01 Jul

Hold øje med de franske Tour-håb

Podium_Tour_de_l'Ain_2013_-_Romain_Bardet_-_super_combatif

I dag starter Tour de France. De flestes øjne vil hvile på profiler som Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan. Men hold øje med de mange franske ryttere, som vil gøre alt for at sætte deres præg på hjemlandets store løb. I år er potentialet for fransk succes større, end det har været længe.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Frankrig er stadig det land med klart flest vindere af Tour de France. 36 gange i alt har en fransk rytter stået øverst på podiet i Paris. Dobbelt så mange gange som land nr. 2, Belgien.

Igennem tiden har store franske navne som Louison Bobet, Jacques Anquetil, Bernard Hinault og Laurent Fignon taget – mange – store fransks sejre, og i mange år var de franske ryttere naturligt dominerende i hjemlandets rundtur. Italienerne holdt sig i høj grad til Giroen, de spanske til Vueltaen. Så var roget ligesom fordelt.

Men i takt med cyklingens internationalisering – særligt i forlængelse af TV-mediets evne til at eksponere løb til hele verden – blev de øverste skamler i stigende grad også besøgt af ryttere fra andre lande.

Fra den gule til den prikkede og den grønne
Det skete måske i særlig grad i Frankrig, hvor det fortsat er et nationalt traume, at vi skal tilbage til Hinaults sejr i 1985 for at finde den seneste franske vinder af løbet.

I 90’erne kunne de franske fans trøste sig med sympatiske og populære ryttere som Richard Virenque og Laurent Jalabert, som godt nok aldrig vandt samlet, men som satte stort præg på løbet. Virenque har stadig rekorden for flest sejre i bjergkonkurrencen, som han nærmest ejede i 90’erne og start 00’erne. Jalabert har præsteret noget så unikt som at have vundet både den prikkede og bjergtrøjen – to gange hver. Begge gjorde sig flere gange gældende i det samlede klassement. Men vandt aldrig.

Lykkeridderen på Bastilledagen
Siden har det været tyndt for de franske fans. Det har næsten været en smule ynkeligt at se, hvordan den franske jubel nærmest peakede, når en tilfældig fransk lykkeridder kom med i et – ofte forgæves – udbrud på Bastilledagen.

De sidste 10 år har den største franske Tour-rytter været Thomas Voeckler, som er blevet utrolig populær, særligt på grund af hans insisteren på at angribe og prøve igen – og igen! Og nå ja, og så vandt han en bjergtrøje i 2012 og fik en fjerdeplads i 2011. Men der har været langt mellem de franske præstationer.

Tour de World
Hvorfor kom det så vidt? Fransk cykelsport blev som resten af verden rystet af dopingskandalerne. Men skandalerne ramte særlig hårdt i Tourens hjemland, hvor chokket, og også synet af en grædende Virenque, rystede en hel nation. Samtidig introducerede de franske myndigheder i højere og hurtigere grad end andre lande skrappere anti-doping regler.

Det kan være en del af forklaringen. En anden – og måske nok den vigtigste – er den nævnte internationalisering af cykelsporten. Af alle løb er det Tour de France, som har den – klart! – største globale eksponering. Hvis noget løb er blevet Tour de World, er det Tour de France. Det er derfor, at eksempelvis amerikanske ryttere og hold har fokuseret så meget på den franske rundtur frem for eksempelvis den italienske eller spanske.

Det er netop særligt den angelsaksiske verden, der har gjort sit indtog. Først utallige amerikanske sejre (her tælles Armstrongs stadig med), et enkelt australsk kip med sejrsflaget, siden fire ud af de seneste fem til Storbritannien.

Af de gamle nationer er det først og fremmest Spanien, der har sat sit præg på det franske løb. Og det gør ondt i Frankrig.

Tørsten efter fransk succes
Men gør det så meget? Er det ikke positivt, at Tour de France er blevet et løb, der samler fans fra hele verden? Og bør franskmændene ikke være stolte af det? Måske. Det er de nok også. Men for de franske ryttere og de franske fans er løbet stadig deres. Og de tørster efter sejre.

Sidste år blev i det lys en stor succes. En ung franskmand på bare 25 år stod på det næst øverste trin i Paris. Romain Bardet. Der var 4 lange minutter op til Froome, og konkurrenterne havde været svage. Men der var ingen tvivl om, at her var en mulig fransk Tour vinder. I år er Bardet klar, og han går efter det øverste trin.

Bardet har haft et par forbrændere og er på mange måder kulminationen på en langsom fransk opbygning.

Fra Voeckler til Bardet
Først var der som nævnt Voecklers 4. plads i 2011. Så kom Pierre Rolland, som først blev kendt for sin stærke præstation som forsvarer af Voecklers gule trøje samme år, hvor han også vandt etapen til Alpe d’Huez. I 2015 blev han selv nr. 10. Rolland var det første seriøse bud på en potentiel fransk kandidat til den samlede sejr. Han er der stadig (30 år gammel), men han har aldrig formået at leve op til de forventninger, som blev etableret i 2011.

Siden kom Thibaut Pinot. Som bare 24-årig fik han en sensationel tredjeplads i 2014-udgaven, som var fransk cykelsports helt store Tour-år. Hele tre ryttere kæmpede med om podiet og to kom på. Helt unge Bardet (23 år!) sluttede som nr. 6, mens veteranen Jean-Christophe Péraud blev nr. 2 foran Thibaut.

2014 var dog uden de helt store favoritter. Froome og Contador var begge styrtet, og Quintana stillede slet ikke til start. Det ved franskmændene godt. Men succes avler – til tider – succes, så 2014-udgaven satte yderligere ild til den franske tørst efter sejr.

Bardet kan overraske
Som 27-årig er der stadig store forventninger til Pinot, og en 4. plads i det netop overståede Giro d´Italia vidner om, at han er en mand, man skal tage seriøst i de store rundture i de kommende år.

Men han er ikke blandt de store favoritter. Det er Bardet som sådan heller ikke. Favoritfeltet må siges at bestå af Froome, Porte og Quintana. Herefter er der Contador, Valverde og Fabio Aru (måske endda Fuglsang?). Men herefter kommer man ikke uden om Bardet.

Bardets helt store svaghed er enkeltstarten. Han er en af de letteste ryttere i feltet, og enkeltstartsevnerne er ikke blevet bedre de seneste år. Måske tværtimod. Samtidig har han endnu ikke vist, at han kan køre fra de bedste i bjergene. Derfor er en sejr alt andet lige ikke forventeligt. Men hold øje med Bardet. Han har evnen til at skabe kaos – og han kan nemt blive årets overraskelse.

Thibaut har stadig ikke meldt ud, hvad målet er i årets Tour, men rygtebørsen siger, at han går efter etapesejre og den prikkede bjergtrøje frem for det samlede klassement. Nok en klog – og realistisk – beslutning.

Tre trøjer til Frankrig?
Men det er ikke kun i det hårde terræn, at franskmændene øjner succes. I Arnaud Démare har Frankrig fået den potentielle supersprinter, de længe har drømt om. Han er stadig ung (25), og karrieren har hidtil været noget ustabil. Men en sejr i 2016-udgaven af Milan-San Remo vidner om talent. Han har netop vundet pointkonkurrencen i Critérium du Dauphiné, og holdet er i år bygget op om den franske sprinter.

Hvis alt flasker sig – og her har vi de meget (meget!) positive franske briller på – så står Frankrig med alle tre trøjer i Paris. Bardet i den gule, Thibaut i den prikkede og Démare i den grønne.

Det sker nok ikke. Men denne skribent vil alligevel kippe lidt med det franske flag. Tour de France er sjovere, hvis der er franske ryttere med i toppen. 2017-udgaven har potentialet til at blive den helst store franske triumf. Måske endda den udgave, som starter en længere periode med fransk dominans i hjemlandets store cykelløb.

God Tour!

09 Apr

Et farvel til en af de største – Tom Boonens sidste brosten

fullsizeoutput_5de9

fullsizeoutput_5de9
Søndag kører Tom Boonen sit sidste cykelløb. Hele verden håber, at han vinder og dermed tager rekorden for flest sejre i Paris-Roubaix. Uanset hvad, vil Tom Boonens navn gå over i historien som en af nyere tids største cykelryttere – og som brostensløbenes tæt på ubestridte konge.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Fausto Coppi. Eddy Merckx. Bernard Hinault. For de af os, der lærte cykelsporten at kende i 90’erne, er det navne, der vækker en form for ærefrygt. Vi kendte dem ikke selv. Vi så dem ikke selv køre. Vi hørte om dem. Og vi læste om dem.

Mens vi sad i stuen og heppede på Bjarne Riis og Rolf Sørensen, blev vi af kommentatorer og eksperter hele tiden skolet om fortidens giganter, og vi lærte efterhånden, at skæbnen ville det sådan, at vi var efterladt med cykelhistoriens left overs.

Ingen af de ryttere, vi selv så kæmpe om sejren i de store rundture og de store éndagsløb – selv ikke de allerstørste af disse – kunne angiveligt måle sig med fortidens kæmper.

Ryttere kom, ryttere gik. Og de største af dem gik ikke altid frivilligt, men blev ofre for deres egen hang til præstationsfremmende midler, som offentligheden ikke delte deres begejstring for.

Mange fans tog konsekvensen og vendte sporten ryggen. Men lige så mange holdt fast. Og flere kom til. Cykelsporten bredte sig og gik fra at være en udpræget europæiske sport til i dag at være global.

Som tiden er gået, er det blev stadig lettere at sætte pris på de præstationer, man selv har haft fornøjelsen af at opleve live.

Det skyldes ikke mindst, at der i nullernes kamp for overlevelse dukkede ryttere op, som eftertiden i den grad kommer til at huske. Ryttere, som har været stjerner i deres samtid. Og som allerede har opnået status som legender. Ryttere, som fremtidige generationer vil høre om igen og igen.

Rivalisering skaber legender
To af disse af Fabian Cancellara og Tom Boonen. Spartacus og Tornado Tom er uden sammenligning de bedste klassiker-ryttere i deres generation. Med syv sejre til begge ryttere har de domineret klassikerne i en grad, som man skal langt tilbage i historien for at finde mage til.

Historien om én de to ryttere vil uværgerligt involvere den anden. Cykelsporten er fyldt med rivaliseringer, og Boonen og Cancellaras parløb vil gå over i historien som et af de mest fascinerende. Ikke pga. had de to imellem. Ikke på grund kulturelle spændinger eller fordi de delte folkegrupper mellem sig, som man så det med Coppi og Bartali.

Rivaliseringen mellem Boonen og Cancellara udspringer af det simple faktum, at de var niveauer over alle andre i deres generation i den samme disciplin: Brostensklassikerne.

Med næsten samme alder har deres rivalisering desuden kunnet vare længere end de fleste andre i cykelhistorien. Det er svært at afgøre, hvem der har været bedst af de to. De havde begge nedture, men på forskellige tidspunkter. Og som Ed Pickering skriver i ProCycling: Hvordan vægter du Cancellaras 29 dage i den gule foretrøje (uden at vinde trøjen) over for Boonens grønne trøje? Og Cancellaras 4 verdensmesterskaber i enkeltstart over for Boonens verdensmesterskab i linjeløbet?

Sprinteren og enkelstarteren
Når det er svært at afgøre, skyldes det, at Boonen og Cancellara i bund og grund er meget forskellige ryttertyper.

Cancellara vil de fleste huske for hans suveræne evner på en enkeltstart. Han er måske den bedste enkeltstartsrytter nogensinde, hvilket de fire verdensmesterskaber og to olympiske guldmedaljer i disciplinen vidner om. Han kunne også vinde korte etapeløb som Tirreno-Adriatico og Schweiz Rundt og var i det hele taget en komplet cykelrytter.

Tom Boonen startede som sprinter og vandt blandt andet seks etapesejre i Tour de France. Samtidig blev han brostensløbenes ubestridte konge. Gent-Wevelgem vandt han tre gange. Det samme med Kuurne–Brussels–Kuurne. E3 Harelbeke har han vundet hele fem gange.

Deres store rivalisering var således afgrænset til dysten på brosten, hvor de – forskelle til trods – begge var niveauer over alle andre.

De store slag på brosten
Flandern Rundt og Paris-Roubaix blev de helt store slagmarker. Ikke altid i de samme år, da formkurvernes divergens, skader og andre dårligdomme ofte gjorde den ene af de to ukampdygtig. Deres fælles dominans står i midlertid mejslet i statistikbogens granit: 13 sejre i alt i de to løb. 7 til Boonen, 6 til Cancellara.

Forklaringen er relativt simpel: Råstyrke og udholdenhed – samt evnen til at holde et højt og opslidende tempo, når det gør allermest ondt. At undertvinge sig brosten kræver power og udholdenhed som ingen anden udfordring i cykelsporten. Og det er her, begge ryttere har været uden sidestykke.

Begge kunne rive sig løs på brostenene langt fra målstregen og holde et splittet felt og detroniserede modstandere bag sig hele vejen til mål. I 2012-udgaven af Paris-Roubaix kørte Tom Boonen alene i hele 53 kilometer. I 2010 gjorde Cancellara det samme i omkring 46 kilometer.

Se her hvordan de to kører alene væk i 2010-udgaven af Flandern Rundt efter et opslidende angreb af Cancellara op af Molenberg.

Begge har også været blandt verdens bedste afsluttere i de allerhårdeste løb. At kunne levere den sidste finish, når alle kører helt til grænsen og energidepoterne er helt tomme.

Lige netop her har Tom Boonen qua sin sprinterfortid altid været foran Cancellara, som i højere grad har forsøgt at slide sine modstandere op og komme alene til mål.

I en af deres mest direkte dueller viste Boonen sine sprinteregenskaber og tog sin på det tidspunkt tredje sejr i Paris-Roubaix i en spurtsejr over Cancellara og Ballan.

Paris-Roubaix
Og for Tom Boonens vedkommende er det netop præstationerne i Paris-Roubaix, der særligt vil blive husket. Sammen med sin store rival har Boonen domineret løbets nyere historie totalt. Siden 2005 har de to ryttere vundet syv af udgaverne. Fire sejre til Boonen, tre til Cancellara. Og i de år, hvor en af de to ikke har vundet, har én af dem – eller dem begge – været den, alle de andre skulle slå.

Cancellara sluttede sin karriere sidste år. Søndag kører Tom Boonen sit sidste professionelle løb, hvor han skal forsøge at tage rekorden som den mest vindende rytter i Paris-Roubaix nogensinde.

Den nuværende rekord deler han med Roger De Vlaeminck. Endnu en af fortidens giganter, min generation skulle høre om i tide og utide. Af danskere nok særligt husket fra Jørgen Leths dokumentar, En forårsdag i helvede.

Spørgsmålet er, om Tom Boonen i sit sidste løb kan tage sejren og sætte sig alene på den ubestridte trone som historiens konge af Paris-Roubaix?

Kan Boonen vinde?
Meget taler for. Først og fremmest kender Boonen løbet så godt, at han selv som tæt-på-pensioneret 36-årig vil være i spil til sejren.

Dertil skal lægges, at ude af form er han ikke. Slet ikke. Før styrtet i sidste søndags Flandern Rundt så han skarp ud og ville helt sikkert have kørt med om sejren, havde han været styrtet foruden. Og lytter man til manden selv, er der ingen tvivl: Han er i bedre form end sidste år (hvor han blev nr. 2), og han kører for at vinde.

Men han får det svært. For det første er Paris-Roubaix uheldenes holdeplads. De mange brosten inviterer til punkteringer og styrt. De bedste ryttere er typisk også eksperter til at klare sig igennem netop disse udfordringer, men alt kan ske – selv for de bedste – og det gør løbet uforudsigeligt.

Samtidig er der mange om buddet. Som det pointeres i optakten til løbet på feltet.dk er Paris-Roubaix er et specielt løb med sine helt egne favoritter. Hjælperyttere, som normalt lever et liv i skyggen, har frie tøjler, fordi de i kraft af råstyrke og udholdenhed – samt særlige evner på brostenene – har udviklet sig til eksperter i netop Paris-Roubaix. Vindere som Johan Vansummeren er et pragteksempel på dette.

Dertil skal lægges de åbenlyse stjerner og favoritter, hvor særligt Peter Sagan, John Degenkolb, Greg Van Avermaet, Alexander Kristoff og Niki Terpstra blivet fremhævet.

Farvel til en af de største
Med andre ord: Boonen har en realistisk chance. Og han har hele cykelverdenen i ryggen. Men uanset om han vinder, er han allerede en legende. Hans navn er for længst slået fast i cykelsportens historie som en af de bedste nogensinde og som den bedste brostensrytter i nyere tid.

Derfor bliver det på samme tid både trist og stort at se søndagens udgave af Paris-Roubaix. På den ene side siger vi farvel til en af de allerstørste. På den anden side er vi heldige. Heldige, fordi vi har været med hele vejen og fulgt en fantastisk rytters karriere fra start til slut. En rytter, som senere generationer vil få tudet ørene fulde af. Igen og igen!

23 Apr

La Doyenne – endnu en fest for Valverde

Billede

Billede

Den spanske allrounder Alejandro Valverde ser nærmest ud til at blive bedre med årene. Når den ældste af de store cykelklassikere – Liège-Bastogne-Liège – starter søndag, er spanieren den helt store favorit. En ny og hårdere afslutning gør imidlertid løbet mere uforudsigeligt. Og som en lækkerbisken har den nye finale lånt lidt fra Flandern Rundt.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Liège-Bastogne-Liège. Den ældste af alle klassikerne og blandt de klart største og mest prestigefyldte løb i cykelsporten. Men alligevel et løb, som mange cykelfans kender mindre godt end eksempelvis brostensklassikerne. For danskernes vedkommende skyldes det nok blandt andet Jørgen Leths – en fader til mange nuværende cykelfans passion for pedalsporten – store kærlighed til Paris-Roubaix.

Paris-Roubaix’ store popularitet har mange forklaringer. Èn af dem er givetvis, at brostenene og de dertilhørende strabadser udgør solidt materiale til gode fortællinger. Det gælder Paris-Roubaix, men også Flandern Rundt. Sidstnævnte er der blevet fortalt om ved flere lejligheder her på Sport fortalt, og denne skribent skal ikke lægge skjul på, at netop Flandern Rundt har en særlig plads i cykelhjertet.

Derfor er dette indlæg også et forsøg på at booste fascinationen af og forventningerne til La Doyenne (Den gamle Dame), som køres søndag for 102. gang. Det bliver her gjort ved at sammenligne løbet med dets flamske modstykke, Flandern Rundt

Puncheurs og bjergryttere

Liège-Bastogne-Liège er på mange måder alt det, som Flandern Rundt ikke er. Og så alligevel. Ser man udelukkende på hårdhed, matcher løbene hinanden meget godt. Og der er flere eksempler på ryttere, der har vundet begge løb, eksempelvis danske Rolf Sørensen.

Alligevel er der stor forskel. Brostensstigningerne i Flandern kontra bakkerne i Vallonien. Èn ting er, at stigningerne i Flandern er belagt med brosten. Noget andet er, at de er markant stejlere. Stigningerne i Liège-Bastogne-Liège er til gengæld længere. Det betyder, at det er forskellige ryttertyper, der i udgangspunktet bejler til sejren i de to løb.

I Flandern Rundt (og i Paris-Roubaix for den sags skyld) skal der god gammeldags råstyrke til. Der skal simpelthen kunne trædes nogle høje watt-tal for at forcere brostenene, og små bjergryttere har derfor ikke en chance. Samtidig udfordrer brostensunderlaget rytternes tekniske færdigheder.

I Liège-Bastogne-Liège er det derimod de mere klassiske bjergryttere samt såkaldte puncheurs, der kan køre med høj fart op af stejle stigninger, der kan køre med om sejren. I nyere tid er gode eksempler på denne ryttertype Philip Gilbert, Simon Gerrans og Paolo Bettini.

Vallonernes løb

Forskellen mellem de to løb er også historisk og kulturelt betinget. Liège-Bastogne-Liège blev kørt første gang i 1892 og var oprindeligt de fransktalende Valloneres løb. De flamsktalende belgiere i nord ville derfor have deres eget løb. Det fik de i 1913, da Flandern Rundt blev kørt for første gang. Ideen bag løbet var at skabe et belgisk løb, der udelukkende skulle køres på flamsk jord. På den måde symboliserer de to løb den splittelse i den belgiske nation, som stadig præger landet i dag.

Begge løb er imidlertid historisk blevet domineret af flamske ryttere, hvilket afspejler, at cykelgalskaben har været større i det nordige Belgien. I nyere tid har det imidlertid kun været gældende for Flandern Rundt.

Hele syv gange er Flandern Rundt blevet vundet af en flamsk rytter siden årtusindskiftet. For Liège-Bastogne-Lièges vedkommende er det kun blevet vundet én gang af en belgier i samme periode – og det var vel at mærke fransktalende Philip Gilberg fra Verviers i Vallonien. Historien er altså ikke uden en vis konsistens.

En hård finale

Ser man bort fra brostenene minder den overordnede profil i Liège-Bastogne-Liège, om den vi kender fra Flandern Rundt. Af de i alt 253 kilometer er de første omkring 168,5 kilometer forholdsvis rolige. Herefter kommer stigningerne med korte mellemrum, og løbet går for alvor i gang. Samme profil benyttes i Flandern.

Men her stopper lighederne også. For de to løb er som nævnt meget forskellige, hvilket især skyldes karakteren af de to løbs stigninger. I Flandern Rundt er der flere af dem, og de fleste af dem er på brosten. Til gengæld er stigningerne er i Liège-Bastogne-Liège som nævnt længere.

I alt er der 10 stigninger i årets Liège-Bastogne-Liège, hvor af de to første, Côte de La Roche Ardenne og Côte de Saint-Roch, kommer i løbets forholdsvis rolige første halvdel. Herefter går det som sagt for alvor løs, når feltet efter 168,5 kilometer – og med 85 kilometer til mål – rammer Côte de Wanne (2,8 km, 7,4 pct.).

Herefter kan løbet mærkes i benene, og udskilningen vil lige så stille begynde, mens rytterne forcerer Côte de la Haute-Levée (3,6 km, 5,6 pct.), Col du Rosier(4,4 km, 5,9 pct.) og Col du Maquisard (2 km, 5pct.).

Efter disse stigninger rammer feltet Côte de La Redoute (2 km, 8,9 pct.), som med ca. 36 kilometer til mål ofte er blevet brugt som affyringsrampe. På sine stejleste steder stiger La Redoute hele 22 pct., og det der er tilbage af feltet, vil derfor blive sprængt godt og grundigt.

Flere af de store favoritter vil imidlertid vente med deres angreb. Efter La Redoute venter nemlig 16 km flad vej frem mod den tredjesidste stigning, Côte de La Roche-aux-Faucons (1,3 km, 11 pct.), hvorfor det vil være hårdt at holde et jagtende, om end decimeret, felt tilbage.

Efter La Roche-aux-Faucons kommer Côte de Saint-Nicolas (1,2 km, 8,6 pct.), som tidligere har været den sidste og ofte afgørende stigning. Tidligere lå Saint-Nicolas ca. 5 kilometer fra mål. Men i år er den sidste strækning forlænget en smule til 6,5 kilometer. Og hvilken forlængelse det er. Med kun tre kilometer til målstregen i Anst, har arrangørerne valgt at introducere en lækkerbisken inspireret af udfordringerne fra Flandern Rundt: Côte de la Rue de Naniot. En brostensstigning på ca. 600 meter, der stiger 10,5 pct. i snit. Se en præsentation af stigningen her.

Herefter følger de traditionelle 2,5 kilometer til stregen, hvoraf de sidste ca. halvanden kilometer stiger op mod mål. Det bliver hårdt – meget hårdt!

Valverde over dem alle

Den nye og spændende finale gør tingene mere uforudsigeligt. Men løbet ligner trods alt sig selv frem til de sidste 6,5 kilometer. Derfor er der heller ikke megen uenighed i cykelverdenen om, at Alejandro Valverde er den helt store favorit. Han har allerede vundet løbet tre gange, og med en frisk sejr fra Fléche Wallonne møder han op i topform. Ingen nærmer sig Valverde på favoritbarometret.

Men der er selvsagt flere, der skal holdes øje med. Belgierne skal i udgangspunktet ikke være alt for optimistiske. Slet ikke de lokale Vallonere. Reelt er det kun flamske Tim Wellens, som vil kunne blande sig.

Til gengæld er der mange franske ryttere i favoritgruppen. Og det er en gældelig nyhed al den stund, at vi skal tilbage til 1980 for at finde den seneste franske vinder (som selvfølgelig var Bernard Hinault). Eksempelvis kan Tony Gallopin og Romain Bardet sagtens ende øverst på podiet. Men først og fremmest skal man holde øje med det unge franske håb Julian Alaphilippe, som gjorde det så godt i både Amstel Gold Race og Fléche Wallonne med henholdsvis en sjette og anden plads.

Den største konkurrent til Valverde er imidlertid fra Irland: Daniel Martin, som vandt løbet i 2013. Han sluttede som nr. tre i Fléche Wallone og er helt klar til at udfordre den spanske storfavorit. Michal Kwiatkowski vil helt sikkert også blande sig. Løbet passer ham perfekt, og han har tidligere gjort det godt i flere af Ardennerklassikerne, senest med en sejr i Amstel Gold Race sidste år.

Derudover skal man ikke glemme en rytter som Simon Gerrans. Han er måske op i årene efterhånden, men vinderen fra 2014 er som skabt til Liège-Bastogne-Liège.

Den nye afslutning er imidlertid en fordel for de mere rene bjergryttere, om end det er svært at spå om, hvad ændringerne reelt får af betydning. Men ryttere som Vincenzo Nibali, Joaquim Rodríguez, Rui Costa og Bauke Mollema bør i udgangspunktet være glade. Alle kan de køre med om sejren.

På med de danske briller

Til slut tager vi lige de danske briller på. For det er der grund til. Jakob Fuglsang og Michael Valgren får begge lov til at køre deres chance. Fuglsang har set meget stærk ud i netop overståede Giro del Trentino, hvor han blandt andet overstrålede sin Kaptajn, Vincenzo Nibali. Og Valgrens præsentation i Amstel giver i den grad grund til optimisme. Og så skal vi ikke glemme Chris Anker Sørensen, som tidligere har gjort det godt i løbet med en sjetteplads.

Liège-Bastogne-Liège er ikke Flandern Rundt. Og skal heller ikke være. Et af de smukke elementer ved cykelsporten er den variation i løbene, som skyldes det forhold, at sporten ikke er isoleret til en bestemte bane. Geografien er cykelsportens slagmark, og det skaber den diversitet, som cykelfans elsker.

Liège-Bastogne-Liège er et af de mest prestigefyldte løb i verden, og selv om denne skribent har en stor forkærlighed for Flandern Rundt, er der ingen tvivl om, at Liège-Bastogne-Liège bør have – og også har – en stor plads i hjerterne hos alle cykelfans.

God fornøjelse.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image