09 Apr

Et farvel til en af de største – Tom Boonens sidste brosten

fullsizeoutput_5de9

fullsizeoutput_5de9
Søndag kører Tom Boonen sit sidste cykelløb. Hele verden håber, at han vinder og dermed tager rekorden for flest sejre i Paris-Roubaix. Uanset hvad, vil Tom Boonens navn gå over i historien som en af nyere tids største cykelryttere – og som brostensløbenes tæt på ubestridte konge.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Fausto Coppi. Eddy Merckx. Bernard Hinault. For de af os, der lærte cykelsporten at kende i 90’erne, er det navne, der vækker en form for ærefrygt. Vi kendte dem ikke selv. Vi så dem ikke selv køre. Vi hørte om dem. Og vi læste om dem.

Mens vi sad i stuen og heppede på Bjarne Riis og Rolf Sørensen, blev vi af kommentatorer og eksperter hele tiden skolet om fortidens giganter, og vi lærte efterhånden, at skæbnen ville det sådan, at vi var efterladt med cykelhistoriens left overs.

Ingen af de ryttere, vi selv så kæmpe om sejren i de store rundture og de store éndagsløb – selv ikke de allerstørste af disse – kunne angiveligt måle sig med fortidens kæmper.

Ryttere kom, ryttere gik. Og de største af dem gik ikke altid frivilligt, men blev ofre for deres egen hang til præstationsfremmende midler, som offentligheden ikke delte deres begejstring for.

Mange fans tog konsekvensen og vendte sporten ryggen. Men lige så mange holdt fast. Og flere kom til. Cykelsporten bredte sig og gik fra at være en udpræget europæiske sport til i dag at være global.

Som tiden er gået, er det blev stadig lettere at sætte pris på de præstationer, man selv har haft fornøjelsen af at opleve live.

Det skyldes ikke mindst, at der i nullernes kamp for overlevelse dukkede ryttere op, som eftertiden i den grad kommer til at huske. Ryttere, som har været stjerner i deres samtid. Og som allerede har opnået status som legender. Ryttere, som fremtidige generationer vil høre om igen og igen.

Rivalisering skaber legender
To af disse af Fabian Cancellara og Tom Boonen. Spartacus og Tornado Tom er uden sammenligning de bedste klassiker-ryttere i deres generation. Med syv sejre til begge ryttere har de domineret klassikerne i en grad, som man skal langt tilbage i historien for at finde mage til.

Historien om én de to ryttere vil uværgerligt involvere den anden. Cykelsporten er fyldt med rivaliseringer, og Boonen og Cancellaras parløb vil gå over i historien som et af de mest fascinerende. Ikke pga. had de to imellem. Ikke på grund kulturelle spændinger eller fordi de delte folkegrupper mellem sig, som man så det med Coppi og Bartali.

Rivaliseringen mellem Boonen og Cancellara udspringer af det simple faktum, at de var niveauer over alle andre i deres generation i den samme disciplin: Brostensklassikerne.

Med næsten samme alder har deres rivalisering desuden kunnet vare længere end de fleste andre i cykelhistorien. Det er svært at afgøre, hvem der har været bedst af de to. De havde begge nedture, men på forskellige tidspunkter. Og som Ed Pickering skriver i ProCycling: Hvordan vægter du Cancellaras 29 dage i den gule foretrøje (uden at vinde trøjen) over for Boonens grønne trøje? Og Cancellaras 4 verdensmesterskaber i enkeltstart over for Boonens verdensmesterskab i linjeløbet?

Sprinteren og enkelstarteren
Når det er svært at afgøre, skyldes det, at Boonen og Cancellara i bund og grund er meget forskellige ryttertyper.

Cancellara vil de fleste huske for hans suveræne evner på en enkeltstart. Han er måske den bedste enkeltstartsrytter nogensinde, hvilket de fire verdensmesterskaber og to olympiske guldmedaljer i disciplinen vidner om. Han kunne også vinde korte etapeløb som Tirreno-Adriatico og Schweiz Rundt og var i det hele taget en komplet cykelrytter.

Tom Boonen startede som sprinter og vandt blandt andet seks etapesejre i Tour de France. Samtidig blev han brostensløbenes ubestridte konge. Gent-Wevelgem vandt han tre gange. Det samme med Kuurne–Brussels–Kuurne. E3 Harelbeke har han vundet hele fem gange.

Deres store rivalisering var således afgrænset til dysten på brosten, hvor de – forskelle til trods – begge var niveauer over alle andre.

De store slag på brosten
Flandern Rundt og Paris-Roubaix blev de helt store slagmarker. Ikke altid i de samme år, da formkurvernes divergens, skader og andre dårligdomme ofte gjorde den ene af de to ukampdygtig. Deres fælles dominans står i midlertid mejslet i statistikbogens granit: 13 sejre i alt i de to løb. 7 til Boonen, 6 til Cancellara.

Forklaringen er relativt simpel: Råstyrke og udholdenhed – samt evnen til at holde et højt og opslidende tempo, når det gør allermest ondt. At undertvinge sig brosten kræver power og udholdenhed som ingen anden udfordring i cykelsporten. Og det er her, begge ryttere har været uden sidestykke.

Begge kunne rive sig løs på brostenene langt fra målstregen og holde et splittet felt og detroniserede modstandere bag sig hele vejen til mål. I 2012-udgaven af Paris-Roubaix kørte Tom Boonen alene i hele 53 kilometer. I 2010 gjorde Cancellara det samme i omkring 46 kilometer.

Se her hvordan de to kører alene væk i 2010-udgaven af Flandern Rundt efter et opslidende angreb af Cancellara op af Molenberg.

Begge har også været blandt verdens bedste afsluttere i de allerhårdeste løb. At kunne levere den sidste finish, når alle kører helt til grænsen og energidepoterne er helt tomme.

Lige netop her har Tom Boonen qua sin sprinterfortid altid været foran Cancellara, som i højere grad har forsøgt at slide sine modstandere op og komme alene til mål.

I en af deres mest direkte dueller viste Boonen sine sprinteregenskaber og tog sin på det tidspunkt tredje sejr i Paris-Roubaix i en spurtsejr over Cancellara og Ballan.

Paris-Roubaix
Og for Tom Boonens vedkommende er det netop præstationerne i Paris-Roubaix, der særligt vil blive husket. Sammen med sin store rival har Boonen domineret løbets nyere historie totalt. Siden 2005 har de to ryttere vundet syv af udgaverne. Fire sejre til Boonen, tre til Cancellara. Og i de år, hvor en af de to ikke har vundet, har én af dem – eller dem begge – været den, alle de andre skulle slå.

Cancellara sluttede sin karriere sidste år. Søndag kører Tom Boonen sit sidste professionelle løb, hvor han skal forsøge at tage rekorden som den mest vindende rytter i Paris-Roubaix nogensinde.

Den nuværende rekord deler han med Roger De Vlaeminck. Endnu en af fortidens giganter, min generation skulle høre om i tide og utide. Af danskere nok særligt husket fra Jørgen Leths dokumentar, En forårsdag i helvede.

Spørgsmålet er, om Tom Boonen i sit sidste løb kan tage sejren og sætte sig alene på den ubestridte trone som historiens konge af Paris-Roubaix?

Kan Boonen vinde?
Meget taler for. Først og fremmest kender Boonen løbet så godt, at han selv som tæt-på-pensioneret 36-årig vil være i spil til sejren.

Dertil skal lægges, at ude af form er han ikke. Slet ikke. Før styrtet i sidste søndags Flandern Rundt så han skarp ud og ville helt sikkert have kørt med om sejren, havde han været styrtet foruden. Og lytter man til manden selv, er der ingen tvivl: Han er i bedre form end sidste år (hvor han blev nr. 2), og han kører for at vinde.

Men han får det svært. For det første er Paris-Roubaix uheldenes holdeplads. De mange brosten inviterer til punkteringer og styrt. De bedste ryttere er typisk også eksperter til at klare sig igennem netop disse udfordringer, men alt kan ske – selv for de bedste – og det gør løbet uforudsigeligt.

Samtidig er der mange om buddet. Som det pointeres i optakten til løbet på feltet.dk er Paris-Roubaix er et specielt løb med sine helt egne favoritter. Hjælperyttere, som normalt lever et liv i skyggen, har frie tøjler, fordi de i kraft af råstyrke og udholdenhed – samt særlige evner på brostenene – har udviklet sig til eksperter i netop Paris-Roubaix. Vindere som Johan Vansummeren er et pragteksempel på dette.

Dertil skal lægges de åbenlyse stjerner og favoritter, hvor særligt Peter Sagan, John Degenkolb, Greg Van Avermaet, Alexander Kristoff og Niki Terpstra blivet fremhævet.

Farvel til en af de største
Med andre ord: Boonen har en realistisk chance. Og han har hele cykelverdenen i ryggen. Men uanset om han vinder, er han allerede en legende. Hans navn er for længst slået fast i cykelsportens historie som en af de bedste nogensinde og som den bedste brostensrytter i nyere tid.

Derfor bliver det på samme tid både trist og stort at se søndagens udgave af Paris-Roubaix. På den ene side siger vi farvel til en af de allerstørste. På den anden side er vi heldige. Heldige, fordi vi har været med hele vejen og fulgt en fantastisk rytters karriere fra start til slut. En rytter, som senere generationer vil få tudet ørene fulde af. Igen og igen!

23 Apr

La Doyenne – endnu en fest for Valverde

Billede

Billede

Den spanske allrounder Alejandro Valverde ser nærmest ud til at blive bedre med årene. Når den ældste af de store cykelklassikere – Liège-Bastogne-Liège – starter søndag, er spanieren den helt store favorit. En ny og hårdere afslutning gør imidlertid løbet mere uforudsigeligt. Og som en lækkerbisken har den nye finale lånt lidt fra Flandern Rundt.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Liège-Bastogne-Liège. Den ældste af alle klassikerne og blandt de klart største og mest prestigefyldte løb i cykelsporten. Men alligevel et løb, som mange cykelfans kender mindre godt end eksempelvis brostensklassikerne. For danskernes vedkommende skyldes det nok blandt andet Jørgen Leths – en fader til mange nuværende cykelfans passion for pedalsporten – store kærlighed til Paris-Roubaix.

Paris-Roubaix’ store popularitet har mange forklaringer. Èn af dem er givetvis, at brostenene og de dertilhørende strabadser udgør solidt materiale til gode fortællinger. Det gælder Paris-Roubaix, men også Flandern Rundt. Sidstnævnte er der blevet fortalt om ved flere lejligheder her på Sport fortalt, og denne skribent skal ikke lægge skjul på, at netop Flandern Rundt har en særlig plads i cykelhjertet.

Derfor er dette indlæg også et forsøg på at booste fascinationen af og forventningerne til La Doyenne (Den gamle Dame), som køres søndag for 102. gang. Det bliver her gjort ved at sammenligne løbet med dets flamske modstykke, Flandern Rundt

Puncheurs og bjergryttere

Liège-Bastogne-Liège er på mange måder alt det, som Flandern Rundt ikke er. Og så alligevel. Ser man udelukkende på hårdhed, matcher løbene hinanden meget godt. Og der er flere eksempler på ryttere, der har vundet begge løb, eksempelvis danske Rolf Sørensen.

Alligevel er der stor forskel. Brostensstigningerne i Flandern kontra bakkerne i Vallonien. Èn ting er, at stigningerne i Flandern er belagt med brosten. Noget andet er, at de er markant stejlere. Stigningerne i Liège-Bastogne-Liège er til gengæld længere. Det betyder, at det er forskellige ryttertyper, der i udgangspunktet bejler til sejren i de to løb.

I Flandern Rundt (og i Paris-Roubaix for den sags skyld) skal der god gammeldags råstyrke til. Der skal simpelthen kunne trædes nogle høje watt-tal for at forcere brostenene, og små bjergryttere har derfor ikke en chance. Samtidig udfordrer brostensunderlaget rytternes tekniske færdigheder.

I Liège-Bastogne-Liège er det derimod de mere klassiske bjergryttere samt såkaldte puncheurs, der kan køre med høj fart op af stejle stigninger, der kan køre med om sejren. I nyere tid er gode eksempler på denne ryttertype Philip Gilbert, Simon Gerrans og Paolo Bettini.

Vallonernes løb

Forskellen mellem de to løb er også historisk og kulturelt betinget. Liège-Bastogne-Liège blev kørt første gang i 1892 og var oprindeligt de fransktalende Valloneres løb. De flamsktalende belgiere i nord ville derfor have deres eget løb. Det fik de i 1913, da Flandern Rundt blev kørt for første gang. Ideen bag løbet var at skabe et belgisk løb, der udelukkende skulle køres på flamsk jord. På den måde symboliserer de to løb den splittelse i den belgiske nation, som stadig præger landet i dag.

Begge løb er imidlertid historisk blevet domineret af flamske ryttere, hvilket afspejler, at cykelgalskaben har været større i det nordige Belgien. I nyere tid har det imidlertid kun været gældende for Flandern Rundt.

Hele syv gange er Flandern Rundt blevet vundet af en flamsk rytter siden årtusindskiftet. For Liège-Bastogne-Lièges vedkommende er det kun blevet vundet én gang af en belgier i samme periode – og det var vel at mærke fransktalende Philip Gilberg fra Verviers i Vallonien. Historien er altså ikke uden en vis konsistens.

En hård finale

Ser man bort fra brostenene minder den overordnede profil i Liège-Bastogne-Liège, om den vi kender fra Flandern Rundt. Af de i alt 253 kilometer er de første omkring 168,5 kilometer forholdsvis rolige. Herefter kommer stigningerne med korte mellemrum, og løbet går for alvor i gang. Samme profil benyttes i Flandern.

Men her stopper lighederne også. For de to løb er som nævnt meget forskellige, hvilket især skyldes karakteren af de to løbs stigninger. I Flandern Rundt er der flere af dem, og de fleste af dem er på brosten. Til gengæld er stigningerne er i Liège-Bastogne-Liège som nævnt længere.

I alt er der 10 stigninger i årets Liège-Bastogne-Liège, hvor af de to første, Côte de La Roche Ardenne og Côte de Saint-Roch, kommer i løbets forholdsvis rolige første halvdel. Herefter går det som sagt for alvor løs, når feltet efter 168,5 kilometer – og med 85 kilometer til mål – rammer Côte de Wanne (2,8 km, 7,4 pct.).

Herefter kan løbet mærkes i benene, og udskilningen vil lige så stille begynde, mens rytterne forcerer Côte de la Haute-Levée (3,6 km, 5,6 pct.), Col du Rosier(4,4 km, 5,9 pct.) og Col du Maquisard (2 km, 5pct.).

Efter disse stigninger rammer feltet Côte de La Redoute (2 km, 8,9 pct.), som med ca. 36 kilometer til mål ofte er blevet brugt som affyringsrampe. På sine stejleste steder stiger La Redoute hele 22 pct., og det der er tilbage af feltet, vil derfor blive sprængt godt og grundigt.

Flere af de store favoritter vil imidlertid vente med deres angreb. Efter La Redoute venter nemlig 16 km flad vej frem mod den tredjesidste stigning, Côte de La Roche-aux-Faucons (1,3 km, 11 pct.), hvorfor det vil være hårdt at holde et jagtende, om end decimeret, felt tilbage.

Efter La Roche-aux-Faucons kommer Côte de Saint-Nicolas (1,2 km, 8,6 pct.), som tidligere har været den sidste og ofte afgørende stigning. Tidligere lå Saint-Nicolas ca. 5 kilometer fra mål. Men i år er den sidste strækning forlænget en smule til 6,5 kilometer. Og hvilken forlængelse det er. Med kun tre kilometer til målstregen i Anst, har arrangørerne valgt at introducere en lækkerbisken inspireret af udfordringerne fra Flandern Rundt: Côte de la Rue de Naniot. En brostensstigning på ca. 600 meter, der stiger 10,5 pct. i snit. Se en præsentation af stigningen her.

Herefter følger de traditionelle 2,5 kilometer til stregen, hvoraf de sidste ca. halvanden kilometer stiger op mod mål. Det bliver hårdt – meget hårdt!

Valverde over dem alle

Den nye og spændende finale gør tingene mere uforudsigeligt. Men løbet ligner trods alt sig selv frem til de sidste 6,5 kilometer. Derfor er der heller ikke megen uenighed i cykelverdenen om, at Alejandro Valverde er den helt store favorit. Han har allerede vundet løbet tre gange, og med en frisk sejr fra Fléche Wallonne møder han op i topform. Ingen nærmer sig Valverde på favoritbarometret.

Men der er selvsagt flere, der skal holdes øje med. Belgierne skal i udgangspunktet ikke være alt for optimistiske. Slet ikke de lokale Vallonere. Reelt er det kun flamske Tim Wellens, som vil kunne blande sig.

Til gengæld er der mange franske ryttere i favoritgruppen. Og det er en gældelig nyhed al den stund, at vi skal tilbage til 1980 for at finde den seneste franske vinder (som selvfølgelig var Bernard Hinault). Eksempelvis kan Tony Gallopin og Romain Bardet sagtens ende øverst på podiet. Men først og fremmest skal man holde øje med det unge franske håb Julian Alaphilippe, som gjorde det så godt i både Amstel Gold Race og Fléche Wallonne med henholdsvis en sjette og anden plads.

Den største konkurrent til Valverde er imidlertid fra Irland: Daniel Martin, som vandt løbet i 2013. Han sluttede som nr. tre i Fléche Wallone og er helt klar til at udfordre den spanske storfavorit. Michal Kwiatkowski vil helt sikkert også blande sig. Løbet passer ham perfekt, og han har tidligere gjort det godt i flere af Ardennerklassikerne, senest med en sejr i Amstel Gold Race sidste år.

Derudover skal man ikke glemme en rytter som Simon Gerrans. Han er måske op i årene efterhånden, men vinderen fra 2014 er som skabt til Liège-Bastogne-Liège.

Den nye afslutning er imidlertid en fordel for de mere rene bjergryttere, om end det er svært at spå om, hvad ændringerne reelt får af betydning. Men ryttere som Vincenzo Nibali, Joaquim Rodríguez, Rui Costa og Bauke Mollema bør i udgangspunktet være glade. Alle kan de køre med om sejren.

På med de danske briller

Til slut tager vi lige de danske briller på. For det er der grund til. Jakob Fuglsang og Michael Valgren får begge lov til at køre deres chance. Fuglsang har set meget stærk ud i netop overståede Giro del Trentino, hvor han blandt andet overstrålede sin Kaptajn, Vincenzo Nibali. Og Valgrens præsentation i Amstel giver i den grad grund til optimisme. Og så skal vi ikke glemme Chris Anker Sørensen, som tidligere har gjort det godt i løbet med en sjetteplads.

Liège-Bastogne-Liège er ikke Flandern Rundt. Og skal heller ikke være. Et af de smukke elementer ved cykelsporten er den variation i løbene, som skyldes det forhold, at sporten ikke er isoleret til en bestemte bane. Geografien er cykelsportens slagmark, og det skaber den diversitet, som cykelfans elsker.

Liège-Bastogne-Liège er et af de mest prestigefyldte løb i verden, og selv om denne skribent har en stor forkærlighed for Flandern Rundt, er der ingen tvivl om, at Liège-Bastogne-Liège bør have – og også har – en stor plads i hjerterne hos alle cykelfans.

God fornøjelse.

01 Apr

100 år i Flanderns brostenshelvede

Flandern

Søndag køres udgave nr. 100 af Flandern Rundt. Sport fortalt giver her en hyldest til det flamske cykelløb. I årets udgave vil Fabian Cancellara gøre alt for at vinde sin fjerde sejr, hvilket vil gøre ham til den mest vindende rytter i løbets historie.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Flandern Rundt er ikke bare et af de ældste cykelløb i verden. Det er også et af de mest interessante og mest spektakulære. Den helt særegne geografi i de små flamske landsbyer skaber en helt særlig ramme, som er uden sidestykke i cykelsporten.

Løbet er spækket med korte, men ufatteligt stejle bakker. Alle, der har forceret eksempelvis legendariske Koppenberg, ved, hvad der er tale om. Koppenberg er 600 meter lang og stiger i snit med 11,6 pct. Mod toppen rammer den hele 22 pct. Koppenberg er derfor en frygtelig stigning, som ofte resulterer i, at flere af de professionelle må stå af og trække til toppen. Som den franske legende Bernard Hinault har sagt:

“I told the organisers it wasn’t a race but a war game. It’s hard to explain what the Koppenberg means to a racing cyclist. Instead of being a race, it’s a lottery. Only the first five or six riders have any chance: the rest fall off or scramble up as best they can. What on earth have we done to send us to hell now”

Læs mere om Koppenberg her på Sport fortalt.

På mange måder er løbet en skrækkelig kombination af udfordringerne fra henholdsvis Liège–Bastogne–Liège og Paris-Roubaix. For det er ikke stigningsprocenterne alene, der gør Flandern Rundt spektakulær. Det er kombinationen af stigninger og brosten. De fleste tænker Paris-Roubaix, når der tales brosten i cykelsporten. Og bevares, turen gennem Arenbergskoven er absolut ikke en rar strækning. Men den er trods alt flad. I Flandern Rundt går det op ad –  brosten!

Derfor bør du gøre dig selv den tjeneste at reservere din søndag til cykelløb. Flandern Rundt er et helt særligt løb, som i år desuden køres for 100. gang. Derfor er der lagt op til et jubilæumsbrag af de helt store, når Cancellara i sin sidste sæson som cykelrytter skal forsøge at sætte løbsrekord ved at vinde løbet for fjerde gang.

Never change a winning route

Men hvad kan vi forvente? Først og fremmest et hårdt cykelløb. Ruten alene er garanti for dramatik. Det har sådan set altid været tilfældet i Flandern Rundt, men arrangørerne har de seneste år velsignet publikum med en helt vidunderlig rute.

Faktisk er ruten skiftet flere gange igennem historien, men det ser ud som om, at arrangørerne efter en større ændring i 2014 (læs mere her) har fundet en rutesammensætning, der virker. I hvert fald er ruten i år nogenlunde den samme som de to foregående udgaver.

Først køres 100 – forholdsvis nemme – kilometer, hvorefter rytterne rammer første brostensstigning. Så er løbet i gang, og de sidste ca. 150 kilometer er i år de samme som sidste og forrige år.

Første brostensstigning er Oude Kwaremont (2,2 km, 4,2 pct. i snit), som i alt skal bestiges tre gange. Herefter kommer brostensstigningerne én efter én, ofte med meget få kilometer mellem sig til at restituere.

Efter ca. 200 kilometer skal rytterne over Kwaremont for anden gang, hvorefter Paterberg skal forceres for første gang. Paterberg er modbydelig. Med kun 400 meter er den kort. Men den stiger med 12,5 pct. i snit, over 20 pct. på sine stejleste steder. Det gør ondt, og brostenen kan mærkes som nålespidser i lårene.

Koppenberg i sigte

Kort efter Paterberg kommer Koppenberg. Hvis løbet ikke for alvor er gang, så vil det ske her. Koppenberg er i sig selv ufatteligt hård, og med Paterberg i benene kan der ske store ting.

Det var helt sikkert den tanke, der gjorde, at arrangørerne skubbede Koppenberg længere frem i løbet tilbage i 2014, så stigningen nu kommer med kun 44 kilometer til mål. Der vil opstå huller på Koppenberg, og selv små tidsforskelle kan blive svære at hente på den resterende del af løbet. Der er simpelthen for få flade strækninger, hvor tabte sekunder kan hentes af et sat felt.

Efter Koppenberg kommer Steenbeekdries (700 m, 5,3 pct. i snit), Taaienberg (500 m, 6,6 pct. i snit) og Kruisberg (2,5 km, 5 pct. i snit). Herefter resterer de sidste ca. 16 kilometer, hvor Oude Kwaremont og Paterberg udgør finalen.

Ruten er hård, og udskilningen kan ske flere steder. Sidste år var det afgørende øjeblik, da Niki Terpstra angreb på Kruisberg. Tidligere har Tom Boonen sat angrebet ind på Koppenberg, mens Fabian Cancellara har foretrukket Kwaremont.

Cancellara vil slutte med sejr

Netop Cancellara skal man holde øje med. Han kører sin sidste sæson som professionel, og en sejr i årets Flandern Rundt vil gøre ham til løbets mest vindende rytter med fire sejre i alt.

Cancellara er perfekt bygget til løbet. Han er indbegrebet af raw power-typen. De klassiske bjergryttere, som dominerer stigningerne i de store etapeløb, mangler styrke til de korte stigninger. Samtidig skal man ikke være alt for tung, hvorfor de store sprintere heller ikke er ideelt byggede. Cancellara er som skabt til løbet, og han vil gøre alt for at slutte sin karriere med en sejr i Flandern.

Cancellara er dog oppe imod måske stærkere konkurrenter end nogensinde før. Mens løbet sidste år var helt åbent i kraft af fraværet af klare favoritter (Cancellara selv var skadet, og flere af de andre store stjerner var ikke i form), er løbet på mange måder lige så åbent i år, men af den omvendt årsag: Der er simpelthen så mange stærke ryttere til start, at alt kan ske.

Sagan er klar

Helt oplagt skal nævnes Peter Sagan, som er i forrygende form. Han vil gøre alt for at vinde Flandern Rundt, og det kan sagtens være i år, det endelig sker. Samtidig er der brostensspecialisten Sep Vanmarcke, som har været lige ved og næsten flere gange i Flandern og Paris-Roubaix. Begge er de helt klar. Sagan kommer med en frisk sejr fra Gent–Wevelgem, hvor Vanmarcke blev nr. 2. Løbet har altid fungeret som en indikator på, hvem der vil være med fremme i Flandern. De to må sammen med den stærke schweizer rangeres som de største favoritter.

Men mange flere kan køre med, og med mindre Cancellara viser sig fra sin stærkeste side og kører feltet helt i smadder (som han har gjort tidligere, eksempelvis i 2013, hvor han vandt både Paris-Roubaix og Flandern Rundt helt suverænt), så er det meget sandsynligt, at der vil være mange ryttere med helt frem til finalen.

Efter de tre største favoritter skal nævnes Greg Van Avermaet, som efterhånden må siges at være på toppen af sin karriere. Han har netop vundet Tirreno – Adriatico og Omloop Het Nieuwsblad, så selv om det ”kun” blev til en niende plads i Gent–Wevelgem, så bør belgieren være klar. En kort opremsning af andre ryttere, der skal holdes øje med, lyder: Alexander Kristoff, Michael Kwiatkowski, Zdenek Stybar og Geraint Thomas.

Men frem for alt skal lyde en opfordring til at nyde løbet. Er tiden til det, bør man se med allerede fra første tur op ad Oude Kwaremont. Er tålmodigheden ikke til det (det bør den være!), så hop som minimum på inden turen går op ad Koppenberg. Herefter går det for alvor løs.

Herfra skal lyde en hyldest til et løb, der altid byder på spænding og drama. Flandern Rundt er uden sidestykke. I år køres løbet som sagt for 100. gang, og alt er lagt op til en udgave, som vil gå over i historien. God fornøjelse.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image