15 Oct

Comeback til sværvægtsboksning?

Fury_Klitschko

Sværvægt har i store dele af boksehistorien været den vægtklasse, der har fået ubetinget størst opmærksomhed. Men efter de store 90’er-mestre – Tyson, Holyfield og Lewis – smed handskerne, har vægtklassen mistet status til fordel for vægtklasser som weltervægt og mellemvægt. Med Tyson Furys kommende opgør med Wladimir Klitschko, og den nye komet Anthony Joshua på vej frem, ser fremtiden imidlertid lysere ud end længe.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Da Danmark spillede venskabskamp mod England i 2011 skrev TV2: ”England sender de tunge drenge”. Tilsvarende i 2013, da Danmark mødte Italien, brugte BT følgende formulering: ”Italien kommer med alle de tunge drenge”.

Metaforen er tydelig: De tunge drenge = de bedste spillere. Med andre ord: ’Tung’ er lig ’god’. Metaforen bruges ofte i sportens verden, men det er ikke i mange sportsgrene, hvor den giver mening på andre planer end den rent metaforiske.

Boksesporten har imidlertid været en undtagelse. Her er sværvægtsbokserne historisk løbet med opmærksomheden, prestigen og – ikke mindst – pengene.

The Brown Bomber

Den første generation af verdenskendte boksere kom i 30’erne med store sværvægtsboksere som Joe Louis, James Braddock, Max Baer og amerikanernes store tyske fjende, Max Schmelling. Det kan du læse mere om her på Sport fortalt.

Efterfølgende kom den store generation i 60’erne og 70’erne, som gjorde boksning til en af de mest populære sportsgrene i verden. Navne som Muhammad Ali, Joe Frazier, George Foreman, Sonny Liston og Floyd Patterson blev kendte overalt på kloden.

Muhammad Ali boksede videre lang tid efter, han burde være stoppet. Meget symbolsk boksede han sin sidste kamp i 1980, hvilket på mange måder indvarslede en tørke for sværvægtsboksningen.

Mike Tyson

I 1985 trådte en ung bokser imidlertid ind på scenen, som meget hurtigt blev det altoverskyggende navn i boksning: Mike Tyson. Han var uden sammenligning den største bokser i verden i sidste halvdel af 80’erne. Sværvægt var tilbage som den vægtklasse, der fik mest opmærksomhed, og det indvarslede indgangen til 90’erne, som på mange måder blev en ny guldalder for sværvægtsboksning – og her er det vel at mærke et rent tilfælde og uden sammenhæng i øvrigt, at vores egen Brian Nielsen var aktiv i samme periode.

Trekløveret Mike Tyson, Evander Holyfield og Lennox Lewis stod i 90’erne og start-00’erne for nogle af de mest promoverede indbyrdes kampe i meget lang tid. Det andet af to opgør mellem Tyson og Holyfield (det famøse opgør, hvor Tyson bider et stykke af Holyfields øre af) indbragte Holyfield et honorar, der først blev overgået i 2007, og kampen satte en pay-per-view rekord, som også først blev slået i 2007, hvor Oscar De La Hoya mødte Floyd Mayweather Jr.

Nedturen begynder

Efter de store 90’er-mestre smed handskerne, har sværvægt imidlertid mistet status til fordel for vægtklasser som eksempelvis weltervægt og mellemvægt – og i nyere tid endda den relativt nye vægtklasse, supermellemvægt, hvor stjerner som Calzaghe, Ward og Kessler har huseret (Ward stadigvæk).

Det er der forskellige årsager til. En af dem er, at sværvægtsboksning er blevet mere kluntet. De forskellige vægtklasser skiller sig ud fra hinanden i den forstand, at styrke betyder mere i de tungere vægtklasser, mens speed og teknik spiller en større rolle i de lettere vægtklasser. Men tidligere har de store stjerner i sværvægt også været hurtige og teknisk dygtige typer. Muhammad Ali er nok det klareste eksempel, men selv en bokser som Mike Tyson, der nok mest er berømt for sin uhyggelige slagkraft, var en både hurtig og teknisk dygtig bokser.

Sådan er det ikke længere. Sværvægt er i nyere tid blevet domineret af boksere, som har lukreret mere på råstyrke end på teknik og speed – på muskler frem for elegance. Der har været langt til Muhammad Alis dansende stil, som han selv beskrev med de berømte ord: “Float like a butterfly, sting like a bee”.

Det er eksempelvis ikke særlig kønt at se den russiske kæmpe Nikolai Valuev (213 cm) smadre sine ofte meget mindre modstandere i kampe, der minder mere om værtshusslagsmål end om sport. Se her, hvordan det går ud over Brians Nielsens tidligere overmand, Dick Ryan.

Valuev er selvfølgelig ikke repræsentativ for hele vægtklassen, men som boksetype illustrerer han tendensen. Udviklingen har også betydet, at udløbsdatoen på bokserne i sværvægt er væsentligt senere, da styrken er det af de fysiske parametre, der forsvinder sidst. I praksis ser man det derved, at eksempelvis Evander Holyfield kunne blive ved med at toppe ranglisterne i en alder tæt på de 50. Selv om det på mange måder var nostalgisk at se Holyfield bokse mod først Valuev og senere danske Brian Nielsen, så er det altså ikke sådanne kampe, der giver sporten det mest flatterende ry.

Brødrene Klitschko, som i den grad har domineret sværvægt de sidste 10 år, har trods alt en bredere kombination af styrke, speed og teknik til rådighed. Men begge boksere er meget defensive. Lad os tage den yngste bror, Wladimir Klitschko. Han har dels en stor rækkevidde i kraft af relativt lange arme, dels et af de hårdeste jabs i sporten. Det udmønter sig i en boksestil, som kort kan beskrives således: Defensiv og afventende, hvor modstanderen holdes borte med konstante jabs.

Se her, hvordan en ellers bravt kæmpende David Haye holdes på afstand af Klitschkos venstre jabs, som har markant længere rækkevidde end Haye. Først efter 2.20 ud af de tre minutter af første omgang kommer første hook fra Klitschko. Man er næsten ved at falde i søvn…

Men den primære årsag til sværvægtsklassens nedtur skyldes nok bare det grundvilkår, at  en vægtklasse kan få en gylden generation – mens det modsatte selvfølgelig også kan ske: at en generation mangler topstjerner, som formår at skabe opmærksomhed.

Og når sværvægt de sidste mange år er blevet domineret af boksere fra den tidligere østblok, siger det måske mest af alt noget om, hvor få gode sværvægtsboksere, de to traditionelle boksestormagter USA og UK har været i stand til at levere.

At det er gået ned af bakke for sværvægt kan man også se ved at sammenligne Ring Magazines udnævnelse af Fight of the Year. I 1960’erne var fem ud af 10 af årets kampe sværvægtskampe. I 70’erne var det hele syv ud af 10.

I 80’erne var ikke en eneste Fight of the Year en sværvægtskamp, mens det kun var tilfældet for to kampe i 90’erne. Siden er det gået helt i stå. Sidste gang en sværvægtskamp blev kåret til årets kamp var således helt tilbage i 1996, da Holyfield mødte Tyson første gang.

Ser man på Ring Magazines tildeling af prisen som årets bokser, ser man samme mønster. Vi skal tilbage til 1997, hvor Holyfield fik prisen, for at finde en vindende sværvægtsbokser. De seneste år er kåringen i stedet blevet domineret af navne som Manny Pacquiao, Floyd Mayweather Jr. og Juan Manuel Marquez fra lavere vægtklasser.

Comeback til sværvægt?

Spørgsmålet er, om sværvægt går lysere tider i møde? Umiddelbart er der tegn på det. Den 28. november skal det ubesejrede irsk-britiske håb, Tyson Fury, møde den regerende sværvægtsmester i IBF, IBO, WBA og WBO, Wladimir Klitschko. Den kamp ser bokseverdenen frem til med spænding.

Wladimir Klitschko er den bokser, der har været sværvægtsmester i næstlængst tid – kun overgået af legenden Joe Louis. Klitschko har således været mester i over ni år og har gennemført i alt 18 titelforsvar. Wladimir har sammen med sin storebror Vitali i den grad domineret sværvægtsklassen de sidste 10 år, og på sin vis har det bidraget til vægtklassens nedtur, at de to ukrainere – i manges øjne – ikke har mødt større modstand.

Når kampen mod Tyson Fury varsler nye tider, er det ikke fordi Fury generelt betragtes som en ny stor mester. Tværtimod er mange skeptiske, og den noget specielle Batmand-optræden til det fælles pressemøde bliver af mange set som et eksempel på, at Fury ikke er seriøs.

Fury er god, bevares, ellers ville han ikke være, hvor han er. Men en ny Lennox Lewis er der ikke tale om. Klitschko er da også favorit til sejren. Men kampen får stor opmærksomhed, og det i sig selv illustrerer, at noget er ved at ske.

Det skyldes flere forhold. For det første er Klitschko fortidens mand. Som 39-årig lakker det mod enden – uanset hvordan det går mod Fury. Og storebror Vitali har for længst forladt sporten til fordel for ukrainsk politik (borgmester i hovedstaden, Kiev). Derfor varsler kampen – uanset udfaldet – nye tider. For det andet er Fury britisk – det i sig selv er med til at øge interessen for kampen, da verden længe har savnet en britisk mester i sværvægtsklassen.

David Haye var briternes sidste store navn i sværvægt, men han gjorde sig først og fremmest i cruiservægt. I alt kæmpede han kun seks sværvægtskampe, hvor hans største bedrift var at snuppe VM-titlen fra en aldrende Valuev, hvis karriere allerede på det tidspunkt kørte på sit sidste vers. Wladimir Klitschko var imidlertid for stor en mundfuld for David Haye, og derfor er Furys kamp på mange måder en ny chance for briterne. Før David Haye skal man helt tilbage til Lennox Lewis i 2002 for at finde den seneste britiske sværvægtsmester.

Store navne på vej

For det tredje – og det er måske den vigtigste årsag – varsler kampen indgangen til en ny periode i vægtklassen med potentielt rigtig mange spændende opgør.

Den amerikanske ubesejrede sværvægtsmester i WBC, 29-årige Deontay Wilder, står eksempelvis på spring, og vinderen af Fury/Klitschko vil få svært ved at argumentere imod en kamp om at samle alle VM-bælterne hos én ubestridt mester i sværvægt. Bliver den kamp en realitet, vil det blive en seriøs udfordrer til titlen Fight of the Year, og under alle omstændigheder den største kamp i sværvægt i mange år.

Længere nede i rækkerne er 25-årige Anthony Joshua fra England på vej frem. Hardhitteren ser frygteligt stærk ud og har en skræmmende statistik: 14 sejre i 14 kampe, alle på knockout inden for tre omgange.

Der kommer ikke til at gå lang tid, før Joshua – med mindre noget går helt galt – får mulighed for at kæmpe om et VM-bælte.

Nye tider i boksning

På samme tid er flere af de boksere, som har stjålet rampelyset på bekostning af sværvægt, ved at være færdige i sporten. Floyd Mayweather Jr., Manny Pacquiao og Juan Manuel Marquez synger – efter alt at dømme – på sidste vers, og Andre Ward er ret ensom i supermellemvægt, hvor man skal spejde længe efter klassenavne a la tidligere mestre som Joe Calzaghe og Mikkel Kessler.

Hvilken vægtklasse, der kommer til at tage flest overskrifter de kommende år, er således et åbent spørgsmål. Sværvægt kommer nok aldrig til at få samme status, som tilfældet var i 60’ernes og 70’ernes storhedstid. Men de sidste 15 år har været et historisk lavpunkt, og det kan på den baggrund kun gå fremad.

Klitschkos opgør med Tyson Fury til november bliver derfor forhåbentlig det startskud til en ny periode for sværvægt, som boksefans verden over har ventet på.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *