Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Uncategorized | Sport fortalt | Page 2 Uncategorized – Page 2 – Sport fortalt
11 Apr

Talenterne fra fyrstendømmet

Den stolte franske fodboldinstitution, AS Monaco, er tilbage i den absolutte top både nationalt og internationalt. Hvad der for få år siden lignede en hurtig milliardærløsning er afløst af klubbens frugtbare ungdomsafdeling og et fokus på at hente og udvikle fodboldens største talenter.

Af Kristoffer Lottrup

Tiemoué Bakayoko (22 år), Fabinho (23 år), Benjamin Mendy (22 år), Bernardo Silva (22 år), Thomas Lemar (21 år) og Kylian Mbappé (18 år). Samtlige Europas topklubber har mindst tre af disse spillere på blokken forud for sommerens transfervindue. AS Monacos sprudlende unge hold er noget af det varmeste i fodboldeuropa netop nu.

Holdet fra middelhavskysten har scoret langt over 100 mål indtil videre i sæsonen og topper den europæiske scoringsliste i selskab med FC Barcelona og Real Madrid. Målene scores ikke bare af én eller to store profiler, men af en række forskellige spillere i truppen.

Revitaliserede Radamel Falcao er topscorer med 25 mål på tværs af alle turneringer. Dernæst følger angriberne Mbappé og Valère Germain med henholdsvis 19 og 15 scoringer. Kantspilleren Lemar har bidraget med 12 basser, og den defensive midtbanemand Fabinho har scoret hele 11 gange. Den fremragende, polske forsvarspiller Kamil Glik har desuden lavet syv mål. Med andre ord er Monaco-holdet kendetegnet ved mange og farlige målscorere overalt på banen. Oplæggene kommer oftest fra Mbappé (11) samt fra venstrebacken Mendy og kantspillerne Bernardo Silva og Lemar, der alle har bidraget med 10 målgivende afleveringer.

Monegaskerne scorer over 2,9 mål per kamp, og spillet er lagt an på masser af fart og et intenst pres på modstanderen. Siden 0-4-nederlaget til Nice 21. september sidste år er holdet ikke gået fra banen uden at score.

Alt dette gør AS Monaco til et af de mest interessante hold i Europa i denne sæson. Efter to medrivende og målrige opgør sendte franskmændene mægtige Manchester City ud af Champions League i ottendelsfinalen, og i den hjemlige, franske liga fører klubben med tre point til ellers suveræne Paris Saint Germain. De rød-hvide fra Monaco har scoret 88 gange i 31 kampe i det franske, 24 mål flere end PSG (hvem sagde Zlatan?). Den samlede målscore lyder på plus 64, og forsvaret er rækkens tredjebedste. 

Gennemsnitsalderen i truppen ligger på 25 år, hvilket ikke er ualmindeligt. Til gengæld befinder størstedelen af de bærende kræfter sig på den unge side af gennemsnittet. Ligesom de i starten nævnte er faste startere som forsvarsspillerne Djibril Sidibé, Jemerson og Almany Touré alle 24 eller yngre. Blandt cheftræner Leonardo Jardims hyppigst anvendte spillere er kun målmand Danijel Subašić samt Glik, João Moutinho og Falcao 29 år eller ældre.

Frankrigs Dortmund

På flere måder minder Monaco-holdet en hel del om aftenens modstander, Borussia Dortmund. BVB er ligeledes ambassadør for det hurtige, energiske og målfarlige, og ligesom det nuværende Monaco-hold er Dortmund-truppen domineret af nogle af de største talenter i international fodbold.

Også historisk er der ligheder. Begge er stolte kæmper, der blev overhalet af konkurrenterne og siden gjorde talentarbejdet til deres metier. I Tyskland er Dortmund nyere tids klart største udfordrer af Bayern Münchens omfattende hegemoni. Bayern er den rige mastodont, der hvert år håndplukker konkurrenternes bedste spillere og samtidig dyster med de allerstørste på det internationale transfermarked, mens Dortmund i højere grad excellerer inden for talentudvikling og ved at finde, hente og modne de allerstørste talenter fra nær og fjern.

I Frankrig hedder den ubestridte overhund i disse år naturligvis Paris Saint Germain, der med det meste af Qatars kapital i ryggen har siddet på absolut alt i de seneste år. Så sent som i sidste sæson hjemtog hovedstadsklubben alle fire titler i det franske, og truppen hører til blandt de bedste og absolut dyreste i Europa. Omvendt er AS Monaco nuværende hold et resultat af flere sæsoners indkøb fra de knap så høje hylder og spillere af egen avl.   

Forud for denne sæson blev Sidibé hentet i Lille, mens Mendy kom til fra Marseille og Glik blev købt i Torino. Udskrivningerne landede på mellem ni og 13 millioner pund per spiller. 

I sommeren 2015 hentede klubben Fabinho i Rio Ave for fem millioner pund og Lemar i Caen for tre. Jemerson kom til fra Atletico Mineiro for ni millioner.

Året inden købte man Bernardo Silva fri i Benfica for 13 millioner pund, ligesom Bakayoko blev hentet i Rennes for syv millioner.

Både Valère Germain, Mbappé og Touré, alle profiler i den nuværende trup, kommer fra klubbens akademi. Det samme gør i øvrigt spillere som Atletico-stjernen Yannick Ferreira Carrasco og Manchester Uniteds Anthony Martial. 

Det næste stortalent i Monaco kan meget vel blive Anderlechts unge talisman Youri Tielemans, som monegaskerne ifølge L’Equipe meget gerne vil have fingrene i.

Historisk storhold

Går vi længere tilbage, hører AS Monaco med syv franske mesterskaber og fem pokaltitler til blandt de store i fransk fodbold. Den første gyldne periode indtraf i 1960erne og 1970erne under trænerlegenden Lucien Leduc, der førte klubben til tre mesterskaber og to pokaltitler.

I 1987 hentede klubben den ukendte franske manager Arsene Wenger i Nancy. Wenger gjorde klubben til mester i sin første sæson og blev siddende på trænerposten frem til 1995. I den periode var Monaco hjemsted for en imponerende række af store spillere som som George Weah, Jürgen Klinsmann og Youri Djorkaeff, ligesom talentafdelingen udklækkede senere legender som Lillian Thuram, Emmanuel Petit, David Trezeguet og Thierry Henry.

Klubben vandt yderligere to mesterskaber i 1997 og 2000 under henholdsvis Jean Tigana og Claude Puel, inden finansielle problemer var tæt på at ende med tvangsnedrykning i 2003. 

Sæsonen efter var historisk på banen, men problematisk i kulissen. Med Didier Deschamps på trænerbænken og profiler som Patrice Evra, Ludovic Guily, Fernando Morientes og Dado Pršo nåede Monaco hele vejen til Champions League-finalen, hvor de tabte til José Mourinhos FC Porto-mandskab. På vejen sendte monegaskerne både Real Madrid og Chelsea ud af turneringen.   

På trods af Champions League-successen fortsatte den økonomiske deroute, og de efterfølgende sæsoner endte med midterplaceringer og hyppige trænerfyringer. Det hele kulminerede i 2011, da AS Monaco rykkede ned i Ligue 2.

Abramovich-modellen

Selvsamme sommer trådte den russiske milliardær Dmitry Rybolovlev ind på scenen. Russeren købte 66,6 procent af aktierne i klubben, overtog formandsposten og varslede store ændringer. Monaco skulle hurtigt muligt tilbage til toppen af fransk fodbold, og forretningsmanden var klar til at investere massivt i spillertruppen.

Monaco rimer da også på milliardindkøb og ekstravagance. De resterende 33,3 procent af aktierne i klubben ejes af Monacos regerende fyrstenslægt, huset Grimaldi.

Med Claudio Ranieri som manager blev oprykningen sikret i foråret 2013 og efterfulgt af en massiv sommeroprustning. I stordyre handler blev Radamel Falcao hentet i Atlético Madrid, mens James Rodríguez og João Moutinho kom til fra FC Porto. Også det franske stortalent Geoffrey Kondogbia blev købt i Sevilla. Ricardo Carvalho og Éric Abidal sluttede sig til på frie transfers. Monaco skulle være førsteudfordrer til PSG og tilstrække spillets største profiler. Den sommer brugte klubben og Rybolovlev omkring 150 millioner pund på nye spillere.

Russeren postede imidlertid også store summer i klubbens scoutingsystem og var allerede fra begyndelsen optaget af talenter. En mere langtidsholdbar løsning, skulle det vise sig.

Således blev der kort efter skruet ned for det varme vand. Først blev Rybolovlev af en schweizisk domstol eftersigende dømt til at betale et større milliardbeløb til sin ekskone. De indførte Financial Fairplay-regler lagde yderligere forhindringer i vejen for prestigeprojektet, inden det franske fodboldforbund truede med at smide Monaco ud af den franske liga, medmindre de flyttede deres hovedkvarter fra skattelyet i fyrstendømmet. Den disputs endte med et forlig, hvor AS Monaco betalte 50 millioner euro til det franske fodboldforbund for at beholde adressen på middelhavskysten. Selv for Rybolovlev var udfordringerne for store og for kostbare.

Russeren skruede ned for sit finansielle bidrag. Det var slut med de profilerede stjerneindkøb. Året efter blev James solgt til Real Madrid i en rekordhandel, mens Falcao blev sendt til Manchester. I 2015 sagde klubben farvel til Carrasco, Kondogbia og Layvin Kurzawa, ligesom kæmpetalentet Martial røg til Manchester United på transfervinduets sidste dag. På bare to-tre år var den nyvundne status som købeklub ændret til det modsatte.

I efteråret 2015 blev det for meget for klubbens tilhængere. På et ekstraordinært møde i det pompøse Grimaldi Forum i Monte Carlo krævede omkring 1000 af klubbens mest glødende fans svar og handling. Ud af mødet voksede modellen for det nye AS Monaco. En model, der mere end noget andet handler om at lokalisere, hente og finpudse unge spillere.     

Sælgerklubbens lod

Med den portugisiske cheftræner Leonardo Jardim i spidsen er den model overraskende hurtigt blevet en stor succes. Infrastrukturen og indkøbspolitikken i AS Monaco er indtil videre kulmineret i en førsteplads i Ligue 1 og en status som aktuel darling i Europæisk fodbold.

Men overgangen fra køber- til sælgerklub betyder også, at Monaco må indstille sig på at miste sine største profiler med jævne mellemrum. Denne sæsons store succes har utvivlsomt sin pris.

Den europæiske elite står klar, glubende, til at hente det meste af Monacos startellever. Særligt fra Premier League er der bud efter folk som Babayoko, Fabinho og Bernardo Silva, mens Mbappé angiveligt er ønsket fra Manchester til Madrid. 

Netop derfor repræsenterer indeværende sæson en ekstraordinær mulighed at vinde titler. Monaco har ikke vundet mesterskabet siden 2000, og pokaltitlen blev senest hjemtaget i 1991. For nylig glippede første mulighed for at hente et trofæ, da man tabte man 1-4 til PSG i Liga Cup-finalen. Holdet er dog fortsat med i tre turneringer. I aften gælder det noget overraskende kvartfinalen i Champions League. I slutningen af april venter et semifinaleopgør mod PSG i den store franske pokalturnering. Dertil kommer den hjemlige liga, hvor holdet lige nu har et forspring på tre point til de regerende mestre fra Paris.

Herfra krydses der fingre for mindst ét trofæ til monegaskerne. Det har modellen, træneren og truppen fortjent.

Til sommer kan det meget vel være forfra igen.

12 Nov

World Tour Finals: Murray og Djokovic i indædt kamp om førstepladsen

a_djoko_murray

Sæsonfinalen afgør hvem af Djokovic og Murray, der kan kalde sig årets bedste tennisspiller. Djokovic har historikken og en yderst favorabel lodtrækning på sin side ved World Tour Finals, men Murray er i markant bedre form. Samtidig lurer Stan the Man på sin chance, da manden der har stoppet ham de seneste to år, Federer, er ude. 

Af Anders Høeg Lammers

Årets sidste tennisturnering, mændenes World Tour Finals, står for døren. I modsætning til alle andre tennisturneringer spilles den i et puljeformat, tænk EM 1992 med fire hold (spillere) i hver pulje, hvor de to bedste så går videre til semifinalen.

Man kvalificerer sig ved at ligge i top-8 i verden eller vinde en slam-turnering – Rafael Nadal, verdens nr. 8, har meldt fra med skade, hvorfor nr. 9, Dominic Thiem, er med.

Djokovic har vundet turneringen de seneste fire år i streg, men Andy Murray er nykåret verdensetter og har vundet sine seneste fire turneringer. Murray har en spinkel føring på blot 130 point på verdensranglisten — fratrukket hans 275 Davis Cup-point, som forsvinder i december.

Hvem der ender året på den prestigefyldte førsteplads afgøres derfor af noget så simpelt som hvem af de to, der klarer sig bedst. Med en enkelt aber dabei: Hvis Djokovic taber to kampe og vinder én i gruppespillet, men alligevel går videre (hvilket kan ske), og derpå slår en ubesejret Murray i semifinalen, men taber finalen, forbliver Murray på førstepladsen.

Hver vundet gruppekamp giver nemlig 200 point, mens en vundet semifinale giver 400 point. I ovenstående scenarie vil begge spillere derfor vinde 600 point.

Men det skal ret galt, før Djokovic taber to ud af tre kampe i gruppespillet. Det har lodtrækningen sørget for. Lad os se nærmere på den.

Ivan Lendl Group: Djokovic, Raonic, Monfils og Thiem

a_wtf_

Ikke alene er Djokovic firedobbelt forsvarende mester i London og overordentlig komfortabel på den bane. Han har også været mere end svineheldig med sin lodtrækning.

I indbyrdes opgør fører han 23-0 (!) mod sine “modstandere” i gruppespillet – 13-0 mod Gael Monfils, 7-0 mod Milos Raonic og 3-0 mod Dominic Thiem, der endnu har sit første sæt til gode, mens Raonic trods alt har vundet ét enkelt i de syv kampe. Tilsammen har de tre spillet fire sæt ved World Tour Finals og vundet 0.

Søndag lægger Djokovic ud mod debutanten Dominic Thiem – en spiller der ene og alene er i London takket være årets første seks måneder. Han har tabt fire af sine seneste fem kampe og ikke slået en top-20 spiller siden juni.

Hvis Djokovic skal genfinde selvtilliden og spillet efter nogle måneder under vanlig standard, kunne han ikke ønske sig en bedre modstander. Thiem er i regulær risiko for at ende som gruppens punching bag.

Når jeg ikke vover at skrive, han ender som gruppens punching bag, er det fordi, det de øvrige spillere i gruppen også er i en sørgelig forfatning.

Milos Raonic har haft et skadesplaget og generelt ringe efterår. I US Open røg han ud til verdens nr. 120, Ryan Harrison, i 2. runde. Siden har han tabt i 1. runde til Mikhail Youzhny, i 2. runde til Jack Sock, i 1. runde til Ricardas Berankis og trukket sig med skader inden kampen i de to semifinaler, han har spillet sig i – senest mod Andy Murray i lørdags i Paris.

Det er derfor en smule tvivlsomt, om den hårdtservende canadier overhovedet når at blive klar. Hvis ikke han bliver det, er den lille vævre David Goffin førstereserve (verdens nr. 10, Tomas Berdych, har endt sin sæson for at passe på sin blindtarm). Goffins h2h mod Djokovic er 0-4, men han slog Gael Monfils i Shanghai tidligere på efteråret.

Gruppens sidste spiller er den flamboyante franskmand Gael Monfils. Han har i karrierens efterår haft sin vel nok bedste sæson og er ligeledes debutant ved World Tour Finals. Monfils imponerede til US Open, hvor han først spadserede gennem sine første fem kampe uden at afgive et sæt for derpå at spille den mest absurde slam-semifinale i nyere tid mod Djokovic i semifinalen.

Efterfølgende har han tabt i semifinalen i Tokyo til Nick Kyrgios, i 3. runde i Shanghai til David Goffin samt senest til verdens nr. 61, Gasto Elias, i Stockholm. Ligesom Raonic døjer han med en skade og er derfor en smule usikker – han spillede slet ikke Paris Masters, som han ellers elsker, i håbet om at blive klar til London.

Djokovic’ ukarakteriske krise

Med de modstandere og deres respektive formkurver eller mangel på samme er det overordentligt svært at se Djokovic som andet end storfavorit til at gå videre som gruppevinder.

Hvis det da ikke lige var fordi, at Djokovic selv har hutlet sig igennem tilværelsen, siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, efter at have vundet stort set alt, han kom i nærheden af i næsten to år.

Siden da har han:

Det er med andre ord ikke en usårlig Djokovic, der indtager London i år. De seneste fire år har han ellers kun tabt én kamp – sidste år i gruppespillet til Roger Federer (hvorpå Djokovic slog Federer i finalen), som siden Wimbledon har plejet en knæskade og derfor heller ikke er med.

Mindre end usårlig kan dog også gøre det. Men når både Bautista-Agut og Cilic kan hente deres første sejre mod den nu tidligere verdensetter, må resten af feltet alt andet også lige lugte blod.

Semifinalister: Djokovic og ? Monfils kunne godt nuppe den ene plads, hvis han er fit for fight. 

John McEnroe Group: Murray, Wawrinka, Nishikori, Cilic – you cannot be serious!

Mens Djokovic på papiret får det let, kunne Murray ikke få det sværere. Hed Murray Trump til efternavn, ville han sikkert brøle: “The system is rigged”. 

Ikke alene har hans modstandere rent faktisk slået ham før – to af dem har slået ham i seneste indbyrdes opgør for blot et par måneder siden, og den sidste, Wawrinka, har slået ham tre gange ud af de sidste fire indbyrdes kampe, inkl. sidste år i gruppespillet.

I indbyrdes opgør er Murray 9-7 mod Wawrinka, 7-2 mod Kei Nishikori (som slog ham ud af årets US Open i kvartfinalen) og 11-3 mod Marin Cilic (som slog ham i Cincinnatti-finalen i august).

Murray har tabt under en håndfuld sæt siden Davis Cup-nederlaget til Juan Martin del Potro i september og har som sagt vundet fire turneringer på stribe og 19 kampe i træk. Men uden på nogen måde at forklejne den indsats, der vitterligt har involveret nogle flotte sejre, så var der ikke én eneste top-10 spiller blandt modstanderne.

Som Federer sagde inden World Tour Finals i 2011  (læs Federers øvrige sjove og grove jabs mod Murray i linket), hvor Murray også havde haft et flot efterår:

I’m not taking anything away from what he did but was Asia the strongest this year? I’m not sure. Novak wasn’t there, I wasn’t there and Rafa lost early. But it has been a good effort by him after losing to Kevin Anderson in Montreal

(Federer vandt World Tour Finals det år, mens Murray ikke nåede ud af gruppespillet).

Fra på mandag er der pludselig tre top-10 spillere i træk, der tilmed alle også er i god form. Marin Cilic har som nævnt lige slået Djokovic for første gang nogensinde i sidste uge, og ugen før vandt han finalen i Basel over Kei Nishikori.

Nishikori slog Murray i US Open, før Stans tunge grundslag gjorde det af med ham i fire sæt i semifinalen. I Basel slog japaneren bl.a. del Potro på vejen mod finalenederlaget til Cilic og i Paris tabte han respektabelt til Jo-Wilfried Tsonga i tredje sæts tiebreak.

Wildcardet Wawrinka – som måske snarere er en favorit end et wildcard

Wawrinkas form kan dårligt kaldes decideret god – siden sin US Open-triumf har han tabt til både Alexander og Mischa Zverev, Gilles Simon og senest nr. 91, Jan-Lennard Struff.

a_wawa

Men hvad Wawrinka gør mellem slams eller mellem en slam og World Tour Finals er sjældent en særlig god indikator for, hvordan han præsterer, når det virkelig går løs. Inden årets US Open-finale mod Kei Nishikori havde han således ikke en én eneste top-10 sejr fra i år – to kampe senere stod han med to og sin tredje slam-finalesejr over en verdensetter.

Stan the Man spiller sin fjerde World Tour Finals og har de øvrige år vundet to og tabt én i gruppespillet – for derpå at tabe semifinalen alle tre år. Alle seks nederlag er til The Big 3 – to til hver.

I 2014 havde han sågar hele fire matchpoint mod Federer i semifinalen:

De modstandere, han har tabt til, er derfor enten ikke med (Federer og Nadal) eller i en helt anden form (Djokovic). Han slog som sagt Murray i gruppespillet sidste år, og han slog Marin Cilic i gruppespillet i 2014.

Wawrinka lægger ud mod Kei Nishikori, som han fører 4-2 over i indbyrdes opgør, 3-2 på hard court. Han har ikke tabt til Cilic siden 2010 og fører 10-2 i h2h, 5-2 på hard court.

Stan the Man må derfor være favorit til at følge Murray i semifinalerne. Men hverken Cilic eller Nishikori (7-5 til Nishikori i indbyrdes, 6-4 på hard court) er på nogen måde uden chancer.

Det er de fire spillere, der har vist de højeste peaks de seneste måneder, der alle er havnet i samme gruppe.

Og det betyder, at alle rent faktisk kan slå alle.

Murray, der med sine 19 sejre i træk, burde være skyhøj favorit, har ikke nogen imponerende track record i World Tour Finals, hvor han ikke har nået semifinalen siden 2012, kun er nået i semifinalen tre gange i alt og aldrig nået finalen på sine otte forsøg.

Ikke desto mindre må det forsigtige bud på to semifinalister være Murray og Wawrinka.

Og det frække bud på en samlet vinder? Stanimal, hvis han overlever sin pulje. 

20 Oct

Milano blues

berlusconi

Kaos hersker i Inter og AC Milan, og storholdenes fans er for alvor blevet testet de seneste år. Nu er pengestærke asiatere inviteret indenfor i et desperat forsøg på at puste liv i kadaverne. Men det er de lokale unge talenter, som umiddelbart skaber mest håb.

Af Morten Øyen Jensen

Hvis en musikgenre skal beskrive den aktuelle sindsstemning i AC Milan og Inter, så må det næsten være blues. Vi kan kalde den Milano blues (og kan med fordel høres, mens der læses videre).

En melankolsk sindsstemning på grund af modløshed eller kærestesorg. I princippet spilles blues-melodien i mol, mens akkorderne spilles i dur. Det betyder den både indeholder lys og mørke. Og kan lyde lidt skæv, klagende. Blå. Regnfuld.

Så er vi ved at være der.

For AC Milans vedkommende har man været der, siden stjernerne Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva i 2012 blev sendt til nyrige PSG i den franske hovedstad. Det markerede en overgang fra et hold med stjernespillere og Champions League-trofæer til et hold langt fra tidligere styrke. Siden har AC Milan levet i benægtelse og en slags kærestesorg. I konstant længsel efter de gode gamle dage.

Melankolien hænger ved
For Inter startede modløsheden lidt tidligere. Efter at have vundet alt hvad vindes kan med Mourinho i 2010, fik Benitez, Leonardo, Gasperini, Ranieri, Stramaccioni, Mazzarri og Mancini korte prøveture i trænerstolen. Nu sidder Frank de Boer der, men efter 10 kampe, hvor halvdelen er endt med nederlag, er det end ikke sikkert, han kan sidde året ud.

Og det er der ikke noget at sige til. For det er et stærk hold han står i spidsen for.

Siden den indonesiske rigmand Erick Thorin kom til klubben i 2013 er klubbens businessmodel ændret, og det har skabt plads til nye investeringer.

Senest i sommer med solide, interessante køb af portugiske Joao Mario, argentinske Ever Benega, italienske Candreva og brasilianske Gabigol.

Indkøb de fleste topklubber vil misunde. Men lige lidt har det hjulpet – modløsheden hænger ved, selvom Inter faktisk har vist glimt af solidt spil. Som i 2-1-sejren over Juventus.

Men hovedhistorien er, at Inter fortsætter med at stå mere i mørket end i lyset.

Modløse fans
Inters midtbanetalent Kondogbia har ikke fået nogle reelle chancer i år og er overraskende sat af holdet, ligesom kroaten Brozovic er det efter ”uprofessionel adfærd”. Det har skabt masser af spekulationer i de italienske medier, der i forvejen skriver, at Ivan Perisic er utilfreds med lønnen, at ex-anfører Andrea Ranocchia føler sig forfulgt som syndebuk, og at målmand Samir Handanovic er blevet totalt isoleret på holdet.

Værst er larmen og spekulationerne dog omkring anfører Mauro Icardi og hans anstrengte forhold til Inters mest hardcore fans, Curva Nord. Fansene kalder anføreren uværdig og kræver armbåndet fjernet. Noget vice-præsident og klublegende Javier Zanetti ikke vil afvise kan blive konsekvensen af, at Icardi igen har langet ud efter fansene i en ny bog.

Tid er dyr valuta
Spillemæssigt er Inter blevet mere spændende end Mancini-dagene. Der er tegn på Frank de Boers boldbesiddende Ajax-filosofi. Det er dog for sjældent, hvilket afspejler sig i resultaterne: Inter ligger efter otte kampe nummer 11 i Serie A og på sidstepladsen i sin gruppe i Europa League efter to kampe.

Inter er Inter, siger man i Italien med en overbærenhed overfor det evige kaos. Og de Boer har da også noget line, før fælden klapper. Men Inter-holdet er så talentfuldt og stærkt, at det på papiret bør kæmpe med i top fire i Italien. Så selvom de Boer er ny, og et godt fundament kræver tid, er tid en dyr valuta i Milano.

Ovenpå weekendens nederlag til Cagliari er kritikken for alvor blevet rettet mod den hollandske træner, da hans hold løb totalt tør for energi i de sidste 20 minutter af kampen. Fra at være foran med 1-0 efter 70 minutter endte man med at tabe 1-2.

Kaos og Berlusconi
Kaos er der også i den anden Milan-klub. Og det har fyldt meget i den sidste del af Berlusconi-æraen, som er ved at rinde ud. Nu er rige kinesere ved at købe sig ind, og salget af klubbens ventes at falde helt på plads i løbet af november.

Men det er en æra, som er i gang med sin langtrukne afslutning. Berlusconi er for moderne fodboldklubber nok lige så betydningsfuld, som Johan Cruyff er for spillet inde på banen. For selvom Berlusconi er den vildeste karikatur af en libertiner, så bankede hjertet for, at AC Milan skulle løfte sig og sætte sit aftryk:

Det var med hans opkøb af fallitboet AC Milan i 1986, at den sovende kæmpe blev vakt til live. Hvor merkantiliseringen fik sit indtog i fodbolden, og en fodboldklub for alvor blev en global virksomhed. Det var i det spil – det forretningsmæssige – at AC Milan selv måtte give efter, da holdets ubestridte stjerne Zlatan og holdets anfører Thiago Silva blev sendt til Paris, vekslet til penge fra Qatar.

Årgang 0 – igen
AC Milan havde ingen svar på den nye virkelighed (med udenlandske oliepenge oveni europæisk finanskrise), og holdet blev efterladt i et tomrum med stjerne-spillernes afgang.

Kunne klublegenden Seedorf måske udfylde det som træner og løfte holdet op til den storhed han selv havde været en del af? Kunne målræven Filippo Inzaghi?

Af flere omgange blev en ny sæson åbnet som ”år 0”. Men året efter var situationen bare endnu værre. Lidt lys var der dog i mørket.

Midt i det dybe hul opdagede AC Milan i sidste års sæson, at man sad på guld: 17-årige Donnarumma, det måske største målmandstalent i Italien siden Buffon, blev fast mand mellem stængerne. Dertil kommer en af Berlusconis sidste ”gaver” til klubben i form af forsvarstalentet Romagnoli, der får mange Milan-fans til at drømme om en ny Nesta.

Yngre og mere italiensk
I år er den 19-årige højreback Davide Calabria og den 18-årige midtbanespiller Manuel Locatelli trådt i karakter. Locatelli så overbevisende, at han indtil videre er erstatning for anfører Montolivo, som i en nylig landskamp for Italien mod Spanien blev skadet og først ventes tilbage om seks måneder.

Sammen med blandt andre 21-årige Niang og 22-årige Suso i angrebet råder AC Milan nu over den yngste trup i Serie A. Og mens flere Serie A-hold slet ikke har italienere i startelveren, så startede AC Milan med otte italienere i weekendens kamp mod Chievo Verona.

Spillet er stadig langt fra prangende. Men der er trods alt væsentlige aftryk fra den nye træner Montella: Genpresset fylder især mere, og i weekenden førte det til to mål.

Med sejren deler AC Milan nu andenpladsen i Serie A med Roma (der dog har bedre målscore).

Maldini vil ikke være med
Uden for banen er det stadig hemmeligt, hvad det er for nogle kinesere, som overtager klubben. Ligesom der kun spekuleres i, hvor mange penge der vil blive brugt på spillerhandler.

Der er endnu heller styr på, hvem den nye ledelse vil bestå af. Sikkert er det dog, at klublegenden Paolo Maldini ikke bliver en del af den.

Det vides fortsat heller ikke om AC Milan skal bygge et nyt stadion, som det har været proklameret ad flere omgange. Kaosset fortsætter i hvert fald. Og AC Milan er altid bare to nederlag fra en stor krise og en træner i en tynd tråd.

Ud af melankolien?
Hver uge i en storklub er vigtig. Denne uge kan dog sige noget mere grundlæggende om sindsstemningen. Vil den forblive melankolsk i Milano?

Inter tager torsdag imod Southampton i Europa League og skal vinde, hvis man vil gøre sig gældende i den turnering. Hvilket er Inters erklærede mål. I weekenden tager Inter til Bergamo, hvor man møder Atalanta. Med to sejre er der håb igen. Med to nederlag på en uge er Frank de Boers job for alvor i fare.

AC Milan har kun én kamp denne uge, det er til gengæld mod mægtige Juventus i weekenden. Kan ”baby-Milan” skabe et resultat mod Italiens pt. suveræne etter, så er der for alvor grund til optimisme.

Hvis ikke skal klubben varme sig lidt længere på længslen fra en tid, hvor man kunne.

Inter spiller mod Southampton i Europa-League torsdag aften kl. 19.
AC Milan-Juventus spilles lørdag aften kl. 20.45 og kan ses på Viaplay.
På søndag er der så Atalanta-Inter kl. 14, kampen kan ses på Viaplay.