Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Skak | Sport fortalt Skak – Sport fortalt
17 Nov

Kan unge Carlsen stå distancen?

carlsen2

Den norske verdensmester i skak er godt i gang med at forsvare sin VM-titel mod inderen Viswanathan Anand. Men undervejs har han været presset flere gange, og dominansen fra sidste års dyst er forsvundet. Spørgsmålet er, om unge Carlsen kan stå distancen.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

”Oppe i Norge der boede en konge” – og for tiden hedder han Magnus Carlsen. Og forstætter han stilen, vil han også være konge fremover. Skak-konge, skal forstås.

I hvert fald fører han efter 6 partier af VM-dysten mod Viswanathan Anand 3,5  mod 2,5 (en sejr giver ét point, mens en remis giver et halvt point til hver. VM-kampen spilles over 12 partier, eller indtil en af spillerne er noteret for 6,5 point). Men i modsætning til sidste år har styrkeforholdet mellem de to været meget lige.

Suveræn Carlsen i 2013

Da Carlsen sidste år slog Anand, var der ingen slinger i valsen. Carlsen slog samlet Anand med 6,5 mod 3,5, men tallene afspejler ikke det forhold, at Carlsens sejr reelt aldrig var i fare. Den unge nordmand sørgede for at ramme remis i syv af partierne, mens han tog tre sejre. Anand vandt ikke et eneste parti.

Det skyldes, at Carlsen spillede sikkert spil fra start til slut. I de fire første partier så modstanderne hinanden an, og uden de store overraskelser i spillet blev det til fire remiser.

Eneste overraskelse var Carlsens brug af det såkaldte Caro-Kann forsvar, hvor spilleren med sort i første træk tager spillet væk fra midten ved at svare en e4 åbning med c6:

caro

Carlsen har kun sjældent benyttet sig af Caro-Kann forsvaret. Sidst var tilbage i 2011, så det var et noget overraskende move fra den unge nordmand. Men åbningen er en traditionelt defensiv åbning fra sort side, og det lykkedes også Carlsen at nuppe en hurtig remis efter 25 træk. Ganske fint, da det typisk er sværest at spille sort.

Berlinmuren

De næste tre partier (fjerde, sjette og syvende), hvor Carlsen spillede med sort, spillede han uden overraskelser og benyttede sig af Ruy Lopez Berlin forsvaret, som også går under betegnelsen Berlinmuren:

lopez

Der er tale om en klassisk åbning, som statistisk set er på hvids side, men som også ender i mange remiser (Hvid: 35,7 %, Sort: 25,2%, Remis: 38,9%). For en defensiv spiller som Carlsen er den perfekt. Hvorfor Anand tillod Carlsen den åbning i hele tre partier, uden succes vel at mærke, er en gåde. Åbningen kræver nemlig, at hvid spiller ud med e4, Nf3 og Bb5, og det gjorde Anand altså i hele tre partier, hvoraf to endte i remis, mens Carlsen vandt det ene.

Generalisten Carlsen

Efter de fire første partier hev Carlsen i det femte den sejr hjem, som blev afgørende for de resterende partier. I både femte og sjette parti vandt Carlsen efter lange slutspil, hvor Anand langsomt blev presset og til sidst måtte kapitulere.

Carlsen blev herefter aldrig presset, og Anand selv har udtalt, at det svære ved Carlsen ikke er, at han spiller overraskende eller varieret – tværtimod spiller han sikkert og står stærkt organiseret i alle faser af spillet.

Carlsen er en udpræget generalist med meget få svagheder, som har den evne at køre sin modstander træt i et udmattende slutspil. Er en spiller som Carlsen først foran i point, er han derfor svær at vinde over samlet.

Anand er typisk mere aggressiv og har sine forcer i åbningsspillet, hvor han evner at presse sine modstandere til at lave fejl. Men sidste år blev han kørt ned af en kontrollerende Carlsen, og tiden blev derfor i mange partier hans fjende.

Anand i storform

I år var situationen vendt på hovedet, da Carlsen tabte på tid i tredje parti. Nordmanden blev presset af en Anand, som viste en helt anden form end året forinden.

Det var ellers startet planmæssigt for Carlsen, da første parti, hvor nordmanden spillede sort, endte i remis. Andet parti, hvor Carlsen var hvid, åbnede i en kending fra året før, Ruy Lopez Berlin, hvor farverne dog var byttet om. Carlsen tog sejren, da Anand lavede en række åbenlyse fejl.

Men i tredje parti gik det som sagt galt for Carlsen. Anand spiller hvid og benytter sig af den klassiske åbning, Dronningegambitten (kendt siden 1490!):

Queens-Gambit-Opening-In-Chess

Åbningen tillader Anand – hvilket er klassisk Anand – at spille meget aggressivt i dronningesiden, og Carlsen ender med at blive så presset, at den defensive nordmand taber på tid. Kampen står nu uafgjort.

Fjerde parti, Anand nu med sort, starter med en siciliansk åbning – samme åbning som ved det tiende og afgørende parti året før:

Sicilian

Siciliansk er den mest populære åbning fra sort efter en e4-start fra hvid. Det skyldes, at åbningen giver mulighed for at spille aggressivt. Ulempen er, at hvid har en fordel i åbningsspillet, fordi man står med overtaget i midten.

Men for en aggressiv spiller som Anand er der tale om en åbning med muligheder. Partiet ender med remis efter en stærk defensiv fra Anand.

Zwischenzug

Også femte parti ender i remis. Men i sjette parti vinder Carlsen og får den samlede føring. Men inden laver han en kæmpe fejl. Anand spiller igen en siciliansk åbning, og det udnytter Carlsen som hvid til at spille uvant aggressivt. Der bliver tidligt byttet dronninger, og Carlsen får overtaget. Men i 26. træk begår nordmanden en stor fejl, da han flytter sin konge til d2. Det skaber følgende situation:

26kd2

Her kan Anand spille Nxe5 og slå bonden, hvorefter Carlsen ville blive nødt til at slå tårnet ved at spille Rxg8. Herefter kunne Anand spille Zwischenzug, hvilket betegner en situation, hvor en spiller i stedet for at spille et umiddelbart forventet træk (som f.eks. kan være at slå tilbage lige efter, at en af spillerens brikker er blevet slået) indskyder et andet træk, der udgør en trussel, som modstanderen må imødegå, for først derefter at spille det forventede træk.

Det forventede træk i denne situation ville være for Anand at slå tårnet, der lige har slået hans eget tårn. Men i stedet kunne han spille Nxc4+ og sætte Carlsen skak.

”I was very lucky”

Herefter ville Carlsen blive tvunget til at flytte sin konge til eksempelvis d3, hvorefter Anand kunne bringe sin springer i sikkerhed ved at spille Nb2+. Så skulle Carlsen igen fjerne sin konge, hvorefter Anand, efter et par mellemtræk, kunne spille det forventede træk og slå tårnet på G8. Han ville så have bragt sig foran med to bønder, hvilket lige før et slutspil ville have været spilafgørende.

Men Anand ser ikke Nxe5-muligheden, og efter et minuts tænketid spiller han noget forhastet i stedet a4. Herefter kører Carlsen sikkert sejren hjem.

Carlsen udtalte på den efterfølgende pressekonference: ”I was very lucky”.

Samlet er stillingen forud for mandagens parti således, at Magnus Carlsen fører med 3,5 over Anands 2,5. Men bedømt på de første partier, så er alt åbent. Spørgsmålet er, om Carlsen kan stå distancen, eller om Anand skal tilbage til den trone, han samlet har siddet på i omkring otte år, inden han sidste år måtte aflevere titlen til den fremadstormene nordmand.

26 Nov

Skak – sport eller stormagtspolitik?

Skak

Vil man forstå den globale stormagtspolitiske udvikling, kan man med fordel kigge nærmere på udviklingen i skakkens verden. Norske Magnus Carlsens sejr over inderen Viswanathan Anand varsler nok ikke Norges kommende globale dominans, men den viser, at verden er blevet mere pluralistisk.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen 

De fleste kender historien om Bobby Fischer. Den amerikanske infant terrible der ene mand skulle forsøge at vælte den sovjetiske dominans i skaksporten. Kampen i Reykjavik mod russeren Boris Spassky blev ikke set som en traditionel sportsbegivenhed, men kom til at stå som en forlængelse af den kolde krigs rivalisering mellem USA og Sovjetunionen på lige fod med eksempelvis våbenkapløbet, rumkapløbet samt konkurrencen om at fremvise de højeste vækstrater.

Den evige rivalisering

Med opsendelsen af Sputnik i 1957 havde Sovjet taget føringen i rumkapløbet. Men USA fik med månelandingen i 1969 igen overtaget. Våbenkapløbet havde USA ført siden atombomben i 1945, men Sovjet pustede konstant den kapitalistiske rival i nakken.

Vækstraterne var imponerende begge steder. Men mens Sovjetunionen frem til slutningen af 1950erne havde haft de højeste vækstrater, var den planøkonomiske model i starten af halvfjerdserne ved at miste pusten. USA havde i 1972 overhalet Sovjetunionen, og den kapitalistiske model viste sig på flere og flere områder at være planøkonomien overlegen.

Derfor blev alle aspekter af det offentlige liv set i relation til rivaliseringen mellem de to stormagter. Hvem havde de dygtigste forskere? De bedste atleter? etc. Sovjet brugte derfor sin dominans i skaksporten til at propagandere for Sovjetkommunismens overlegenhed.

Den amerikanske udfordring

Alle verdensmestre siden 2. Verdenskrig havde således været borgere i Sovjetunionen, og alle store udfordrere var tilsvarende produkter af den sovjetiske skakmaskine. Men i 1972 stod der pludselig en 29-årg amerikaner, som havde vundet retten til at udfordre den regerende verdensmester, Boris Spassky.

Den blotte udsigt til potentielt at tabe verdensmesterskabet til den kapitalistiske rival var i sig selv et skrækscenarium. Men kampen mellem Spassky og Fischer symboliserede på flere niveauer spændingen mellem de to ideologier. Fischer stod for en spontan og uortodokse spillestil, som kom til at symbolisere frihedsideologien fra vesten. Omvendt var Spassky et produkt af den sovjetiske skole, som var baseret på stramme systemer uden plads til pludselige indskud.

Fischer endte som bekendt med at vinde kampen, hvorefter han gik i et 20-årigt eksil. I den periode genoptog Sovjetunionen sin dominans, men nederlaget til Fischer var betydningsfuldt. Det varslede nedturen for kommunismen og USA’s indtog som verdens førende supermagt.

Den tredje verden rejser sig

Den næste store udfordring for Sovjetunionen kom imidlertid ikke fra USA. I 1985 var den liberale Garry Kasparov – noget imod den politiske ledelse i Moskvas præferencer – blevet verdensmester. Ti år senere var verden forandret. Sovjetunionen var kastet på historiens mødding, og nye magtcentre så dagens lys.

Under den kolde krig talte man om den tredje verden, som betegnede de lande, der ikke var en del af – eller allieret med – enten østblokken eller den vestlige verden. Indien var et af de største lande i den tredje verden, og op igennem det tyvende århundrede var landet kendetegnet ved stor uro, ydre stridigheder med henholdsvis Kina og Pakistand, samt ikke mindst dyb fattigdom og ulighed. Ikke et land, der blev taget voldsomst seriøst på den globale scene.

Men i 1995 var det en ung mand fra Indien ved navn Viswanathan Anand, som pludselig var første-udfordrer til skaktronen. Kampen blev symbolsk afholdt i USA, nærmere bestemt World Trade Center i New York. Den globale supermagt blev godt nok brugt som vært for kongedysten, men det var den tidligere østblok der mødte en rejsende kæmpe fra den tredje verden. Indien var på vej frem, og selv om Kasparov løb med sejren, stod Anand som symbol på den kommende stormagt.

Udfordreren fra nord

Viswanathan Anand havde tiden for sig. I 2007 nåede han endelig tronen, da han blev den ubestridte verdensmester i skak. Titlen var kommet hjem til det land, der af de fleste anerkendes som skakkens hjemland. Titlen holdt han i seks år – lige ind til en 22-årig nordmand tager den fra ham.

Magnus Carlsen er et af de største skaktalenter nogensinde. Som kun 13-årig gjorde han det, som kun meget få mennesker i verden havde været i stand til. Han spillede lige op med Kasparov – den mand som af langt de fleste eksperter bliver anset som den bedste skakspiller i historien. Og ikke nok med det. Det er Kasparov, som var presset partiet igennem, og det var ham, der måtte kæmpe for at få en remis hevet hjem. Se uddrag fra episoden her, og læg mærke hvordan den 13-årige Carlsen er travlt optaget af, hvad der sker alle andre steder, end i den kamp, hvor han er ved at skrive skak-historie.

Talentet var ubestridt, og nu var hele verden opmærksom på unge Carlsen. Samme år blev han den – på det tidspunkt – næstyngste stormester i historien. I 2013 opnår han den højeste skak-rating i historien. Talentet er så stort, at da han møder Anand er det udfordreren, der er storfavorit. Han skuffer da heller ikke, og efter 10 kampe kan han kåres som ny verdensmester.

Det norske mysterium

Magnus Carlsen er på mange måder et mysterium. For det første fordi han er så god, som han er. Da den tidligere verdensmester, Vladimir Kramnik, tabte til Carlsen, udtalte han, at han stadig opfattede sig som jordens bedste skakspiller – Carlsen var nemlig fra en anden planet, lød begrundelsen.

Fra en anden planet; nok ikke. Men der bred enighed om, at Carlsen er det måske største skaktalent nogensinde. For det andet er det mærkværdigt, at den nye skak-kæmpe kommer fra Norge. Landet mod nord har ingen stærk skaktradition, hvor selv Danmark må siges at være foran med store skakmestre som Bent Larsen, Curt Hansen og Peter Heine Nielsen (der i øvrigt har trænet Carlsen).

Ingen af de to nordiske lande anerkender imidlertid skak som en sportsgren. Derfor er det intet mindre end banebrydende, at vi nu står med en norsk verdensmester, der efter alt at dømme har potentialet til at sidde på tronen i mange år.

Sidst men ikke mindst er Carlsen et mysterium, fordi hverken Norge – eller resten af Europa for den sags skyld – kan siges at være på vej frem på verdensscenen. Skak er altid blevet domineret af stormagter, og selv om europæerne klynger deres håb til EU, så er det svært at konkludere andet, end at Europas globale indflydelse er for nedadgående. Og den lille olienation mod nord er end ikke med i EU.

Vejen til global udbredelse

Hvad Carlsens sejr imidlertid symboliserer er, at skakken langt om længe er ved at blive globaliseret. Det er stadig russere og amerikanere, der dominerer de internationale skak-organisationer, og den siddende russiske formand for FIDE, den Internationale skak-organisation, Kirsan Iljumsjinov sidder tungt på tronen.

Men han udfordres af Garry Kasparov. Selv om den tidligere verdensmester også er fra den tidligere østblok, har han et langt mere globalt udsyn. Og med Carlsen som verdensmester kan det være med til at udbrede interessen for skak og styrke den pluralisering, som først Anand og siden Carlsen har stået i spidsen for.

Hvem ved? måske ender Danmarks Idrætsforbund med at anerkende skak som sport. Det er vel ikke for tidligt, eftersom både billard, dart og minigolf allerede er anerkendt.