21 Aug

Thank you for Rooney!

Rooney_4

Rooney_4

Min favorit United-spiller har forladt klubben efter 13 år. Trods en lunken afslutning og momentvis illoyalitet hører han til blandt klubbens helt store legender og bør huskes som sådan. 

Af Kristoffer Lottrup

Old Trafford, 28. september 2004: Trøjen var revet op i halsen, så den 18-årige brystbehåring kom til syne. Blikket var stift, og tyggegummiet røg frem og tilbage i munden. Måske tyngede debuten for Englands største fodboldklub den unge mand, i så fald var det ikke til at se, da kampen gik i gang. Wayne Rooney sprudlede. 17 minutter inde i Champions League-opgøret mod Fenerbahçe havde han scoret sit første mål for Manchester United. Et krydsløb, en dybdeaflevering fra van Nistelrooy, en kølig, hård afslutning henover Rüştü Reçber. På glidende knæ omfavnede han jublen fra det eksploderende Old Trafford. United havde fået en ny stjerne.

I en nær fortid gav ITV-kommentator Clive Tyldeslys ikoniske ord remember the name: Waaayne Rooney stadig genlyd. Anledningen var den dengang 17-årige knægts spektakulære vindermål på Goodison Park i sidste minut mod mægtige Arsenal, der på det tidspunkt ikke havde tabt en udekamp i Premier League i 17 måneder. Rooney var sin generations største talent. Ovenikøbet englænder. Nu var han United-spiller. På lægterne holdt en ung dreng et skilt i vejret: Thank you for Rooney!

I det 28. minut faldt hans anden scoring. En aflevering fra Giggs, en kropsfinte og en hård, flad afslutning i fjerneste hjørne. To mål på 11 minutter fra Uniteds nye nummer otte.

Egentlig var han ikke i form. Handlen faldt først på plads 31. august. Det var dengang små 300 millioner kroner for en 18-årig var noget særligt. Sir Alex Ferguson har senere beskrevet bestyrelsesmedlemmernes løftede øjenbryn, da han bad dem sanktionere købet af datidens dyreste teenager. En småskadet Rooney havde ikke spillet i over en måned. Var han klar?

54 minutter spillet, frispark til United. Rooney lægger an til skud, mens Gary Neville, Ryan Giggs og Gabriel Heinze ser alvorsfuldt til. Sekunder efter stryger bolden i mål tæt henover muren. Rooney puster løbende ud og bevæger sig endnu engang mod publikum. Hattrick. Det var magisk den aften under lysene på Drømmenes Teater. Det var smukt.

Min favorit

Ja, jeg er United-mand. Før det United-dreng. Min onkel fra Nordens mest United-glade nation, Norge, præsenterede mig for Eric Cantona engang i midten af halvfemserne. Og Peter Schmeichel. Og Ryan Giggs. Jeg var solgt. Interessen og passionen voksede med årene. Cantonas karantæne og efterfølgende comeback som matchvinder i FA Cup-finalen mod Liverpool i 1996. Champions League-finalen på Camp Nou og The Treble i 1999. Roy Keane, Paul Scholes, David Beckham, Ruud van Nistelrooy.

I sommeren 2004 befandt United sig i en genopbygningsfase. Efter mesterskabet i 2003 blev Beckham solgt til Real Madrid, mens dyrtindkøbte Juan Sebastián Verón blev sendt til Chelsea. Samtidig blev unge spillere som klubbens egen Darren Fletcher og en vis Cristiano Ronaldo en del af førsteholdet. Ferguson var i færd med at bygge sit tredje store United-hold op efter henholdsvis start- og midthalvfemsernes stjernekuld med blandt andre Cantona, Schmeichel, Steve Bruce, Paul Ince, Andy Cole og en purung Giggs og sluthalvfemsernes og startnullernes altdominerende kombination af etablerede navne som Schmeichel, Keane og Giggs, den hjemmeavlede class of 92 med Neville-brødrene, Nicky Butt, Scholes og Beckham og dyrtindkøbte stjerner som Dwight Yorke og van Nistelrooy.

Sæsonen 2003/2004 endte med en skuffende tredjeplads hele 15 point efter Arsenals Invincibles. Noget skulle ske. Mens der blev luget ud i truppen og sagt farvel og tak til tvivlsomme folk som Eric Djemba-Djemba, tog rygterne til: Ferguson havde udset sig Wayne Rooney som Uniteds næste store spiller. Profilen var perfekt. Ung. Brite. Passioneret, offensiv, aggressiv. Under sommeren EM-slutrunde var den 18-årige knøs Englands bedste spiller og kom med fire scoringer i gruppespillet på slutrundens hold. Tilbage i 1988 tog Ferguson Paul Gascoignes løfte om et forestående skifte fra Newcastle United til Old Trafford med på sommerferie. Da han kom tilbage, var den karismatiske, kraftfulde og elegante Gascoigne skiftet til Tottenham. Nu skulle Wazza sikres for enhver pris.

Efter et længere drama og budkrig mellem Newcastle og Manchester United indgav Rooney en officiel transferanmodning 27. august 2004. 31. august skrev han under med United.

Jeg så kampen mod Fenerbahçe på mit ungdomsværelse. 17 år gammel. Det var måden, han bevægede sig på. Hans konstante løb mod forsvarsspillerne. De hårde afslutninger, de glidende tacklinger. Cantona var min onkels. Rooney blev min.

Et nyt kuld 

Med Rooney på holdet fortsatte genopbygningen. Wazza var imidlertid fast mand og kvitterede med 17 scoringer på tværs af alle turneringer. Midtvejs gennem sæsonen blev han tildelt Tuttosports Golden Boy-pris, ligesom han ved sæsonens afslutning blev kåret til årets unge spiller af både den engelske spillerforening PFA og af FIFPro.

For United var Rooneys debutsæson imidlertid mindre god. Roman Abramovitj og José Mourinhos Chelsea satte med 95 point ny rekord i Premier League (en rekord, der stadig står), mens United for andet år i træk sluttede på tredjepladsen. Der blev heller ikke hentet trofæer i de øvrige turneringer — tættest kom man på FA Cup-pokalen, men Scholes’ brændte straffespark gav The Gunners trofæet. Blot 58 mål blev det til i ligaen.

2004/2005-sæsonen bød trods alt på to af Rooneys mest ikoniske United-scoringer. To mål, der indkapsler især den unge Wayne Rooneys karakteristika. Aggresivitet. Power. Vilje.

I sin første kamp på Anfield som United-spiller scorede han kampens enlige mål. Et fladt, hårdt langskud (som Jerzy Dudek måske nok skulle have nappet). Som Everton-dreng og nu United-spiller var han selvsagt hadeobjekt nummer et blandt Liverpool-tilhængerne. Efter scoringen spæner en målrettet Rooney The Kop i møde og lader sig “tiljuble”, inden han i en håndfuld intense sekunder nedstirrer Liverpool-fansene. Havde han endnu ikke vundet samtlige United-hjerter, gjorde han det i al fald der.

Senere på sæsonen scorede Rooney et af karrierens absolut bedste mål. Bagud 0-1 i hjemmekampen mod Newcastle og med en udskiftning hængende over hovedet, kanaliserer Rooney al frustration ned i højrefoden og flugter:

I den efterfølgende sæson begyndte der at ske noget. Det nye storhold tegnede sig, mens flere etablerede profiler forlod klubben. Edwin van der Sar blev hentet i Fulham, og Park Ji-Sung kom til fra PSV. Samtidig blev Phil Neville solgt til Everton, mens klubbens allestedsnærværende kaptajn Roy Keane blev fritstillet efter en ufin, offentlig kritik af flere af klubbens unge spillere. I vinterpausen landede man Nemanja Vidíc og Patrice Evra.

Selvom sæsonen blev alvorligt plettet af United første exit fra Champions League-gruppespillet i 11 år, var der alligevel bedring at spore. Hullet til Chelsea blev mindre, man sluttede som toer og scorede mærkbart flere mål. Spillet gik hurtigere, og særligt to unge spillere glødede: Rooney og Ronaldo.

I slutningen af februar vandt man Liga Cuppen i en kamp, der på sin vis fuldbyrdede overgangen fra Fergusons andet til tredje storhold. Således blev stjerneangriberen van Nistelrooy placeret på bænken til fordel for den to år yngre og mere eksplosive Louis Saha. Officielt var der tale om en gestus fra Fergusons side, da Saha havde spillet en stor rolle i Uniteds vej til finalen. I kulissen gik der rygter om en frustreret van Nistelrooy, der ikke troede på Uniteds langsigtede projekt med unge spillere som de bærende kræfter. Finalen mod Wigan på Millennium Stadium i Cardiff blev en Ferguson masterclass. Rooney åbnede scoringen med et klassisk power-mål. Saha gjorde det til 2-0, inden Ronaldo scorede Uniteds tredje. Rooney lukkede kampen med målet til 4-0. Van Nistelrooy kom aldrig på banen og forlod i sommeren 2006 United til fordel for Real Madrid.

Første mesterskab

Omend modstanden var begrænset, gav finalesejren over Wigan løfter om en lovende fremtid for Ferguson nye United. Spillet var hurtigere og mere direkte end i de seneste sæsoner. Der var mere swagger over Uniteds spil, og meget var lagt an på de herrer Rooney og Ronaldo.

I sommeren 2006 kom Michael Carrick desuden til fra Tottenham og blev den makker Paul Scholes havde manglet på midtbanen siden Keanes afgang. For første gang i en årrække var holdet komplet. Ovenikøbet sluttede Henrik Larsson sig til truppen på en seks måneder lang lejeaftale midtvejs gennem sæsonen.

I sæsonpremieren mod Fulham blev unge holds potentiale demonstreret. I en overbevisende 5-1-sejr på Old Trafford strålede angrebstrioen Saha, Rooney og Ronaldo og særligt samspillet med de to sidstnævnte var fortryllende.

Sæsonen blev ét langt triumftog i Premier League. I blot to runder indtog United ikke førstepladsen. Chelseas massive dominans var brudt, og spillere som van der Sar, Carrick, Ronaldo, Saha og Rooney kunne løfte mesterskabspokalen for første gang.

Også i Europa var der gang i De Røde Djævle. Særligt den brutale og blitzende 7-1-hjemmesejr over Roma i Champions League-kvartfinalen er tydelig i hukommelsen.

Personligt husker jeg særligt 3-2-sejren over Milan i semifinalekampen på Old Trafford. Rooney lynede to gange. Først udlignede han til 2-2 efter et nærmest Laudrupsk vip fra Scholes henover forsvarspillerne, inden han i overtiden sikrede sejren mod det dengang bedste hold i Europa. Stormende mod milanesernes mål slipper Giggs bolden til en sprintende Rooney, der på kanten af feltet sparker første gang og sender kuglen i nettet ved forreste stolpe. Jeg elsker den afslutning.

Milan vandt returkampen 3-0 og sendte United ud, men United var for alvor tilbage i Champions League. Med hver 23 scoringer og henholdsvis 15 og 20 assists konsoliderede Rooney og Ronaldo sig desuden som stjernerne på Fergusons nye mesterhold. På det tidspunkt og i de kommende to sæsoner fandtes ingen bedre angrebsduo.

I og ud af Ronaldos skygge

I de to efterfølgende sæsoner fra 2007 til 2009 dominerede Manchester United og særligt Cristiano Ronaldo Premier League. United vandt mesterskabet begge år, og gik i 2008 hele vejen i Champions League efter den dramatiske finalesejr over Chelsea i Moskva.

Rooney — nu med 10-tallet på ryggen — havde en mere end godkendt sæson i 2007/2008 med 18 mål og 12 assists, men blev mildest talt overgået af Ronaldo, der lavede svimlende 31 basser i Premier League og 42 mål i alt på tværs af alle turneringer. Efter at have fulgtes ad i to sæsoner, lagde Ronaldo afstand til Rooney. Cristiano modtog Balon d’Or i 2008.

Året efter var mønstret det samme. En Madrid-syg Ronaldo var langt fra ligeså dominerende som i 2007/2008, men blev alligevel United-topscorer med 26 mål mod Rooneys 20. I sommeren 2009 skiftede han til Real Madrid som datidens dyreste fodboldspiller.

Salget var et slag for United og Ferguson, men en velsignelse i forklædning for Wayne Rooney. Som main man havde han sin bedste og mest dominerende sæson i Manchester United. 26 gange scorede Rooney i Premier League (en af blot to sæsoner, hvor han har scoret flere end 20 mål i ligaen). 34 mål blev det til i alt.

Han var i særklasse det år. Sugede alt til sig. Stort set alle mål blev scoret i feltet og især med hovedet. Trods sine begrænsede 176 centimeter var fandt særligt Nanis og nyindkøbte Antonio Valencias mange indlæg vej til Rooneys pandebrask. Havde det ikke været for en ødelæggende fodskade, var det blevet endnu vildere. Blandt højdepunkterne kan nævnes fire scoringer i hjemmekampen mod Hull City og to gange to mål mod AC Milan i ottendedelsfinalerne i Champions League.

Manchester United - AC Mailand 4:0

Sæsonen sluttede nådesløst. I ligaen måtte man nøjes med andenpladsen et point efter Chelsea. I Champions League var man en Arjen Robben-scoring fra avancement til semifinalerne. I det mindst vandt man Liga Cuppen. Rooney scorede selvfølgelig i finalen.

Ved sæsonafslutningen blev Rooney for første og eneste gang kåret som årets spiller i Premier League – af både spillerforeningen og journalisterne.

Transferønsker og Fergie-bøf

I 2010 gik det første skår af Rooneys hidtil utvetydige heltestatus i Manchester United. Efter en solid sæsonstart røg Rooney ud og ind af holdet — angiveligt som følge af en omstændelig ankelskade. I oktober kom så chokmeldingen fra Ferguson: Rooney ønskede at forlade Manchester United. Klubbens største stjerne var angiveligt ikke overbevist om Uniteds langsigtede ambitioner. For at føje spot til skade var Rooneys fortrukne destination eftersigende Manchester City.

I løbet af to dramatiske døgn ændrede Rooney imidlertid mening. Ferguson og klubbens ejere, Glazer-familien, havde overtalt Wazza til at blive på Old Trafford. En ny femårig kontrakt og en fordobling af Rooneys løn gjorde beslutningen nemmere. Rooney undskyldte officielt — overfor klubben, Ferguson, sine holdkammerater og United-tilhængerne. I en officiel udtalelse lovede Rooney, at han ville gøre alt for at genetablere et tillidsfuldt forhold til klubbens fans. Da han fire måneder senere scorede sit mest mindeværdige mål i United-trøjen — saksesparket mod netop Manchester City — havde størstedelen af tilhængerne taget ham til nåde. Dele af klubbens mere dedikerede fans tilgav ham aldrig. Udover det oplagt utilgivelige i flirten med City, lignede manøvren et bevidst forsøg på at score den mest mulige kontrakt. Samtidig var den officielle forklaring på Rooneys rejselyst en uforståelig provokation. At Steven Gerrard havde bedt om lov til at forlade Liverpool i jagten på Premier League-trofæet, var til at forstå. Men at Rooney, der så sent som i 2009 vandt ligaen med United, satte spørgsmålstegn ved klubbens ambitioner, var ufint og illoyalt.

Personligt burde jeg være på linje med de mere hårdnakkedes holdning, og det er jeg vel egentlig også. I 2010 var jeg imidlertid ligeså lykkelig for Rooneys uvending, som jeg var bedrøvet over udsigten til hans farvel.

Senere på sæsonen demonstrerede Rooney nok engang sin store betydning for United, da han med et hattrick på blot 14 minutter vendte et truende nederlag i West Ham til sejr. Efter 3-2-målet — direkte på frispark — sendte han en bevinget hilsen til sine kritikere: Fucking what?! What?! Fucking hell!

Sæsonen endte med endnu et mesterskab til Rooney og United. Rooney har siden kaldt transferanmodningen i 2010 for den største fejl i sin karriere.

I 2011/2012 var Rooney for alvor tilbage på toppen af verden for United. Omend sæsonen sluttede med et hjerteknusende mesterskab til bysbørnene fra City, scorede han flere mål end nogensinde i Premier League. 27 scoringer i alt. Transferønskefadæsen lignede et overstået kapitel.

Men så kom Robin van Persie. I hvad der må betegnes som et kup, lykkedes det Ferguson og daværende administrerende direktør David Gill at hente Arsenals Premier League-topscorer til United. Ligaens to mest scorende spillere i 2011/2012 spillede nu for De Røde Djævle. Sæsonen udviklede sig dog langt bedre for van Persie end for Rooney. Mens hollænderen fra første færd blev Uniteds talisman, faldt Rooneys niveau. Han lignede ikke længere den verdensklassespiller, der havde båret United i flere sæsoner. 27 år gammel burde han være på toppen af karrieren. Det var han ikke. Han så træt ud. Tung. Og værst af alt: Hans aggressivitet — den, der fik ham til at smadre bolden i kassen mod Newcastle i 2005, den, der fik ham til bande af kameraet på Upton Park i 2010 — så ud til at være så godt som forsvundet. Udviklingen er et godt billede på Rooneys karriere generelt. Fra det sublime til under middel. I modsætning til sin tidligere legekammerat, Ronaldo, og Lionel Messi har Rooneys bundniveau været for lavt i for mange sæsoner.

I 2010 var forholdet til Ferguson tilmed tyndslidt. Det lignede en klassisk udfasning i stil med van Nistelrooy seks år tidligere. Da United i starten af marts spillede returopgør mod Mourinhos Real Madrid i ottendelsfinalen i Champions League, blev Rooney placeret på bænken.

Rygterne om et klubskifte tog fart. Igen. I Ferguson sidste hjemmekamp som United-manager 12. maj 2013 var Rooney igen bænket. Efter kampen fortalte Ferguson, at Rooney igen havde bedt om lov til at skifte klub. Kampen efter — Fergusons sidste i spidsen for United — var Rooney helt ude af truppen. Siden har Rooney forklaret, at han aldrig indgav en officiel transferanmodning, men at han lod Ferguson vide, at hvis han alligevel ikke havde tænkt sig at spille ham, var det måske bedre at komme videre. Transferanmodning eller ej var Rooneys United-fremtid endnu engang usikker. Havde Ferguson ikke sagt stop, var Rooney efter alt at dømme røget til Chelsea eller Paris Saint Germain.

I stedet lykkedes det den nyudnævnte United-manager David Moyes at forsikre Rooney om en fremtid i Manchester United. Skotten har siden fortalt, at han talte til Rooneys stolthed, da de mødtes i Moyes’ hus i sommeren 2013. Her lod han Rooney vide, hvad mangen en iagttager havde kunne konstatere sæsonen igennem: “Du er blevet blød,” lød Moyes kontante melding. Det handlede om at give Rooney motivationen og aggressiviteten tilbage. Dertil pegede Moyes på Rooneys unikke mulighed for at blive Uniteds mest scorende spiller i historien. Strategien virkede. Rooney blev og leverede trods en tragisk United-sæson en pæn indsats. Med 19 mål og 22 oplæg i alle turneringer var han holdets mest scorende og mest assisterende. I februar 2014 skrev han under på en ny femårig kontrakt med United. En kontrakt, der gjorde ham til Premier Leagues bedst betalte spiller.

Endelig deroute

Med Louis van Gaals ansættelse som United-manager i sommeren 2014, så Rooneys opblomstring ud til at fortsætte. Hollænderen gjorde hurtigt Rooney til anfører, ligesom han proklamerede, at Wazza var den sikreste mand på holdkortet. Som med van Gaal-æraen i det hele taget gik mere ned end op. Spillet fungerede ikke for alvor for hverken United eller Rooney. Målene blev færre, og Rooney lignede igen en spiller i forfald.

De store Rooney-oplevelser blev færre. Han var afgørende i FA Cup-finalen i 2016 — i hvad der blev van Gaals sidste kamp — men var ganske enkelt ikke længere blandt de bedste i Premier League. Aggressiviteten var forsvundet på ny. Fejlene blev flere. Som en direkte konsekvens blev han af van Gaal rykket længere tilbage på banen. Håbet var en udvikling a la Scholes, der startede som angriber, men via sin teknik, sin spilforståelse, sine afleveringer blev omskolet til midtbanespiller.

Den plan blev der sat en brat stopper for, da United-ledelsen tog konsekvensen af den dræbende van Gaal-stil og erstattede ham med José Mourinho. Den portugisiske pragmatiker slog hurtigt fast, at han udelukkende så Rooney som angriber. Den holdning punkterede det kunstige åndedræt til Rooneys United-karriere.

Han startede inde i Mourinhos første fem ligakampe som United-boss, men scorede blot en enkelt gang. Fra og med sidste sæsons hjemmekamp mod Leicester i september var Rooney ikke længere fast mand.

Det sidste egentlige højdepunkt i United-trøjen kom i januar, da han med et overbevisende frispark i overtiden sikrede United det ene point i udekampen mod Stoke. Mod scoringen nåede Rooney op på 250 mål for Manchester United — et mere end Sir Bobby Charlton. Han nåede det.

Once a blue

I juni var der forlydender om, at Rooney var tidligt tilbage fra ferie og i fuld gang med træningen forud for den nye sæson. Der blev spekuleret i, om kaptajnen ville blive og vise Mourinho og resten af verden, at han stadig kunne gøre sig gældende i Englands største fodboldklub. Jeg håbede. Romantiserede. Han er trods alt kun 31. En sidste overbevisende sæson. En sidste Premier League-titel. Få uger senere stod det klart, at motivationen havde været en anden. Rooney havde besluttet sig for at skifte tilbage til Everton.

Selve skiftet fejler ikke noget. Everton er en solid, veldrevet fodboldklub, og Ronald Koeman hører til blandt ligaens bedste managers. Der er blevet købt fornuftigt ind, og Rooney er tiltænkt en nøglerolle. Det taler også til Rooneys ære, at han har valgt The Toffees fremfor garanterede bejlere i Kina og USA. Han er ikke færdig endnu, og et skifte tilbage til sin barndoms-, ungdoms- og hjerteklub er måske lige netop dét, der for alvor kan revitalisere Wayne Rooney. Det giver mening. Han scorede ovenikøbet vindermålet mod Stoke i Premier Leauge-premieren i sidste weekend.

Personligt er jeg imidlertid ked af at se min favoritspiller forlade mit favorithold. Måske især fordi det sker på baggrund af flere halvsløje sæsoner — både for Rooney og for Manchester United. Derouten har været klar og tydelig i flere år, og den iltre, fandenivoldske Rooney a la West Ham away i 2011 er langsomt blevet afløst af en mere kønsløs og kedelig udgave. Rooney var verdensklasse og havde potentialet til top fem i verden, men nåede det kun i enkelte sæsoner.

Uanset hvad står Rooney tilbage med 253 scoringer og 18 trofæer (inklusive fem Community Shields/Charity Shields). Bortset fra de seneste to — Liga Cuppen og Europa League i 2017 — har han spillet en nøglerolle i erobringen af dem alle.  Sammen med Michael Carrick er han den eneste engelske spiller, der har vundet både Premier League, FA Cuppen, Liga Cuppen, Champions League, Europe League og VM for klubhold.

Rooney er en United-legende på niveau med Denis Law, Cantona og Giggs. Sir Bobby og The Busby Babes når han trods alt ikke.

Det er ham, jeg har set mest frem til at se siden den aften i 2004. Ham, jeg har heppet mest på. Ham, jeg altid har håbet ville score. Trods illoyalitet og formdyk har jeg fastholdt en til tider irrationel kærlighed til Wayne Rooney.

Nu må minderne tage over (og en enkelt Everton-kamp i ny og næ). Thank you for Rooney!

Rooney_5

 

11 Apr

Talenterne fra fyrstendømmet

AS Monaco

AS Monaco

Den stolte franske fodboldinstitution, AS Monaco, er tilbage i den absolutte top både nationalt og internationalt. Hvad der for få år siden lignede en hurtig milliardærløsning er afløst af klubbens frugtbare ungdomsafdeling og et fokus på at hente og udvikle fodboldens største talenter.

Af Kristoffer Lottrup

Tiemoué Bakayoko (22 år), Fabinho (23 år), Benjamin Mendy (22 år), Bernardo Silva (22 år), Thomas Lemar (21 år) og Kylian Mbappé (18 år). Samtlige Europas topklubber har mindst tre af disse spillere på blokken forud for sommerens transfervindue. AS Monacos sprudlende unge hold er noget af det varmeste i fodboldeuropa netop nu.

Holdet fra middelhavskysten har scoret langt over 100 mål indtil videre i sæsonen og topper den europæiske scoringsliste i selskab med FC Barcelona og Real Madrid. Målene scores ikke bare af én eller to store profiler, men af en række forskellige spillere i truppen.

Revitaliserede Radamel Falcao er topscorer med 25 mål på tværs af alle turneringer. Dernæst følger angriberne Mbappé og Valère Germain med henholdsvis 19 og 15 scoringer. Kantspilleren Lemar har bidraget med 12 basser, og den defensive midtbanemand Fabinho har scoret hele 11 gange. Den fremragende, polske forsvarspiller Kamil Glik har desuden lavet syv mål. Med andre ord er Monaco-holdet kendetegnet ved mange og farlige målscorere overalt på banen. Oplæggene kommer oftest fra Mbappé (11) samt fra venstrebacken Mendy og kantspillerne Bernardo Silva og Lemar, der alle har bidraget med 10 målgivende afleveringer.

Monegaskerne scorer over 2,9 mål per kamp, og spillet er lagt an på masser af fart og et intenst pres på modstanderen. Siden 0-4-nederlaget til Nice 21. september sidste år er holdet ikke gået fra banen uden at score.

Alt dette gør AS Monaco til et af de mest interessante hold i Europa i denne sæson. Efter to medrivende og målrige opgør sendte franskmændene mægtige Manchester City ud af Champions League i ottendelsfinalen, og i den hjemlige, franske liga fører klubben med tre point til ellers suveræne Paris Saint Germain. De rød-hvide fra Monaco har scoret 88 gange i 31 kampe i det franske, 24 mål flere end PSG (hvem sagde Zlatan?). Den samlede målscore lyder på plus 64, og forsvaret er rækkens tredjebedste. 

Gennemsnitsalderen i truppen ligger på 25 år, hvilket ikke er ualmindeligt. Til gengæld befinder størstedelen af de bærende kræfter sig på den unge side af gennemsnittet. Ligesom de i starten nævnte er faste startere som forsvarsspillerne Djibril Sidibé, Jemerson og Almany Touré alle 24 eller yngre. Blandt cheftræner Leonardo Jardims hyppigst anvendte spillere er kun målmand Danijel Subašić samt Glik, João Moutinho og Falcao 29 år eller ældre.

Frankrigs Dortmund

På flere måder minder Monaco-holdet en hel del om aftenens modstander, Borussia Dortmund. BVB er ligeledes ambassadør for det hurtige, energiske og målfarlige, og ligesom det nuværende Monaco-hold er Dortmund-truppen domineret af nogle af de største talenter i international fodbold.

Også historisk er der ligheder. Begge er stolte kæmper, der blev overhalet af konkurrenterne og siden gjorde talentarbejdet til deres metier. I Tyskland er Dortmund nyere tids klart største udfordrer af Bayern Münchens omfattende hegemoni. Bayern er den rige mastodont, der hvert år håndplukker konkurrenternes bedste spillere og samtidig dyster med de allerstørste på det internationale transfermarked, mens Dortmund i højere grad excellerer inden for talentudvikling og ved at finde, hente og modne de allerstørste talenter fra nær og fjern.

I Frankrig hedder den ubestridte overhund i disse år naturligvis Paris Saint Germain, der med det meste af Qatars kapital i ryggen har siddet på absolut alt i de seneste år. Så sent som i sidste sæson hjemtog hovedstadsklubben alle fire titler i det franske, og truppen hører til blandt de bedste og absolut dyreste i Europa. Omvendt er AS Monaco nuværende hold et resultat af flere sæsoners indkøb fra de knap så høje hylder og spillere af egen avl.   

Forud for denne sæson blev Sidibé hentet i Lille, mens Mendy kom til fra Marseille og Glik blev købt i Torino. Udskrivningerne landede på mellem ni og 13 millioner pund per spiller. 

I sommeren 2015 hentede klubben Fabinho i Rio Ave for fem millioner pund og Lemar i Caen for tre. Jemerson kom til fra Atletico Mineiro for ni millioner.

Året inden købte man Bernardo Silva fri i Benfica for 13 millioner pund, ligesom Bakayoko blev hentet i Rennes for syv millioner.

Både Valère Germain, Mbappé og Touré, alle profiler i den nuværende trup, kommer fra klubbens akademi. Det samme gør i øvrigt spillere som Atletico-stjernen Yannick Ferreira Carrasco og Manchester Uniteds Anthony Martial. 

Det næste stortalent i Monaco kan meget vel blive Anderlechts unge talisman Youri Tielemans, som monegaskerne ifølge L’Equipe meget gerne vil have fingrene i.

Historisk storhold

Går vi længere tilbage, hører AS Monaco med syv franske mesterskaber og fem pokaltitler til blandt de store i fransk fodbold. Den første gyldne periode indtraf i 1960erne og 1970erne under trænerlegenden Lucien Leduc, der førte klubben til tre mesterskaber og to pokaltitler.

I 1987 hentede klubben den ukendte franske manager Arsene Wenger i Nancy. Wenger gjorde klubben til mester i sin første sæson og blev siddende på trænerposten frem til 1995. I den periode var Monaco hjemsted for en imponerende række af store spillere som som George Weah, Jürgen Klinsmann og Youri Djorkaeff, ligesom talentafdelingen udklækkede senere legender som Lillian Thuram, Emmanuel Petit, David Trezeguet og Thierry Henry.

Klubben vandt yderligere to mesterskaber i 1997 og 2000 under henholdsvis Jean Tigana og Claude Puel, inden finansielle problemer var tæt på at ende med tvangsnedrykning i 2003. 

Sæsonen efter var historisk på banen, men problematisk i kulissen. Med Didier Deschamps på trænerbænken og profiler som Patrice Evra, Ludovic Guily, Fernando Morientes og Dado Pršo nåede Monaco hele vejen til Champions League-finalen, hvor de tabte til José Mourinhos FC Porto-mandskab. På vejen sendte monegaskerne både Real Madrid og Chelsea ud af turneringen.   

På trods af Champions League-successen fortsatte den økonomiske deroute, og de efterfølgende sæsoner endte med midterplaceringer og hyppige trænerfyringer. Det hele kulminerede i 2011, da AS Monaco rykkede ned i Ligue 2.

Abramovich-modellen

Selvsamme sommer trådte den russiske milliardær Dmitry Rybolovlev ind på scenen. Russeren købte 66,6 procent af aktierne i klubben, overtog formandsposten og varslede store ændringer. Monaco skulle hurtigt muligt tilbage til toppen af fransk fodbold, og forretningsmanden var klar til at investere massivt i spillertruppen.

Monaco rimer da også på milliardindkøb og ekstravagance. De resterende 33,3 procent af aktierne i klubben ejes af Monacos regerende fyrstenslægt, huset Grimaldi.

Med Claudio Ranieri som manager blev oprykningen sikret i foråret 2013 og efterfulgt af en massiv sommeroprustning. I stordyre handler blev Radamel Falcao hentet i Atlético Madrid, mens James Rodríguez og João Moutinho kom til fra FC Porto. Også det franske stortalent Geoffrey Kondogbia blev købt i Sevilla. Ricardo Carvalho og Éric Abidal sluttede sig til på frie transfers. Monaco skulle være førsteudfordrer til PSG og tilstrække spillets største profiler. Den sommer brugte klubben og Rybolovlev omkring 150 millioner pund på nye spillere.

Russeren postede imidlertid også store summer i klubbens scoutingsystem og var allerede fra begyndelsen optaget af talenter. En mere langtidsholdbar løsning, skulle det vise sig.

Således blev der kort efter skruet ned for det varme vand. Først blev Rybolovlev af en schweizisk domstol eftersigende dømt til at betale et større milliardbeløb til sin ekskone. De indførte Financial Fairplay-regler lagde yderligere forhindringer i vejen for prestigeprojektet, inden det franske fodboldforbund truede med at smide Monaco ud af den franske liga, medmindre de flyttede deres hovedkvarter fra skattelyet i fyrstendømmet. Den disputs endte med et forlig, hvor AS Monaco betalte 50 millioner euro til det franske fodboldforbund for at beholde adressen på middelhavskysten. Selv for Rybolovlev var udfordringerne for store og for kostbare.

Russeren skruede ned for sit finansielle bidrag. Det var slut med de profilerede stjerneindkøb. Året efter blev James solgt til Real Madrid i en rekordhandel, mens Falcao blev sendt til Manchester. I 2015 sagde klubben farvel til Carrasco, Kondogbia og Layvin Kurzawa, ligesom kæmpetalentet Martial røg til Manchester United på transfervinduets sidste dag. På bare to-tre år var den nyvundne status som købeklub ændret til det modsatte.

I efteråret 2015 blev det for meget for klubbens tilhængere. På et ekstraordinært møde i det pompøse Grimaldi Forum i Monte Carlo krævede omkring 1000 af klubbens mest glødende fans svar og handling. Ud af mødet voksede modellen for det nye AS Monaco. En model, der mere end noget andet handler om at lokalisere, hente og finpudse unge spillere.     

Sælgerklubbens lod

Med den portugisiske cheftræner Leonardo Jardim i spidsen er den model overraskende hurtigt blevet en stor succes. Infrastrukturen og indkøbspolitikken i AS Monaco er indtil videre kulmineret i en førsteplads i Ligue 1 og en status som aktuel darling i Europæisk fodbold.

Men overgangen fra køber- til sælgerklub betyder også, at Monaco må indstille sig på at miste sine største profiler med jævne mellemrum. Denne sæsons store succes har utvivlsomt sin pris.

Den europæiske elite står klar, glubende, til at hente det meste af Monacos startellever. Særligt fra Premier League er der bud efter folk som Babayoko, Fabinho og Bernardo Silva, mens Mbappé angiveligt er ønsket fra Manchester til Madrid. 

Netop derfor repræsenterer indeværende sæson en ekstraordinær mulighed at vinde titler. Monaco har ikke vundet mesterskabet siden 2000, og pokaltitlen blev senest hjemtaget i 1991. For nylig glippede første mulighed for at hente et trofæ, da man tabte man 1-4 til PSG i Liga Cup-finalen. Holdet er dog fortsat med i tre turneringer. I aften gælder det noget overraskende kvartfinalen i Champions League. I slutningen af april venter et semifinaleopgør mod PSG i den store franske pokalturnering. Dertil kommer den hjemlige liga, hvor holdet lige nu har et forspring på tre point til de regerende mestre fra Paris.

Herfra krydses der fingre for mindst ét trofæ til monegaskerne. Det har modellen, træneren og truppen fortjent.

Til sommer kan det meget vel være forfra igen.

11 Mar

Er tiden kommet for Monsieur Wenger?

IMG_6307

IMG_6307

Efter endnu en Champions League-exit i ottendedelsfinalen og nok en udspillet rolle i mesterskabskampen ser et muligt sommerfarvel til Arsene Wenger mere sandsynligt ud end nogensinde. 

Af Kristoffer Lottrup

Det har ligget og luret i flere år, men det har aldrig for alvor været et tema. Det er det nu: Bør Arsenal F.C. tage afsked med manager og kulturbærer — nej, kulturstøber — Arsene Wenger efter denne sæson? Eller vil Wenger selv annoncere sit stop efter 21 år i klubben i de kommende måneder? Efter en rædselsfuld periode med smertefulde nederlag i både ligaen og Champions League virker et af de to scenarier mere sandsynlige end på noget tidligere tidspunkt, siden franskmanden kom til The Gunners i 1996 (han erstattede i øvrigt Bruce Rioch).

Bevares, Wengers position er blevet diskuteret flere gange. Særligt mod slutningen af sidste sæson, da Arsenal ifølge mange — både tilhængere og iagttagere — forpassede alletiders mulighed for at vinde Premier League for første gang siden 2004. I en sæson, hvor de øvrige tophold så både halv- og helsløje ud og alle leverede under vanlig standard, lignede Arsenal den oplagte ligavinder. Det skete som bekendt ikke. Leicester løb med pokalen, og for Arsenal blev det til endnu en titelløs sæson, hvis højdepunkt meget symptomatisk var overtagelsen af Tottenhams andenplads på sidste spilledag, der nærmest blev fejret som et mesterskab.

Efterfølgende var Wenger ikke overraskende til debat. Det var han også i sæsonen 2012/2013, inden to FA-Cup-titler suppleret med Community Shields lagde en dæmper på kritikken i de to efterfølgende sæsoner.

Den nuværende kritik virker imidlertid mere alvorlig. Det er som om, protesterne er flere og mere iøjnefaldende. Som om hæren af eksperter, der kræver Wengers afgang er større og mere insisterende. Det ligner et mæthedspunkt. 

Med midtugens 1-5-nederlag og samlet 2-10 til Bayern München blev ottendedelsfinalen endestationen for Arsenal i Champions League for syvende år i streg. Lørdagen inden tabte man 1-3 til Liverpool og er nu endnu engang de facto ude af mesterskabskampen med to måneder tilbage af sæsonen. Det er same old story. 

Intern uro

Mest bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at der i den seneste tid har været åbenlys røre i spillertruppen. Holdets største stjerne, Alexis Sanchez, har flere gange i løbet af sæsonen givet sine frustrationer til kende på banen og er tydeligvis ikke tilfreds med tingenes tilstand. I lørdagens nederlag til Liverpool startede Sanchez til manges forbløffelse på bænken. Chileren kan meget vel være fortid i Arsenal til sommer.

Mens rygterne om et sammenstød mellem Sanchez og Laurent Koscielny samt chilerens hang til smil på bænken under Bayern-massakren angiveligt er blæst ud af proportioner, er de kedelige historier alligevel bemærkelsesværdige. Sådan plejer det ikke at være i Arsenal.   

Læg dertil de vedvarende rygter om, at ikke bare Sanchez, men også Mesut Özil og Alex Oxlade-Chamberlain pønser på at forlade klubben. 

Også her spiller Wenger en afgørende rolle. Franskmanden blev tidligere på året tilbudt en ny to-årig kontrakt, men han har endnu ikke skrevet under. Usikkerheden om Wengers fremtid kan meget vel tænkes at forplante sig til truppen, hvor netop Mesut Özil i februar udtalte, at en eventuelt kontraktforlængelse i hans tilfælde afhænger af Wenger. 

Wenger selv har udtalt, at beslutningen om en mulig forlængelse bliver et spørgsmål om mavefornemmelse henimod slutningen af sæsonen, ligesom han siden har indikeret, at tilhængernes holdning i nogen grad vil spille en rolle:

“It will not be the most important factor but you consider it, of course,” sagde franskmanden efter det første 1-5 nederlag til Bayern i midten af februar. 

Både før Liverpool-kampen lørdag og returopgøret mod Bayern tirsdag protesterede en hård kerne på omkring 200 Arsenal-supportere mod en kontraktforlængelse til Wenger under paroler som “Wexit” og “Time for Change”. Lignende protester er planlagt forud for kampen mod Lincoln City, ligesom der er forlydender om, at et “No New Contract”-banner skal flyves henover The Hawthorns under den kommende Premier League-dyst mod West Bromwich.

Bestyrelsens mand

Meget tyder på, at Wenger selv styrer sin fremtid. Som nævnt blev Wenger tidligere i 2017 tilbudt en ny to-årig kontrakt — en klar indikation på, at det er op til Wenger selv, hvorvidt han ønsker at fortsætte. 

Wenger har utvivlsomt og med god ret en stor stjerne hos klubbens bestyrelse. Arsen(al) Wenger er synonym med Arsenal, som Sir Alex Ferguson er det med Manchester United, og franskmanden har både revolutioneret klubbens image og måde at spille fodbold på. Under opførelsen af Emirates Stadium styrede han klubben resultatmæssigt stabilt igennem en periode med mindre budgetter og ringere konkurrenceevne og sikrede Champions League-deltagelse sæson efter sæson. Det har man stor respekt for på bestyrelsesgangen.   

At Arsenal desuden har haft sorte tal på bundlinjen i 14 år i træk taler yderligere til Wengers fordel. Således udtalte klubbens største aktionær, den amerikanske forretningsmand Stan Kroenke, der modsat en Roman Abramovich i Chelsea eller en Sheikh Mansour i Manchester City, åbent har erkendt, at han er engageret i fodbold for at tjene penge, i oktober sidste år: “We are all high on Arsene.”

At bestyrelsen har øje for de seneste ugers fanprotester og uro omkring klubben blev imidlertid tydeligt, da man følte sig kaldet til at udsendte en officiel erklæring på klubbens hjemmeside, hvor Wengers situation blev addresseret. 

“We are fully aware of the attention currently focused on the club and understand the debate. We respect that fans are entitled to their different individual opinions but we will always run this great football club with its best long-term interests at heart. Arsene has a contract until the end of the season. Any decision will be made by us mutually and communicated at the right time in the right way.”

En diplomatisk erklæring, nuvel, men den åbner også for, at man bliver enige med Wenger om at gå hver til sit ved sæsonens udgang.

Tid til forandring?

Om et par timer tager Arsenal imod upåagtede Lincoln City i FA-Cuppen — den sidste titel, The Gunners har mulighed for at vinde i indeværende sæson. En sejr over Lincoln City giver adgang til semifinalerne. Skulle Arsenal gå hele vejen, kan det både bane vejen for en forlængelse med Wenger, såvel som det kan tjene som anledning til et stop a la van Gaal i Manchester United sidste år (uden sammenligning i øvrigt).  

Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis det hele ender titelløst og med en placering udenfor top-fire for første gang under Wenger (!). Hvad vil i så fald være i klubbens bedste langsigtede interesse?

Er det på tide at sige stop. Vil Wenger benytte lejligheden til at søge en sidste udfordring i en anden klub eller som landstræner? Og vil Arsenal starte på en frisk under en ny cheftræner? Juventus succesfulde manager Massimilliano Allegri lurer angiveligt i kulissen.

Eller er Wenger og Arsenal endnu ikke færdige med hinanden? Er der fortsat et år eller to tilbage i manden med den lange dynefrakke? Tallene på bundlinjen er også sorte i indeværende regnskabsår. 

Første skridt på vej mod svaret er dagens kamp mod Lincoln City. Nul pokaler og en eventuel femte- eller stjetteplads vil være svær at sluge for både klubben, tilhængerne og Wenger selv. 

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image