12 Jan

Bliver det tredje gang i træk for Novak Djokovic Down Under?

2012 Australian Open - Day 14

Det er igen blevet tid til ‘the Happy Slam’, som Australien Open også kaldes. Djokovic er forhåndsfavoritten,men både Murray og Federer lader sig ikke kue uden kamp. Og så er Australien Open traditionelt også den grand slam-turnering, der oftest byder på overraskelser. Får vi mon en ny i år?

Af Anders Høeg Lammers

Der er Djokovic, og så er der alle de andre. Sådan har det været de sidste to år ved Australian Open, hvor Djokovic har stået med trofæet på den sidste søndag. Vinder han også årets turnering, bliver han den første i den åbne æras historie (dvs. siden 1968, hvor professionelle fik lov at spille mod amatørerne) til at vinde tre australske mesterskaber i træk.

Men hvor 2011-triumfen kom i overlegen stil

med tre-sæts sejre over Tomas Berdych i kvartfinalen, Roger Federer i semifinalen og Andy Murray i finalen, var sidste års sejr mere hårfin. I semifinalen mod

Murray var han bagud med 2-1 i sæt, og det var først til allersidst i femte sæt, at han trak afgørende fra til 7-5.

Og i finalen mod Nadal burde han have lukket og slukket kampen i fjerde, men Nadal fik på imponerende vis spillet sig tilbage i kampen og førte sågar i femte sæt, før Djokovic beviste, at han stadig var the m

an to beat i historiens længste grand slam-finale, som efterlod begge spillere så drænede, at de måtte have en stol til sejrsceremonien (se kampens højdepunkter her.)

I år står der ingen Nadal og venter, da han har trukket sig flere uger før start med en mavevirus. Til gengæld har Andy Murray nu vundet både olympisk guld og sin første grand slam-titel og slået Djokovic ved begge lejligheder. Med andre ord er den mentale hurdle, som Murray ofte har haft mod Federer, Nadal og Djokovic på den største scene, formentlig væk og erstattet med spandevis af selvtillid.

Og mens Djokovic har vundet de sidste to år og tre ga

nge i alt, er Murray heller ikke helt ueffen down under, hvor han de sidste tre år er nået frem til to finaler og én semifinale. Det semilangsomme hard court-underlag passer perfekt til deres spillestil og giver dem mulighed for at fremvise deres evner som en menneskelig mur på bedste vis. Hermed ikke sagt, at de ikke også er offensive – det er de bestemt, Djo

kovic især – men det er fortrinsvis deres defensiv og evne til at slå gode slag fra de mest pressede positioner, der skiller dem ud fra resten af touren.

Hvem har fået den bedste lodtrækning?

Nadals afbud har efterladt et mindre tomrum i lodtrækningen. Da der reelt kun er tre spillere, der kan vinde turneringen – Djokovic, Murray og Federer (med Juan Martin del Potro som den største outsider, og ja, store overraskelser kan forekomme, som vi så det med Rosol-Nadal i Wimbledon) – er det ret så afgørende, hvem der møder hvem i semifinalen.

Der må man sige, at Djokovic i den grad har været den

heldige i lodtrækningen, da han trak den solide David Ferrer i semifinalen, mens Federer må forsøge sig mod Andy Murray.

Og ikke nok med det. Mens det er svært at få øje på en eneste trussel i Djokovic’ fjerdedel (og for så vidt også hans halvdel af lodtrækningen), har Federer fået en decideret gyselig lodtrækning.

Federer lægger således ud mod den hæderlige Benoit Paire (nr. 43), før Nicolay Davydenko venter i anden runde (tidligere verdens nummer tre, som for blot en uge siden spillede Ferrer ud ad banen og i 2010 var den, der kom tættest på at stoppe Federers vej mod sin fjerde australske titel). Dernæst venter to af ATP-tourens kommende stjerner – begge med potentiale til at blive fremtidige slamvindere – i form af Bernard Tomic, der netop har vundet sin første ATP-finale og har slået cirka fem top-30 spillere de sidste par uger, inkl. Novak Djokovic (om end i en opvisningskamp), efterfulgt af manden ingen ønsker at møde i en 4. runde – Milos Raonic med missilserven – som Federer ganske vist slog tre gange i 2012, men hvor to af kampene blev afgjort i tredje-sæts tiebreak.

Overlever han dette arsenal af særdeles kapable spillere og spiller sig i sin 35. grand slam-kvartfinale i træk, venter Jo-Wilfried Tsonga eller Richard Gasquet efterfulgt af Andy Murray eller Juan Martin del Potro i semifinalen. Og i finalen? Ja, der venter med endog meget stor sandsynlighed en frisk og farlig Novak Djokovic. Tak for kaffe!

Helt anderledes ser det ud for Djokovic: Først venter Paul-Henri Mathieu (nr. 58), efterfulgt af semitalentet Ryan Harrison (som i modsætning til Tomic og Raonic ikke rigtig har nogle våben), i tredje runde bliver det formentlig heller ikke farligt mod enten Feliciano Lopez, Viktor Troicki eller 31.-seedede Radek Stepanek, hvorefter Stanislas Wawrinka (seedet 15.) eller Sam Querrey venter i fjerde.

I kvartfinalen kunne det blive farligt mod Tomas Berdych. Hvis da ikke lige det var fordi, at Djokovic’ stil er den perfekte modgift til Berdych, som er 1-11 mod den serbiske nummer 1. Djokovic’ defensiv og evne til at tage bolden tidligt og dermed tage tiden fra den høje Berdych med det lange sving har foreløbig fungeret for Djokovic. Og ja, i semifinalen bliver det så enten David Ferrer (som Djokovic tæskede 6-0, 6-3 for blot to uger siden og som næppe kan true Djokovic på hardcourt) eller Djokovic’ ven og boksebold Janko Tipsarevic.

Jo tak, tæl mig blandt dem, der bliver overordentligt overraskede, hvis ikke Djokovic spadserer frem til finalen med et tab af maks. to sæt i alt.

Murray har fået en blandet lodtrækning. Som nr. 3 var det sikkert, at han skulle møde enten Djokovic eller Federer. Men kvartfinalemodstanderen Juan Martin del Potro, den sovende kæmpe, kan han ikke være helt tilfreds med. Og så alligevel: I alle fire foregående hardcourt-kampe mellem dem, har Murray vundet. Bortset fra en lidt tricky 1. runde-kamp mod storservende Robin Haase, kan Murray være fint tilfreds med sin lodtrækning, der byder på en rimelig let vej til kvartfinalen med Gilles Simon eller den funky Alexandr Dolgopolov – begge en slags a poor man’s Murray – i 4. runde som den største knast.

Overordnet set har lodtrækningen gjort favoritten Djokovic til storfavoritten Djokovic, mens Murray bl.a. i kraft af lodtrækningen må siges at være næst i rækken efterfulgt af Federer.

Hvem er der ellers?

Outsidere til titlen

Vinder du en grand slam-titel i disse år uden at bære efternavnet Djokovic, Nadal, Federer eller Murray, er det en mindre sensation. Juan Martin del Potro er den eneste, der har gjort det siden 2005 og netop pga. sin US Open-sejr i 2009, nævnes del Potro som den største dark horse op til hver eneste slam.

I år er der så måske endelig noget om snakken, efter at del Potro har brugt de sidste to sæsoner på at forsøge at genfinde fordums styrke efter en håndledsskade, der holdt ham helt ude af spillet i 2010. Ser man del Potro og Federers dueller fra 2012 som et udtryk for del Potros form, må man i hvert fald konstatere, at den er opadgående: Federer vandt således de første fire i straight sets, de næste to med nød og næppe, mens del Potro vandt de sidste to. Og vil man se, hvad del Potro kan gøre med sin forhånd, behøver man blot at kigge 20 sekunder inde i dette klip. Den er vist det, modstanderne vil betegne som uhyggelig! Men da del Potro formentlig skal slå Murray, Federer og Djokovic i rap, er en ny titel nok for meget at drømme om. Men mærkeligere ting er sket i tennis.

Af andre outsidere har vi ellers den hårdtslående og hårdtservende tjekke, Tomas Berdych, der gjorde det glimrende sidste år og burde have vundet de to første sæt mod Nadal i kvartfinalen, men i stedet tabte de sidste tre i deres fire-sæts kamp. Han har evnerne – han har slået Federer i såvel Wimbledon som US Open, what more do you need to know? – men har sjældent haft mentaliteten til at gå hele vejen. Han er som sagt seedet til at møde Djokovic i kvartfinalen, hvilket – med 1-11 statistikken in mente – i den grad bliver op ad bakke. Vinder han til gengæld den, er der gode muligheder for en finale.

Vi har den flamboyante franskmand Jo Wilfried-Tsonga, den sidste store overraskelse ved de australske mesterskaber, der fik sit gennembrud her i 2008, hvor han som verdens daværende nr. 38 slog Andy Murray i første runde og fortsatte helt frem til finalen efter at have banket og flugtet Nadal ud af semifinalen med de bombastiske 6-2, 6-2, 6-2-cifre (se højdepunkter her). Jeg så kampen fra et hotelværelse i Cambodia og har haft ham som en af mine favoritter lige siden pga. hans aggressive, eksplosive spil, hvor han – ude af takt med tiden – stormer frem til nettet, når han får lejligheden og tilmed har katteagtig boldføling, når han er deroppe. Han har været småskadet i sæsonens start og står til at møde Federer i kvartfinalen – ikke en nem, men heller ikke en uoverkommelig opgave. I 2011 slog han en velspillende Federer ud af kvartfinalen i Wimbledon ved slet og ret at være umulig at bryde i de sidste tre sæt.   

Og ja, så har vi evigt stabile David Ferrer, som netop har haft sin bedste sæson nogensinde trods det faktum, at han fyldte 30 år i første halvdel af sæsonen. Ferrer skuffer sjældent, men han overpræsterer lige så sjældent, og han har ikke våbnene til at true Federer, Murray eller Djokovic på hardcourt, hvis de spiller i nærheden af deres bedste. Gør de ikke det, står Ferrer til gengæld klar, som da han slog en halvskadet Nadal ud i kvartfinalen ved Australian Open 2011 – for så at tabe til Murray i semifinalen.

Og Ferrer har fået en drøm af en lodtrækning i form af den klart nemmeste kvartfinalemodstander (Janko Tipsarevic) og overkommelige modstandere frem til da. Så book den solide Ferrer til en semifinale, hvor han – ligesom i Australian og US Open 2012 – formentlig taber til Djokovic i tre eller fire sæt. Er det af en eller grund ikke Djokovic, der står og venter, kan Ferrer til gengæld godt gå hele vejen til finalen. Og når man først står der…

Outsidere uden egentlige titelchancer

Andre outsidere? Næppe i forhold til trofæet, men til en eventuel kvartfinale eller måske endog semifinale. Den blot 20-årige australske Bernard Tomic, der af mange anses som en kommende verdensetter, virker til at have fået skruet hovedet ordentligt på i 2013 i modsætning til 2012, hvor han blev kendt som Tomic the tank engine grundet hans lidet ihærdige indsats i en række kampe. Det ry er han dog hastigt ved at lægge fra sig her i 2013 med en imponerende start og – måske – karrierens første ATP-titel i morgen mod Kevin Andersson. Stopklodsen eller det egentlige gennembrud venter i 3. runde i form af Roger Federer. 

Der er manden med måske verdens bedste serv, canadieren Milos Raonic, som Federer som sagt også har været så heldig at trække. Ligesom for Tomic vil det være et gennembrud af dimensioner at slå Federer i en slam.

Der er vildskuddet Jercy Janowizc, som imponerede alt og alle med en runner-up-placering ved Paris Masters sidste år og er havnet i turneringens svageste fjerdedel. Finder han noget nær samme form frem, kan han blive et ubehageligt bekendtskab for Nicholas Almagro (3. runde), Janko Tipsarevic (4. runde) og David Ferrer (kvartfinalen).

Og endelig er der Baby Federer, dvs. Grigor Dimitrov, som spillede sig frem til sin første ATP-finale så sent som i sidste uge, hvor han tabte en tæt kamp til Andy Murray. Som med Tomic er der talent i spandevis. Også han er havnet i den letteste fjerdedel og kan meget vel skabe rav i den for Tipsarevic, som han potentielt kan møde i 3. runde.

Tomic, Raonic, Jercywicz og Dimitrov hører I i øvrigt meget mere om i et kommende indlæg på Sport fortalt.

Og mit bud? Før lodtrækningen regnede jeg med Djokovic som svag favorit foran Murray eller Federer – afhængig af lodtrækningen. Nu bliver jeg en smule overrasket, hvis det er andre end ham, der vinder. Og formentlig er det kun Murray, der for alvor har en chance.

Underlaget er for langsomt til, at Federer burde kunne spille sig igennem to 25-årige modstandere på toppen af deres karriere i træk. For at slå Djokovic i Australien, har Federer formentlig brug for, at Murray gør Djokovic mør inden. Det kan ikke ske i år. Skulle Federer mod alle odds alligevel vinde turneringen, vil sejren selvfølgelig blot være så meget desto mere imponerende. Men pilen peger på Djokovic med Murray som førsteudfordreren. En finale mellem de to kan også blive en meget god kamp (se f.eks. højdepunkter fra deres finale i Shanghai her eller deres semifinale i Australian Open her – begge fra sidste år). Og bliver det de to i finalen, er Murray bestemt ikke uden chancer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image