende skader. Både andenviolin Kyrie Irving og tredjeviolin Kevin Love var skadet i sidste års finaleserie. Det er de ikke i år, og Lebron James får selskab af de hårdeste banditter i banden på banen. Det springende punkt bliver, om Cavaliers defensivt er i stand til at løse Warriors’ boblende offensiv.

Og Curry? Han ligner mere og mere sit sædvanlige usædvanlige selv. Efterhånden mangler han kun en NBA Finals MVP-titel hjemme på pejsehylden. Spiller Curry, så currysk som kun Curry kan, så får han både den og NBA-titel nummer to.

Første kamp blev spillet i nat. Golden State Warriors fører 1-0 i kampe.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *