01 Feb

(Bokse)kampen for rettigheder

ali

Er boksesporten et udtryk for civilisationsfremskridt? Hvis man betragter borgerrettighedskampen i USA som en proces mod stadig større grad af civilisation, så ja! For boksning spillede en helt central rolle i afrikanskamerikanernes kamp for rettigheder.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Rosa Parks, Martin Luther King, Bob Dylan. Alle navne, som de fleste samfundsinteresserede vil genkende som en del af borgerrettighedsbevægelsen i USA. En bevægelse, som kæmpede for at skaffe lige rettigheder til alle i et Amerika, som flere steder stadig lignede et apartheidsamfund.

Bevægelsen var en stor succes. Den resulterede i lovændringer som Civil Rights Act fra 1964, der indførte forbud mod forskelsbehandling på grundlag af “race, hudfarve, religion eller national oprindelse”, samt The Voting Rights Act fra 1965, som sikrede alle voksne amerikanere stemmeret.

En kulturel revolution

Men bevægelsen kæmpede også for en kulturændring i det amerikanske samfund, hvor fordomme blev bekæmpet, og hvor sorte amerikanere skulle anerkendes på lige fod med hvide. Den kulturelle bevægelse gjorde sig gældende i både musik, kunst og sport.

Fra de musikalske rækker var blandt andet Bob Dylan og Joan Baez centrale protestsangere. Med Baez i front sang 300.000 amerikanere med på sangen We shall overcome under den store March on Washington, hvor Martin Luther King efterfølgende holdt sin berømte I have a dream tale.

Fra sportens rækker kæmpede flere afrikanskamerikanske atleter på at nedbryde racebarriererne og få anerkendelse i en verden, som var underlagt apartheidtilstande. Indtil 1947 var sorte amerikanere ikke tilladt i baseball. Jackie Robinsen var den første, som i 1947 brød de såkaldte color lines, men det var først i 1960, at den sidste såkaldte Negro League blev nedlagt.

Kampen for mesterskabet

Den sportsgren, som kom til at betyde mest for afrikanskamerikanernes kamp for rettigheder, var boksning. Den første afrikanskamerikanske verdensmester var Joe Gans, som var mester i letvægt fra 1902 til 1908. Det store gennembrud kom i netop 1908, da Jack Johnson, som den første sorte amerikaner, vandt verdensmesterskabet i sværvægt. Sværvægt var langt mere prestigefuld end de andre vægtklasser, og Johnsons sejr over Tommy Burns gav genlyd i hele verden og chokerede det traditionelle hvide boksepublikum.

Johnson havde længe gået efter titlen, men den daværende mester James J. Jeffries afviste at møde Johnson, og endte med at gå på pension som regerende verdensmester. Årsag: Johnson var sort. Den begrundelse var på det tidspunkt helt legitim, da sværvægtstitlen blev betragtet som forbeholdt hvide boksere.

I 1908 fik Johnson den længe ventede titelkamp mod Tommy Burns, der som den første hvide sværvægtsmester accepterede at møde en sort bokser. Efter 14 runder blev kampen stoppet af politiet! Officielt blev der ikke givet en årsag, og politiet slukkede desuden kameraerne, inden de stoppede kampen. Myndighederne var ikke interesserede i, at verden skulle se den sorte Jack Johnson slå den hvide verdensmester i gulvet. Johnson havde fuldstændig overtaget, inden billederne fra kampen stoppede. Se sidste runde her:

Jack Johnson fik tildelt sejren, og for første gang var det en afrikanskamerikaner, som bestred The Greatest Title in the World.

Hans sejr skabte stor frustration blandt det hvide boksepublikum, som efterlyste A Great White Hope, der kunne genvinde titlen fra Johnson. Det resulterede i, at den tidligere mester – som havde afvist at møde Johnson – James J. Jeffries kom tilbage til sporten for at udfordre den nye verdensmester.

Kampen blev kaldt The Fight of the Century og blev fulgt over det meste af verden. Læg mærke til hvor meget publikum støtter deres hvide håb, Jeffries.

Efter 15 runder kastede Jeffries hjørne håndklædet i ringen. Johnson havde vundet! Efter sejren var der raceoptøjer flere steder i USA, hvor hvide og sorte amerikanere stødte  sammen. Hvide opfattede Johnsons sejr som en ydmygelse, mens mange sorte så sejren som et udtryk for afroamerikansk avancement i det amerikanske samfund.

Johnson tabte sin titel i 1915, da han i runde 26 blev knockoutet af den hvide Jess Willard. Men afrikanskamerikanske boksere var kun lige begyndt en rejse mod dominans i sporten – og anerkendelse i samfundet.

The Brown Bomber

I 1935 fik afrikanskamerikansk boksning sit store gennembrud. En ung sort fyr ved navn Joe Louis skulle op mod den store Max Baer. Selv om raceadskillelse i boksning officielt var fjernet, var Joe Louis blevet nægtet en titelkamp, da mange frygtede endnu en sort helt – arven fra Jack Johnson kastede skygger.

Baer havde i midlertidig mistet sit verdensmesterskab tidligere samme år, og nu blev kampen en realitet. Inden da var mainstream medierne lige så stille begyndt at tage Joe Louis til sig, men opfattelsen af et fjendskab mellem racerne var der stadig. Således skrev The Washington Post: They say Baer will surpass himself in the knowledge that he is the lone white hope for the defense of Nordic superiority in the prize ring.”

Joe Louis vandt kampen, som blev kåret af Ring Magazine til Fight of the Year. Baer, som tidligere kun var blevet slået ud én enkelt gang i sin karriere, blev knockoutet i 4. runde:

Vejen til toppen var nu banet for Joe Louis, som hurtigt fik tilnavnet The Brown Bomber. Men inden da kom Louis i modvind. Året efter mødte han tyskeren Max Schmelling i en kamp, som også blev kåret af Ring Magazine til Fight of the year. Men denne gang var det Louis, som i 12. omgang for første gang tabte på knockout.

I Hitlers Nazi-Tyskland så man sejren som et bevis på den ariske races overlegenhed. Det mest oplagte var derfor en kamp mellem den tyske kæmpe og sværvægtsmesteren James J. Braddock (The Cinderella Man – portrætteret af Russel Crowe i filmen af samme navn). Men her skulle racediskussionen for første gang i historien komme en afrikanskamerikaner til gode. Mesteren afviste nemlig at møde Schmelling, da man vidste, at hvis tyskeren blev verdensmester, ville nazilederne nægte Joe Louis en titelkamp.

Derfor fik Joe Louis i stedet chancen mod Braddock. Kampen blev bokset d.  22. juni 1937, og den regerende mester startede med at slå Louis i gulvet allerede i første runde. Men herefter tog udfordreren over, og i runde 8 stoppede han sin modstander og erobrede VM-bæltet.

I kamp mod Hitler

The Brown Bomber havde dog ikke lagt nederlaget til Max Schmelling bag sig, og han fik en revanchekamp i New York, som fandt sted d. 22. juni 1938. Kampen blev hans store folkelige gennembrug. Opgøret mellem Hitlers yndling og den afrikanskamerikanske verdensmester fra den frie verden tiltrak massiv opmærksomhed kloden rundt. Blot tre måneder tidligere havde Tyskland annekteret Østrig, og Hitler spillede med musklerne  i en sådan grad, at et par måneder efter kampen skulle Europas skæbne blive beseglet i form af Münchenaftalen, som viste, at ingen turde sige fra over for nazisternes ekspansionsambitioner.

Joe Louis blev derfor et håb for mange, inklusiv den amerikanske præsident, Franklin D. Roosevelt. Et par uger før kampen besøgte Louis Det Hvide Hus, og her udtalte præsidenten: Joe, we need muscles like yours to beat Germany.”

The Brown Bomber ejede ringen, og vandt på knockout allerede i første omgang. Inden da havde Schmelling været ned tre gange:

http://youtu.be/rJGOADcmwS4?t=1m27s

Joe Louis var den første afrikanskamerikanske atlet, som blev bredt anerkendt og beundret – ikke kun blandt de sorte. Han blev et samlingspunkt, som nedbrød de skarpe grænser mellem hvide og sorte amerikanere.

Borgerrettighedskampen

Men kampen stoppede ikke her. For selv om en række afrikanskamerikanske boksere havde rykket ved opdelingen af sorte og hvide i amerikansk sport, så var det amerikanske samfund – særligt i sydstaterne – stadig underlagt en kulturel og juridisk adskillelse (Jim Crow-lovene).

Det var denne adskillelse, som efter verdenskrigene satte gang i borgerrettighedsbevægelsen. Resultatet blev de førnævnte Civil Rights Act og The Voting Rights Act som ophævede Jim Crow-lovene.  Desuden skabte bevægelsen en kulturel revolution, som ændrede hvides opfattelse af deres afrikanskamerikanske medborgere.

Her spillede boksning igen en stor rolle. Helt i centrum var Cassius Clay (senere Muhammad Ali). Sport fortalt har tidligere berettet om hans indflydelse på den sportslige udvikling af boksning, som du kan læse om her. Han revolutionerede de tekniske aspekter af sporten, og blev et forbillede for de næste generationer af boksere. Men han kom også til at stå som et forbillede i kampen for lige rettigheder samt anerkendelsen af afrikanskamerikanere i det amerikanske samfund.

Clay slog igennem, da han i 1960 vandt OL-guld for USA. Som professionel fortsatte han vejen mod toppen, og allerede i 1964 vandt han alle tre store VM-bælter i en legendarisk kamp mod Sonny Liston, hvor overgangen til en ny og moderne boksesport blev eksemplificeret i form af den unge Clays sejr over den langsomme og tunge nævekæmper, Sonny Liston.

Cassius Clay revolutionerede de tekniske aspekter af sporten blandt andet ved at benytte benarbejde aktivt i sine kampe, og mod Liston overstrålede han den regerende mester i hurtighed og teknik. Clay brugte lette og hurtige jabs, mens Liston brugte sin styrke i færre, men hårdere slag.  Se nedenfor hvordan Clay undviger Listons tunge slag, mens han danser rundt på sine ben og rammer sin modstander med en række lette, men præcise jabs (Clay starter nederst i højre hjørne).

A free name

Året efter konverterede Clay til islam, og han droppede navnet Cassius Clay til fordel for navnet Muhammad Ali:

“Cassius Clay is a slave name. I didn’t choose it and I don’t want it. I am Muhammad Ali, a free name – it means beloved of God – and I insist people use it when people speak to me and of me.”

I 1967 blev Ali frataget sine titler som verdensmester, da han nægtede at lade sig indkalde til militærtjeneste. Det resulterede i en treårig pause fra sporten. Begrundelsen til sin nægtelse gav han selv: No Vietcong ever called me nigger.”

Ali blev med ét en central del af borgerrettighedskampen, og han var ikke den eneste bokser. I juni 1966, året før Ali blev frataget sine titler, blev Rubin “Hurricane” Carter, en af verdens dengang bedste mellemvægtsboksere, anholdt for et tredobbelt mord. Året efter fik han sin dom: livstid!

Retssagen var fra starten kontroversiel, og dommen blev anklaget for at være udtryk for racisme. Hurricane proklamerede sin uskyld, men uden held. Muhammad Ali støttede op om sin kollega, men dommerne i New Jersey ville ikke lytte. Efterfølgende blev den uskyldigt dømte Hurricane et symbol i borgerrettighedskampen, og Bob Dylan skrev protestsangen Hurricane, som åbent påstod, at Carter var uskyldig.

Protesterne var for Carters vedkommende uden virkning, og han måtte tilbringe mange år i fængsel, mens han langsomt gik i glemmebogen. I 1985 lykkedes det dog endelig en gruppe aktivistiske advokater at bevise det, som for mange allerede var åbenlyst i 1967: Carters eneste forbrydelse var, at han havde været en sort mand med succes, hvilket havde gjort en gruppe fremtrædende hvide amerikanere sure.

Individets kamp for anerkendelse

Hvorfor var det netop boksning, som kom til at få så stor betydning for afrikanskamerikanernes avancement i det amerikanske samfund? Et bud er, at boksning er en individuel sport, som passer perfekt til det amerikanske samfunds hyldest til individet.

Via den individuelle kamp i ringen kom bokserne til at illustrere individets kamp for opstigning og anerkendelse i det amerikanske samfund. På den måde blev boksesporten et medium til realisering af den amerikanske drøm. I 1976 blev denne pointe til en Hollywood-basker i form af Rocky-filmen, hvor Sylvester Stallone i rollen som Rocky Balboa opnår amerikanernes anerkendelse ved imod alle odds at besejre verdensmesteren Apollo Creed (filmen vandt i øvrigt Oscar-prisen for årets bedste film foran Taxidriver!). At den sorte Apollo Creed portrætteres som en nærmest landsfaderlig verdensmester viser, hvor langt det amerikanske samfund allerede var kommet i 1976. I hvert fald i Hollywood.

Tyson vs. Ali

Det giver stof til eftertanke, og anledning til en vis nostalgi, på denne måde at betragte boksesportens historie som en del af en større historie om borgerrettigheder i USA. For det gik hurtigt ned ad bakke efter Ali, og det kan være svært at se samme potentiale i sporten i dag – i hvert fald i USA.

Da Mike Tyson indtog tronen i sværvægtsklassen i midten af 80’erne, var det en noget anden type bokser, som nye generationer af boksefans skulle forholde sig til. Tyson var og er på ingen måde en repræsentant for borgerrettigheder og ligestilling – tværtimod har han ofte været et eksempel på rettighedsknægtelse i form af diverse sexovergreb og vold mod kvinder.

Tyson skal selvfølgelig ikke være repræsentant for hele sporten. Men som ubestridt verdensmester fra 1987 til 1990 havde han samme platform som Joe Louis og Muhammad Ali – derfor er en direkte sammenligning mellem disse berettiget. Og Mike Tysons bedrifter og betydning for det amerikanske samfund må siges at være af en noget andet karakter end Muhammad Alis.

Aktivisme i østblokken

Hvis vi ser på de nuværende mestre i sværvægtsklassen, er de alle fra den tidligere østblok – og alle tre født i den daværende Sovjetunion. Wladimir Klitschko (Ukraine), Vitali Klitschko (Ukraine) og Alexander Povetkin (Rusland). En anden verdensmester fra nyere tid er Nikolai Valuev; også fra Rusland.

Som borgere i henholdsvis Rusland og Ukraine er der masser af grund til at bruge en platform som sværvægtsmester til politisk aktivisme. Begge lande har problemer med borgerrettigheder, manglende demokratisk legitimitet og korruption. Seneste har Rusland vedtaget stærkt diskriminerende love mod homoseksuelle.

Det er således oplagt, at netop disse boksere kunne stå i spidsen for en borgerretsbevægelse i samme ånd, som vi så i USA. Tre af de nævnte boksere er da også politisk aktive, men med vidt forskellige fortegn. Nikolai Valuev blev i 2011 valgt til det russiske parlament for Putins parti, Forenet Rusland, som har stået bag føromtalte lov mod homoseksuelle. Frem for at være i front i kampen for demokrati og menneskerettigheder, har Valuev valgt at bruge sin platform til at styrke Putins Rusland.

Langt bedre er det med Vitali og Wladimir Klitschko. De arbejder begge for UNESCO, og storebror Vitali er leder af det liberale parti Ukrainian Democratic Alliance for Reform og medlem af det ukrainske parlament, hvor han er i opposition til den siddende regering. Han arbejder for at mindske korruption samt ukrainsk medlemskab af både EU og NATO.

Se her et kort klip med Vitali Klitschko, hvor han på et besøg i Bruxelles blandt andet kritiserer fængslingen af Yulia Tymoshenko, som også har medført stærk kritik fra EU. På samme tid laver han en finurlig sammenligning af boksning og politik:

Sport er politisk

En sport skal selvfølgelig ikke bedømmes på dens politiske potentiale. Sport er og bliver sport, og mange vil endda argumentere for, at sport og politik ikke skal blandes sammen.

Det ændrer dog ikke ved det faktum, at fodbold i dag aktivt bruges i kampen mod racisme, at store sportsbegivenheder bruges til politisk promovering, og at flere sportsstjerner verden over bruges deres platform til at opnå politisk indflydelse.

Sådan er det, og sådan har det været i lang tid. Spørgsmålet er blot, om man vil hylde en verdensmester som Valuev, der er en del af Putins magtbase, eller om man nostalgisk tænker tilbage på Alis opgør med et undertrykkende apartheidsamfund. Jeg vælger det sidste.

Klitschko-brødrene er dog et opmuntrende eksempel på, at boksesporten stadig er i stand til at byde på personligheder, som kæmper for demokrati og borgerrettigheder.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image