08 Mar

Boring, Boring Arsenal

santi_cazorla-1920x1200

Inde på grønsværen ser man ikke længere “boring, boring Arsenal”, men en billet til The Emirates er alligevel det værste fodboldkøb i London. Kan engelsk fodbold måske lære lidt af Bundesligaen? 

Af Tyson Lyall.

I 1970´erne og 80´erne havde både ude- og hjemmepublikum for vane at synge “Boring, Boring, Arsenal”, når Arsenal F.C. gik på banen med deres infame, defensive spillestil.

Et 16-årigt regime under den høje, tynde franske økonom, Arsène Wenger, har imidlertid for længst fået de sange til at forstumme. Klubben har i løbet af halvfemserne og nullerne fået slettet indtrykket af den old school engelske fodboldstil, og er (retmæssigt?) blevet kendt for en art spansk stil med hurtigt pasningsspil, megen boldbesiddelse og angrebsivrige backs. Modsat storebrødrene i F.C. Barcelona, har den filosofi imidlertid ikke kastet trofæer af sig de seneste otte år.

Som at overnatte i en lufthavn

Til gengæld har klubben pæn succes uden for banen, hvor økonomien bugner, og hvor hjemmebanen, Emirates Stadium, fremstår som et af Europas mest moderne stadions. Og ikke mindst, så er det fyldt stort set hver eneste gang, Arsenal spiller – og det er tilmed til de dyreste priser i hele landet (og måske verden?).

Det betyder imidlertid langt fra, at en kampbillet til Emirates er noget godt køb. Enhver, der har prøvet at overnatte i en lufthavn eller har gennemlyttet et Tina Dickow-album, bør nemlig kende følelsen af at overvære en fodboldkamp på Arsenals hjemmebane. Det er drønkedeligt.

Denne artikel vil således argumentere for, at Arsenal er et skræmmeeksempel på, hvad der sker, når fodbolden mister sin kontakt til græsrødderne, de lokale, eller underklassen, hvis man skal bruge et provokerende, anakronistisk begreb. Det mister sjæl, vildskab, passion og dermed – er mit argument – en stor del af sin tiltrækningskræft. Jeg fik desværre aldrig fornøjelsen af at overvære en kamp på klubbens tidligere hjemmebane, Highbury, men alene den måde, jeg hører Arsenal-fans tale om dén hjemmebane på, fortæller mig, at noget er galt med den nuværende.

Richie fra Hoxton

Et eksempel på denne problemstilling, fandt jeg hos min lokale vicevært Richie i Hoxton, London. Richie var ved at tabe kæben, da jeg tidligere på året fortalte ham, at jeg havde en billet til Champions League-gruppekampen mellem Arsenal og Olympiacos. Da jeg fortalte ham, at det ikke var min første kamp på Emirates, gik hans misundelse fra lysegrøn til mørkegrøn.

Richie er nemlig glødende Arsenal-fan. På sin mobiltelefon gemmer han billeder af sit lille barnebarn i Arsenal-tøj – en dreng, der med 100 procents sikkerhed kommer til at spille for klubbens førstehold i fremtiden. Ingen ironisk, dansk distance her. Det er helt sikkert. No discussion there, mate.

Richie har imidlertid ikke været på Emirates, siden det åbnede I 2006! Jeg kunne lynhurtigt få en masse historier fra det gamle Highbury, imens han reparerede min opvaskemaskine, men spurgt om Emirates, blev han stille. Hvorfor han ikke kommer der, havde han svært ved at svare på. Det er dyrt, og det er ikke “det samme” længere. Med hans loyale tilgang til klubben sagde han det ikke selv, men jeg fornemmede, at han på en måde ikke længere følte sig velkommen eller tilpas. Forestil dig en livslang Brøndby-fan med lejlighed i Hvidovre, der ikke har været på stadion de seneste 7-8 år. Nej, vel?

Arsenal værste eksempel

Eksemplet illustrerer en form for fodbold-gentrificering, som langtfra blot har ramt Arsenal, men som gør sig gældende over hele England – og ganske givet også i andre dele af verdenen. Overklassen, sponsorer og turister har overtaget sæderne på de engelske fodboldstadions, og det har skæppet godt i klubkasserne, men det har også – efter min smag – ødelagt en stor del af charmen.

I London er Arsenal det værste eksempel. Klubben er som et gammelt, hyggeligt værtshus, der er blevet lavet om til et stort, goldt diskotek med rød løber, sure dørmænd og alt for dyre drinks. Stemningen er steril, og i en vis forstand forkælet. Hjemmepublikummet på Emirates har eksempelvis et ry for at smutte tidligt, hvis ikke tingende går holdets vej. Som en britisk bekendt forklarede mig, så er fornemmelsen i England, at Arsenal-fans nærmest bliver fornærmede, når deres hold ikke vinder. Han selv er Newcastle-fan og efterhånden forvent med ydmygelser.

Der kan naturligvis ikke tales om et rigtigt eller forkert i denne sammenhæng. Det er uden tvivl fremragende for aktionærer i Arsenal og andre klubber, at folk gerne vil lægge 10.000 kroner for et sæsonkort. Et nyt stadion, som Emirates, er eksempelvis også hamrende effektivt. Det er fyldt op og tømt igen i løbet af få minutter. En helt anden oplevelse, end hos Fulham eller QPR, hvor man pænt kan stille sig til at vente i lange køer både inden og efter kampe. Jeg forventer heller ikke, at klubberne begynder at sænke deres billetpriser, eller at arbejdsløse og/eller lavtlønnede får særlig adgang.

Ser mod Bundesligaen

Men tingene kan rent faktisk godt gøres anderledes. I England er man begyndt at kigge mod Tyskland og den succes, Bundesligaen og det tyske landshold nyder for tiden. I en nylig udgivet rapport fra den tyske ligaforening, DFL, kan man se, at Bundesliga-klubbernes overskud i sidste sæson var mere end dobbelt så stort som Premier League-klubbernes (før renter og skat). Og det, selvom billetpriserne i Bundesligaen gennemsnitligt er ca. 30 procent billigere end i Premier League. Premier League omsætter stadig for langt mere end både Bundesligaen og La Liga, men formår altså ikke at få samme profit ud af det, som tyskerne. Tyskerne har samtidig regler om, at majoriteten af en klub skal være ejet af dets medlemmer. Det sikrer tilhørsforhold, og beskytter mod overtagelser udefra, der er med til at fremmedgøre og distancere fansene fra deres egen klub – se bare på Manchester United, Liverpool, det tidligere Wimbledon etc.

Det kan altså således godt lade sig gøre for klubberne at beholde den folkelige tilknytningen og samtidig skabe vækst. Og det ville være naivt samtidig at ignorere vigtigheden af atmosfære og stemning på stadion. Det giver historisk mening i England, at man har forbudt ståpladser og alkohol på stadion, men det er eftersigende stadig tilladt at klappe og synge. Og den slags er angiveligt vigtige for spillerne. Den tidligere Arsenal-spiller Samir Nasri beklagede sig eksempelvis over stemningen på Emirates, da han forlod klubben i 2011, ligesom tidligere anfører Cesc Fabregas har fortalt, at han aldrig følte sig ligeså hjemme på Emirates, som han gjorde på Highbury.

Tag på andre Londonstadions

Men er det så bedre på de andre londonstadions? Ja, lyder mit korte svar. Jeg har ingen favoritklubber, og har bestemt ikke noget imod Arsenal som udgangspunkt. Men vil man opleve fodbold i London, kan man med fordel tage tuben længere østpå til West Ham, længere vestpå til QPR, eller – sorry, gunners – længere nordpå til Tottenham. Det ville være naivt at fremstille disse klubber som arbejderklubber med adgang for alle. Billetterne er stadig dyre, men deres traditionelle, gamle stadions repræsenterer en helt anden stemning. Her lever vildskaben stadig lidt endnu – heldigvis. West Ham flytter efter alt at dømme ind på det nye olympiske stadion inden for få år, ligesom Tottenham flere gange har luftet planer om at bygge et nyt stadion. Hvorvidt det kommer til at medføre den samme biblioteksstemning som på Emirates, må tiden vise.

Men hvis du vil være på den sikre side, så skynd dig at bestil en billet, inden den sidste gode stemning uddør i Premier League (for den findes stadig i levende live i de lavere divisioner – det må blive en anden gang).

Mange pints er løbet gennem på svælget på Richie og andre Arsenal-fans, siden sangene om “boring, boring Arsenal” dominerede. Der er sket meget inden for kridtstregerne, men med tanke på rammerne rundt om, er det måske på tide at finde det gamle, støvede ordsprog frem fra gemmerne igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *