03 Jun

French Open: Hvem kan udfordre Rafael Nadal i jagten på La Decima?

rafael-nadal-vs-novak-djokovic-french-open-2015

rafael-nadal-vs-novak-djokovic-french-open-2015

Der har stået Rafael Nadal eller Roger Federer på alt i 2017. Schweizeren har valgt at springe French Open over, mens Nadal jagter en uhørt 10. titel på Roland Garros. Udfordrerne hedder Novak Djokovic, Stan Wawrinka og Dominic Thiem – har de en chance?

Af Anders Høeg Lammers

2017 har været en mærkelig tennissæson, særligt af to grunde. For det første har 2016’s to suverænt bedste spillere, Andy Murray og Novak Djokovic, begge befundet sig i en dyb resultat- og spillemæssig krise.

For blot en måned siden var ingen af dem i top-10 på årets rangliste, og den tidligere så dominerende Djokovic var helt nede som nr. 20 – vel at mærke uden skader af betydning. Siden er han med en finale i Rom kravlet op som nr. 7, mens Murray stadig roder rundt som nr. 13.

Det andet, der gør sæsonen så mærkelig, er den anden halvdel af ’the Big 4’, Roger Federer og Rafael Nadal.

Hvor Djokovic og Murray er i krise, har Nadal og Federer fundet deres anden og tredje ungdom – og det efter at have siddet ude med skader hhv. et halvt år for Federer og ca. tre måneder for Nadal.

Federer fylder 36 i august, men lagde alligevel ud med at vinde Australian Open og ’the Sunshine Double’ i form Masters-turneringerne Indian Wells og Miami. Sidste gang han gjorde det? 2006.

I alle tre turneringer slog han tilmed sin nemesis, Rafael Nadal. For derpå at erklære, at hans operede knæ ikke har godt af grus, så grussæsonen blev uden ham – inkl. den igangværende slam, French Open.

Ender Nadal og Federer øverst på ranglisten?

Men når Nadal går dybt i vinterens og forårets hard court-turneringer, er det typisk en advarsel om, at han bliver ekstra grum på grus. Det har også været tilfældet i år, hvor han spadserede sig gennem Monte Carlo, Barcelona og Madrid, før Dominic Thiem slog ham i kvartfinalen i Rom.

Med tilføjelsen af Carlos Moya til teamet fra årets start server Nadal bedre end længe, og han forsvarer (næsten) lige så godt som i sin ungdom (se f.eks. dette point). Forhånden har fået det bid og den præcision, den har manglet, og baghånden er nærmest bare blevet bedre og bedre med årene.

Samlet set har de to mastodonter lagt afstand til feltet på årets rangliste, Federer ligger nr. 2 med 4.045 point fra blot fire spillede turneringer, mens Nadal er etter med 4.915 for ni spillede turneringer. Med Djokovic og Murray på hhv. 1.615 og 1.210 point ligner Fedal pludselig to ret så seriøse bud på at slutte året som nr. 1.

Det var der næppe mange, der havde set komme, da vi gik ind i 2017. Sidste gang de lå hhv. nr. 1 og 2 på samme tid var i starten af 2011.

I skrivende stund er vi så godt i gang med årets anden slam, hvor Nadal er så stor favorit, at bookmakerne kun giver pengene 1,60 gange retur på ham. Samtidig har han chancen for at vinde titlen for 10. gang – flere end nogen mand eller kvinde har vundet en bestemt slam.

I den forstand kan dette års French Open frygtes at blive lidt kedelig. Med Djokovic og Murray i krise og Federer ude, er det svært at se, hvem der skal give Nadal kamp til stregen.

Men hvis det skal ske, hvem kommer truslen så fra? I resten af denne artikel ser jeg nærmere på dem, der har de bedste chancer for at nå langt og byde Rafa op til dans.

Den sovende kæmpe, Novak Djokovic

Den forsvarende mester er ganske vist down, men han er ikke out. I vinter sluttede han samarbejdet med Boris Becker og for et par uger siden fyrede han så hele det team, der har været med ham siden startet på karrieren.

Undtagen den guruagtige Pepe Imaz, som det seneste års tid har fået mere og mere indflydelse på Djokovic og ejer dette tennisakademi, hvis motto lyder:

“Through Love one can achieve true happiness. We apply this principle to our tennis training.”

Det er jo alt sammen meget godt – medmindre man forsøger at nå til tops i en af verdens mest globale og bedst betalte sportsgrene. Var Djokovic blevet så desperat, at han lagde hele sin tennisskæbne i guruens hænder?

Dog ikke. Kort tid efter afslørede han nemlig en ny træner – ingen ringere end Andre Agassi (foreløbig kun på prøve) hvis egen spillestil minder en god del om Djokovic’.

Agassi har prøvet nedturen i langt højere grad end Djokovic, og han har prøvet at genfinde motivationen og genopfinde sig selv. Alt det kan han – måske – hjælpe Djokovic med.

Og selvom Djokovic ikke har været sit dominerende selv i næsten et år, er jeg stadig nødt til at betragte ham som førsteudfordreren til Nadal. Dels fordi han stadig i glimt viser niveauet, for eksempel da han smadrede Thiem, dette års 2. eller 3. bedste grusspiller, 6-0, 6-1 i Rom, dagen efter Thiem havde slået Nadal.

Og dels fordi han som den eneste i feltet rent faktisk har slået Nadal i Roland Garros, ganske vist, da Nadal selv var i krise, men alligevel.

Derudover har han mellem French open 2014 og Madrid 2017 (som Nadal vandt 6-2, 6-4) vundet samtlige 7 kampe og 15 sæt mod Nadal, inkl. to kampe og fem sæt på grus.

Med andre ord: En velspillende Djokovic er det tætteste Nadal kommer på et mareridt på en tennisbane. Hvorvidt han så kan nå at finde den form, der kan udfordre Nadal på Phillippe Chatrier er et endog meget åbent spørgsmål.

Fredag var han således nede 1-2 i sæt mod en af ATP-tourens mindste spillere, den blot 1.70 meter høje, men meget kapable argentiner, Diego Schwartzman. Derpå gik argentineren dog død, mens den tidligere verdensetter fik styr på kampen og cruisede hjem.

Djokovic kan møde Nadal i semifinalen. I 4. runde har han Albert Ramos-Vinolas – en poor man’s Rafa – som nåede finalen i Monte Carlo, hvorpå østrigske Dominic Thiem formentlig venter i kvartfinalen.

Bulderbassen Stan Wawrinka

2015-mesteren er mit næstbedste bud på en spiller, der kan slå Nadal ved dette års French Open. Stanimal er om nogen en spiller, der hæver niveauet i de største turneringer. De seneste 3-4 år, er det således kun Novak Djokovic, som har gjort det bedre i de fire slam-turneringer.

Resten af touren går Stan ikke altid så meget op i. Før sidste uges turnering i Geneve havde han eksempelvis tabt flere kampe i årets grussæson, end han havde vundet (2-3). Men på hjemmebanen i Geneve gik Stan hele vejen og fik dermed reddet lidt af sin grussæson.

Landsmanden Federer kalder ham for ’Diesel’, fordi han lige skal op i gear, men så til gengæld er meget svær at stoppe. Få spillere har en chance mod ham, når han rammer bolden så godt som i French Open 2015, hvor han blæste både Federer og Djokovic af banen.

Schweizeren har et par tricky navne tidligt i sin lodtrækning. Han slog Dolgopolov i 2. runde og skal her til eftermiddag møde grusspecialisten Fabio Fognini, hvorpå en af de franske muskerer, Gasquet eller Monfils, venter i 4. runde.

Måske efterfulgt af Cilic i kvartfinalen. Men kommer han først i gang, kan jeg sagtens se ham gå hele vejen til finalen.

Og står han først der, er Diesel uhyre svær at stoppe. Stanimal har vundet 12 af sine sidste 13 finaler, inkl. 3 ud af 3 grand slam-finaler mod verdens daværende nr. 1.

Du kan læse mere om Wawrinka i vores portræt-artikel fra sidste år.

100 procent østrigsk power, Dominic Thiem

Den 23-årige Dominic Thiem er det tætteste, ATP-touren kommer på en mini-Wawrinka i spillestil med enhåndsbaghånd og fuld power på grundslag og serv (Thiem spiller groft sagt så meget powertennis, at Wawrinka næsten kan virke som en finessespiller i sammenligning).

Til gengæld har Thiem foreløbig ikke lært at peake til de store turneringer, men pakker så mange turneringer ind i kalenderen som muligt, hele 13 er det foreløbig blevet til i år.

Det kan føre til kampe som ovennævnte mod Djokovic i Rom, hvor en flad Thiem fik røven på komedie. Desværre for turneringen og Thiem, har han trukket Djokovic i kvartfinalen, hvis spillestil, han selv siger, bekommer ham dårligt.

Sjovere ville det have været, hvis han havde trukket Nadal i kvartfinalen. De to har danset tango hele grussæsonen med sejre til Rafa i Barcelona og Madrid, mens Thiem tog det seneste stik i Rom med flotte vindere fra både for- og baghånd.

Den sejr gør ham til den eneste, der har formået at slå den ellers så suveræne Rafa denne grussæson.

Thiem’s største udfordring før en eventuel kvartfinale mod Djokovic ville have været 4. runde mod belgiske Goffin, som allerede har slået ham to gange i år, inkl. på Monte Carlos røde grus. Desværre for Goffin og turneringen vred Goffin gevaldigt om på anklen i går, da han jagtede en bold og er derfor ude af turneringen.

I stedet venter Zeballos, som Thiem, der endnu ikke har afgivet sæt, bør slå. Og som Djokovic har spillet hidtil, er Thiem bestemt ikke uden chancer i kvartfinalen.

Thiem har den næstbedste statistik på grus i år med en 20-4 rekord og sejre over Nadal, Murray, Querrey, Cuevas, Dimitrov m.fl.

Det unge håb, Alexander Zverev

Da jeg begyndte at skrive på denne artikel i forrige weekend, havde jeg et langt afsnit om Alexander Zverev, som kun lige er fyldt 20.

Han røg dog ud af turneringen allerede i første runde mod veteranen og den tidligere top-10 spiller, Fernando Verdasco. Ikke en spiller nogen har lyst til at trække i første runde, men alligevel en skuffelse for den unge Zverev, hvis korte svar på hvorfor han tabte lød:

“I played like absolute shit.”

Alligevel vil jeg lige bruge lidt tid på Zverev, fordi det fortjener hans resultater i år. Zverev har været en af dette års helt store positive overraskelser. Det har længe stået klart, at talentet var noget særligt, men det overrasker lidt, at han allerede nu er blevet så god.

Tennis er nemlig i de senere år er gået hen og blevet et spil for ’gamle mænd’, mens den tabte generation (Raonic, Dimitrov, Nishikori m.fl.) har måtte nøjes med krummerne.

For blot 14 dage siden var der således ikke én eneste spiller på under 28 år, der havde vundet en større turnering i sin tenniskarriere.

Ingen slams, ingen World Tour Finals, ingens Masters-trofæer. Nada. 

Tilsammen havde de to slam-finaler og omkring en håndfuld Masters-finaler at prale af.

Til sammenligning havde Murray, den dårligste af the Big 4, to slams, olympisk guld, en håndfuld tabte slam-finaler samt omkring 10 Masters-titler, da han fyldte 28. Og Federer havde vundet 15 af sine 18 slams, mens Nadal var på 13 af foreløbig 14 slams.

Men Zverev har gjort, hvad Raonic, Nishikori, Dimitrov, Thiem, Goffin, Kyrgios m.fl. ikke kunne: Brudt igennem på højeste niveau, da han vandt den seneste Masters på grus i Rom med en klar finale-sejr over en – skal det dog siges – knap så velspillende Djokovic.

Den 1,98 høje tysker med den store serv og de tunge grundslag (bid særligt mærke i baghånden) er stadig i gang med at udvikle sig, men bevæger sig imponerende godt for sin højde og kan veksle mellem at afgøre boldene hurtigt med et stort grundslag eller køre modstanderen træt i en lang duel.

At han samtidig ikke lukker Djokovic ind i kampen i sin første Masters-finale viser en mental styrke, man sjældent finder hos de helt unge.

Inden French Open havde Zverev årets næstbedste resultater på grus med to vundne turneringer og en 16-3 rekord. Han har bl.a. slået Berdych, Cilic, Verdasco, Almagro og Fognini.

Men selvom han altså allerede er ude af dette års French Open, bør I stadig bide mærke i navnet i forhold til fremtidige turneringer. Den unge mand kan også spille på græs, hvor han sidste år slog Federer i Halle. Og hard court, hvor han førte 2-1 i sæt over Nadal ved dette års Australian Open.

Sidste fun fact? I 20 kampe mod top-10 spillere, en gruppe han først selv lige er blevet en del af med sin Rom-sejr, har han vundet hele 40 procent af kampene. Det giver ham den femtebedste sejrsrate på touren, blot overgået af The Big 4.

’Hold også øje med’-typerne

Der er ikke flere, jeg ser som egentlige trusler mod Rafas grusoverherredømme. Verdensetteren Andy Murray kunne have været, men har intet vist i en skades- og sygdomsplaget sæson, og han har ikke set overbevisende ud i sine foreløbige kampe. Mod Klizan i 2. runde servede Klizan for at få kampen ud i femte sæt, inden nerverne fik overtaget, og han gav Murray sættet og kampen.

I 3. runde i en kamp, der just er startet (12.45, lørdag), møder Murray del Potro, som dog døjer med værre skader end dem, Murray har haft. Den kamp kan blive rigtig spændende (og problematisk for Murray), hvis del Potros fysik står distancen.

Update: Murray kom sejrsrigt ud af to tætte første sæt og spillede det bedste tennis, han har gjort hele året. Da han samtidig har en – for ham – let 4. runde, ser han pludselig ud til at være et ret sikkert bud på mindst en kvartfinale og formentlig også bedre. Læs mere her, om hvordan Murray pludselig lignede sit gamle jeg

Den evigt skadede Kei Nishikori har på dagen også niveauet, men bliver ofte skadet undervejs i en turnering. Han kunne dog godt ramme en semifinale med lidt held, men er i Murray fjerdedel og Wawrinkas halvdel, langt væk fra Rafa.

Dertil er der franskmændene. Jo-Wilfried Tsonga og Lukas Pouille er allerede ude, mens Gael Monfils og Richard Gasquet mødes senere i dag. Vinderen møder Wawrinka/Fognini. Det tegner ikke til at blive et godt år for de lokale favoritter, men man skal aldrig sige aldrig.

Og hvad med Marin Cilic, US Open-vinderen fra 2014? Grus er hans dårligste underlag, men han har spadseret sig igennem sin lodtrækning uden at afgive sæt og står i skrivende stund med et ben i 4. runde.

Han har topniveuet til at slå enhver på dagen og kan gøre livet surt for Wawrinka i en eventuel kvartifnale.

God lodtrækning på vejen mod La Decima

Og Rafa selv? Ja han kan være yderst godt tilfreds med en lodtrækning, hvor det er svært at få øje på noget, der minder om en trussel, før Djokovic i en eventuel semifinale. I 3. runde afgav han blot et enkelt parti (!) mod Basilashvili, og i 4. runde møder han den solide, men ikke skræmmende Bautista-Agut.

Milos Raonic, som han kan møde i kvarten, er ikke voldsomt god på grus, og Rafa slog ham klart på det mere Raonic-venlige underlag i Australian Open.

Alt peger således mod en ’la Decima’, som han tidligere i år opnåede i Monte Carlo og Barcelona. Men det har som sagt været en meget mærkelig tennissæson så vidt, og det kom også som et lyn fra en klar himmel, da Robin Söderling slog Rafa ud i French Open 2009 blot to uger efter at have tabt 0 og 1 i Rom.

Summa sumarum: Nadal er storfavorit, Djokovic er førsteudfordrer, men husk også at holde øje med Diesel aka Stanimal og den 23-årige Thiem med de tunge grundslag.

Turneringen kan følges på Eurosport 1 & 2 samt Eurosport Player.

11 Apr

Talenterne fra fyrstendømmet

AS Monaco

AS Monaco

Den stolte franske fodboldinstitution, AS Monaco, er tilbage i den absolutte top både nationalt og internationalt. Hvad der for få år siden lignede en hurtig milliardærløsning er afløst af klubbens frugtbare ungdomsafdeling og et fokus på at hente og udvikle fodboldens største talenter.

Af Kristoffer Lottrup

Tiemoué Bakayoko (22 år), Fabinho (23 år), Benjamin Mendy (22 år), Bernardo Silva (22 år), Thomas Lemar (21 år) og Kylian Mbappé (18 år). Samtlige Europas topklubber har mindst tre af disse spillere på blokken forud for sommerens transfervindue. AS Monacos sprudlende unge hold er noget af det varmeste i fodboldeuropa netop nu.

Holdet fra middelhavskysten har scoret langt over 100 mål indtil videre i sæsonen og topper den europæiske scoringsliste i selskab med FC Barcelona og Real Madrid. Målene scores ikke bare af én eller to store profiler, men af en række forskellige spillere i truppen.

Revitaliserede Radamel Falcao er topscorer med 25 mål på tværs af alle turneringer. Dernæst følger angriberne Mbappé og Valère Germain med henholdsvis 19 og 15 scoringer. Kantspilleren Lemar har bidraget med 12 basser, og den defensive midtbanemand Fabinho har scoret hele 11 gange. Den fremragende, polske forsvarspiller Kamil Glik har desuden lavet syv mål. Med andre ord er Monaco-holdet kendetegnet ved mange og farlige målscorere overalt på banen. Oplæggene kommer oftest fra Mbappé (11) samt fra venstrebacken Mendy og kantspillerne Bernardo Silva og Lemar, der alle har bidraget med 10 målgivende afleveringer.

Monegaskerne scorer over 2,9 mål per kamp, og spillet er lagt an på masser af fart og et intenst pres på modstanderen. Siden 0-4-nederlaget til Nice 21. september sidste år er holdet ikke gået fra banen uden at score.

Alt dette gør AS Monaco til et af de mest interessante hold i Europa i denne sæson. Efter to medrivende og målrige opgør sendte franskmændene mægtige Manchester City ud af Champions League i ottendelsfinalen, og i den hjemlige, franske liga fører klubben med tre point til ellers suveræne Paris Saint Germain. De rød-hvide fra Monaco har scoret 88 gange i 31 kampe i det franske, 24 mål flere end PSG (hvem sagde Zlatan?). Den samlede målscore lyder på plus 64, og forsvaret er rækkens tredjebedste. 

Gennemsnitsalderen i truppen ligger på 25 år, hvilket ikke er ualmindeligt. Til gengæld befinder størstedelen af de bærende kræfter sig på den unge side af gennemsnittet. Ligesom de i starten nævnte er faste startere som forsvarsspillerne Djibril Sidibé, Jemerson og Almany Touré alle 24 eller yngre. Blandt cheftræner Leonardo Jardims hyppigst anvendte spillere er kun målmand Danijel Subašić samt Glik, João Moutinho og Falcao 29 år eller ældre.

Frankrigs Dortmund

På flere måder minder Monaco-holdet en hel del om aftenens modstander, Borussia Dortmund. BVB er ligeledes ambassadør for det hurtige, energiske og målfarlige, og ligesom det nuværende Monaco-hold er Dortmund-truppen domineret af nogle af de største talenter i international fodbold.

Også historisk er der ligheder. Begge er stolte kæmper, der blev overhalet af konkurrenterne og siden gjorde talentarbejdet til deres metier. I Tyskland er Dortmund nyere tids klart største udfordrer af Bayern Münchens omfattende hegemoni. Bayern er den rige mastodont, der hvert år håndplukker konkurrenternes bedste spillere og samtidig dyster med de allerstørste på det internationale transfermarked, mens Dortmund i højere grad excellerer inden for talentudvikling og ved at finde, hente og modne de allerstørste talenter fra nær og fjern.

I Frankrig hedder den ubestridte overhund i disse år naturligvis Paris Saint Germain, der med det meste af Qatars kapital i ryggen har siddet på absolut alt i de seneste år. Så sent som i sidste sæson hjemtog hovedstadsklubben alle fire titler i det franske, og truppen hører til blandt de bedste og absolut dyreste i Europa. Omvendt er AS Monaco nuværende hold et resultat af flere sæsoners indkøb fra de knap så høje hylder og spillere af egen avl.   

Forud for denne sæson blev Sidibé hentet i Lille, mens Mendy kom til fra Marseille og Glik blev købt i Torino. Udskrivningerne landede på mellem ni og 13 millioner pund per spiller. 

I sommeren 2015 hentede klubben Fabinho i Rio Ave for fem millioner pund og Lemar i Caen for tre. Jemerson kom til fra Atletico Mineiro for ni millioner.

Året inden købte man Bernardo Silva fri i Benfica for 13 millioner pund, ligesom Bakayoko blev hentet i Rennes for syv millioner.

Både Valère Germain, Mbappé og Touré, alle profiler i den nuværende trup, kommer fra klubbens akademi. Det samme gør i øvrigt spillere som Atletico-stjernen Yannick Ferreira Carrasco og Manchester Uniteds Anthony Martial. 

Det næste stortalent i Monaco kan meget vel blive Anderlechts unge talisman Youri Tielemans, som monegaskerne ifølge L’Equipe meget gerne vil have fingrene i.

Historisk storhold

Går vi længere tilbage, hører AS Monaco med syv franske mesterskaber og fem pokaltitler til blandt de store i fransk fodbold. Den første gyldne periode indtraf i 1960erne og 1970erne under trænerlegenden Lucien Leduc, der førte klubben til tre mesterskaber og to pokaltitler.

I 1987 hentede klubben den ukendte franske manager Arsene Wenger i Nancy. Wenger gjorde klubben til mester i sin første sæson og blev siddende på trænerposten frem til 1995. I den periode var Monaco hjemsted for en imponerende række af store spillere som som George Weah, Jürgen Klinsmann og Youri Djorkaeff, ligesom talentafdelingen udklækkede senere legender som Lillian Thuram, Emmanuel Petit, David Trezeguet og Thierry Henry.

Klubben vandt yderligere to mesterskaber i 1997 og 2000 under henholdsvis Jean Tigana og Claude Puel, inden finansielle problemer var tæt på at ende med tvangsnedrykning i 2003. 

Sæsonen efter var historisk på banen, men problematisk i kulissen. Med Didier Deschamps på trænerbænken og profiler som Patrice Evra, Ludovic Guily, Fernando Morientes og Dado Pršo nåede Monaco hele vejen til Champions League-finalen, hvor de tabte til José Mourinhos FC Porto-mandskab. På vejen sendte monegaskerne både Real Madrid og Chelsea ud af turneringen.   

På trods af Champions League-successen fortsatte den økonomiske deroute, og de efterfølgende sæsoner endte med midterplaceringer og hyppige trænerfyringer. Det hele kulminerede i 2011, da AS Monaco rykkede ned i Ligue 2.

Abramovich-modellen

Selvsamme sommer trådte den russiske milliardær Dmitry Rybolovlev ind på scenen. Russeren købte 66,6 procent af aktierne i klubben, overtog formandsposten og varslede store ændringer. Monaco skulle hurtigt muligt tilbage til toppen af fransk fodbold, og forretningsmanden var klar til at investere massivt i spillertruppen.

Monaco rimer da også på milliardindkøb og ekstravagance. De resterende 33,3 procent af aktierne i klubben ejes af Monacos regerende fyrstenslægt, huset Grimaldi.

Med Claudio Ranieri som manager blev oprykningen sikret i foråret 2013 og efterfulgt af en massiv sommeroprustning. I stordyre handler blev Radamel Falcao hentet i Atlético Madrid, mens James Rodríguez og João Moutinho kom til fra FC Porto. Også det franske stortalent Geoffrey Kondogbia blev købt i Sevilla. Ricardo Carvalho og Éric Abidal sluttede sig til på frie transfers. Monaco skulle være førsteudfordrer til PSG og tilstrække spillets største profiler. Den sommer brugte klubben og Rybolovlev omkring 150 millioner pund på nye spillere.

Russeren postede imidlertid også store summer i klubbens scoutingsystem og var allerede fra begyndelsen optaget af talenter. En mere langtidsholdbar løsning, skulle det vise sig.

Således blev der kort efter skruet ned for det varme vand. Først blev Rybolovlev af en schweizisk domstol eftersigende dømt til at betale et større milliardbeløb til sin ekskone. De indførte Financial Fairplay-regler lagde yderligere forhindringer i vejen for prestigeprojektet, inden det franske fodboldforbund truede med at smide Monaco ud af den franske liga, medmindre de flyttede deres hovedkvarter fra skattelyet i fyrstendømmet. Den disputs endte med et forlig, hvor AS Monaco betalte 50 millioner euro til det franske fodboldforbund for at beholde adressen på middelhavskysten. Selv for Rybolovlev var udfordringerne for store og for kostbare.

Russeren skruede ned for sit finansielle bidrag. Det var slut med de profilerede stjerneindkøb. Året efter blev James solgt til Real Madrid i en rekordhandel, mens Falcao blev sendt til Manchester. I 2015 sagde klubben farvel til Carrasco, Kondogbia og Layvin Kurzawa, ligesom kæmpetalentet Martial røg til Manchester United på transfervinduets sidste dag. På bare to-tre år var den nyvundne status som købeklub ændret til det modsatte.

I efteråret 2015 blev det for meget for klubbens tilhængere. På et ekstraordinært møde i det pompøse Grimaldi Forum i Monte Carlo krævede omkring 1000 af klubbens mest glødende fans svar og handling. Ud af mødet voksede modellen for det nye AS Monaco. En model, der mere end noget andet handler om at lokalisere, hente og finpudse unge spillere.     

Sælgerklubbens lod

Med den portugisiske cheftræner Leonardo Jardim i spidsen er den model overraskende hurtigt blevet en stor succes. Infrastrukturen og indkøbspolitikken i AS Monaco er indtil videre kulmineret i en førsteplads i Ligue 1 og en status som aktuel darling i Europæisk fodbold.

Men overgangen fra køber- til sælgerklub betyder også, at Monaco må indstille sig på at miste sine største profiler med jævne mellemrum. Denne sæsons store succes har utvivlsomt sin pris.

Den europæiske elite står klar, glubende, til at hente det meste af Monacos startellever. Særligt fra Premier League er der bud efter folk som Babayoko, Fabinho og Bernardo Silva, mens Mbappé angiveligt er ønsket fra Manchester til Madrid. 

Netop derfor repræsenterer indeværende sæson en ekstraordinær mulighed at vinde titler. Monaco har ikke vundet mesterskabet siden 2000, og pokaltitlen blev senest hjemtaget i 1991. For nylig glippede første mulighed for at hente et trofæ, da man tabte man 1-4 til PSG i Liga Cup-finalen. Holdet er dog fortsat med i tre turneringer. I aften gælder det noget overraskende kvartfinalen i Champions League. I slutningen af april venter et semifinaleopgør mod PSG i den store franske pokalturnering. Dertil kommer den hjemlige liga, hvor holdet lige nu har et forspring på tre point til de regerende mestre fra Paris.

Herfra krydses der fingre for mindst ét trofæ til monegaskerne. Det har modellen, træneren og truppen fortjent.

Til sommer kan det meget vel være forfra igen.

12 Nov

World Tour Finals: Murray og Djokovic i indædt kamp om førstepladsen

a_djoko_murray

a_djoko_murray

Sæsonfinalen afgør hvem af Djokovic og Murray, der kan kalde sig årets bedste tennisspiller. Djokovic har historikken og en yderst favorabel lodtrækning på sin side ved World Tour Finals, men Murray er i markant bedre form. Samtidig lurer Stan the Man på sin chance, da manden der har stoppet ham de seneste to år, Federer, er ude. 

Af Anders Høeg Lammers

Årets sidste tennisturnering, mændenes World Tour Finals, står for døren. I modsætning til alle andre tennisturneringer spilles den i et puljeformat, tænk EM 1992 med fire hold (spillere) i hver pulje, hvor de to bedste så går videre til semifinalen.

Man kvalificerer sig ved at ligge i top-8 i verden eller vinde en slam-turnering – Rafael Nadal, verdens nr. 8, har meldt fra med skade, hvorfor nr. 9, Dominic Thiem, er med.

Djokovic har vundet turneringen de seneste fire år i streg, men Andy Murray er nykåret verdensetter og har vundet sine seneste fire turneringer. Murray har en spinkel føring på blot 130 point på verdensranglisten — fratrukket hans 275 Davis Cup-point, som forsvinder i december.

Hvem der ender året på den prestigefyldte førsteplads afgøres derfor af noget så simpelt som hvem af de to, der klarer sig bedst. Med en enkelt aber dabei: Hvis Djokovic taber to kampe og vinder én i gruppespillet, men alligevel går videre (hvilket kan ske), og derpå slår en ubesejret Murray i semifinalen, men taber finalen, forbliver Murray på førstepladsen.

Hver vundet gruppekamp giver nemlig 200 point, mens en vundet semifinale giver 400 point. I ovenstående scenarie vil begge spillere derfor vinde 600 point.

Men det skal ret galt, før Djokovic taber to ud af tre kampe i gruppespillet. Det har lodtrækningen sørget for. Lad os se nærmere på den.

Ivan Lendl Group: Djokovic, Raonic, Monfils og Thiem

a_wtf_

Ikke alene er Djokovic firedobbelt forsvarende mester i London og overordentlig komfortabel på den bane. Han har også været mere end svineheldig med sin lodtrækning.

I indbyrdes opgør fører han 23-0 (!) mod sine “modstandere” i gruppespillet – 13-0 mod Gael Monfils, 7-0 mod Milos Raonic og 3-0 mod Dominic Thiem, der endnu har sit første sæt til gode, mens Raonic trods alt har vundet ét enkelt i de syv kampe. Tilsammen har de tre spillet fire sæt ved World Tour Finals og vundet 0.

Søndag lægger Djokovic ud mod debutanten Dominic Thiem – en spiller der ene og alene er i London takket være årets første seks måneder. Han har tabt fire af sine seneste fem kampe og ikke slået en top-20 spiller siden juni.

Hvis Djokovic skal genfinde selvtilliden og spillet efter nogle måneder under vanlig standard, kunne han ikke ønske sig en bedre modstander. Thiem er i regulær risiko for at ende som gruppens punching bag.

Når jeg ikke vover at skrive, han ender som gruppens punching bag, er det fordi, det de øvrige spillere i gruppen også er i en sørgelig forfatning.

Milos Raonic har haft et skadesplaget og generelt ringe efterår. I US Open røg han ud til verdens nr. 120, Ryan Harrison, i 2. runde. Siden har han tabt i 1. runde til Mikhail Youzhny, i 2. runde til Jack Sock, i 1. runde til Ricardas Berankis og trukket sig med skader inden kampen i de to semifinaler, han har spillet sig i – senest mod Andy Murray i lørdags i Paris.

Det er derfor en smule tvivlsomt, om den hårdtservende canadier overhovedet når at blive klar. Hvis ikke han bliver det, er den lille vævre David Goffin førstereserve (verdens nr. 10, Tomas Berdych, har endt sin sæson for at passe på sin blindtarm). Goffins h2h mod Djokovic er 0-4, men han slog Gael Monfils i Shanghai tidligere på efteråret.

Gruppens sidste spiller er den flamboyante franskmand Gael Monfils. Han har i karrierens efterår haft sin vel nok bedste sæson og er ligeledes debutant ved World Tour Finals. Monfils imponerede til US Open, hvor han først spadserede gennem sine første fem kampe uden at afgive et sæt for derpå at spille den mest absurde slam-semifinale i nyere tid mod Djokovic i semifinalen.

Efterfølgende har han tabt i semifinalen i Tokyo til Nick Kyrgios, i 3. runde i Shanghai til David Goffin samt senest til verdens nr. 61, Gasto Elias, i Stockholm. Ligesom Raonic døjer han med en skade og er derfor en smule usikker – han spillede slet ikke Paris Masters, som han ellers elsker, i håbet om at blive klar til London.

Djokovic’ ukarakteriske krise

Med de modstandere og deres respektive formkurver eller mangel på samme er det overordentligt svært at se Djokovic som andet end storfavorit til at gå videre som gruppevinder.

Hvis det da ikke lige var fordi, at Djokovic selv har hutlet sig igennem tilværelsen, siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, efter at have vundet stort set alt, han kom i nærheden af i næsten to år.

Siden da har han:

Det er med andre ord ikke en usårlig Djokovic, der indtager London i år. De seneste fire år har han ellers kun tabt én kamp – sidste år i gruppespillet til Roger Federer (hvorpå Djokovic slog Federer i finalen), som siden Wimbledon har plejet en knæskade og derfor heller ikke er med.

Mindre end usårlig kan dog også gøre det. Men når både Bautista-Agut og Cilic kan hente deres første sejre mod den nu tidligere verdensetter, må resten af feltet alt andet også lige lugte blod.

Semifinalister: Djokovic og ? Monfils kunne godt nuppe den ene plads, hvis han er fit for fight. 

John McEnroe Group: Murray, Wawrinka, Nishikori, Cilic – you cannot be serious!

Mens Djokovic på papiret får det let, kunne Murray ikke få det sværere. Hed Murray Trump til efternavn, ville han sikkert brøle: “The system is rigged”. 

Ikke alene har hans modstandere rent faktisk slået ham før – to af dem har slået ham i seneste indbyrdes opgør for blot et par måneder siden, og den sidste, Wawrinka, har slået ham tre gange ud af de sidste fire indbyrdes kampe, inkl. sidste år i gruppespillet.

I indbyrdes opgør er Murray 9-7 mod Wawrinka, 7-2 mod Kei Nishikori (som slog ham ud af årets US Open i kvartfinalen) og 11-3 mod Marin Cilic (som slog ham i Cincinnatti-finalen i august).

Murray har tabt under en håndfuld sæt siden Davis Cup-nederlaget til Juan Martin del Potro i september og har som sagt vundet fire turneringer på stribe og 19 kampe i træk. Men uden på nogen måde at forklejne den indsats, der vitterligt har involveret nogle flotte sejre, så var der ikke én eneste top-10 spiller blandt modstanderne.

Som Federer sagde inden World Tour Finals i 2011  (læs Federers øvrige sjove og grove jabs mod Murray i linket), hvor Murray også havde haft et flot efterår:

I’m not taking anything away from what he did but was Asia the strongest this year? I’m not sure. Novak wasn’t there, I wasn’t there and Rafa lost early. But it has been a good effort by him after losing to Kevin Anderson in Montreal

(Federer vandt World Tour Finals det år, mens Murray ikke nåede ud af gruppespillet).

Fra på mandag er der pludselig tre top-10 spillere i træk, der tilmed alle også er i god form. Marin Cilic har som nævnt lige slået Djokovic for første gang nogensinde i sidste uge, og ugen før vandt han finalen i Basel over Kei Nishikori.

Nishikori slog Murray i US Open, før Stans tunge grundslag gjorde det af med ham i fire sæt i semifinalen. I Basel slog japaneren bl.a. del Potro på vejen mod finalenederlaget til Cilic og i Paris tabte han respektabelt til Jo-Wilfried Tsonga i tredje sæts tiebreak.

Wildcardet Wawrinka – som måske snarere er en favorit end et wildcard

Wawrinkas form kan dårligt kaldes decideret god – siden sin US Open-triumf har han tabt til både Alexander og Mischa Zverev, Gilles Simon og senest nr. 91, Jan-Lennard Struff.

a_wawa

Men hvad Wawrinka gør mellem slams eller mellem en slam og World Tour Finals er sjældent en særlig god indikator for, hvordan han præsterer, når det virkelig går løs. Inden årets US Open-finale mod Kei Nishikori havde han således ikke en én eneste top-10 sejr fra i år – to kampe senere stod han med to og sin tredje slam-finalesejr over en verdensetter.

Stan the Man spiller sin fjerde World Tour Finals og har de øvrige år vundet to og tabt én i gruppespillet – for derpå at tabe semifinalen alle tre år. Alle seks nederlag er til The Big 3 – to til hver.

I 2014 havde han sågar hele fire matchpoint mod Federer i semifinalen:

De modstandere, han har tabt til, er derfor enten ikke med (Federer og Nadal) eller i en helt anden form (Djokovic). Han slog som sagt Murray i gruppespillet sidste år, og han slog Marin Cilic i gruppespillet i 2014.

Wawrinka lægger ud mod Kei Nishikori, som han fører 4-2 over i indbyrdes opgør, 3-2 på hard court. Han har ikke tabt til Cilic siden 2010 og fører 10-2 i h2h, 5-2 på hard court.

Stan the Man må derfor være favorit til at følge Murray i semifinalerne. Men hverken Cilic eller Nishikori (7-5 til Nishikori i indbyrdes, 6-4 på hard court) er på nogen måde uden chancer.

Det er de fire spillere, der har vist de højeste peaks de seneste måneder, der alle er havnet i samme gruppe.

Og det betyder, at alle rent faktisk kan slå alle.

Murray, der med sine 19 sejre i træk, burde være skyhøj favorit, har ikke nogen imponerende track record i World Tour Finals, hvor han ikke har nået semifinalen siden 2012, kun er nået i semifinalen tre gange i alt og aldrig nået finalen på sine otte forsøg.

Ikke desto mindre må det forsigtige bud på to semifinalister være Murray og Wawrinka.

Og det frække bud på en samlet vinder? Stanimal, hvis han overlever sin pulje. 

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image